Roadtrip!

Fredag den 16. februar 2018

Formiddagstid på en pæn træbænk et sted på Ferry Road i Taupo med den vildeste udsigt

Okay, her kunne jeg nok sidde for evigt. Lige her. Himlen er den lyseste lyseblå farve, ude i horisonten kan man ane nogle bjerge, der stadig står i skygge og søen foran mig har antaget en levende klar blå farve. I buskene foran mig sidder hvide sommerfugle på de lilla og hvide blomster, og små fugle sidder og pipper håbefuldt (jeg har lige spist morgenmad, så jeg tror, at de gerne vil have noget brød). Solen skinner og de sidste små skyer fra natten er på vej væk. Der er en helt særlig fred over sådan nogle steder her og det giver mig sådan lyst til at kunne tage et rigtig godt billede, der faktisk kan fange alle de følelser, der eksisterer i øjeblikke som disse.

Siden sidst er der faktisk sket rigtig meget. Jeg har forladt Auckland – med to drenge (Corey fra Oregon og Jan fra Tyskland) jeg mødte på couchsurfing – i en bil vi købte sammen. Måske var det en en smule overilet beslutning at købe en bil med to fremmede, men vi var alle tre så trætte af storbyen, og alternativerne såsom at leje en bil eller tage bussen var simpelthen bare alt for dyre. Så vi købte en lille sød bil (den er ret grim) til kun $800 INKLUSIV campingudstyr. Bilen hed Nellie da vi købte den, så den hedder altså stadig Nellie. Det er forøvrigt min første bil nogensinde, så jeg er stadig ret begejstret.

Planen var jo at tage til Coromandel og Hot Walter Beach, men fordi det regnede så voldsomt blev vi frarådet at køre derhen, fordi vejene var for farlige at køre på. Så vi valgte i stedet at køre sydpå mod Waitomo, hvor vi blandt andet så et stort vandfald i Marokopa og glow worms i Waitomo-grotterne. Alt var bare super godt – indtil det ligesom gik op for mig, at jeg måske var lidt irriteret på amerikaneren, der virkelig er rigtig amerikaner (fordomme bliver udtrykt her): meget bedrevidende, højlydte, fraværende og lettere glade for dem selv. Og samtidig så umodne, at de er lidt søde. Det er svært at forklare – nogle mennesker har man sådan et lidt specielt forhold til. Men vi fik det til at fungere, og desuden skulle vi kun være sammen i nogle få dage, så jeg kunne sagtens holde det ud.
Om aftenen skulle vi campere på en af de gratis campingpladser. Det var jo en genial ide, og vi havde jo fuldt campingudstyr med, så det var ingen sag! Vi fandt et mega fint område ved en stor flod (hvor der også var toiletter). Udfordringen var bare, at det var begyndt at regne igen – rigtig meget. Vi skyndte os at slå teltet op så vi kunne komme i tørvejr… men teltet viste sig at være utæt. Det regnede INDE i teltet. Suk. Suk. Suk. Og alt var vådt. Min regnjakke kan åbenbart ikke holde til ret meget regn ad gangen, så den er altså også blevet utæt. Den aften kunne jeg vride vand ud af min regnjakke…
Jeg besluttede mig for at sove i bilen, for jeg kunne ikke se det sjove i at sove i en stor semi-indendørs vandpyt mens det regnede på mig. Drengene ville dog gerne have den oplevelse med, hvilket jeg i al hemmelighed (i starten) var glad for, fordi jeg så ville have bilen for mig selv. MEN. Der er rigtig mørkt på sådan en campingplads. Floden brusede og regnen hamrede på bilen. Og så gik min fantasi ellers i gang. Jeg fik billeder af mordere og voldtægtsforbrydere og alle mulige onde mennesker, der ville komme og bryde ind i bilen og gøre onde ting ved mig. Så jeg tog selvfølgelig mine forholdsregler:

1) Jeg snurrede en pandelampe om mit håndled så min tommelfinger hele tiden kunne trykke på tændknappen – på den måde ville jeg være klar til at blænde et eventuelt ondt menneske.

2) Jeg åbnede min lommekniv (tak mor) og lagde den et stykke fra mig (jeg ville ikke ønske at ende med at spidde en af drengene i tilfæde af at de ville ind i bilen) – formålet med det ville være, at hvis lyset ikke skræmte dem væk – så ville min kniv nok gøre det.

3) Jeg blev ved med at sige til mig selv, at drengene havde sagt, at bilen IKKE kunne glide ned i floden.

4) Jeg tog min øjenmaske på – på den måde kan jeg jo ikke se onde ting og derfor eksisterer de jo ikke (strudsementalitet).

5) Jeg krammede Solsikke – Solsikke hjælper altid.

6) Bom, jeg faldt i søvn.

Jeg besluttede mig dagen efter, at det altså på ingen måde var det værd at spare penge på en overnatning – så hvis jeg skal campere igen, så bliver det i tørvejr.

Vi tog derefter videre til Rotorua – en rigtig hyggelig lille by med 17 søer omkring sig. Der er en liflig lugt af rådne æg – men det er fordi byen er bygget på aktive vulkaner. Det betyder, at der flere steder er områder, hvor der kommer damp op ad jorden, og hvor jorden faktisk bobler. For eksempel ved the Mud Pools, hvor en gigantisk mudderpøl blæser bobler (ligesom når man sætter et sugerør i et glas mælk). Det lyder lidt på samme måde, men er meget fascinerede at se på. Hot Pools er noget andet; det er små naturlige badekar i naturen, hvor vandet nogle steder koger. Det er mega lækkert at ligge og slappe af i de pools der er mennesketemperaturer – vi havde regn det meste af tiden, men det gjorde absolut intet dårligt for oplevelsen af at ligge i det varme vand! Men de er propfulde uanset vejr.
Udenfor Rotorua er der en Maori-landsby (Whakarewarewa), hvor Maorierne stadig bor. Man kan komme og besøge byen – lidt som den gamle by. Det var rigtig spændende og helt bestemt alle pengene værd! Der er store dampskyer over alt, så selv hvis man kommer forbi på en meget kold dag, så kommer man ikke til at fryse!

Længere sydpå er Taupo. Byen der blandt andet er kendt for faldskærmsudspring og anden ekstremsport – det er meget dyrt, men her er så mega flot, at det nok kunne være en fed oplevelse at lave nogle af de ting. Lake Taupo er på størrelse med Singapore og byen har en dejlig afslappet følelse over sig. Herfra kan man også tage en bus til Tongariro Crossing (en en-dags hikingtur) – noget jeg ikke lige følte for at gøre, men som drengene gerne ville. Det er der man kan se Mount Doom fra Ringenes Herre (jeg har aldrig set filmene).

Det blev Valentins Dag – en dag som jeg måske nok lidt i al hemmelighed elsker – og jeg havde en rigtig træls dag. Det regnede og regnede og regnede. Drengene irriterede mig lidt og jeg havde for første gang lidt hjemve. Vi skulle ud til nogle hot pools, og da vi var kommet derud bad de mig åbne bagagerummet, og ud af det blå overrakte de mig en lille buket blomster – og vupti – så blev jeg faktisk i rigtig godt humør igen. Det var simpelthen bare så sødt af dem!

Drengene og jeg skiltes ad dagen efter, for de vil gerne hurtigt igennem sydøen og jeg vil gerne have mere tid på nordøen, fordi jeg har længere tid end dem. Så de tog bilen med (som jeg får tilbage når jeg kommer til sydøen om cirka to ugers tid).
Jeg brugte min alene-dag i går på at nyde vejret. Jeg sejlede ud til Acacia Bay, hvor man kan se Maori-udskæringer i en klippevæg, og jeg lå på stranden og nød den fantastiske udsigt og solen… og så faldt jeg selvfølgelig i søvn… hvilket ikke var så godt, for solen er virkelig skarp her – så gæt, hvad der skete med min hvide hud (jeg faldt i søvn på både ryggen og på maven – men det var bare så dejligt!).

I dag tager jeg videre til Napier, en by i Art Deco-stil. Den ligger ved vandet til øst og må derfor være en af de første byer i verden, der oplever solen stå op – så jeg skal helt sikkert ud og opleve en solopgang! Jeg er vildt begejstret for at være alene igen – særligt sætter jeg pris på, at jeg kan gøre tingene i mit tempo og at jeg ikke er afhængig af andre. Så lige nu nyder jeg det bare!

Jeg er begyndt at gå med meget lidt makeup – nogle dage har jeg ikke engang haft noget på, men det var mest af dovenskab. Jeg har dog købt mig en tørshampoo, for det er simpelthen uundværligt! Og jeg bruger min hårtørrer hver gang jeg har været i bad – jeg har nemlig fået en adapter der faktisk virker 😉

Dog vil jeg sige, at jeg virkelig er blevet udfordret i forhold til beskidthed; det der med jord og mudder overalt, fugtighed overalt, det at man skal kravle ned i soveposen med beskidte fødder, fordi det ikke er muligt at tage et bad… iiiiw. Jeg bliver bedre til det, men det er udfordrende – og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg er startet min rejse i New Zealand, hvor der stort set alle steder er rent og pænt, for havde jeg startet i Nepal havde jeg nok fået et mindre sammenbrud. Men det bliver bedre. Desuden så hjælper det, at man rejser med rygsæk, for det er simpelthen umuligt at være totalt smart og overskudsagtig når det er 30+ grader og man kommer vandrende op ad bakke i høj sol uden mulighed for skygge med 15-20 kilo på ryggen.

Ja, det er altså mit liv de næste par måneder, og jeg vil sige, at jeg efter to uger faktisk er begyndt at synes ret godt om det!