Store tanker

Lørdag den 24. februar 2018

På en bænk doneret af George og Alexandra Angelou i Wellingtons Botaniske have

I mandags, da jeg skulle forlade Napier, var det med en meget vemodig følelse i maven; weekendens magi var ovre og den “almindelige” hverdag skulle til at begynde igen. Ovenpå al magien, overfloden og lykkeligheden blev jeg slået rigtig hårdt i hovedet af virkeligheden; New Zealand er faktisk et land med ret mange udfordringer. Der er en del bandeproblemer, børn der lever i fattigdom, hvor forældrene ikke har råd (eller prioriterer at have råd?) til sko og overtøj, så børnene må gå barfodede i skole – selv om vinteren. Mange børn, særligt fra Maori-familier, lever med vold i hjemmet og flere børn går også sultne i skole. Det der slog mig den dag, var et lille skilt i et supermarked, hvor der stod, at man kunne købe to pakker tamponer og donere den ene pakke, fordi mange unge kvinders forældre ikke har råd til at købe sådan noget som bind og tamponer, og derfor bliver pigerne hjemme fra skole. Det er for mig helt, helt forkert – og de kostede ikke engang $5 (ikke engang 25 kr).
Når jeg rejser kan jeg godt lide at snakke med de lokale for at opdage anderledeshed, be-eller afkræfte fordomme og få nye perspektiver på mit eget liv – og de sidste par uger har virkelig været givende på den front. Jeg har en oplevelse af, at jeg generelt, når jeg rejser, oplever at jeg føler mig enormt taknemmelig for at være så heldig at være blevet født i Danmark og dermed have adgang til alle de goder vi har; ja, der er bestemt ting, der kunne være bedre hjemme, og ting der til tider er kritiske – men som udgangspunkt har jeg en følelse af, at grunden til, at vi kan være et af de lykkeligste folk i verden er, at vi ikke behøver at bekymre os om noget. Nogle gange glemmer jeg det – jeg tager det for givet, men når jeg rejser, så oplever jeg, at min horisont bliver så meget større og at jeg faktisk er glad for at være dansker.

Jeg kom til Wellington i mandags, hvor jeg skulle bo hos en pige som har boet hos min mors kusine. Pigen hedder Olivia og hun har samme alder som mig – og er også nyuddannet som lærer.
Hun er en super sød pige, og jeg er enormt glad for, at hun inviterede mig til at bo hos hende. Udfordringen har dog været, at hun bor mere end en time fra Wellington, hvilket har betydet, at jeg skulle med toget hver dag. Det er okay, og udfordringen viste sig først i fredags, da jeg mødtes med Emelie (den svenske pige fra Sverige) om aftenen til ølsmagning (en selvsrrangeret ølsmagning, hvilket vil sige, at vi gik fra bar til bar selv). Anyways – mit sidste tog gik klokken 01.05 (lidt tidligt) og det missede jeg selvfølgelig, fordi vi glemte at holde øje med klokken. Jeg endte med at nå den første bus klokken halv fem. Jeg må have set lidt træt ud i bussen, for der kom en pige/dame hen til mig og sagde: “I have something that can make you feel so much better – MDMA is just wonderful!” Det takkede jeg dog pænt nej til 😉 Jeg skulle af ved det sidste stop, og inden jeg gik ud af bussen, spurgte buschaufføren, hvor jeg skulle hen. Han spærrede øjnene op (jeg skulle gå cirka 5 kilometer fra bussen) og så sagde han, at jeg skulle blive i bussen, for så ville han køre mig hjem. Det var jeg enormt taknemmelig for!

Mine dage i Wellington har været en smule specielle, og det er svært at forklare præcis hvorfor jeg har haft det sådan. Måske har det noget at gøre med, at weekenden i Napier var så speciel, måske har det noget at gøre med, at jeg har boet ét sted i så lang tid mens jeg har været her… og måske har det noget at gøre med, at jeg faktisk er en smule nervøs for min næste del af rejsen. Det at skulle til sydøen, booke færgebillet og finde ud af om jeg skulle blive i Picton eller tage direkte til Nelson har været rigtig svært. Og muligvis har det været svært, fordi jeg ved, at sydøen byder på en forandring i min måde at rejse på: jeg får min bil tilbage, hvilket betyder, at jeg kan køre hvorhen jeg vil, men samtidig er jeg faktisk helt alene. Jeg skal selv køre i bjerge, i den forkerte side af vejen og jeg skal selv planlægge præcist, hvor lang tid jeg vil være hvor, og samtidig også sørge for at jeg faktisk når til Christchurch, og at jeg kan få solgt bilen. Det er min hjerne der er på overarbejde. For alle de ting ender med at falde på plads løbende. Sandsynligheden for, at jeg ender med at rejse helt alene hele tiden, er nok meget lille, desuden er der masser af folk, der ved hvordan man kan sælge biler. Det føles bare som om jeg er et meget lille menneske i en meget stor verden.

Min frihed synes stort set uendelig – det er bare op til mig selv at udnytte den!