Smukke, smukke verden!

Fredag den 9. februar 2018

Rar sort lænestol, Queen’s Arcade Auckland (gade vide, hvor lang tid jeg må sidde her…?)

Del 2 – Fra Auckland til Paihia og tilbage igen

I et anfald af at ville ud af storbyen, besluttede jeg mig for at tage op nordpå til Paihia i Bay of Islands dagen før Waitangi Day (dagen, hvor Maorierne og englænderne underskrev en fredsaftale for mange år siden).

Jeg tog en bus derop. En god tur på omkring 4 timer, der tog os igennem et fantastisk flot og grønt landskab med vilde udsigter til bølgende bakker og blå havglimt; man kunne kun sidde klistret til vinduet og beundre den flotte natur, mens bussen gyngende kørte op nordpå. Op til varmen og solen!

I Paihia skulle jeg hos en couchsurfer, som også ville tage mig med til Waitangi Day dagen efter. Første aften bød på pizza og gigant-is og en mega flot rundtur i området. Vi kørte også forbi Haruru Falls, et lille vandfald i en stille sø omgivet af træer!
Jeg kørte i min couchsurfers bil (første gang, at jeg har kørt i den forkerte side af vejen), og jeg var kun ved at dreje den forkerte vej et par gange (panik…!). Men jeg endte med at få okay styr på det.

På Waitangi Day tog vi til Waitangi, et område, hvor Maorierne oprindeligt holdt til, og hvor fredstraktaten blev underskrevet. Det var simpelthen bare en helt vildt fascinerende dag, hvor der var traditionelle Maori-ting overalt, hvor de sejlede med deres Waka (krigsskibe) og lavede Haka (traditionel krigsdans). At overvære Haka er noget der gør stort indtryk, fordi der udstråler sådan en kraftfuld styrke fra de mennesker der laver det – det er gåsehudsfremkaldende!!!
En sjov detalje var, at på hele området var alkohol og sodavand forbudt af sundhedssårsager… men al den mad man kunne købe var simpelthen fedtprovokerende (eksempelvis hvidt brød der bliver friturestegt). Dagen var fænomenal vejrmæssigt, og jeg havde været så smart at tage en kjole på med mine hvide gummisko… hvilket jo så betød at mine ben blev pink i helt enorm grad mens mine fødder var HELT hvide stadig. Det var faktisk rigtig grimt, men også lidt sjovt. Jeg er dog begyndt at smøre mig ind i meget oftere end derhjemme, for solen er virkelig skarp!

Det er seriøst et besøg værd at tage de timer nordpå, for der er bare så dejligt fredeligt og så er der enormt mange ting man kan lave og se (gad godt at være mega, mega rig når jeg er sådan nogle steder!).

En tysk pige, Caroline, ville møde mig onsdag, dagen efter Waitangi Day for at leje en bil og køre nordpå til New Zealands nordligste punkt, Cape Reinga, hvor man også kan se Stillehavet og det Tasmanske Hav støde sammen (lidt som i Skagen, bare i en anden størrelsesorden). Caroline var en rigtig sød pige og vi endte med at have en mega hyggelig dag sammen! Første stop var Rainbow Falls i Kerikeri – et af de absolut smukkeste steder jeg nogensinde har set. Det var lidt lige som at træde ind i en alfeskov, hvor der er en helt særlig ro, og solen bliver reflekteret i vanddråberne fra vandfaldet og skaber en masse flotte regnbuer – det er virkelig magisk at se på! Hvis vi havde haft mere tid ville vi have vandret den længere tur i området, men fordi vi havde en lang tur foran os til Cape Reinga, og gerne skulle nå derop inden vejret blev alt for overskyet, så blev vi nødt til at køre.

Kort tid efter mødte vi to hitchhikere der skulle samme vej som os. Vi stoppede for mad og endte til sidst helt oppe på toppen af New Zealand. Det var så flot og så enormt storslået, at det er svært at beskrive og stort set umuligt at indfange stedets styrke på et billede. Det var et sted jeg kunne have brugt hele dagen – bare sidde og kigge udover det flotte, blå hav og de store bølger.

På vej mod Paihia havde vi lige to stop tilbage: the sand dunes og 90 mile beach. Førstnævnte er gigantiske sandbakker som man kan “surfe” på, hvis man er til det, ellers kan man, ligesom os, kravle op på toppen af dem (hvilket er ret hårdt) og så prøve at komme ned uden at slå kolbøtter hele vejen!

90 mile beach er en meget kendt og meget lang strand (deraf navnet). Vejret var blevet ret øv da vi nåede dertil, det var ellers meningen at vi ville ud og bade i havet – det bliver næste gang!

Dagen efter skulle vi aflevere vores bil og så besluttede vi os for at prøve at hitchhike tilbage til Auckland (som nævnt, en tur på cirka 4 timer i bus). Vi startede lidt over 8 og skulle ikke vente mere end nogle få minutter før vi fik det første lift. Turen endte blandt andet med at tage os forbi Kawakawa (bare rolig – ingen kan i virkeligheden finde ud af, hvordan de der navne udtales…), hvor der er et mega berømt offentligt toilet. Jep, et toilet som turistbusser stopper op ved. Det var da også specielt (okay, det var ret sjovt at se) – lavet af en der vist hedder noget med Hunderwasser.
I Whangarei fik vi et lift af en mega sød newzealandsk kvinde, der skulle til det nordlige Auckland – cirka en time i bus fra centrum. Efter en cookie og en sodavand besluttede Caroline og jeg os for at prøve at hitchhike til centrum og ved et rent tilfælde kom hende der kørte os til Auckland forbi, fordi hun var blevet færdig med det hun skulle og tilbød os et lift til byen. Det sluttede vores eventyr op nordpå og det var bare en mega god oplevelse! Og faktisk tog det kun cirka 5 timer.

Noget af det jeg har fået med fra de sidste par dage er, at jeg virkelig godt kan lide at rejse med andre, men at jeg elsker at rejse alene, fordi jeg bare skal tage hensyn til mig. Derfor er min umiddelbare plan (alt kan ændres) at rejse med andre i nogle dage ad gangen, for så at have tid for mig selv – for det er noget af det fedeste!

I dag skal jeg på mini-campingtur til Piha med nogle jeg måske skal rejse rundt med på sydøen, så det glæder jeg mig til! Og i morgen tager jeg til Coromandel med nogle andre – masser af ting at se frem til!!!

… og en lille update på min tøj- og hårtørrersituation: det går fint. Jeg har nu flere dage lufttørret mit hår MEN hvor var det dejligt at kunne føntørre det i går – og den glæde jeg fik lige dér gør at det nu allerede er det hele værd at have slæbt den med (haha). Tøjet er jeg ved at vænne mig til – det er jo mit eget, men det er noget andet når man skal tage højde for at man kan komme ud for situationer der kræver praktisk tøj. Men det er faktisk dejligt. Nyder lidt bare at have afslappet tøj på (men sig det ikke til nogen endnu!).

P.S. I skrivende stund er der en mand, de sidder og ryger noget suspekt fra en sodavandsdåse overfor i en af de andre lænestole. Det er faktisk lidt underligt og noget jeg lige ville dele, fordi det nok er noget jeg ender med at glemme 😉