1, 2, 3, luk øjnene og spring

Onsdag den 6. juni 2018

På mit værelse på Chitwan Village Resort i min seng omkranset af dejligt myggenet så jeg er i sikkerhed for edderkopper og andre eventuelle kryb (aaaaaah)

(Billeder bliver lagt ind når det virker igen)

Der er sket meget de sidste dages tid – faktisk er der sket rigtig meget! Jeg har virkelig fået udfordret mig selv på rigtig mange måder og har bare oplevet virkelig mange spændende ting!

Som jeg skrev i sidste indlæg, var jeg i Pokhara, hvor jeg havde booket et hestetrek, der faktisk viste sig at være en ret øv-agtig oplevelse, for min guide havde ingen hest og trak derfor min det meste af vejen, og jeg vidste jo, at det var en 5-timers tur op ad et bjerg … og han skulle gå ved siden af. Han var 15 og det var skoledag. Han kaldte mig “mam”. Hestens saddel var meget slidt og bidslet hang skævt ud af munden på den, så det nogle gange bankede mod dens tænder. Hovedtøjet var bundet sammen af knuder. Stigbøjlerne kunne ikke gøres lange nok til mig, så efter ganske kort tid, så fik jeg ondt i mit knæ. Jeg fik min finger i klemme så jeg fik et brandsår på fingeren der blødte. Og det værste var, at jeg følte mig som hende den hvide, der betaler de mindre bemidlede nepalesiske folk for at gøre ting for mig – og at han var en slags slave. Det var ikke en fed følelse. Alt ved det virkede forkert! Så jeg bad ham faktisk om at vende om, for jeg kunne ikke forlige mig med hele situationen. Jeg gav ham drikkepenge og så gik jeg på cafe. 

Men, men, men…

Jeg blev stoppet af en fyr på gaden, som spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at se området på motorcykel. Min første tanke var: “NEJ!” Min næste tanke var: “Men det lyder jo egentlig ret sjovt og ret spændende… og måske skal jeg bare se bort fra den relativt store risiko for uheld og tanken om “stranger danger”, og så bare springe ud i det!” Så det gjorde jeg, og dagen efter tog vi på tur. Det var en mega god dag og han tog mig ud til alle de ting man skal se i Pokhara, og tog mig ud til et område, hvor der ikke er så mange turister. Det var så smukt! Farverne, søerne og freden var enorm! Solen skinnende hele dagen, og på trods af en mindre solskoldning, så var det bare en af de bedste dage! Friheden ved at tage en motorcykel i stedet for en taxa er at tage at føle på, og man kan se alt og man kan stoppe, hvor man har lyst, bare fordi man kan. Ja, der er risici forbundet med en motorcykeltur, men samtidig så er de så erfarne førere, at jeg faktisk følte mig overraskede sikker på trods af, at vi indimellem kørte ind og ud mellem store busser og lastbiler på en meget befærdet vej. Min guide var et meget inspirerende menneske og simpelthen bare så venlig, og jeg er så taknemmelig for, at jeg gjorde det! Og bortset fra en mindre uheldig hændelse (der ærligt godt kunne have gået MEGET galt), så forløb turen helt uden uheld, men bød bare på lidt spænding og en mega dejlig følelse af at være fri! 

Min sidste dag i Pokhara stod på paragliding! Jeg har hoppet i faldskærm før, og jeg havde lidt forventet, at jeg ville være lige så nervøs for at paraglide – men det var jeg ikke. Måske fordi udgangspunktet er fra jorden. Men jeg ved det ikke. Jeg er så glad for, at jeg gjorde det, for det er noget jeg har snakket om at gøre i så lang, og det med at tage beslutningen er faktisk det sværeste, for det er så nemt at få tanker som: “men, det kan måske være farligt,” “ej, det er også mange penge,” og “det er jo fjollet det hele.” Men i virkeligheden er det jo bare fordi jeg er lidt nervøs, og de der tanker er bare forsøg på at snige mig udenom. Så en dag slukkede jeg min hjerne og så bookede jeg det. Og jeg kunne mærke, at det gjorde mig mega glad. Det var for øvrigt en mega fed oplevelse! Vi kørte op ad det her bjerg, en lidt nervepirrende tur i jeep (de kinesiske piger skreg lidt hver gang vi kom lidt tæt på kanten, og jeg var i al hemmelighed lidt glad for at jeg sad mod bjergvæggen og ikke ud mod kanten), og så får man spændt en slags rygsæk med sæde fast på sig, inden man bliver klipset fast på piloten. Så kaster de faldskærmen op i luften, piloten råber “RUN”, og man løber og pludselig går det op for en, at man løber i luften! Der er så stille deroppe i luften og udsigten er så vild. Man er lidt som en fugl! Alt virker så mega småt og indimellem støder man ind i et lille lufthul, så man får et kæmpe sug i maven. 

En lille tilføjelse: der er risiko for luftsyge – man hopper op og ned og svinger fra side til side, så vær varsom med at spise før, og fortæl piloten, at man måske har tendens til køresyge. Så vil de ikke lave tricks 😉 

Jeg tror faktisk, at jeg har en lille person i mig, der elsker de der lidt grænseoverskridende ting. Jeg føler lidt nogle gange, at det er frygtelig kedeligt at være i den her normale hverdag, hvor jeg skal gøre og være på bestemte måder… for jeg er rigtig god til at følge regler og sådan. Så nogle gange kan jeg mærke, at jeg har fået nok, at jeg føler mig fanget og så gør jeg som regel enten noget jeg måske ikke burde gøre, eller noget som kan få adrenalinen op. Jeg lukker bare øjnene, tæller til tre og gør – for, hvis man ikke skader eller sårer andre, men selv gør noget for, at man har det godt, er det så slemt? Det synes jeg ikke (og jeg har alligevel ikke tænkt mig at ændre det). Jeg tror, at min rejse har åbnet mig op for bare at gøre ting i højere grad end før, jeg føler mig stærk nok og jeg kan mærke mig selv. Og det er kun en positiv ting, for jeg har ikke lyst til at kvæle mig selv i regler og i “jeg-bør-ting” – heller ikke når jeg kommer hjem!