Gennemse Forfatter

Anne

Lærerstuderende med en bachelor i litteraturhistorie og et drive for at hjælpe mennesker omkring mig.

Miniputland vs storby

Tirsdag den 10. april 2018 

Et ukendt sted mellem Sydney og Denpasar, endnu et af de der udefinerbare tidsøjeblikke 

I dag er en stor dag, og en dag som jeg har glædet mig til i rigtig lang tid! Jeg er nemlig på vej til Bali, hvor jeg skal møde min søde, dejlige veninde Karen-Katrine! Vi lander begge i lufthavnen i dag og så skal vi rejse rundt på Bali sammen – og jeg glæder mig SÅ meget!

Men først: en lille beretning af, hvad jeg har fået de sidste par dage til at gå med. Jeg har nemlig været i Sydney siden fredag. Jeg havde booket et hostel, der lå rimelig tæt på alle de ting man skal se i byen. Jeg blev bare ret slemt skuffet over det hostel der, fordi der var en lidt spøjs stemning, dem der var der, var meget unge – og der var vist en del, der boede der for at arbejde i byen. Jeg er generelt ikke fan af at bo på sådan nogle hostels. Men jeg fik det til at fungere. Desuden var jeg i et underligt humør, og jeg havde ret svært ved at vænne mig til at være i en storby igen (Sydney har lidt over 5 millioner indbyggere og til sammenligning har hele New Zealand cirka 4,5 millioner indbyggere). Der er – naturligvis – et helt andet tempo i en storby, et tempo jeg ikke har været vant til i meget lang tid, så jeg oplevede faktisk flere gange at få hjertebanken, fordi jeg følte mig ret presset. Derudover har det taget noget tid at ryste New Zealand af mig og så tror jeg, at jeg har følt mig meget mættet af oplevelser, så mit energiniveau og min nysgerrighed varselet i bund i lang tid. Jeg besluttede mig dog for, at det var okay – og så lod jeg mig være mig. 

Når alt det er sagt, så er jeg ret vild med Sydney! Det er en stor, ren, hektisk, dejlig og spændende storby! Og så er der nem adgang til nogle virkelig lækre strande. Jeg så operahuset fra alle vinkler – og lige dér følte jeg lidt spændelse, for det er virkelig sjovt at se noget i virkeligheden som man har set så mange gange på fjernsynet! Jeg så også Harbour Bridge, Bondi Beach, botanisk have, barakkerne, katedralen og alle de ting man SKAL se. Og så har jeg ellers bare hygget mig og jeg har gået virkelig mange kilometer! 

I begyndelsen var jeg lidt øv at have booket min Sydney-tur, fordi jeg tænkte at jeg da hellere ville have mere tid på New Zealand eller Bali, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at det faktisk muligvis var en god ide at jeg lige havde Sydney med; både fordi det er en virkelig fed by, men også fordi jeg føler at jeg lidt blev nulstillet så jeg nu er ladet op med energi igen og er virkelig klar til at tage til Bali! 

Jeg vil ikke skrive så meget mere om Sydney, andet end at det er en by, der skal opleves. Jeg glæder mig til en dag at komme tilbage og rejse rundt i Australien, for det virker som et spændende land.

Men nu, med sommerfugle i maven, skal jeg lige til Bali først! 😄

Farvel til New Zealand, og farvel for denne gang

Fredag den 6. april 2018

Oppe i luften, et sted mellem Christchurch og Sydney, et udefinerbart tidspunkt 

Del 2 – fra Hanmer Springs til Christchurch 

Efter Hanmer Springs, tog vi, Thea, Tom og jeg, til Kaikoura; en lille by på sydøens østkyst. Det var et sted jeg hele tiden gerne ville til, fordi der her er gode muligheder for at se en masse spændende havdyr (hvaler, sæler og delfiner). Vi besluttede da også, at vi ville ud på whale watching, og fordi vi var på østkysten, mente vi at det gav super god mening at tage ud på havet tidligt om morgenen, fordi det da selvfølgelig ville være totalt idyllisk at se en hval svømme rundt i vandet mens solen langsomt stiger op og himlen brænder af alle de flotte, intense farver. Så det betalte vi i dyre domme for, men det ville jo ende med at være det hele værd. Vores idylliske forestillinger blev brutalt smadret. For det første viste det sig, at check-in var 715, og at vi først skulle sejle klokken 8 (altså EFTER solopgang). For det andet havde de varslet risiko for søsyge, men jeg havde mine armbånd på og havde spist en pille, så jeg var godt forberedt… men så så jeg båden vi skulle sejle i. En relativt lille, fladbundet båd, med plads til omkring 40-60 mennesker. Jeg vidste med det samme, at den form for båd betragteligt øger risikoen for søsyge. Men besætningen anviste os til nogle pladser, der skulle være bedre for søsyge folk og gav os instrukser om, hvordan man kunne undgå og forebygge søsyge, samt hvilke symptomer man skulle være opmærksom på. Derudover blev det gjort klart, at det var strengt forbudt at gå ud på toilettet mens vi sejlede, så hvis man blev søsyg, så skulle man bruge de famøse papirsposer. Well. Efter cirka 20 minutter sad jeg og håbede på, at båden ville kæntre, og at vi så skulle reddes af en helikopter. Helt seriøst. Jeg havde det så dårligt. Horisonten blev ved med at forsvinde og båden hamrede ned i vandet og fløj op i luften. Det var IKKE sjovt. Og det mest ydmygende er bare at bruge de der papirsposer. Men skal man, så skal man, og alternativet er værre. Heldigvis var det Thea, den danske pige, der sad ved siden af mig og ikke Tom, den engelske fyr. Man er bare på det laveste når man har det så dårligt. SUK. Og så så vi ingen hvaler, hvilket jeg faktisk i al hemmelighed var meget taknemmelig for, for det betød, at vi fik 80% af pengene tilbage, hvilket så betyder, at jeg “kun” betalte $30 for den værste 2,5 times sejltur og et slemt, slemt anfald af søsyge. 😒 Jeg vil dog sige, at Tom, som aldrig blev søsyg, sagde at selv han kunne mærke det i maven. Tak Tom, det gjorde faktisk, at jeg havde det lidt bedre med mig selv 😉 Et råd til de der gerne vil se hvaler: tag en flyvetur i stedet. Det er cirka samme pris, risikoen for bevægelsessyge er mindre og man ser hvaler bedre. På havet kan man kun se halen. Men det er jo smag og behag. Jeg gør det aldrig igen! En flink mand fik medlidenhed med mig og gav mig to piller mod søsyge. Det hjalp lidt, men jeg var totalt dopet – jeg tror ikke, at det er meningen, at man skal spise så mange søsygepiller på en gang, for jeg var helt døsig resten af dagen!

Hvalturen var hovedformålet i Kaikoura, og derefter tog vi til Christchurch, hvor vi mødte engelske Zoe, der havde booket billetter til cirkus. Dét var sjovt! Det var nok det værste cirkus jeg nogensinde har set, men der var dog en kanonkonge (ja, han blev skudt ud af kanonen) og der var et sejt show med motorcykler  (måske scootere eller knallerter?). Resten var dog ret dårligt og bød blandt andet på: hulahop-pigen (jeg kunne have gjort det bedre), en spøjs klovn (totalt standard), en virkelig irriterende og overentusiastisk dame, der præsenterede de forskellige numre … og sidst men ikke mindst: Energy Man! Vi sad alle fire med åben mund og til sidst var det bare hysterisk latter. Det var SÅ dårligt, at det ikke rigtig kan beskrives! Men vi havde det virkelig sjovt 😉 

Dagen efter i Christchurch stod den på cricket. Altså, en live cricket-kamp: England mod New Zealand. Der var en virkelig god stemning til kampen. Duften af græsplæne og lyden af glade mennesker, og selvfølgelig høj sol – gjorde oplevelsen virkelig god. De to englændere prøvede ihærdigt at lære Thea og mig reglerne, men det gik ikke så godt. (Hovedformålet med cricket virker til at være at drikke øl). Vi sad i rigtig mange timer på græsplænen der, drak øl, spiste random mad, så folk med zinksalve i hovedet (det er altså en ting) og så så vi Aladdin – en lettere fuld og en smule pervers version af Aladdin, men stadig. Vi endte med at tage videre i byen, mødte en til englænder fra vores hostel (Tim) og havde bare en super sjov aften. I sidste ende blev vi enige om, at Christchurch er en mega fed by (men ærligt tror jeg, at det har noget med selskabet at gøre, for der er virkelig ikke meget at lave i Christchurch).

Dagen derpå, hvor flere var ramt af tømmermænd (16 timers drikkeri sætter sine spor), valgte vi at tage Nellie til Akaroa, en lille fransk landsby på halvøen Banks Peninsula syd for Christchurch. Og der blev jeg forelsket! Det er verdens mest idylliske lille landsby. Man kan seriøst gå og blive forelsket i alt og alle – det var helt fjollet. 

De efterfølgende dage var der en masse at sige farvel til og det gjorde mig ret vemodig tilpas. Jeg fik solgt Nellie og skulle til at gøre mig klar til at tage videre til Sydney. Jeg brugte mine sidste dage i Akaroa, hvor jeg mødt to piger, og vi tog på vandretur sammen, og den sidste dag i Akaroa valgte Tim at slutte sig til mig. Det var vildt hyggeligt! Da vi skulle hjem til Christchurch havde jeg selvfølgelig glemt at slukke lyset på bilen… så jeg skulle betale for at få den startet igen. SÅ typisk, men også ret sjovt. 

Nu sidder jeg i lufthavnen og har det underligt. Jeg vil ikke herfra. Jeg elsker at være her. Det har været nogle af de bedste måneder i mit liv og følelsen af at have den her ultimative frihed er afhængighedsskabende. Ja, der har været nogle rigtig hårde dage og dage, hvor jeg bare gerne ville videre, men det har aldrig varet ret længe ad gangen, fordi jeg kunne distrahere mig selv eller fordi jeg mødte nogle søde mennesker. Jeg tror stadig ikke helt, at jeg kan beskrive, hvad den her rejse har givet mig endnu, men en ting er sikkert. Jeg har lært, at jeg kan selv, jeg er faktisk ret sej! Jeg har gjort så mange ting som jeg normalt aldrig ville have turde gøre og jeg har ikke ladet mig styre af frygt. Jeg har nydt det så meget!

I forhold til min forfængelighed har jeg lært mig nogle ting: det er ikke så vigtigt at gå og bekymre sig over, hvad andre tænker om en. Jeg har lært at lukke øjnene når man mere eller mindre har haft det samme tøj på i flere dage i træk, fordi man ikke kunne vaske tøj. Jeg har lært, at jeg ikke absolut behøver et bad hver dag (det er dog det jeg foretrækker), og at man kommer langt med tørshampoo og vådservietter. Jeg har også lært, at det er okay ikke at have makeup på, hvis man ikke lige føler for det. For i bund og grund handler det vel egentlig om, at man (læs: jeg) bare skal elske mig selv præcis som jeg er – jeg behøver ikke mascara, pænt hår og smart tøj for, at jeg kan elske mig selv. 

Jeg sidder i flyveren, på vej til nye eventyr. Da flyveren lettede fra Christchurch, var solen ved at stå op, og morgenduggen trillede som tårer over mit flyvindue – som om at flyveren græd lige så meget som jeg over at skulle herfra. Så tak, tak og tak, for at jeg gav mig selv lov og mulighed for at opleve det her! 

Næste stop: Sydney, Australien! 

Alenetid og søde mennesker

Torsdag den 5. april 2018

Blød, blå sofa i fællesområdet på Urbanz, Christchurch, middagstid

Mmmmmmh. Jeg spiser hjemmelavet fudge! Det er så mega lækkert og meget sødt! I dag er min sidste hele dag i New Zealand, jeg har lige pakket min rygsæk så det kun er småting jeg mangler til i morgen tidlig, hvor jeg skal flyve til Sydney. Det er et stykke tid siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg, så det her er altså del 1.

Del 1 – fra Dunedin til Hanmer Springs

Da jeg forlod Dunedin, var det med det formål at tage ud og se albatrosser og andre spændende naturting. MEN. Jeg så ingen albatrosser i Dunedin og jeg ville det ikke nok til at betale $50 for en guidet tur. Køreturen derud var mega flot: det var en meget lille snoet vej badet i solskin, helt ned til vandet, der havde en helt specielt blå-grøn farve. Jeg mistede pusten hver gang jeg drejede om et hjørne, fordi det bare var så mega smukt. Jeg lyttede til god musik og følte mig i rigtig godt humør – og det jeg havde mest lyst til var at blive ved med at køre.

Eftersom jeg valgte, at jeg ikke gad at betale for at se fugle, så vendte jeg om efter en lille gåtur, for at køre op mod Oamaru. Jeg ville nemlig bo i telt på en god campingplads og om morgenen ville jeg se boulders (det er store runde sten på en strand og det er meget pænt!). Inden jeg kom til campingpladsen holdt jeg ind ved Katiki Point, hvor jeg gik ud til et fyrtårn på en slags halvø. Det var ret blæsende, men det var så flot! OG jeg så en pingvin med mine egne øjne og gik tæt forbi en sovende sæl, der havde lagt sig i græsset, hvor man går.

Jeg var helt oppe at køre over at have set pingvinen og sælen så tæt på, så da jeg kørte derfra, følte jeg mig totalt klar til at campere ude helt alene for første gang nogensinde. Det endte med at blive en ret god aften, og da jeg lagde mig til at sove, følte jeg mig for engang skyld ikke totalt gennemfrossen.

Da jeg vågnede op næste morgen var det dog en anden sag… for da jeg åbnede øjnene var teltvæggene dækkede af tusindvis af myg (jeg ved ikke om der var så mange, men der var altså sygt mange). Heldigvis er jeg ikke bange for myg, så jeg åbnede bare teltdøren og håbede, at de ville forsvinde mens jeg begyndte at pakke sammen. Da det så begyndte at klø i mit ansigt, gik det op for mig, at jeg havde 15-ish myggestik i ansigtet. Det lignede at jeg var blevet en akneramt teenager over natten. Det var rigtig skidt! Jeg måtte jo bare lade som ingenting og køre videre.

Mit mål var nemlig at køre ind i landet igen, for at komme op til Mt Cook og tage en pause ved Lake Pukaki, hvor der er udsigt til Mt Cook på en klar dag. Da jeg nåede til Pukaki og Twizel, fandt jeg ud af, at der var -7 grader oppe ved bjerget. Eftersom jeg havde planer om at sove i telt, så besluttede jeg mig for at blive ved Twizel og Pukaki. Dagen efter tog jeg til Lake Tekapo, hvor jeg brugte nogle meget dejlige timer i deres spa. Dét var bare en god dag! Jeg var helt høj over, hvor dejligt det var, så jeg følte, at jeg svævede resten af dagen. Som ekstra bonus havde jeg booket et single-værelse den nat i Timaru. Jeg var lykkelig 😉 

Dagen efter da jeg skulle videre, valgte jeg at tage forbi i-site for at få inspiration til, hvordan jeg skulle fordele de sidste par dage jeg havde tilbage af min rejse. Det betød, at jeg endte med at køre til Methven, en skisportslandsby, hvor der er meget liv om vinteren… men resten af tiden er der rimelig dødt. Det var dog alligevel en rar oplevelse, for manden der ejede det hostel jeg skulle bo på, var åbenbart kæmpe fan af danskere, og da han fandt ud af at jeg også havde gået i skole tæt på Struer, så ville han ikke lade mig betale for at bo der. Så jeg fik en gratis nat, alt det på grund af nogle venlige danskere, der havde hjulpet ham for 40 år siden, da han strandede i Struer med sin bil. Man kommer langt med venlighed!

I Methven begyndte jeg at få en underlig følelse i maven, som om at jeg bare rendte formålsløst rundt. Jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg var trist eller glad. Alt virkede bare så underligt indeni og jeg kunne ikke finde ud af finde årsagen. Så da jeg tog fra Methven den næste dag i retning mod Hanmer Springs (med et lille stop i H&M i Christchurch), havde jeg mest af alt lyst til bare at ligge i en seng og sove. Det viste sig så at være umuligt, fordi jeg selvfølgelig mødte nogle rigtig søde mennesker på mit nye hostel: Thea, Tom og Zoe. En dansk pige og to englændere. Jeg tror, at fordi jeg mødte dem, så fik jeg lidt noget rejsespændelse igen. Følelsen af formålsløshed forsvandt og jeg kunne mærke, at jeg fik min glæde tilbage. Vi havde en rigtig sjov aften i lille bitte Hanmer Springs og endte med at beslutte at følges ad til Kaikoura den næste dag. 

Her slutter del 1. Jeg tror, at jeg er kommet frem til, at grunden til, at jeg har haft den der underlige følelse i kroppen er, at jeg har kunnet mærke, at jeg ikke havde så lang tid tilbage; og det at jeg rejste alene var både den fedeste ting, men også den hårdeste, fordi man hver gang man kommer til et nyt sted, skal gøre en kæmpe indsats for at komme folk ved. Altså, det er ret let egentlig, men det kræver alligevel en del energi. Når man rejser med nogen behøver man ikke på samme måde at investere energi i nye mennesker hele tiden – og det er både godt og dårligt. 

Jeg er bestemt ikke ked af at rejse alene – faktisk tror jeg, at det er det jeg foretrækker, men alligevel, så har jeg virkelig nydt at følges med andre. Det der har fungeret bedst for mig har været at følges med andre, der havde deres egen bil og deres egen frie vilje, ment på den måde, at begge “grupper” har haft friheden til at gøre, hvad man hver især havde lyst til, og så samtidig havde vi hinanden. Det har været enormt positivt! 

Jeg kan godt!

Torsdag den 15. marts 2018

Starbucks i Queenstown – men kun fordi der er to timers gratis wifi

Hvordan kan man sige pænt til andre mennesker, at man gerne vil være alene? Sådan, uden at såre dem, for ved at sige, at man gerne vil være alene, så vælger man jo aktiv det andet menneske fra, og hvis det ikke bliver sagt på en pæn måde, så ender man måske med at gøre den anden ked af det. Samtidig kan det også være slemt nok, hvis man går og ikke er tilfreds på grund af den anden. Grunden til de tanker her er, at jeg nu har rejst med de to piger i cirka halvanden uge, og jeg er allerede ved at være klar til at skulle være alene igen.

… og det var sådan jeg skrev for en uge siden – jeg nåede ikke længere, fordi pigerne pludselig skrev, at de var klar til at blive hentet. Så nu:

 

Torsdag den 22. marts 2018

Manor House Backpackers i Dunedin, i rar grøn lænestol i fællesstuen

De tanker, der fyldte meget for en uge siden, og det dilemma jeg kæmpede med indeni og den ondt i maven jeg havde over det, endte faktisk med at løse sig af sig selv. Jeg ville nemlig gerne sydpå, men pigerne ville gerne direkte fra Queenstown til Dunedin, så de endte med at leje deres egen bil. Før det skete havde vi dog lige nogle lidt specielle oplevelser sammen, som jeg vil dele herinde.

Først tog vi til Te Anau, hvor vi camperede for at kunne tage den tidlige båd i Milford Sound. Det havde regnet om natten og meget typisk for mig og camping, så fandt vi ud af, at to ud af tre telte var utætte – og det var selvfølgelig det mindste telt der var vandtæt. Det betød en meget kold nat, der var rimelig fugtig, uf. Så jeg var totalt træt, da vi skulle afsted lidt over 6 om morgenen igen. Jeg blev nødt til at bede pigerne om at snakke med mig så jeg kunne holde mig vågen. Det var faktisk nok ikke helt forsvarlig at køre lige dér, men der skete heldigvis ikke noget. Og man kan spørge om, hvorfor de ikke kørte: det kunne de ikke, fordi jeg har den billige forsikring, der kun dækker, hvis andre førere end mig, har internationalt kørekort og ikke har haft skader i tre år. Ingen af pigerne kunne opfylde kravene.
Anyways. Det var en vildt flot tur, det var meget koldt og meget blæsende, men det var bare en dejlig sejltur! Helt klart anbefalelsesværdig! Når bjergene pludselig åbner sig og man kan se tusindvis af vandfald, der ser totalt magiske ud, så mister man pusten og det er helt ligemeget, at det er mega koldt og blæsende. Vi så sæler ligge og hygge sig på klipperne, og vi så en Kea, en alpin papegøje, der er fredet – den var meget nysgerrig, så det var ret sjovt!

Efter turen til Te Anau valgte vi at køre hele vejen tilbage til Queenstown og Arrowtown, fordi der kunne pigerne leje en bil OG vi havde mulighed for at bo hos en couchsurfer i nogle dage, hvilket vi gerne ville køre for (gratis seng, gratis bad og spændende selskab). Mor og far, den historie, der burde komme her, er nok ikke noget for jer at høre lige nu, så den kommer senere når jeg er færdig med at couchsurfe for den her gang (jeg vil gerne have lov til at blive ved med at rejse rundt, og det er lidt pinligt, hvis min mor og far kommer og henter mig hjem 😉 ) … men bare rolig, det er ikke en særlig farlig historie, det er bare en historie, der er lidt svær at tro på!

Pigerne og jeg skiltes som venner, og mit dilemma havde løst sig selv: jeg slap for at sige, at jeg ikke ville rejse med dem mere, og sidder med en positiv følelse indeni.

Da vi havde været i Queenstown, og pigerne havde camperet ude og jeg havde valgt at bo på et hostel, mødte jeg to fyre fra Israel, der bare var mega søde! Vi drak nogle øl sammen og spillede nogle spil sammen, og blev enige om, at det var en god ide at se syden sammen. Så de endte faktisk med at slutte sig til mig – i deres egen bil. Vi kørte ned for at se en strand tæt på Invercargill, hvor vi også overnattede i telte, og dagen efter tog vi videre mod the Catlins, hvor vi så en søløve helt tæt på, en masse sæler OG en pingvin! Altså, pingvinen kunne kun ses igennem en gigantisk kikkert, men vi så den og følte os meget heldige – for det er en meget sjælden pingvin.


Det var faktisk dejligt forfriskende at rejse rundt med drengene, fordi det bare er noget helt andet at være sammen med drenge end piger. Drenge er altså bare nogle gange lidt mere ukomplicerede og nogle gange meget sjovere at være sammen med. Ikke at sige, at jeg ikke kan lide at rejse med piger – det er bare en helt anden oplevelse, og når man er piger, der rejser sammen, så er man næsten nødt til at have en virkelig god kemi før det er en super oplevelse. Ellers kan der nemt opstå gnidninger. Det er i hvert fald min erfaring.

Da tiden kom til, at jeg skulle skilles fra drengene blev jeg helt rørt, for 1) det havde været nogle virkelig sjove dage og 2) for første gang overhovedet skulle jeg være HELT alene på min rejse. Ingen planer om at mødes med andre og kun mig til at bestemme. Præcis, hvad jeg havde ønsket mig, men samtidig også en smule skræmmende… for… hvad nu?
Drengene kørte før mig, for jeg kunne ikke lige bestemme mig for om jeg skulle tage til Dunedin eller om jeg skulle tage ud i naturen. Noget i mig sagde, at jeg havde brug for at være væk fra byen lidt, men jeg kunne også mærke, at jeg havde brug for at falde lidt ned efter en del uger, hvor jeg faktisk ikke rigtig har haft mig-tid. Så jeg tog til Dunedin, hvor jeg så stadig er. Og jeg er virkelig glad for, at jeg tog den beslutning! Vejret endte med at regne rigtig meget og det er blevet rigtig koldt! Og så har jeg haft nu to dage, hvor jeg kunne være mig, bruge lidt tid på at tænke og mærke mig selv igen, hvilket har medført, at jeg endelig har booket mig på et yoga-hold i aften. Jeg tror, at det er præcis, hvad jeg har brug for nu.

Jeg kan mærke, at jeg har en speciel følelse i kroppen, og jeg kan ikke helt forklare, hvad det er. På den ene side føler jeg mig lidt vemodig tilpas og på den anden side føler jeg mig rigtig glad. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg faktisk føler mig mæt på oplevelser. Jeg har haft svært ved at rumme alle de ting jeg har set de sidste par uger, fordi jeg ikke har haft tid til at lade det synke ind. Og det er ved at synke ind nu, sammen med erkendelsen af, at jeg kun har 15 dage tilbage på New Zealand. En anden erkendelse er, at jeg måske rent faktisk har nogle ting med hjemmefra, som jeg skal se lidt på indeni mig selv – jeg ved stadig ikke helt, hvad det er, men noget er der, og det vil jeg bruge lidt tid på. Tid på at være god ved mig selv, mærke mig selv og lytte til, hvad jeg har brug for.

Og så vil jeg lige indskyde, at jeg faktisk lidt nyder at være inde i byen igen, hvor der er kaos og orden, hvor jeg ikke skal tage mig af vanvittig natur og andre ting at se på, hvor jeg kan tage lange varme bade på rene og pæne badeværelser. Hvor jeg bare kan svæve rundt i min egen verden uden at skulle tage stilling til andet end, hvad jeg vil have at spise og hvornår jeg gider stå op om morgenen. MEN, i morgen skal jeg afsted på natur-tur igen – ud og se albatrosser, sæler og forhåbentligt nogle flere nutttede pingviner! Jeg glæder mig, for jeg tror, at det bliver mega fedt at tage på natur-tur alene, og de siger at det ikke skal regne i morgen, så det håber jeg på og regner med at sove i telt derude (ja, mor og far, det er en god campingplads, hvor man betaler for at bo, og hvor der er rigtig mange andre mennesker, bare rolig 😉 )

Det primitive liv

Søndag den 11. marts 2018 klokken cirka 16.42

Bagsædet af min bil (frivilligt placeret der, for at skrive det her), et sted på vejen fra Fox Glacier mod Haast og Wanaka

Jeg…. HADER… sandfluer! Af hele mit hjerte hader jeg dem. Og de elsker åbenbart mig. Jeg har så mange bid fra de elendige møgdyr, og de gør pokkers ondt at blive bidt af! OG min effektive myggespray virker kun delvist. OG de klør og er ømme HELE tiden. De er simpelthen en pest!

Det var rart lige at få ud 😉

Ja, som sagt er jeg på bagsædet af min bil. En fransk pige har sluttet sig til os, hvilket faktisk er lidt en lettelse. Det er rart at være tre, for så er det mere okay at trække sig indimellem og ingen skal helt på samme måde gå på kompromis. MEN…

… her begynder jeg så at blive meget udfordret, for begge piger er rendyrkede backpackere, hvilket rent faktisk betyder, som jeg har nævnt før, at man er lidt ligeglad med at være ren. Den ene pige nægter eksempelvis at vaske fingre/bruge alkogel efter toiletbesøg, ingen af dem føler behov for bad hver dag – den ene er særligt slem. Og hun er desuden også ligeglad med at hendes tights er gennemhullede (også på bagdelen så man kan se hud/trusser). Det værste af det hele er dog, at de begge er helt ligeglade med at sove på en “campingplads”, der umiddelbart mest bare er en grusvej, brugt til gennemkørsel, med lidt græs ved siden af. Og de er helt ligeglade med om der er toiletter. Det har jeg simpelthen bare svært ved at synes er fedt: så gider jeg godt betale $10 for plads ved sø med toiletter og håndvask. Så lige i dét øjeblik med grusvejen fik jeg øvet min sig-fra-evne. Og det føltes SÅ godt! For jeg sagde til dem, at jeg måske var på et andet budget end dem, og at jeg altså ikke havde noget imod gratis og primitive campingsteder, men at jeg ikke gider bruge min rejse på at sove steder der er direkte skodagtige. Det accepterede de, og da vi kom til den plads jeg foreslog sagde de begge, at de faktisk var glade for, at vi var taget derhen.

På én måde synes jeg, at det er mega hyggeligt at campere, jeg har bare svært ved ikke at kunne tage bad hver dag. En anden udfordring, der skræmmer mig lidt (jeg troede faktisk ikke det var noget der ville ramme mig), det er, at der mange steder på vestkysten, hvor der slet ikke er nogen mobildækning. Som i INGEN dækning overhovedet. Jeg får næsten en åååh-nej følelse i maven og føler mig pludselig totalt isoleret fra resten af verden. Det viser sig så efter ti minutter, at det faktisk på en måde er ret rart, for jeg kan slet ikke komme til at forholde mig til, hvad der sker på den anden side af jorden eller i andre dele af New Zealand. Jeg er bare mig i nuet, hvilket kan give nogle ret fede oplevelser, for her finder man ud af, at man selv skal gribe bolden og gøre noget for det. Det skete eksempelvis i går aftes, (efter at have fundet et rart sted at campere ved en strand), og efter aftensmaden, hvor den italienske pige gik i seng… selvom klokken kun var lidt over 9. Jeg valgte at blive oppe med den franske pige, og vi faldt i snak med nogle andre. Fordi man er så langt udenfor lands lov og ret, og fordi der er minimum 100km til nærmeste lygtepæl, så er der RIGTG mange stjerner! Altså, rigtig mange stjerner! Jeg har aldrig set noget lignende, og der var ingen måne! Vi valgte selvfølgelig at gå ned på stranden og kigge på stjerner, og det var bare helt fantastisk! Det var vildt rart at snakke med andre mennesker igen (andre end dem jeg har rejst med), og så var det bare så flot. Vi så en masse stjerneskud, og ønskede en masse ønsker – så nu må vi se om nogle af ønskerne bliver opfyldt 😉

Jeg vil lige tilføje en lille ting: der er så enormt koldt at jeg ikke har kunnet sove ordentligt de sidste par dage, så jeg skal have fundet en løsning på dét problem. I forhold til hår og makeup vil jeg altså lige sige, at tørshampoo er guld værd! Jeg elsker det! Min makeup er skåret ned til en absolut minimum mængde mascara, hvilket jeg godt kan leve med (det er så nemt!). Og da pigerne så min hårtørrer blev de rigtig glade, for den franske pige har ikke brugt sådan en de sidste par måneder (jeg sagde jo, at jeg ville blive glad for at jeg tog den med) 😉

Frihed, frihed og frihed!

Tirsdag den 6. marts 2018

I en sovepose på en yogamåtte i et helt nyt grønt telt på en mark i Karamea

Min sidste uges tid har været rimeligvis både begivenhedsrig og ubegivenhedsrig. Jeg har brug det meste af tiden i Nelson, hvor jeg har været en del sammen med Emelie. Nelson er kendt som New Zealands mest solrige by… det var bare ret overskyet mange af dagene, hvilket var ærgerligt, fordi der er faktisk ikke ret mange ting at lave i en by der er bygget op om udendørsaktiviteter når vejret ikke er til det. Jeg vil dog sige, at det samtidig har været enormt dejligt ikke at skulle noget – for jeg har også boet på det samme hostel hele ugen, hvilket har givet mig en dejlig ro!
En af dagene mødte jeg en hollandsk pige, Zoë, som var et super interessant menneske! Vi brugte en hel dag sammen, og fordi vejret var skodagtigt, og fordi vi begge var meget trætte, så valgte vi at købe masser af chokolade og kiks, og så satte vi en film på! Det var så hyggeligt og faktisk næsten helt underligt at bruge tiden på noget så “uoplevelsesagtigt”, men det sjove er jo, at det netop også er en oplevelse: man behøver ikke at suse rundt overalt for af føle, at man oplever noget!

På en af mine alene-dage vandrede jeg, i solskin, op til Centre of New Zealand. Det var en lille tur på cirka 20 minutter hver vej, men den sidste tredjedel af turen var voldsomt stejl (overdrivelse fremmer forståelsen!), og fordi solen var ret skarp (ingen overdrivelse), var det bagende varmt at komme det sidste stykke vej. Da jeg endelig nåede toppen blev jeg mødt af en vildt fantastisk udsigt! Overalt omkring mig kunne jeg se så langt øjet rakte; bølgende grønne bjerge i alle mulige nuancer, en lille flok køer, der pænt stod og græssede på en skråning, havet der glitrede i solens stråler og byen Nelson i al byagtigthed. Der var en fyr, der sad på græsset med sin guitar og spillede og sang. Det var vildt idyllisk, og selvom han sang ret så falsk, så følte jeg bare glæden boble i maven, og jeg lagde mig ned i græsset og nød verden i det øjeblik!

Den sidste dag jeg havde i Nelson, brugte jeg sammen med Emelie. Vi var så heldige, at solen for alvor skinnede, så vi hoppede ud i min bil – som jeg endelig fik tilbage (tillid til andre mennesker kommer man langt med!), og så kørte vi på stranden. Dagen var totalt perfekt, og det gjorde også bare, at da vi skulle sige farvel, så var det endnu mere trist. Men, vi skal ses når vi kommer hjem igen – når vi har mulighed for at tage til henholdsvis Sverige eller Danmark.

Dagen, hvor jeg tog fra Nelson, valgte jeg at køre til Cable Bay, et sindsygt smukt sted, hvor man kan vandre op på en mark på et bjerg (eller en meget stor bakke) og få den vildeste udsigt over Cable Bay. Man vandrer mellem de vildt nuttede får, der går og spiser græs, og man kan se vandets mange blågrønne nuancer. Turen derhen var min første tur alene i bilen. Jeg var helt vildt nervøs til start, men det viste sig, at det faktisk er blevet ret naturligt for mig at køre i den anden side af vejen! Og da jeg lagde mærke til det samtidig med, at jeg kørte op ad en mega idyllisk vej med den flotteste udsigt, hvor der løb et lille forvildet får foran mig, begyndte jeg virkelig for alvor at boble indeni. Jeg kunne bare mærke, hvordan min krop nærmet følte, at den kunne flyve! Jeg elsker min frihed!

Om aftenen den aften skulle jeg mødes med en ny rejsemakker, fundet gennem facebook. Hun viste sig at være rigtig sød – men lidt svær at forstå. Hun har rejst rundt på nordøen et stykke tid, og slår sig op på ikke at bruge penge på “unødvendige” ting. Derudover har hun camperet hele vejen (freedom camping = 0 kr).
Den første aften med hende gik dog ikke helt som planlagt, for jeg havde jo brugt en uge i .nelson, og vidste derfor ar vejene var spærrede op mod Abel Tasman National Park (vi havde aftale at tage en endagstur derhen), men han sagde, at hun havde tjekket og at vejene var åbne. Hun havde fundet en gratis campingplads nordpå tæt på Abel Tasman og jeg havde købt mig et nyt telt. Spændt på at prøve det af, kørte vi nordpå ret sent på aftenen … og stødte på skiltet “Road closed”, hvilket i sidste ende betød, at vi blev nødt til at sove i bilen på en gratis parkeringsplads, for der var mere end en times kørsel tilbage til nærmeste overnatningsmulighed. Lige dér kunne jeg føle noget irritation stige op i mig, men jeg lod det ligge lidt, for nogle gange er det en god ide liiige at mærke efter – desuden kunne jeg ikke gøre noget ved det lige på det tidspunkt.

Vi endte med ikke at tage til Abel Tasman, for der blev jeg lidt nærig: $100 for én dag fordi vejene var lukkede – og i bund og grund gav det os adgang til (meget lækker) strand og noget pæn skov, men på det tidspunkt tror jeg faktisk mest at jeg var påvirket af at have sovet ekstremt dårligt, være sammen med en fremmed som, føle at jeg skulle virke en smule overskudsagtig for ikke at give hende indtryk af at jeg er sådan en sur og irritabel person (dårlig søvn gør dog intet godt for mig har jeg fundet ud af på den her tur). Pointen er, at Abel Tasman for mig den dag ikke var pengene værd, jeg ville bare væk fra det område og komme videre.

Dagen endte da også med at blive rigtig god, og vi fandt en hyggelig familieejet kro, hvor vi kunne slå vores telt op (i haven, ikke i kroen).
Jeg kan beskrive landskabet vi så den dag på den nordøstlige sydø, men jeg vil hellere bare sætte nogle billeder ind, for det var helt magisk!

Jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at være at rejse på den her mere primitive måde og så med TO piger. Jeg er jo en, der godt kan lide at passe på mine penge, men tiden sammen med Emelie har samtidig lært mig, at man kan finde rigtig stor glæde ved at bruge penge på ting man har lyst til, og bruge penge på ting, der kan forsøde livet lidt – eksempelvis vores ture på restaurant, hvilket var relativt dyrt nogle dage, men alligevel var det så dejligt, at det var alle pengene værd! Derfor kan jeg sige, at jeg nået til den erkendelse af, at jeg simpelthen ikke gider spare på alt. Det lyder fjollet måske, men jeg kan mærke, at jeg ikke vil gå på kompromis med min rejse. Jeg synes simpelthen ikke det er de dollars værd (hentydning til både campingoplevelsne med drengene, og overnatningen på parkeringspladsen); vi kunne have 1) kontaktet en couchsurfer/AirBnb eller 2) betalt $20-ish dollars for et hostel. Jeg siger ikke, at jeg vil spendere uden at tænke, jeg siger bare, at jeg vil give mig selv mulighed for at gøre, hvad jeg har lyst til, og give plads til selvforkælelse!

Det jeg vil kalde min “økonomiske erkendelse” går fint i tråd med min følelse af frihed. Jeg føler mig ikke bundet af tanker som “åh nej, dét har jeg ikke råd til…”, og det betyder, at jeg ikke begrænser mig selv.
Og noget jeg har oplevet et par gange på min rejse: følelsen af boblende glæde i min mave når jeg er et sted og i øjeblikket oplever magi – det løfter mig op og gør, at jeg faktisk føler mig gennemsyret af lykke.

En smule af Danmark i New Zealand

Mandag den 26. februar 2018

På en meget gyngende Bluebridge Ferry et udefinerbart sted mellem Wellington og Picton omgivet af virkelig flot natur

Så langt, så godt! Jeg er på vej igen – og det var jo slet ikke skræmmende at tage en beslutning (det finder jeg ofte først ud af når jeg HAR truffet den) 😉
Jeg ville faktisk have været med færgen i går, søndag, men den var booket, og desuden ville Olivias forældre gerne have mig til middag – så derfor endte det med at blive til i dag.

Alt i alt har jeg brugt en god uge i Wellington: New Zealands hovedstad, der er meget mindre end Auckland. Den er bare tifold mere tiltalende! Det er faktisk nok en by jeg godt kunne bo i, hvis jeg skulle flytte til udlandet – Wellington til hverdag og Napier om sommeren.

Den stærkeste oplevelse jeg har haft i Wellington var på Te Papa – New Zealands nationalmuseum. De havde en udstilling over Gallipoli (hvor New Zealand deltog i første verdenskrig). Jeg var derinde med Emelie, og vi endte begge med at begynde at græde. Det var så rørende en udstilling, fordi de havde brugt rigtige menneskers fortællinger og billeder, og samtidig var det hele så håndgribeligt, at det på en måde virkede virkeligt. (Jeg fik senere at vide, at det faktisk er Peter Jackson, der har lavet udstillingen). Det er sådan nogle museumsoplevelser, at jeg mener, at alle burde opsøge eller blive tildelt, hvis det giver mening. Hvis man tillader sig selv det, vil man kunne blive revet med af historien og dermed virkelig forstå, hvad der er sket.

Jeg havde været lidt nervøs for sejlturen i dag, for vejrmændene havde lovet stormvejr og dermed et ret slemt sejlvejr (hvilket jeg ikke er stor fan af, da jeg har tendens til søsyge) – så jeg tog mig en søsygepille som indtil videre har gjort underværker, for færgen har virkelig gynget!
Da jeg havde fundet min plads på færgen begyndte jeg at se mig omkring, og jeg faldt over et digt skrevet på væggen. Jeg læste det et par gange, for der var noget underligt ved det. Og så gik det op for mig, at det stod på dansk!

Tangskoven svajer som odaliker
undersøiske skøjteprinsesser
de lokker for os
Som de sirener
der nærmest gjorde Odysseus sindsyg
og næsten fik ham til at kaste sig ud
(Peter Poulsen, 2007)

Det var en meget mærkelig oplevelse! Senere lagde jeg mærke til, at instruktionen til at skylle ud på toilettet også stod på dansk, og at cafeteriet hedder Bornholm. Jeg spurgte, og ja, det er åbenbart en dansk færge!

Middagen hjemme hos Olivias forældre var rigtig fin, og de havde hejst Dannebrog og dekoreret spisebordet med flag. Det var bare en så spøjs og rar følelse – tænk at man kan få det på den måde på grund af et lille flag.

En ting jeg har lagt mærke til ved folk fra New Zealand er, at de er enormt venlige, gæstfrie og hjælpsomme, men at de ofte ikke er særligt nærværende og at de ikke helt har begreb om at hygge sig og sidde for at nyde et godt måltid mad. Det er en helt anden kultur, og det er noget jeg virkelig har skullet vænne mig til.

Wellington har budt på en masse vind. Blandt andet en tropisk cyklon – men det er de vant til her, så det betød åbenbart ikke så meget. Mine solbriller endte dog med at blive fanget af vinden i går (de sad i mit hår), og så fløj de bare afsted; gennem folks ben og forbi ligeglade måger. Jeg fangede dem til sidst, men skruen i den ene stang var forsvundet. Suk. I det øjeblik forstod jeg for første gang ordsproget: Hold på hat og briller.
Såååh, nu skal jeg på solbrillejagt!

En anden ting som Wellington har budt på, er bevis på efterår! Ligesom med tidsforskellen, kan min hjerne heller ikke helt forstå, at det er omvendte årstider – så da jeg fandt et kastanjetræ med kastanjer omkring sig, blev jeg mildest talt forvirret. Men jeg blev alligevel så glad, for jeg kan faktisk rigtig godt lide kastanjer!

Det er rart, når man er så langt væk fra derhjemme at få påmindelser om det man kender: en sang i radioen, Dannebrog der blafrer i vinden, eller endda en hel færge, der er dansk. Det gav mig en rigtig dejlig følelse i maven – og jeg føler mig totalt klar til at begynde mit eventyr på sydøen!

(Vil lige indskyde, at der faktisk er en lille by syd for Napier, der hedder Dannevirke – og ja, den er opkaldt efter Dannevirke derhjemme, men ingen hernede ved, at det er dansk.)

Update på tøj, hår og make-up: so far er jeg stadig enooormt glad for at jeg har taget min hårtørrer med – den har reddet mig føler jeg. Men… det er ligesom om, at vandet er så anderledes end det danske vand, at mit hår ikke helt ved, hvordan det skal reagere – det er sådan lidt sjovt puffet og samtidig helt fladt – så i et forsøg på at få det til at se lidt mere normalt ud har jeg skiftet skildningsside. Og så ville jeg faktisk gøre rigtig meget for et glattejern!!!
Jeg savner lidt mine kjoler når det er godt vejr, men som regel viser det sig faktisk, at shorts er det bedste valg, for det har en tendens til at blæse ret meget her (Wellington). Jeg vil dog sige, at noget af det jeg savner aller mest (tøjmæssigt) er pænere tøj til hvis jeg skal ud og spise eller sådan noget – for det er lidt gået op for mig, at jeg altså godt kan lide det en lille smule luksus-agtigt. Jeg vil ikke definere mig som en “flashpacker” (nyt ord jeg lige er blevet introduceret til: restaurant-spisende, meget ren, pæne hostels og en del flere penge at gøre godt med ), men jeg er heller ikke helt en backpacker (med sorte fødder og meget uvasket hår og ingen penge) – jeg er lidt en blanding.

Og min nakkepude – jeg HAR faktisk brugt den en del… vil jeg bare lige sige 😉

Store tanker

Lørdag den 24. februar 2018

På en bænk doneret af George og Alexandra Angelou i Wellingtons Botaniske have

I mandags, da jeg skulle forlade Napier, var det med en meget vemodig følelse i maven; weekendens magi var ovre og den “almindelige” hverdag skulle til at begynde igen. Ovenpå al magien, overfloden og lykkeligheden blev jeg slået rigtig hårdt i hovedet af virkeligheden; New Zealand er faktisk et land med ret mange udfordringer. Der er en del bandeproblemer, børn der lever i fattigdom, hvor forældrene ikke har råd (eller prioriterer at have råd?) til sko og overtøj, så børnene må gå barfodede i skole – selv om vinteren. Mange børn, særligt fra Maori-familier, lever med vold i hjemmet og flere børn går også sultne i skole. Det der slog mig den dag, var et lille skilt i et supermarked, hvor der stod, at man kunne købe to pakker tamponer og donere den ene pakke, fordi mange unge kvinders forældre ikke har råd til at købe sådan noget som bind og tamponer, og derfor bliver pigerne hjemme fra skole. Det er for mig helt, helt forkert – og de kostede ikke engang $5 (ikke engang 25 kr).
Når jeg rejser kan jeg godt lide at snakke med de lokale for at opdage anderledeshed, be-eller afkræfte fordomme og få nye perspektiver på mit eget liv – og de sidste par uger har virkelig været givende på den front. Jeg har en oplevelse af, at jeg generelt, når jeg rejser, oplever at jeg føler mig enormt taknemmelig for at være så heldig at være blevet født i Danmark og dermed have adgang til alle de goder vi har; ja, der er bestemt ting, der kunne være bedre hjemme, og ting der til tider er kritiske – men som udgangspunkt har jeg en følelse af, at grunden til, at vi kan være et af de lykkeligste folk i verden er, at vi ikke behøver at bekymre os om noget. Nogle gange glemmer jeg det – jeg tager det for givet, men når jeg rejser, så oplever jeg, at min horisont bliver så meget større og at jeg faktisk er glad for at være dansker.

Jeg kom til Wellington i mandags, hvor jeg skulle bo hos en pige som har boet hos min mors kusine. Pigen hedder Olivia og hun har samme alder som mig – og er også nyuddannet som lærer.
Hun er en super sød pige, og jeg er enormt glad for, at hun inviterede mig til at bo hos hende. Udfordringen har dog været, at hun bor mere end en time fra Wellington, hvilket har betydet, at jeg skulle med toget hver dag. Det er okay, og udfordringen viste sig først i fredags, da jeg mødtes med Emelie (den svenske pige fra Sverige) om aftenen til ølsmagning (en selvsrrangeret ølsmagning, hvilket vil sige, at vi gik fra bar til bar selv). Anyways – mit sidste tog gik klokken 01.05 (lidt tidligt) og det missede jeg selvfølgelig, fordi vi glemte at holde øje med klokken. Jeg endte med at nå den første bus klokken halv fem. Jeg må have set lidt træt ud i bussen, for der kom en pige/dame hen til mig og sagde: “I have something that can make you feel so much better – MDMA is just wonderful!” Det takkede jeg dog pænt nej til 😉 Jeg skulle af ved det sidste stop, og inden jeg gik ud af bussen, spurgte buschaufføren, hvor jeg skulle hen. Han spærrede øjnene op (jeg skulle gå cirka 5 kilometer fra bussen) og så sagde han, at jeg skulle blive i bussen, for så ville han køre mig hjem. Det var jeg enormt taknemmelig for!

Mine dage i Wellington har været en smule specielle, og det er svært at forklare præcis hvorfor jeg har haft det sådan. Måske har det noget at gøre med, at weekenden i Napier var så speciel, måske har det noget at gøre med, at jeg har boet ét sted i så lang tid mens jeg har været her… og måske har det noget at gøre med, at jeg faktisk er en smule nervøs for min næste del af rejsen. Det at skulle til sydøen, booke færgebillet og finde ud af om jeg skulle blive i Picton eller tage direkte til Nelson har været rigtig svært. Og muligvis har det været svært, fordi jeg ved, at sydøen byder på en forandring i min måde at rejse på: jeg får min bil tilbage, hvilket betyder, at jeg kan køre hvorhen jeg vil, men samtidig er jeg faktisk helt alene. Jeg skal selv køre i bjerge, i den forkerte side af vejen og jeg skal selv planlægge præcist, hvor lang tid jeg vil være hvor, og samtidig også sørge for at jeg faktisk når til Christchurch, og at jeg kan få solgt bilen. Det er min hjerne der er på overarbejde. For alle de ting ender med at falde på plads løbende. Sandsynligheden for, at jeg ender med at rejse helt alene hele tiden, er nok meget lille, desuden er der masser af folk, der ved hvordan man kan sælge biler. Det føles bare som om jeg er et meget lille menneske i en meget stor verden.

Min frihed synes stort set uendelig – det er bare op til mig selv at udnytte den!

Tilbage til de brølende 20ere

Søndag den 18. februar 2018

På et håndklæde et sted på Clive Square i Napier omringet af palmetræer og blomster i alle farver, med en strålende sol over mig

I bussen til Napier mødte jeg en svensk pige, Emelie, på min alder, som fortalte mig, at der var Art Deco-festival i byen i weekenden. Jeg havde lidt regnet ud, at der skete noget i byen – for jeg havde ikke kunnet finde et overnatningssted (det fandt jeg først ud af efter at jeg havde booket busbilletterne). Jeg anede i bund og grund ikke, hvad der skulle ske, men Emelie fortalte mig, at der ville være en masse musik og udklædninger og sådan. Jeg tænkte, at det nok bare ville være som enhver anden lille byfest…

Da jeg steg af ud bussen i fredags i Napier, trådte jeg direkte ud i 30 grader og voldsomt solskin. Jeg begyndte min vandring mod Shakespeare Road mod mit hostel (som jeg meget overraskende havde kunne booke aftenen før til en rimelig pris) – udfordringen var blot, at jeg åbenbart var kommet til at booke et ophold til marts i stedet for februar, men det fandt jeg selvfølgelig først ud af, da jeg var kommet derhen. Og ALT i byen var booket (bortset fra et meget dyrt hotel som jeg ikke videre havde lyst til at betale for). Heldigvis var damen i receptionen mega sød og hun ringede rundt til andre hostels for at se, om der var nogen, der tilfældigvis havde en seng i overskud. Det var der – jeg var bare virkelig heldig. Det var dog et lidt underligt sted, for det var et hostel, hvor man bor hvis man er her i længere tid for at arbejde, så det er backpackeres semi-permanente hjem… På grund af det, var jeg enormt glad for at have mødt Emelie, for det er ikke så tit, at langtidsbeboere gider investere tid i rejsende, der bare kommer forbi nogle få nætter.

Efter et tiltrængt bad besluttede jeg mig for at vandre rundt i byen og se mig omkring. Først begyndte jeg at lægge mærke til ældre mænd med hat og seler, og deres koner med små fine hatte og pæne kjoler. Jeg tænkte, at det måske var mode for den aldersgruppe… indtil jeg lagde mærke til et barn med hat, skjorte og seler, med sin mor i en 20´er inspireret kjole. Og da gik det op for mig, at folk rent faktisk klæder sig ud i art deco stil – og at jeg var en af de eneste, der ikke var klædt ud.
Mit historie-hjerte begyndte at hamre rigtig hårdt og jeg følte, at jeg havde fat i en transitnøgle, der snurrede mig rundt, rundt, rundt, indtil jeg pludselig befandt mig i 1920´erne. Der var flotte vintage-biler overalt, jazzmusik kunne høres på hvert gadehjørne, børn var klædt ud, folk dansede i gaden og alle levede sig ind i stilen og var virkelig gået all-in! Jeg var så begejstret, at jeg slet ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle stille op med mig selv, for jeg havde den største trang til at hoppe op og ned, klappe i hænderne af begejstring og samtidig grine hysterisk af glæde, fordi jeg endelig havde fået bevist, at det faktisk er muligt at rejse i tiden!

Emelie og jeg havde en virkelig sjov aften, hvor vi mødte en masse interessante mennesker (lokale), der viste os nogle af de særlige steder i byen. Der var slået et bar-telt op i midten af en plads, hvor træerne var oplyst og et lille græsstykke var indhegnet af et lille, mega nuttet forstadshegn – her fik vi serveret kold rosévin og kunne betragte de smukke mennesker (alle bliver altså bare pænere når de er klædt i tøj fra 20´erne og af en eller anden grund ser alle mega rige ud).

Dagen efter inviterede en af de lokale os ud for at se et vandfald. Vi skulle gå et lille stykke, men da vi endelig nåede derud blev jeg slået i hovedet af alfemagi! Vandfaldet var i et lille indelukke og der var en mini-sø med en mini-ø i midten. Klipperne, der omkransede vandfaldet glitrede i alle tænkelige grønne nuancer og mellem mini-søen og den grønne klippe var der en lille hule, hvor jeg er sikker på, at alferne bor. Det var så magisk et sted, at jeg nemt kunne have brug hele dagen der, og jeg følte mig opfyldt af energi bagefter.

Napier er er sted jeg helt sikkert gerne vil tilbage til – og jeg vil meget gerne opleve den her festival som almindelig rejsende, der har plads til flotte kjoler, hatte og hårbånd i KUFFERTEN. Det er en magisk by, med flotte bygninger, lige ned til havet og en helt vildt rar stemning (og ja, jeg er måske blevet lidt forelsket i ideen om at bo i 1920´ernes Napier og er måske derfor en lille smule præget af det lige nu).

Jeg tror faktisk, at folk i 1920´erne var lykkelige. De kunne da ikke have været andet! Hvis weekenden bare afspejler en lille smule af den stemning man kunne opleve i den tid, så kan man virkelig kun have nydt det! Jeg ved godt, at det er min idylliserende hjerne, der spinder historier om historien – men det er måske bare fordi det har været en helt vildt surrealistisk weekend, hvor jeg seriøst har følt, at jeg har deltaget i en tidsrejse! Desuden kan jeg ikke lade være med at bemærke, hvordan det at være fælles om noget, virkelig styrker den følelse, der binder folk sammen; i det her tilfælde, at alle klædte sig ud i de flotteste outfits fra dengang (og de gør det konsekvent fra morgen til aften hele weekenden). Man er ikke underlig, hvis man klæder sig ud – man skiller sig ud, hvis man har normalt tøj på. Det, at folk – både fra nær og fjern – gør så stort et nummer ud af at leve sig ind i stilen gør, at en glædestrålende atmosfære spredes over hele byen, og som nyankommen har man bare lyst til at kaste sig ind i følelse og lade sig rive med, for at blive en del af den gamle tid.

Roadtrip!

Fredag den 16. februar 2018

Formiddagstid på en pæn træbænk et sted på Ferry Road i Taupo med den vildeste udsigt

Okay, her kunne jeg nok sidde for evigt. Lige her. Himlen er den lyseste lyseblå farve, ude i horisonten kan man ane nogle bjerge, der stadig står i skygge og søen foran mig har antaget en levende klar blå farve. I buskene foran mig sidder hvide sommerfugle på de lilla og hvide blomster, og små fugle sidder og pipper håbefuldt (jeg har lige spist morgenmad, så jeg tror, at de gerne vil have noget brød). Solen skinner og de sidste små skyer fra natten er på vej væk. Der er en helt særlig fred over sådan nogle steder her og det giver mig sådan lyst til at kunne tage et rigtig godt billede, der faktisk kan fange alle de følelser, der eksisterer i øjeblikke som disse.

Siden sidst er der faktisk sket rigtig meget. Jeg har forladt Auckland – med to drenge (Corey fra Oregon og Jan fra Tyskland) jeg mødte på couchsurfing – i en bil vi købte sammen. Måske var det en en smule overilet beslutning at købe en bil med to fremmede, men vi var alle tre så trætte af storbyen, og alternativerne såsom at leje en bil eller tage bussen var simpelthen bare alt for dyre. Så vi købte en lille sød bil (den er ret grim) til kun $800 INKLUSIV campingudstyr. Bilen hed Nellie da vi købte den, så den hedder altså stadig Nellie. Det er forøvrigt min første bil nogensinde, så jeg er stadig ret begejstret.

Planen var jo at tage til Coromandel og Hot Walter Beach, men fordi det regnede så voldsomt blev vi frarådet at køre derhen, fordi vejene var for farlige at køre på. Så vi valgte i stedet at køre sydpå mod Waitomo, hvor vi blandt andet så et stort vandfald i Marokopa og glow worms i Waitomo-grotterne. Alt var bare super godt – indtil det ligesom gik op for mig, at jeg måske var lidt irriteret på amerikaneren, der virkelig er rigtig amerikaner (fordomme bliver udtrykt her): meget bedrevidende, højlydte, fraværende og lettere glade for dem selv. Og samtidig så umodne, at de er lidt søde. Det er svært at forklare – nogle mennesker har man sådan et lidt specielt forhold til. Men vi fik det til at fungere, og desuden skulle vi kun være sammen i nogle få dage, så jeg kunne sagtens holde det ud.
Om aftenen skulle vi campere på en af de gratis campingpladser. Det var jo en genial ide, og vi havde jo fuldt campingudstyr med, så det var ingen sag! Vi fandt et mega fint område ved en stor flod (hvor der også var toiletter). Udfordringen var bare, at det var begyndt at regne igen – rigtig meget. Vi skyndte os at slå teltet op så vi kunne komme i tørvejr… men teltet viste sig at være utæt. Det regnede INDE i teltet. Suk. Suk. Suk. Og alt var vådt. Min regnjakke kan åbenbart ikke holde til ret meget regn ad gangen, så den er altså også blevet utæt. Den aften kunne jeg vride vand ud af min regnjakke…
Jeg besluttede mig for at sove i bilen, for jeg kunne ikke se det sjove i at sove i en stor semi-indendørs vandpyt mens det regnede på mig. Drengene ville dog gerne have den oplevelse med, hvilket jeg i al hemmelighed (i starten) var glad for, fordi jeg så ville have bilen for mig selv. MEN. Der er rigtig mørkt på sådan en campingplads. Floden brusede og regnen hamrede på bilen. Og så gik min fantasi ellers i gang. Jeg fik billeder af mordere og voldtægtsforbrydere og alle mulige onde mennesker, der ville komme og bryde ind i bilen og gøre onde ting ved mig. Så jeg tog selvfølgelig mine forholdsregler:

1) Jeg snurrede en pandelampe om mit håndled så min tommelfinger hele tiden kunne trykke på tændknappen – på den måde ville jeg være klar til at blænde et eventuelt ondt menneske.

2) Jeg åbnede min lommekniv (tak mor) og lagde den et stykke fra mig (jeg ville ikke ønske at ende med at spidde en af drengene i tilfæde af at de ville ind i bilen) – formålet med det ville være, at hvis lyset ikke skræmte dem væk – så ville min kniv nok gøre det.

3) Jeg blev ved med at sige til mig selv, at drengene havde sagt, at bilen IKKE kunne glide ned i floden.

4) Jeg tog min øjenmaske på – på den måde kan jeg jo ikke se onde ting og derfor eksisterer de jo ikke (strudsementalitet).

5) Jeg krammede Solsikke – Solsikke hjælper altid.

6) Bom, jeg faldt i søvn.

Jeg besluttede mig dagen efter, at det altså på ingen måde var det værd at spare penge på en overnatning – så hvis jeg skal campere igen, så bliver det i tørvejr.

Vi tog derefter videre til Rotorua – en rigtig hyggelig lille by med 17 søer omkring sig. Der er en liflig lugt af rådne æg – men det er fordi byen er bygget på aktive vulkaner. Det betyder, at der flere steder er områder, hvor der kommer damp op ad jorden, og hvor jorden faktisk bobler. For eksempel ved the Mud Pools, hvor en gigantisk mudderpøl blæser bobler (ligesom når man sætter et sugerør i et glas mælk). Det lyder lidt på samme måde, men er meget fascinerede at se på. Hot Pools er noget andet; det er små naturlige badekar i naturen, hvor vandet nogle steder koger. Det er mega lækkert at ligge og slappe af i de pools der er mennesketemperaturer – vi havde regn det meste af tiden, men det gjorde absolut intet dårligt for oplevelsen af at ligge i det varme vand! Men de er propfulde uanset vejr.
Udenfor Rotorua er der en Maori-landsby (Whakarewarewa), hvor Maorierne stadig bor. Man kan komme og besøge byen – lidt som den gamle by. Det var rigtig spændende og helt bestemt alle pengene værd! Der er store dampskyer over alt, så selv hvis man kommer forbi på en meget kold dag, så kommer man ikke til at fryse!

Længere sydpå er Taupo. Byen der blandt andet er kendt for faldskærmsudspring og anden ekstremsport – det er meget dyrt, men her er så mega flot, at det nok kunne være en fed oplevelse at lave nogle af de ting. Lake Taupo er på størrelse med Singapore og byen har en dejlig afslappet følelse over sig. Herfra kan man også tage en bus til Tongariro Crossing (en en-dags hikingtur) – noget jeg ikke lige følte for at gøre, men som drengene gerne ville. Det er der man kan se Mount Doom fra Ringenes Herre (jeg har aldrig set filmene).

Det blev Valentins Dag – en dag som jeg måske nok lidt i al hemmelighed elsker – og jeg havde en rigtig træls dag. Det regnede og regnede og regnede. Drengene irriterede mig lidt og jeg havde for første gang lidt hjemve. Vi skulle ud til nogle hot pools, og da vi var kommet derud bad de mig åbne bagagerummet, og ud af det blå overrakte de mig en lille buket blomster – og vupti – så blev jeg faktisk i rigtig godt humør igen. Det var simpelthen bare så sødt af dem!

Drengene og jeg skiltes ad dagen efter, for de vil gerne hurtigt igennem sydøen og jeg vil gerne have mere tid på nordøen, fordi jeg har længere tid end dem. Så de tog bilen med (som jeg får tilbage når jeg kommer til sydøen om cirka to ugers tid).
Jeg brugte min alene-dag i går på at nyde vejret. Jeg sejlede ud til Acacia Bay, hvor man kan se Maori-udskæringer i en klippevæg, og jeg lå på stranden og nød den fantastiske udsigt og solen… og så faldt jeg selvfølgelig i søvn… hvilket ikke var så godt, for solen er virkelig skarp her – så gæt, hvad der skete med min hvide hud (jeg faldt i søvn på både ryggen og på maven – men det var bare så dejligt!).

I dag tager jeg videre til Napier, en by i Art Deco-stil. Den ligger ved vandet til øst og må derfor være en af de første byer i verden, der oplever solen stå op – så jeg skal helt sikkert ud og opleve en solopgang! Jeg er vildt begejstret for at være alene igen – særligt sætter jeg pris på, at jeg kan gøre tingene i mit tempo og at jeg ikke er afhængig af andre. Så lige nu nyder jeg det bare!

Jeg er begyndt at gå med meget lidt makeup – nogle dage har jeg ikke engang haft noget på, men det var mest af dovenskab. Jeg har dog købt mig en tørshampoo, for det er simpelthen uundværligt! Og jeg bruger min hårtørrer hver gang jeg har været i bad – jeg har nemlig fået en adapter der faktisk virker 😉

Dog vil jeg sige, at jeg virkelig er blevet udfordret i forhold til beskidthed; det der med jord og mudder overalt, fugtighed overalt, det at man skal kravle ned i soveposen med beskidte fødder, fordi det ikke er muligt at tage et bad… iiiiw. Jeg bliver bedre til det, men det er udfordrende – og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg er startet min rejse i New Zealand, hvor der stort set alle steder er rent og pænt, for havde jeg startet i Nepal havde jeg nok fået et mindre sammenbrud. Men det bliver bedre. Desuden så hjælper det, at man rejser med rygsæk, for det er simpelthen umuligt at være totalt smart og overskudsagtig når det er 30+ grader og man kommer vandrende op ad bakke i høj sol uden mulighed for skygge med 15-20 kilo på ryggen.

Ja, det er altså mit liv de næste par måneder, og jeg vil sige, at jeg efter to uger faktisk er begyndt at synes ret godt om det!