🎵Krible-krable-land🎵

Lørdag den 2. juni 2018

På en lille træstol med rar, stribet hynde på Himalayan Java Coffee i Pokhara med udsigt over sø og grønne træer (en af mine favoritcafeer)

Hvis jeg ku’ bli’ en lille bitte mand,

så rejste jeg straks til Krible-krable-land.

Der er så mange sjove små dyr,

så jeg kunne rigtig gå på eventyr

i Krible-krable, kravle-krybe, kilde-land.

 

Hvis jeg ku’ bli’ en lille bitte mand,

så rejste jeg straks til Krible-krable-land.

Der ku’ jeg hop’ i edderkoppens spind,

mens græshoppen spillede violin

i Krible-krable, kravle-krybe, kilde-land.

(…) 

(Billeder kommer så snart jeg kan uploade billeder igen)

Sådan lyder mit barndomsidol, Povl Kjøllers, første to strofer af Krible-krable-sangen. Det var en sang min mor sang med min søster og jeg mens vi sad på gulvet foran komfuret og ventede på aftensmaden da vi var små – og jeg elskede det, og jeg ELSKEDE Povl Kjøller. Hvorfor er det relevant i en blog, der primært handler om min store rejse?, kan du måske tænke. Jo, det skal jeg fortælle dig: jeg føler, at jeg er blevet den meget lille mand, og at jeg er kommet til Krible-krable Land. Her i tirsdags valgte jeg at tage fra Kathmandu (hvor jeg blev seriøst bidt af myg) til Pokhara og direkte på et yoga-retreat med alt inklusiv. Jeg ankom tirsdag aften efter en virkelig lang bustur (cirka 11 timer og det var en strækning på 200 km – men det er typisk Nepal-trafik). Min første tanke var: YES, det her er paradis! Det var et virkelig pænt, rent og fredeligt sted. Hvide dyner, pæne badeværelser og sindsyg udsigt. 

Hvad der så skete var, at jeg den første aften stødte på en edderkop på størrelse med en lille underkop på mit værelse. Personalet havde advaret mig og havde sagt, at jeg bare skulle sige til, så kom de og fjernede dem. Det skete så ikke, for de bæster løber vildt hurtigt. Så jeg håbede bare på, at den var løbet ud af døren. Jeg tog et bad og da jeg smed et stykke papir i skraldespanden, løb edderkoppen ud fra den og op på væggen tæt på gulvet. PANIK! Er helt alene på værelset iført kun et håndklæde, så det er ikke lige der, at jeg vælger at løbe ud for at hente nogen – derudover var jeg 1) bange for at gå forbi den 2) bange for, at den ville forsvinde i mellemtiden. Så jeg valgte at gå krigervejen: jeg tog to par sko. Jeg kastede den ene i håb om, at den ville ramme i første hug. Det gjorde den ikke, så edderkoppen løb. Jeg kastede sko nummer to, som semi-ramte den, så den blev “stunned”. Så greb jeg den nærmeste sko (min roommate’s løbesko) og gjorde en ende på udyret. Sammenkrøllet på gulvet så den stadig fæl og stor ud, men jeg følte mig sej! Gigantisk edderkop og jeg havde helt selv gjort en ende på den! Og mit hjerte hamrede helt vildt. Jeg gik i seng med fred i sindet den aften. 

I løbet af de dage jeg var på retreatet, var der tre gigantiske edderkopper på besøg og en “centipede” der var lang, ulækker og rødlig. Jeg havde fået fortalt aftenen før jeg fandt den, at der var to af gæsterne, der var vågnet op ved, at sådan en kravlede på dem. Kunne jeg lige sove efter det? Neeeeej. Jeg følte helt oprigtigt, at jeg var endt i mit værste mareridt. Hvor mange gange er jeg ikke lige vågnet med skrig og gråd efter at have drømt om store edderkopper og andre kryb?! Den sidste hele dag – i går – havde jeg det ret dårligt. Jeg følte mig helt klaustrofobisk og havde kronisk ondt i maven. Jeg har virkelig fundet ud af, at jeg er angst for de der edderkopper helt ind i det inderste af mine knogler. Det er ikke bare tøsefnidder. Det er lidt den der følelse man havde da man var lille og man var bange for, at der gemte sig nogen i skabet eller under sengen. Forskellen er bare, at jeg ved, at risikoen for, at der faktisk ville være et dyr under en seng eller på væggen var ret reel. Det var et ægte, virkeligt mareridt og det stod i så stor kontrast til det mega paradislignende sted jeg befandt mig! 

Jeg overlevede dog, og jeg føler mig ret sej over, at jeg faktisk valgte at blive – på trods af den følelse jeg havde i kroppen. Og jeg føler mig sej over helt selv at have dræbt den første edderkop jeg så. Og så vil jeg sige, at min frygt for de små edderkopper er blevet betragteligt mindsket. 

I dag har jeg vandret rundt i Pokhara, og igen er det slået mig, hvor meget jeg trives ved selv at kunne bestemme alt. Det der med, at andre bestemmer, hvad for noget mad jeg skal spise og øser portioner op, og det med at have et fast program hver dag gør ikke noget videre godt for mig. Jeg har virkelig fundet ud af, at jeg trives med at være fri-fri! 

Jeg har også fundet ud af, at jeg er vild med dele af yoga-livsstilen, men jeg står simpelthen af når man skal chante og danse og spise vegetarisk og have dreadlocks med pynt i og gå i løst bomuldstøj i brunlige eller spraglede farver. Det er altså ikke mig. Jeg har forsøgt mig med ingen makeup de sidste par dage og det var rart, men samtidig elskede jeg at tage mascara på igen i morgen og føntørre mit hår og gøre lidt ud af mig selv. Jeg har virkelig lært, at jeg føler, at jeg gør noget godt for mig når jeg gør mig i stand. Det er en lille forkælelse. Og det er jo ikke fordi jeg bruger meget makeup, men bare selve processen giver mig en helt rar følelse i kroppen. Og jeg kan godt lide at være kommet frem til den indsigt, for det er lidt gået op for mig, at jeg ikke bruger makeup og går op i hår og tøj, fordi jeg føler, at jeg skal passe ind eller skal se ud på en bestemt måde; nej, det er selvforkælelse! 

Jeg er ret spændt på de næste par dage, for jeg har booket et 5-timers heste-dagstrek til på mandag og så er der nogle andre aktiviteter, der bliver overvejet, men det vil jeg ikke lige dele endnu af fare for, at mine forældre ikke kan sove de næste par dage 😉 

Pokhara er simpelthen bare en fantastisk lille og ren by. Naturen er dejlig og grøn, udsigten til den store sø er vildt flot og bjergene, der omkredser byen rejser sig stolt op og indbyder til eventyr. Det et vildt smukt og fredfyldt, og lige nu tænker jeg, at jeg sagtens kunne bruge lang tid her! Kathmandu og Pokhara er totale modsætninger. Pokhara er ren, luften er frisk og den infame støj, der i høj grad definerer Kathmandu, er ret fraværende her. Ro. Fred. Skønhed. Eventyr. Dét er Pokhara!