Gennemse Forfatter

Anne

Lærerstuderende med en bachelor i litteraturhistorie og et drive for at hjælpe mennesker omkring mig.

Home sweet home…

Torsdag den 5. juli 2018

På min fars hyggelige terrasse med en strålende sol over mig og masser af solcreme på kroppen

Ved hvad jeg vil kalde et rent lykketræf, begyndte jeg for cirka 16 år siden, som 12-årig, at læse 7 år i Tibet. Jeg har ikke læst den en eller to gange, jeg tror jeg er oppe på en ti gange. Det er nok en af de bøger der har gjort størst følelsesmæssigt indtryk på mig (og jeg har læst mange, mange bøger) – og dén bog, det var faktisk nok mit første møde med uretfærdighed. Hvorfor jeg faktisk fattede interesse for den her bog som 12-årig kan jeg ikke sige, for min interesse på daværende tidspunkt drejede sig om hverken bjergbestigning, biografier/memoirs eller Asien. Men jeg blev alligevel fanget. Mens jeg sad på mit skriggrønne værelse med det kongeblå gulvtæppe på Sdr. Stationsvej i Slagelse, lyttede jeg til Westlife og læste 7 år i Tibet – til langt ud på natten; jeg lod som om, at jeg sov når min mor tjekkede inden hun gik i seng. Jeg kunne ikke slippe den. Og efterfølgende skrev jeg utallige skolerapporter om Tibet, ligesom jeg læste utallige artikler om emnet.
Det var noget der rørte mig dybt og det er faktisk måske nok den eneste sag, jeg i hjertet brænder rent for (børn og dyrs rettigheder står dog også stærkt i mit hjerte, men jeg hentyder til de her idealistiske sager som man kan blive opslugt af). Jeg har lige været i et tibetansk kloster i en hel måned, jeg har spist tibetansk mad og jeg har stået i et land med grænser til Tibet, og jeg har haft den vildeste oplevelse. Ville det have været sket uden min, dengang, tilfældige læsning af 7 år i Tibet? Jeg kan godt tvivle på det, og derfor er jeg så endnu mere dybt taknemmelig for bognørden i mig 😉

Jeg har nu været hjemme i et stykke tid, og jeg har stadig svært ved at forstå, at jeg faktisk har været afsted og jeg har endnu sværere ved at forstå, at jeg er kommet hjem igen. På nogle punkter er det den bedste følelse i hele verden at være hjemme igen, og på nogle andre punkter er det bare det meste triste i hele verden. Jeg har haft nogle vidunderlige måneder, hvor jeg virkelig har oplevet, hvor jeg har udfordret mig selv hver dag, og hvor jeg virkelig har lært meget om mig selv og om mine egne værdier. Jeg føler, at jeg er blevet et mere helt menneske, og at jeg faktisk ved i hvilken retning jeg vil med mit liv når det kommer til de mere personlige aspekter. Jeg føler mig stærk. Og fri. Og jeg er så bange for at miste, hvad jeg har fundet i mig selv. Jeg kan stadig blive forundret over, at jeg helt alene har oplevet nogle af de ting jeg har oplevet og jeg er virkelig stolt af mig selv.

Når det så er sagt, så vil jeg tilføje, at det faktisk har været virkelig hårdt at komme hjem igen, for jeg bor hos min far og min mor lidt på skift, fordi jeg ikke har et sted at bo selv endnu. Jeg bor derfor i en kuffert og rejser frygtelig meget frem og tilbage. Jeg føler mig lidt som en parentes, der svæver rundt i luften uden noget egentligt formål samtidig med, at jeg skal forholde mig til en masse mennesker og deres forventninger til mig. Det lyder måske fjollet, men det er faktisk hårdt, for jeg har levet de sidste 4,5 måned med kun mine egne forventninger over mit hoved. Jeg skulle ikke tage stilling til andet end, hvor jeg ville sove, hvad jeg ville spise og i hvilken retning jeg synes kunne være spændende at gå. Herhjemme har man bare – uanset hvordan man ellers vender og drejer det – ansvar på en anden måde, og folk vil altid have forventninger til en. Der vil også altid være krav om at være “voksen” (betal regninger, gør rent, vask tøj, ordn alle mulige praktiske ting). Samtidig vil jeg så sige, at fordi jeg jo bor hos mine forældre, så er jeg faktisk enormt priviligeret, for de har virkelig gjort alt, hvad de overhovedet kunne – og mere til – for at jeg kunne have det godt. Og jeg er dem dybt taknemmelig!

Jeg er jo skilsmissebarn og havde, da jeg var yngre, som jeg tror mange skilsmissebørn, en barnlig drøm om at mine forældre en dag skulle finde sammen igen … sådan var min drøm for en del år siden, nu lyder den mere på: jeg drømmer om at have nogle dejlige dage med min søster og mine forældre sammen, hvor alle er glade, og hvor vi hygger os sammen, bare os fire. Det kan måske lyde som en urealistisk drøm, men mine forældre er de sejeste i hele verden, og jeg elsker dem for det. Nu skal I høre:

Da jeg landede i København den 12. juni klokken meget tidligt om morgenen, havde min far og søster kørt hele vejen fra Odense til Kastrup, og min mor havde kørt hele vejen fra Kalundborg. Der stod de alle tre og ventede på, at jeg kom ud af flyveren med min gigantiske rygsæk. Og de var der bare. Og jeg havde ikke bedt dem om det, de havde selv arrangeret det – som om, at de kendte til den største drøm i mit hjerte. Vi havde den bedste formiddag sammen den dag og det var, hvad jeg vil kalde komplet lykke fra min side af.

For at runde det her indlæg af på en mindre tung måde, vil jeg nævne nogle ting, som jeg ikke savner ved at være afsted – her primært og næsten udelukkende med fokus på Nepal:

  • Jeg savner ikke, at jeg skulle dække knæ og skuldre i heden
  • Jeg savner ikke, at jeg bliver ufrivilligt filmet og taget billeder af
  • Jeg savner ikke, at det er lidt et sats at hoppe på ethvert transportmiddel
  • Jeg savner IKKE, dal bhat
  • Jeg savner ikke, at rense ansigt og indse, at jeg har, hvad der minder om, et tykt lag støvfarvet foundation på
  • Jeg savner ikke ustabile internet-, vand- og strømforsyninger
  • Jeg savner ikke snavset
  • Jeg savner ikke, at savne mine venner og min dejlige familie!

 

Overvældet af overvældethed

Søndag den 10. juni 2018

Min dejlige, rene, hvide seng på mit mega nice hotelværelse, værelse 406, på Kathmandu Grand Hotel, med aircondition og diverse andre fornødenheder 

(Billeder bliver lagt ind når det virker igen!)

Okay, sidste aften i Nepal. Jeg har booket et virkelig godt hotel, fordi jeg fik en bonusovernatning fra hotels (har sovet på mange hoteller 😉). Jeg sidder her med Solsikke på skødet og min iPad hvilende ovenpå Solsikke mens jeg skriver det her. Og jeg nyder det så meget! 

Før jeg tog tilbage til Kathmandu, tog jeg en bus fra Pokhara til Chitwan, en nationalpark, hvor man kan se vilde dyr. Jeg havde bestilt en pakke, hvor jeg fik to overnatninger, og aktiviter med. Da jeg ankom, blev jeg slået i hovedet af en varmehammer. Det var så vanvittigt varmt! Jeg blev hentet i jeep og kørt til mit hotel – et ret fint sted med elefanter i baghaven. Fordi jeg stadig lidt havde edderkoppetraumet fra Pokhara i frisk erindring, tilbød personalet at tjekke mit værelse igennem for edderkopper (SÅ sødt af dem!). Anyways, så bød programmet på en gåtur ud til næsehornenes aftenvandsted (vi så ikke nogen), men vi så solnedgangen, hvilket var mega flot! Der er altså noget helt særligt ved at se solen gå ned over noget vild natur! Og så føltes det lidt sejt at sidde i det høje græs for at se om næsehornene vil komme frem på den anden side af flodbredden. Min guide var et af de der mennesker, der altid smiler når han snakker. Han var simpelthen så kær og så havde han et virkelig sjovt grin, så når han grinede, så grinede jeg også – jeg kunne ikke lade være. 

Efter en dejlig edderkoppefri nat, skulle jeg på kanotur på junglefloden, hvor vi sejlede tæt forbi sovende krokodiller. Kanonerne er for øvrigt lavet af ét stykke træ og de er udskåret i hånden. Det var en ret spændende tur, for undervejs fortalte min guide, hviskende, om alle de dyr vi så, og han hviskede for ikke at forstyrre og provokere krokodillerne. Da vi gik i land skulle vi ud på en gåtur igennem junglen. Min guide havde en lang bambuspind med, og da jeg spurgte ind til det, sagde han, at det var for beskyttelse mod bjørne, tigere og næsehorn. Jeg sank en klump og krydsede fingre for, at vi ikke ville møde nogle af de vilde dyr for tæt på, for tvivler altså lidt på bambusstavens effektivitet mod de der kæmpe stærke dyr (men det kan selvfølgelig være, at min guide er ninja-trænet). Så det var lidt specielt at vandre ind i junglen og vide, at den eneste beskyttelse er en mand med en bambuspind – for jeg ved ikke, hvordan det rent faktisk virker mod en rasende bjørn eller en sulten tiger 😉 

Noget der slog mig, da vi gik inde igennem junglebuskadset var roen. Man kunne høre fugle synge rundtomkring og man kunne høre vores skridt når vi trådte på en nedfalden gren. Men ellers var der bare… stille. Indimellem stoppede guiden for at fortælle om et dyr vi så, eller fortælle om en plante eller sådan noget, men ellers var det bare fascinerede at gå rundt i, hvad man ved, er dyrenes hjem. Man føler sig meget lille!

Den dag var jeg meget glad for, at jeg havde mine vandrestøvler på, for hold op, hvor var der mudret! Og der er risiko for igler og andre ting, og der er stikkende planter og slanger – så da jeg kom ud fra junglen var mine fødder og ben dækket af mudder og torne og alt muligt andet (heldigvis ingen igler). Men det var en mega god tur og det var så fascinerende at vandre igennem junglen og se alle dyrene og planterne, og bare lytte til stilheden! 

Om eftermiddagen skulle jeg på jeep safari. Varmen var sindsyg på det tidspunkt og det var virkelig svært at holde gejsten oppe, fordi alt bare var alt for varmt! Når det er sagt, så var det ret sjovt at komme ud og køre i den dybe jungle. Desværre så vi ingen tigere, men vi så et næsehorn løbe surt og skrigende lige forbi vores bil! Det var vildt! De er altså virkelig store og ser rimelig stærke ud, så man sidder lidt og håber, at den undgår at angribe en. Selve turen tog cirka fem timer – det grænsede til at være for meget, men det var egentlig nok mest på grund af varmen, for det var faktisk en rigtig god tur!

I fredags tog jeg så tilbage til Kathmandu, hvor jeg mødtes med to veninder (Delphine og Carolina), der også har været frivillige, bare som sygeplejesker. Vi havde en mega sjov aften sammen og brugte hele lørdag på at shoppe (og vi havde kun få tømmermænd). 

Pigerne og jeg havde aftalt, at vi ville købe nogle gaver til munkene i mit kloster og søndag tog vi til Pharping for at give dem de ting vi havde købt (et par fodbolde, basketbolde, badmintonketchere og bolde, og bordtennisting, og nogle andre ting. Jeg kom hen til klostret først og havde nogle timer alene med munkene. Det var virkelig dejligt at se dem alle igen og de kom hen og hilste og sagde “Hello miss” på deres helt specielle måde. Da Delphine og Carolina kom, delte vi lidt chokolade ud, og pludselig, da vi kom tilbage til bederummet, stod de alle bare foran og råbte “Thank you miss, goodbye!” Carolina hviskede: “Don’t cry!”, men det kunne jeg jo ikke lade være med. Jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på helt nede fra maven af. Jeg blev så dybt berørt af de børn der, og det sidder bare i hele min krop og i hele mit hjerte. Med tårer i øjnene fik jeg et hvidt tørklæde som tegn på tak, og så tog vi ellers billeder. Børnene har lært at sige “peace” i stedet for “cheese”, så det var lidt sjovt. 

Klostret har virkelig sat sine spor i mit hjerte. Nej, jeg vil sige, at menneskerne på klostret, aka munkene, har sat deres spor, og i særlig grad børnene. Når jeg tænker over det, så er det lidt spøjst, at jeg endte med at arbejde med forældreløse og/eller meget fattige børn i mit frivillige arbejde, for jeg havde jo sagt, at det var noget jeg ville holde mig fra, da jeg var i tvivl om mit hjerte kunne bære det. Det var lige ved, at det ikke kunne, men samtidig har jeg fået så meget kærlighed med mig derfra som jeg aldrig i mit liv vil glemme! 

I morgen går turen til Danmark, og så glæder mig meget til at se alle mine mennesker igen, og jeg er meget spændt på, hvordan min rejse kommer til at synke ned i mig når jeg er tilbage i dejlige, rene, trygge Danmark igen! 

1, 2, 3, luk øjnene og spring

Onsdag den 6. juni 2018

På mit værelse på Chitwan Village Resort i min seng omkranset af dejligt myggenet så jeg er i sikkerhed for edderkopper og andre eventuelle kryb (aaaaaah)

(Billeder bliver lagt ind når det virker igen)

Der er sket meget de sidste dages tid – faktisk er der sket rigtig meget! Jeg har virkelig fået udfordret mig selv på rigtig mange måder og har bare oplevet virkelig mange spændende ting!

Som jeg skrev i sidste indlæg, var jeg i Pokhara, hvor jeg havde booket et hestetrek, der faktisk viste sig at være en ret øv-agtig oplevelse, for min guide havde ingen hest og trak derfor min det meste af vejen, og jeg vidste jo, at det var en 5-timers tur op ad et bjerg … og han skulle gå ved siden af. Han var 15 og det var skoledag. Han kaldte mig “mam”. Hestens saddel var meget slidt og bidslet hang skævt ud af munden på den, så det nogle gange bankede mod dens tænder. Hovedtøjet var bundet sammen af knuder. Stigbøjlerne kunne ikke gøres lange nok til mig, så efter ganske kort tid, så fik jeg ondt i mit knæ. Jeg fik min finger i klemme så jeg fik et brandsår på fingeren der blødte. Og det værste var, at jeg følte mig som hende den hvide, der betaler de mindre bemidlede nepalesiske folk for at gøre ting for mig – og at han var en slags slave. Det var ikke en fed følelse. Alt ved det virkede forkert! Så jeg bad ham faktisk om at vende om, for jeg kunne ikke forlige mig med hele situationen. Jeg gav ham drikkepenge og så gik jeg på cafe. 

Men, men, men…

Jeg blev stoppet af en fyr på gaden, som spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at se området på motorcykel. Min første tanke var: “NEJ!” Min næste tanke var: “Men det lyder jo egentlig ret sjovt og ret spændende… og måske skal jeg bare se bort fra den relativt store risiko for uheld og tanken om “stranger danger”, og så bare springe ud i det!” Så det gjorde jeg, og dagen efter tog vi på tur. Det var en mega god dag og han tog mig ud til alle de ting man skal se i Pokhara, og tog mig ud til et område, hvor der ikke er så mange turister. Det var så smukt! Farverne, søerne og freden var enorm! Solen skinnende hele dagen, og på trods af en mindre solskoldning, så var det bare en af de bedste dage! Friheden ved at tage en motorcykel i stedet for en taxa er at tage at føle på, og man kan se alt og man kan stoppe, hvor man har lyst, bare fordi man kan. Ja, der er risici forbundet med en motorcykeltur, men samtidig så er de så erfarne førere, at jeg faktisk følte mig overraskede sikker på trods af, at vi indimellem kørte ind og ud mellem store busser og lastbiler på en meget befærdet vej. Min guide var et meget inspirerende menneske og simpelthen bare så venlig, og jeg er så taknemmelig for, at jeg gjorde det! Og bortset fra en mindre uheldig hændelse (der ærligt godt kunne have gået MEGET galt), så forløb turen helt uden uheld, men bød bare på lidt spænding og en mega dejlig følelse af at være fri! 

Min sidste dag i Pokhara stod på paragliding! Jeg har hoppet i faldskærm før, og jeg havde lidt forventet, at jeg ville være lige så nervøs for at paraglide – men det var jeg ikke. Måske fordi udgangspunktet er fra jorden. Men jeg ved det ikke. Jeg er så glad for, at jeg gjorde det, for det er noget jeg har snakket om at gøre i så lang, og det med at tage beslutningen er faktisk det sværeste, for det er så nemt at få tanker som: “men, det kan måske være farligt,” “ej, det er også mange penge,” og “det er jo fjollet det hele.” Men i virkeligheden er det jo bare fordi jeg er lidt nervøs, og de der tanker er bare forsøg på at snige mig udenom. Så en dag slukkede jeg min hjerne og så bookede jeg det. Og jeg kunne mærke, at det gjorde mig mega glad. Det var for øvrigt en mega fed oplevelse! Vi kørte op ad det her bjerg, en lidt nervepirrende tur i jeep (de kinesiske piger skreg lidt hver gang vi kom lidt tæt på kanten, og jeg var i al hemmelighed lidt glad for at jeg sad mod bjergvæggen og ikke ud mod kanten), og så får man spændt en slags rygsæk med sæde fast på sig, inden man bliver klipset fast på piloten. Så kaster de faldskærmen op i luften, piloten råber “RUN”, og man løber og pludselig går det op for en, at man løber i luften! Der er så stille deroppe i luften og udsigten er så vild. Man er lidt som en fugl! Alt virker så mega småt og indimellem støder man ind i et lille lufthul, så man får et kæmpe sug i maven. 

En lille tilføjelse: der er risiko for luftsyge – man hopper op og ned og svinger fra side til side, så vær varsom med at spise før, og fortæl piloten, at man måske har tendens til køresyge. Så vil de ikke lave tricks 😉 

Jeg tror faktisk, at jeg har en lille person i mig, der elsker de der lidt grænseoverskridende ting. Jeg føler lidt nogle gange, at det er frygtelig kedeligt at være i den her normale hverdag, hvor jeg skal gøre og være på bestemte måder… for jeg er rigtig god til at følge regler og sådan. Så nogle gange kan jeg mærke, at jeg har fået nok, at jeg føler mig fanget og så gør jeg som regel enten noget jeg måske ikke burde gøre, eller noget som kan få adrenalinen op. Jeg lukker bare øjnene, tæller til tre og gør – for, hvis man ikke skader eller sårer andre, men selv gør noget for, at man har det godt, er det så slemt? Det synes jeg ikke (og jeg har alligevel ikke tænkt mig at ændre det). Jeg tror, at min rejse har åbnet mig op for bare at gøre ting i højere grad end før, jeg føler mig stærk nok og jeg kan mærke mig selv. Og det er kun en positiv ting, for jeg har ikke lyst til at kvæle mig selv i regler og i “jeg-bør-ting” – heller ikke når jeg kommer hjem! 

🎵Krible-krable-land🎵

Lørdag den 2. juni 2018

På en lille træstol med rar, stribet hynde på Himalayan Java Coffee i Pokhara med udsigt over sø og grønne træer (en af mine favoritcafeer)

Hvis jeg ku’ bli’ en lille bitte mand,

så rejste jeg straks til Krible-krable-land.

Der er så mange sjove små dyr,

så jeg kunne rigtig gå på eventyr

i Krible-krable, kravle-krybe, kilde-land.

 

Hvis jeg ku’ bli’ en lille bitte mand,

så rejste jeg straks til Krible-krable-land.

Der ku’ jeg hop’ i edderkoppens spind,

mens græshoppen spillede violin

i Krible-krable, kravle-krybe, kilde-land.

(…) 

(Billeder kommer så snart jeg kan uploade billeder igen)

Sådan lyder mit barndomsidol, Povl Kjøllers, første to strofer af Krible-krable-sangen. Det var en sang min mor sang med min søster og jeg mens vi sad på gulvet foran komfuret og ventede på aftensmaden da vi var små – og jeg elskede det, og jeg ELSKEDE Povl Kjøller. Hvorfor er det relevant i en blog, der primært handler om min store rejse?, kan du måske tænke. Jo, det skal jeg fortælle dig: jeg føler, at jeg er blevet den meget lille mand, og at jeg er kommet til Krible-krable Land. Her i tirsdags valgte jeg at tage fra Kathmandu (hvor jeg blev seriøst bidt af myg) til Pokhara og direkte på et yoga-retreat med alt inklusiv. Jeg ankom tirsdag aften efter en virkelig lang bustur (cirka 11 timer og det var en strækning på 200 km – men det er typisk Nepal-trafik). Min første tanke var: YES, det her er paradis! Det var et virkelig pænt, rent og fredeligt sted. Hvide dyner, pæne badeværelser og sindsyg udsigt. 

Hvad der så skete var, at jeg den første aften stødte på en edderkop på størrelse med en lille underkop på mit værelse. Personalet havde advaret mig og havde sagt, at jeg bare skulle sige til, så kom de og fjernede dem. Det skete så ikke, for de bæster løber vildt hurtigt. Så jeg håbede bare på, at den var løbet ud af døren. Jeg tog et bad og da jeg smed et stykke papir i skraldespanden, løb edderkoppen ud fra den og op på væggen tæt på gulvet. PANIK! Er helt alene på værelset iført kun et håndklæde, så det er ikke lige der, at jeg vælger at løbe ud for at hente nogen – derudover var jeg 1) bange for at gå forbi den 2) bange for, at den ville forsvinde i mellemtiden. Så jeg valgte at gå krigervejen: jeg tog to par sko. Jeg kastede den ene i håb om, at den ville ramme i første hug. Det gjorde den ikke, så edderkoppen løb. Jeg kastede sko nummer to, som semi-ramte den, så den blev “stunned”. Så greb jeg den nærmeste sko (min roommate’s løbesko) og gjorde en ende på udyret. Sammenkrøllet på gulvet så den stadig fæl og stor ud, men jeg følte mig sej! Gigantisk edderkop og jeg havde helt selv gjort en ende på den! Og mit hjerte hamrede helt vildt. Jeg gik i seng med fred i sindet den aften. 

I løbet af de dage jeg var på retreatet, var der tre gigantiske edderkopper på besøg og en “centipede” der var lang, ulækker og rødlig. Jeg havde fået fortalt aftenen før jeg fandt den, at der var to af gæsterne, der var vågnet op ved, at sådan en kravlede på dem. Kunne jeg lige sove efter det? Neeeeej. Jeg følte helt oprigtigt, at jeg var endt i mit værste mareridt. Hvor mange gange er jeg ikke lige vågnet med skrig og gråd efter at have drømt om store edderkopper og andre kryb?! Den sidste hele dag – i går – havde jeg det ret dårligt. Jeg følte mig helt klaustrofobisk og havde kronisk ondt i maven. Jeg har virkelig fundet ud af, at jeg er angst for de der edderkopper helt ind i det inderste af mine knogler. Det er ikke bare tøsefnidder. Det er lidt den der følelse man havde da man var lille og man var bange for, at der gemte sig nogen i skabet eller under sengen. Forskellen er bare, at jeg ved, at risikoen for, at der faktisk ville være et dyr under en seng eller på væggen var ret reel. Det var et ægte, virkeligt mareridt og det stod i så stor kontrast til det mega paradislignende sted jeg befandt mig! 

Jeg overlevede dog, og jeg føler mig ret sej over, at jeg faktisk valgte at blive – på trods af den følelse jeg havde i kroppen. Og jeg føler mig sej over helt selv at have dræbt den første edderkop jeg så. Og så vil jeg sige, at min frygt for de små edderkopper er blevet betragteligt mindsket. 

I dag har jeg vandret rundt i Pokhara, og igen er det slået mig, hvor meget jeg trives ved selv at kunne bestemme alt. Det der med, at andre bestemmer, hvad for noget mad jeg skal spise og øser portioner op, og det med at have et fast program hver dag gør ikke noget videre godt for mig. Jeg har virkelig fundet ud af, at jeg trives med at være fri-fri! 

Jeg har også fundet ud af, at jeg er vild med dele af yoga-livsstilen, men jeg står simpelthen af når man skal chante og danse og spise vegetarisk og have dreadlocks med pynt i og gå i løst bomuldstøj i brunlige eller spraglede farver. Det er altså ikke mig. Jeg har forsøgt mig med ingen makeup de sidste par dage og det var rart, men samtidig elskede jeg at tage mascara på igen i morgen og føntørre mit hår og gøre lidt ud af mig selv. Jeg har virkelig lært, at jeg føler, at jeg gør noget godt for mig når jeg gør mig i stand. Det er en lille forkælelse. Og det er jo ikke fordi jeg bruger meget makeup, men bare selve processen giver mig en helt rar følelse i kroppen. Og jeg kan godt lide at være kommet frem til den indsigt, for det er lidt gået op for mig, at jeg ikke bruger makeup og går op i hår og tøj, fordi jeg føler, at jeg skal passe ind eller skal se ud på en bestemt måde; nej, det er selvforkælelse! 

Jeg er ret spændt på de næste par dage, for jeg har booket et 5-timers heste-dagstrek til på mandag og så er der nogle andre aktiviteter, der bliver overvejet, men det vil jeg ikke lige dele endnu af fare for, at mine forældre ikke kan sove de næste par dage 😉 

Pokhara er simpelthen bare en fantastisk lille og ren by. Naturen er dejlig og grøn, udsigten til den store sø er vildt flot og bjergene, der omkredser byen rejser sig stolt op og indbyder til eventyr. Det et vildt smukt og fredfyldt, og lige nu tænker jeg, at jeg sagtens kunne bruge lang tid her! Kathmandu og Pokhara er totale modsætninger. Pokhara er ren, luften er frisk og den infame støj, der i høj grad definerer Kathmandu, er ret fraværende her. Ro. Fred. Skønhed. Eventyr. Dét er Pokhara!

Der er aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget

Søndag den 20. maj 2018

På café Tummo i Thamel, Kathmandu, i en dejlig grøn sofa-stol 

Den sidste uges tid på klostret har været præget af, at jeg har været syg. Jeg kom mig aldrig helt over influenzaen fra sidste uge, og jeg endte med at gå helt ned i torsdags. Jeg mistede appetitten og havde det bare virkelig dårligt. Igen beviste munkene, at de bare er super søde og hjælpsomme. De bragte mig mad i stride strømme – æbler skåret ud i skiver, nudler, te, havregrød, bananer. Det er bare så sødt, og det er bare så svært for mig at sige nej tak, når de allerede står foran min dør med færdiglavet mad til mig. For det første havde jeg ingen appetit og lugten af mad gav mig kvalme. For det andet er bananer og havregrød to af de ting jeg har sværest ved i hele verden. Derhjemme får jeg kvalmefornemmelser bare jeg lugter til en af de to. Så det har jeg gemt det væk og er ved at udtænke en plan for at smide det ud og vaske op så munkene og kokkene på klostret ikke ser det slemme madspild. Jeg har det ekstra dårligt med at smide mad ud hernede, fordi jeg ved, at der er en del, der ikke har adgang til nok mad hver dag. Jeg føler mig lidt som en forkælet møgunge når jeg sådan viser foragt for mad (fordi jeg kan “tillade mig” at være kræsen).

På grund af min “sygdom”, besluttede jeg mig for at tage til Kathmandu for at se en læge i går. Det endte ud med, at lægen sagde, at de piller jeg har fået ikke gør, hvad de skal gøre, og at jeg skal huske at drikke en masse vand når jeg har det dårligt… det kostede 700 kr. Men når det er sagt, så er jeg rigtig glad for, at jeg tog afsted, for jeg har jo en tendens til at bekymre mig over sådan nogle ting… 🙈

Mens jeg havde det rigtig dårligt, havde jeg lige nogle dage, hvor jeg i al hemmelighed drømte om, at lægen ville sige, at jeg var så syg, at jeg blev nødt til at tage hjem til Danmark. MEN. Det skete selvfølgelig ikke, og det var kun noget jeg ønskede, fordi jeg havde det dårligt; jeg havde hjemve og jeg savnede virkelig, virkelig, virkelig min mor og far (sådan er jeg når jeg er syg). Jeg kan mærke, at spændelsen er kommet tilbage i min mave og jeg kan mærke, at jeg faktisk oprigtigt glæder mig til at komme videre på min rejse og til at komme ud og opleve ordentligt igen. Jeg kan også mærke, at jeg lidt føler, at den næste lille uge gerne må gå hurtigt så jeg kan komme igang. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at mine sidste fem dage på klostret bliver rigtig gode, og jeg beder til, at børnene er søde, og at jeg magter at opfinde den dybe tallerken et par gange til. Jeg kan godt høre, at det faktisk lyder en smule negativt det hele – det er det altså ikke. Jeg elsker at være på klostret og børnene er bare mega søde. Det der påvirker mig meget er, at jeg savner min frihed – men jeg ved, at jeg får den tilbage om fem små dage!

Et godt råd til andre, der kan overveje frivilligt arbejde og samtidig vil rejse rundt som mig: overvej at lave det frivillige arbejde som det første på rejsen, for på den måde at undgå den samme følelse af manglende frihed som jeg har. Jeg er klar over, at det ikke er alle, der er så frihedselskende som jeg, men jeg ville bare lige tilføje det råd – for jeg havde faktisk ikke regnet med, at jeg var SÅ frihedselskende… det gik først op for mig efter de første få dage i Auckland, da jeg blev bevidst om alle de muligheder jeg havde, hvis jeg lod være med at planlægge alt. ☀

Det simple liv

Fredag den 11. maj 2018

På en bænk på en overdækket terrasse på klostret Manjushri Di-chen Buddhist Learning Center i landsbyen Pharping 

Okay så sidder jeg her, og skulle lige til at koncentrere mig om at skrive, da alle de små munke pludselig smider deres tøj og løber nøgne rundt. Åbenbart er det sådan, at de bliver vasket – med en vandslange. Først vidste jeg ikke lige helt, hvad jeg skulle gøre, men det er så naturligt for dem, at jeg bare lader som ingenting.

Jeg har nu været på klostret i cirka to uger – halvdelen af den tid jeg har her er allerede gået. Det er så vildt at tænke på, at tiden går så hurtigt! 

Jeg har lige været lidt syg, men det er gået over i forkølelse, og skal man være syg et sted, så er klostret et godt sted at være det. Munkene tager sig rigtig godt af en og de er bare super søde. 

Mit liv her i klostret i landsbyen er dejligt og meget roligt. Jeg lærer en del om buddhisme og en del om det at være fra Nepal og Tibet. Min hverdag, fra søndag til fredag, består af undervisning. Jeg har tre lektioner om dagen, hvor jeg underviser 14-18 årige munke i engelsk. Det er faktisk en ret stor udfordring for mig, for jeg har lært at være lærer for vestlige børn. Det betyder, at jeg er blevet nødt til at prøve at glemme de ting jeg har lært på studiet og det jeg har lært igennem mit arbejde, både som lærervikar og lektiehjælper. Munkene er sindsygt dygtige til at lære udenad. Teaching to the test er virkelig noget der benyttes her. Det medfører altså, at børnene har ekstremt svært ved at arbejde selvstændigt. En meget, vil jeg sige, simpel opgave som at lave en kort præsentation over noget man synes er spændende eller en præsentation over Nepal, er en umulig opgave for dem. De ved ikke, hvordan man rigtig og effektivt søger på nettet, de kan ikke komme på ideer og de har svært ved at tænke udover det de har fået fortalt. Det gør det vanskeligt for mig, for jeg skal jo forsøge at tilpasse min undervisning til dem, så de får noget ud af det. Det er svært og jeg føler mig nogle dage lidt presset, fordi mit hoved føles tomt. Om det er fordi jeg har haft det slukket i så lang tid, at jeg har glemt at bruge det eller om det simpelthen er fordi jeg har ramt en kultur-mur – det ved jeg ikke. Jeg ved dog, at jeg på trods af den indre tanke-modstand jeg møder, elsker at være her.

En typisk dag i klostret for mig ser sådan her ud: 

630-730: morgenmad bestående af et tibetansk brød (og det smager sygt godt) 

1130: frokost bestående af dal bhat (jeg er ved at være godt træt af det, men det smager godt – det er ris, linsesuppe, grønsager og kartofler i karry)

1410-1530: to lektioner med henholdsvis 6. og 7. klasse

1530-1550: te-tid – det er tibetansk te, hvilket betyder, at man drikker smør og nymalket varm mælk – jeg tvivler på, at der overhovedet er noget te i (det er ikke det lækreste, men munkene elsker det) 

1550-1630: undervisning med 8. klasse

1730: aftensmad, ofte bestående af en suppe-ting med grøntsager og tibetanske nudler (smager som regel ret godt) 

Jeg har ret meget fritid og nogle dage kan godt være lidt lange, men der er så sket to ting: der er en anden frivillig på klostret (Will fra Californien) som jeg bruger noget tid med, og det er mega hyggeligt! Og så var der en pige i landsbyen, der henvendte sig til mig for at spørge om jeg ville have lyst til at hjælpe hende med engelsk – og det sagde jeg ja til, så det bruger jeg nogle aftener på. Hendes historie er ret interessant, så den vil jeg lige dele! 

Zoshna er en pige på 19 år. Hendes far har satset en masse penge på hendes uddannelse og nu har hun fået et scholarship til et amerikansk college, hvilket er mega sejt – udfordringen er, at hun nu bare mangler at bestå interviewet med den amerikanske ambassade, så hun kan få sit visum. Hendes engelsk er ret godt og hun ved, hvad hun vil – men hun gør det udelukkende for sin far. Hun er en køn pige, og som det er kotume her i Nepal, så bliver man som pige ofte gift når man er på hendes alder (særligt når man bor i landsbyerne). Derfor er der også et pres på drengene, fordi de forventes at fri. Will, der er 20, er blevet grinet af et par gange, fordi de lokale synes, at det er vildt sjovt, at han ikke har friet til nogen endnu. Som pige er jeg jo helt fortabt i den her kultur – jeg er jo gammel, hvilket de heller ikke lægger skjul på (ærlighed sættes højt her i landet, og nogle gange siger de bare tingene uden videre). Vi sad og snakkede, Zoshna og jeg, og pludselig begyndte hun at stille spørgsmål som man normalt ikke stiller fremmede- men jeg tror, at fordi jeg er en fremmede og fordi jeg er fra Europa, så var det okay trygt for hende at stille mig de spørgsmål hun gjorde: “får man aids af at røre en dreng?” og “kan man blive gravid, hvis en pige kysser med en dreng?”. Desuden fortalte hun, at hendes mor helst ser, at hun dropper uddannelsen og bliver gift i stedet, men det ønsker hun ikke. Zoshnas mor har også sagt, hendes bryster er for store, og at hun burde arbejde på at gøre dem mindre – så derfor er hun begyndt til yoga, i håb om at hendes bryster bliver mindre. 

Personligt mener jeg, at det er uhyggeligt, at uvidenhed i den grad stadig præger dele af verden – og den her pige er altså, i følge nepalesiske standarder, meget velbelæst, men alligevel ved hun ikke de helt basale ting. Her i Nepal er man en “slem pige”, hvis man på nogen måde har fysisk kontakt med det andet køn. Ægtefolk holder ikke hinanden i hånden ned ad gaden og mange børn har aldrig set deres forældre røre hinanden eller kysse hinanden. I nogle områder skal pigen kunne bevise, at hun stadig er jomfru når hun bliver gift – det bliver bevist, hvis der er blod på det hvide lagen efter bryllupsnatten. Det er utroligt fascinerende og meget skræmmende, at der stadig er dele af verden, der er sådan her. Jeg har læst om det og har haft om det i skolen, men jeg havde faktisk ikke kunnet forholde mig til at være så tæt på som jeg er nu. 

Det er utrolig spændende og meget lærerigt at være her. Jeg kan dog mærke, at jeg er begyndt at savne min frihed, og nogle dage føles meget lange når jeg ikke kan gøre, hvad jeg vil. Jeg er god til at være mig selv, og jeg er god til at finde på ting, men der er også grænser. Jeg når nogle gange til et punkt, hvor jeg bare er tom og ikke kan finde ud af, hvad jeg skal lave. Det hedder vist kedsomhed. Men ærligt, så tror jeg også, at det er lidt sundt for mig. Jeg er begyndt at planlægge min videre rejse, og jeg blev slået af åbenbaring af, at jeg jo ikke behøver at købe en færdig pakke, men at jeg jo sagtens kan rejse rundt selv her i Nepal som jeg gjorde det i New Zealand (dog under andre forhold). Jeg håber i al stilhed, at jeg kan nå at komme til Tibet – det vil seriøst være det vildeste- men sker det ikke, så er det okay, for der er MASSER at lave i Nepal. 

Forfængelighedsmæssigt, så lærer man ret hurtigt, at man ikke behøver at vaske hår hver dag, ligesom man også lærer, at tørshampoo og vådservietter er ens bedste ven! De første to uger i Nepal fik jeg kun to varme bade – det var ikke en fornøjelse. Eller. Det var okay når det var varmt udenfor, men når det blæste, så var det ikke det fedeste. Strømmen her i Nepal er også rimelig ustabil – nogle gange er der strøm, nogle gange er der ikke, og det samme glæder for vand. Når det har regnet med i landsbyen, så går strømmen som regel i nogle timer. Man vænner sig til det og man vænner sig til at sørge for, at ens powerbank(s) er opladede nok, så de kan give strøm til mobilen i et døgns tid, skulle det være nødvendigt. 

De næste to uger bliver lidt anderledes, for jeg er alene på klostret. Will tager væk i weekenden og så er det bare mig. Det betyder nok også, at jeg får flere timers undervisning, så nu må vi se, hvad der sker med det! 

Magi i en anden verden

Onsdag den 25. april 2018

Fællesrummet på en rød semi-hård madras, Green Lion’s hovedkvarter, Kathmandu 

Indslaget her kommer til at handle om mine første dage i Nepal. Jeg tror, at det, at jeg har valgt at tage til Nepal kommer til at ændre mit liv. Det lyder måske faktisk ret drastisk/dramatisk at sige på den måde, men det er simpelthen bare så anderledes og jeg bliver seriøst udfordret på alle tænkelige måder, så jeg kan kun vokse af den her oplevelse. 

Min tur til Bali bød på luksus, afslapning og hygge, og måske derfor er Nepal så stor en kontrast. Men alligevel – der var meget anderledes på Bali end, hvad jeg har været vant til, så på den måde tror jeg, at jeg har jeg fået en mildere introduktion til Asien end, hvis jeg var taget direkte fra New Zealand til Nepal. Så nu er jeg i Nepal – det land jeg har ønsket at besøge i godt og vel 6 år. Og nu er jeg her endelig! Den første hele dag, hvor jeg vandrede rundt i Thamel blev jeg så overvældet at jeg næsten gav mig til at græde på åben gade. Det er så vildt, at det er næsten umuligt at sætte ord på, men…

Det første der slår en, er trafikken. Den er vanvittig. Og der er jo ingen rigtige lyskryds, for her i Nepal har de altid bare været vant til, at der er en politimand, der dirigerer trafikken. Flere har givet udtryk for, at det er ret specielt, at vi derhjemme har lyskryds overalt… jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det. Og nårh ja, der går køer midt ude på de aller mest trafikerede veje, og bilerne stopper for dem og kører udenom, ellers venter de pænt på at koen er gået forbi. Hvis man som menneske skal krydse vejen, skal man række armene ud til siden og så skal bilerne nok stoppe, men det kræver altså lige nogle dybe vejrtrækninger (og medfører voldsom hjertebanken) inden man kaster sig ud i at krydse en vej – jeg forsøger stadig så vidt muligt at gå over når en lokal, der ved hvordan man gør, skal over vejen. Men på de mindre gader og hvor jeg går hver dag er det blevet mere naturligt at gå på gaden og krydse den (fortovene bliver næsten ikke brugt her).

Det andet der slår en, er støvet. Der er et tykt lag støv overalt. Efter ti minutters gåtur er man dækket af et fint lag støv. Det sidder i alt. Ens solbriller er støvede. Ens kamera bliver støvet mens man forsøger at tage et billede. Ens lunger føles som om, at de har røget 50 cigaretter på under en time. Den første aften mistede jeg næsten stemmen og jeg har fået en del migræneanfald på grund af støvet. Men jeg har anskaffet mig en maske, fordi det simpelthen er umuligt at gå rundt uden. Er man smart? Nej! Er man fornuftigt og passer på sig selv? JA…!

Det tredje der slår en, når man er kommet sig over chokket over trafik og støv er at 1) alle er virkelig små; jeg er i gennemsnit et hoved højere end alle andre, 2) jeg er meget lyshåret, 3) jeg følte mig meget nøgen da jeg vandrede ned ad gaden i mine shorts og min T-shirt, der går ned over skuldrene. Normalt føler jeg egentlig, at jeg er okay anstændigt klædt, men her er jeg virkelig næsten slutty. 

De første to overnatninger her i Kathmandu var på et hotel i bydelen Thamel (den mere turistede del af Kathmandu). Her slappede jeg af og blev forelsket i tanken om at komme til Tibet. Derefter skulle jeg videre til the Green Lion’s hus i en anden bydel. Her er jeg stadig. 

Vi er lige nu 7 frivillige i alt, og vi bliver passet godt på af dem, der arbejder her. Lige nu er der intro/kulturuge, hvor vi bliver introduceret til vores projekter, til Nepals kultur og sprog, og hvor vi bliver vist rundt i Kathmandu til de store og spændende ting at se her. For – jeg skal jo nemlig være frivillig her i Nepal, hvor jeg skal undervise nogle munke i engelsk, og hvor jeg skal bo på et kloster. Det bliver meget, meget spændende og jeg glæder mig rigtig meget til at komme igang med projektet! 

En oplevelse, der meget godt karakteriserer en tur rundt i Kathmandu (formentligt generelt i Nepal), var vores tur til Pharping; et område, hvor vi besøgte det kloster jeg skal arbejde på, og i området er der et af de mest kendte hinduistiske templer, hvor man ofrer dyr og andre ting. For at komme derhen skulle vi med bus. Fordi projektlederne gerne vil give os en oplevelse af at være en del af den lokale kultur, så skulle vi selvfølgelig med offentlig transport (bus). Det var mildest talt spændende. Vejene er totalt lavet af grus, og består af mange huller og mange stejle skrænter. Som jeg fik beskrevet af en, det lige har været i Nepal: busture her er som at få massage af mange Ninja-spark. Nogle gange skal man bare lukke øjnene og lade som om at alt er i skønneste orden. Jeg tænkte at turen til Pharping var spændende – men jeg anede ikke, at turen tilbage til Kathmandu ville være endnu mere spændende. På vej op af den første bjergside i et sving, gik bussen i stå efter et højt brag og en lyd som når man trykker på speederen når bilen står i frigear. Konduktøren (der altid halvt hænger ud af døren og råber ruten) sprang ud og skubbede så bussen kunne køre igen. De der lyde der – braget og lyden af speeder i frigear – hørte vi flere gange, men da ingen i bussen virkede til at være nervøse, så besluttede jeg mig for at lade som om, at alt var okay for jeg kunne alligevel ikke gøre noget. Vi endte da med at komme til Kathmandu, men da vi drejede om et hjørne på en meget trafikeret vej, så lød der et gigantisk brag og det gav et kæmpe ryk i bussen før den brat stoppede. Det lød som om, at motoren var faldet ud af bussen. Imponerende nok trak folk bare på skuldrene, forlod bussen og gik videre. Vi gjorde det samme. 

Det skal lige siges, at der er nogle andre store forskelle på busserne i Nepal i forhold til Danmark. Der står ikke rigtig skrevet, hvor bussen kører hen. Der hænger en konduktør ud af døren på busserne og nærmest skriger destinationerne ud. Når bussen er proppet er det også hans job at få plads til flere – selvom man ender med at sidde op skødet af hinanden. Der er heller ingen stopknapper, så det er igen konduktørens job at hamre på siden af bussen for at give signal til chaufføren: et slag betyder stop. To slag betyder klar til at køre. Og jeg tror, at tre slag betyder at han bare skal fortsætte.

Skal man finde en bestemt butik eller et bestemt sted her i Kathmandu kan det være vanskeligt, for de har ikke rigtigt adresser, og man kan ikke rigtig finde det, for alt er dækket med skilte. 

Det er altså et vanvittigt land indtil videre og det er så markant anderledes end noget som helst andet jeg nogensinde har oplevet. 

Jeg får virkelig testet nogle grænser af – både hvad angår mad og forfængelighed og toiletforhold. Men det er okay – jeg skal nok komme igennem det på en positiv måde: det er stadig i tilvænningsfasen. Men samtidig hørte jeg mig selv melde mig selv til at lave en præsentation. Dét har jeg aldrig i mit liv gjort før! Desuden har jeg heller aldrig bare budt ind med ting i undervisningen som jeg gør nu – jeg er den, der snakker mest. Hvad sker der for det???!!! Jeg kan mærke, at jeg har rykket mig helt vildt på de punkter – jeg er mere åben og jeg kan mærke, at jeg hviler mere i mig selv. De frivillige der er med i mit projekt er kommet i hold af to, og førhen ville det have skræmt mig totalt væk, men nu er det åbenbart ikke noget problem, og jeg kan ikke finde ud af, hvad der sker, men det er faktisk en ret fed følelse! 

Jeg skal lige have arbejdet med det med bade- og toiletforhold, men jeg kan mærke, at det er bliver nemmere og nemmere – for vi er jo alle i samme båd. Alle har de samme vilkår og det gør det altså lidt lettere! Det der påvirker mig allermest er frygten for at blive syg; jeg har nemlig set tre piger fra huset blive så syge, at de knap nok kunne gå. Det er også noget jeg lige skal komme over, for sker det, så sker det, og dem på projektet er vant til, at turister rammes af Nepal-syge. Man siger faktisk, at 99% af alle turister rammes. Så sandsynligheden for, at jeg går fri er ret lille. Puh! 

Men jeg elsker at være her – det er magisk at se bedeflagene blafre i vinden og det er magisk at være et sted, der er så tæt på Tibet og har så meget af den tibetanske kultur i sig. Det føles lidt som om, at jeg har fået et brev fra Hogwarts om, at jeg er blevet optaget, og at jeg kan tage Hogwartsekspressen fra King’s Cross til september! 

Miniputland vs storby

Tirsdag den 10. april 2018 

Et ukendt sted mellem Sydney og Denpasar, endnu et af de der udefinerbare tidsøjeblikke 

I dag er en stor dag, og en dag som jeg har glædet mig til i rigtig lang tid! Jeg er nemlig på vej til Bali, hvor jeg skal møde min søde, dejlige veninde Karen-Katrine! Vi lander begge i lufthavnen i dag og så skal vi rejse rundt på Bali sammen – og jeg glæder mig SÅ meget!

Men først: en lille beretning af, hvad jeg har fået de sidste par dage til at gå med. Jeg har nemlig været i Sydney siden fredag. Jeg havde booket et hostel, der lå rimelig tæt på alle de ting man skal se i byen. Jeg blev bare ret slemt skuffet over det hostel der, fordi der var en lidt spøjs stemning, dem der var der, var meget unge – og der var vist en del, der boede der for at arbejde i byen. Jeg er generelt ikke fan af at bo på sådan nogle hostels. Men jeg fik det til at fungere. Desuden var jeg i et underligt humør, og jeg havde ret svært ved at vænne mig til at være i en storby igen (Sydney har lidt over 5 millioner indbyggere og til sammenligning har hele New Zealand cirka 4,5 millioner indbyggere). Der er – naturligvis – et helt andet tempo i en storby, et tempo jeg ikke har været vant til i meget lang tid, så jeg oplevede faktisk flere gange at få hjertebanken, fordi jeg følte mig ret presset. Derudover har det taget noget tid at ryste New Zealand af mig og så tror jeg, at jeg har følt mig meget mættet af oplevelser, så mit energiniveau og min nysgerrighed varselet i bund i lang tid. Jeg besluttede mig dog for, at det var okay – og så lod jeg mig være mig. 

Når alt det er sagt, så er jeg ret vild med Sydney! Det er en stor, ren, hektisk, dejlig og spændende storby! Og så er der nem adgang til nogle virkelig lækre strande. Jeg så operahuset fra alle vinkler – og lige dér følte jeg lidt spændelse, for det er virkelig sjovt at se noget i virkeligheden som man har set så mange gange på fjernsynet! Jeg så også Harbour Bridge, Bondi Beach, botanisk have, barakkerne, katedralen og alle de ting man SKAL se. Og så har jeg ellers bare hygget mig og jeg har gået virkelig mange kilometer! 

I begyndelsen var jeg lidt øv at have booket min Sydney-tur, fordi jeg tænkte at jeg da hellere ville have mere tid på New Zealand eller Bali, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at det faktisk muligvis var en god ide at jeg lige havde Sydney med; både fordi det er en virkelig fed by, men også fordi jeg føler at jeg lidt blev nulstillet så jeg nu er ladet op med energi igen og er virkelig klar til at tage til Bali! 

Jeg vil ikke skrive så meget mere om Sydney, andet end at det er en by, der skal opleves. Jeg glæder mig til en dag at komme tilbage og rejse rundt i Australien, for det virker som et spændende land.

Men nu, med sommerfugle i maven, skal jeg lige til Bali først! 😄

Farvel til New Zealand, og farvel for denne gang

Fredag den 6. april 2018

Oppe i luften, et sted mellem Christchurch og Sydney, et udefinerbart tidspunkt 

Del 2 – fra Hanmer Springs til Christchurch 

Efter Hanmer Springs, tog vi, Thea, Tom og jeg, til Kaikoura; en lille by på sydøens østkyst. Det var et sted jeg hele tiden gerne ville til, fordi der her er gode muligheder for at se en masse spændende havdyr (hvaler, sæler og delfiner). Vi besluttede da også, at vi ville ud på whale watching, og fordi vi var på østkysten, mente vi at det gav super god mening at tage ud på havet tidligt om morgenen, fordi det da selvfølgelig ville være totalt idyllisk at se en hval svømme rundt i vandet mens solen langsomt stiger op og himlen brænder af alle de flotte, intense farver. Så det betalte vi i dyre domme for, men det ville jo ende med at være det hele værd. Vores idylliske forestillinger blev brutalt smadret. For det første viste det sig, at check-in var 715, og at vi først skulle sejle klokken 8 (altså EFTER solopgang). For det andet havde de varslet risiko for søsyge, men jeg havde mine armbånd på og havde spist en pille, så jeg var godt forberedt… men så så jeg båden vi skulle sejle i. En relativt lille, fladbundet båd, med plads til omkring 40-60 mennesker. Jeg vidste med det samme, at den form for båd betragteligt øger risikoen for søsyge. Men besætningen anviste os til nogle pladser, der skulle være bedre for søsyge folk og gav os instrukser om, hvordan man kunne undgå og forebygge søsyge, samt hvilke symptomer man skulle være opmærksom på. Derudover blev det gjort klart, at det var strengt forbudt at gå ud på toilettet mens vi sejlede, så hvis man blev søsyg, så skulle man bruge de famøse papirsposer. Well. Efter cirka 20 minutter sad jeg og håbede på, at båden ville kæntre, og at vi så skulle reddes af en helikopter. Helt seriøst. Jeg havde det så dårligt. Horisonten blev ved med at forsvinde og båden hamrede ned i vandet og fløj op i luften. Det var IKKE sjovt. Og det mest ydmygende er bare at bruge de der papirsposer. Men skal man, så skal man, og alternativet er værre. Heldigvis var det Thea, den danske pige, der sad ved siden af mig og ikke Tom, den engelske fyr. Man er bare på det laveste når man har det så dårligt. SUK. Og så så vi ingen hvaler, hvilket jeg faktisk i al hemmelighed var meget taknemmelig for, for det betød, at vi fik 80% af pengene tilbage, hvilket så betyder, at jeg “kun” betalte $30 for den værste 2,5 times sejltur og et slemt, slemt anfald af søsyge. 😒 Jeg vil dog sige, at Tom, som aldrig blev søsyg, sagde at selv han kunne mærke det i maven. Tak Tom, det gjorde faktisk, at jeg havde det lidt bedre med mig selv 😉 Et råd til de der gerne vil se hvaler: tag en flyvetur i stedet. Det er cirka samme pris, risikoen for bevægelsessyge er mindre og man ser hvaler bedre. På havet kan man kun se halen. Men det er jo smag og behag. Jeg gør det aldrig igen! En flink mand fik medlidenhed med mig og gav mig to piller mod søsyge. Det hjalp lidt, men jeg var totalt dopet – jeg tror ikke, at det er meningen, at man skal spise så mange søsygepiller på en gang, for jeg var helt døsig resten af dagen!

Hvalturen var hovedformålet i Kaikoura, og derefter tog vi til Christchurch, hvor vi mødte engelske Zoe, der havde booket billetter til cirkus. Dét var sjovt! Det var nok det værste cirkus jeg nogensinde har set, men der var dog en kanonkonge (ja, han blev skudt ud af kanonen) og der var et sejt show med motorcykler  (måske scootere eller knallerter?). Resten var dog ret dårligt og bød blandt andet på: hulahop-pigen (jeg kunne have gjort det bedre), en spøjs klovn (totalt standard), en virkelig irriterende og overentusiastisk dame, der præsenterede de forskellige numre … og sidst men ikke mindst: Energy Man! Vi sad alle fire med åben mund og til sidst var det bare hysterisk latter. Det var SÅ dårligt, at det ikke rigtig kan beskrives! Men vi havde det virkelig sjovt 😉 

Dagen efter i Christchurch stod den på cricket. Altså, en live cricket-kamp: England mod New Zealand. Der var en virkelig god stemning til kampen. Duften af græsplæne og lyden af glade mennesker, og selvfølgelig høj sol – gjorde oplevelsen virkelig god. De to englændere prøvede ihærdigt at lære Thea og mig reglerne, men det gik ikke så godt. (Hovedformålet med cricket virker til at være at drikke øl). Vi sad i rigtig mange timer på græsplænen der, drak øl, spiste random mad, så folk med zinksalve i hovedet (det er altså en ting) og så så vi Aladdin – en lettere fuld og en smule pervers version af Aladdin, men stadig. Vi endte med at tage videre i byen, mødte en til englænder fra vores hostel (Tim) og havde bare en super sjov aften. I sidste ende blev vi enige om, at Christchurch er en mega fed by (men ærligt tror jeg, at det har noget med selskabet at gøre, for der er virkelig ikke meget at lave i Christchurch).

Dagen derpå, hvor flere var ramt af tømmermænd (16 timers drikkeri sætter sine spor), valgte vi at tage Nellie til Akaroa, en lille fransk landsby på halvøen Banks Peninsula syd for Christchurch. Og der blev jeg forelsket! Det er verdens mest idylliske lille landsby. Man kan seriøst gå og blive forelsket i alt og alle – det var helt fjollet. 

De efterfølgende dage var der en masse at sige farvel til og det gjorde mig ret vemodig tilpas. Jeg fik solgt Nellie og skulle til at gøre mig klar til at tage videre til Sydney. Jeg brugte mine sidste dage i Akaroa, hvor jeg mødt to piger, og vi tog på vandretur sammen, og den sidste dag i Akaroa valgte Tim at slutte sig til mig. Det var vildt hyggeligt! Da vi skulle hjem til Christchurch havde jeg selvfølgelig glemt at slukke lyset på bilen… så jeg skulle betale for at få den startet igen. SÅ typisk, men også ret sjovt. 

Nu sidder jeg i lufthavnen og har det underligt. Jeg vil ikke herfra. Jeg elsker at være her. Det har været nogle af de bedste måneder i mit liv og følelsen af at have den her ultimative frihed er afhængighedsskabende. Ja, der har været nogle rigtig hårde dage og dage, hvor jeg bare gerne ville videre, men det har aldrig varet ret længe ad gangen, fordi jeg kunne distrahere mig selv eller fordi jeg mødte nogle søde mennesker. Jeg tror stadig ikke helt, at jeg kan beskrive, hvad den her rejse har givet mig endnu, men en ting er sikkert. Jeg har lært, at jeg kan selv, jeg er faktisk ret sej! Jeg har gjort så mange ting som jeg normalt aldrig ville have turde gøre og jeg har ikke ladet mig styre af frygt. Jeg har nydt det så meget!

I forhold til min forfængelighed har jeg lært mig nogle ting: det er ikke så vigtigt at gå og bekymre sig over, hvad andre tænker om en. Jeg har lært at lukke øjnene når man mere eller mindre har haft det samme tøj på i flere dage i træk, fordi man ikke kunne vaske tøj. Jeg har lært, at jeg ikke absolut behøver et bad hver dag (det er dog det jeg foretrækker), og at man kommer langt med tørshampoo og vådservietter. Jeg har også lært, at det er okay ikke at have makeup på, hvis man ikke lige føler for det. For i bund og grund handler det vel egentlig om, at man (læs: jeg) bare skal elske mig selv præcis som jeg er – jeg behøver ikke mascara, pænt hår og smart tøj for, at jeg kan elske mig selv. 

Jeg sidder i flyveren, på vej til nye eventyr. Da flyveren lettede fra Christchurch, var solen ved at stå op, og morgenduggen trillede som tårer over mit flyvindue – som om at flyveren græd lige så meget som jeg over at skulle herfra. Så tak, tak og tak, for at jeg gav mig selv lov og mulighed for at opleve det her! 

Næste stop: Sydney, Australien! 

Alenetid og søde mennesker

Torsdag den 5. april 2018

Blød, blå sofa i fællesområdet på Urbanz, Christchurch, middagstid

Mmmmmmh. Jeg spiser hjemmelavet fudge! Det er så mega lækkert og meget sødt! I dag er min sidste hele dag i New Zealand, jeg har lige pakket min rygsæk så det kun er småting jeg mangler til i morgen tidlig, hvor jeg skal flyve til Sydney. Det er et stykke tid siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg, så det her er altså del 1.

Del 1 – fra Dunedin til Hanmer Springs

Da jeg forlod Dunedin, var det med det formål at tage ud og se albatrosser og andre spændende naturting. MEN. Jeg så ingen albatrosser i Dunedin og jeg ville det ikke nok til at betale $50 for en guidet tur. Køreturen derud var mega flot: det var en meget lille snoet vej badet i solskin, helt ned til vandet, der havde en helt specielt blå-grøn farve. Jeg mistede pusten hver gang jeg drejede om et hjørne, fordi det bare var så mega smukt. Jeg lyttede til god musik og følte mig i rigtig godt humør – og det jeg havde mest lyst til var at blive ved med at køre.

Eftersom jeg valgte, at jeg ikke gad at betale for at se fugle, så vendte jeg om efter en lille gåtur, for at køre op mod Oamaru. Jeg ville nemlig bo i telt på en god campingplads og om morgenen ville jeg se boulders (det er store runde sten på en strand og det er meget pænt!). Inden jeg kom til campingpladsen holdt jeg ind ved Katiki Point, hvor jeg gik ud til et fyrtårn på en slags halvø. Det var ret blæsende, men det var så flot! OG jeg så en pingvin med mine egne øjne og gik tæt forbi en sovende sæl, der havde lagt sig i græsset, hvor man går.

Jeg var helt oppe at køre over at have set pingvinen og sælen så tæt på, så da jeg kørte derfra, følte jeg mig totalt klar til at campere ude helt alene for første gang nogensinde. Det endte med at blive en ret god aften, og da jeg lagde mig til at sove, følte jeg mig for engang skyld ikke totalt gennemfrossen.

Da jeg vågnede op næste morgen var det dog en anden sag… for da jeg åbnede øjnene var teltvæggene dækkede af tusindvis af myg (jeg ved ikke om der var så mange, men der var altså sygt mange). Heldigvis er jeg ikke bange for myg, så jeg åbnede bare teltdøren og håbede, at de ville forsvinde mens jeg begyndte at pakke sammen. Da det så begyndte at klø i mit ansigt, gik det op for mig, at jeg havde 15-ish myggestik i ansigtet. Det lignede at jeg var blevet en akneramt teenager over natten. Det var rigtig skidt! Jeg måtte jo bare lade som ingenting og køre videre.

Mit mål var nemlig at køre ind i landet igen, for at komme op til Mt Cook og tage en pause ved Lake Pukaki, hvor der er udsigt til Mt Cook på en klar dag. Da jeg nåede til Pukaki og Twizel, fandt jeg ud af, at der var -7 grader oppe ved bjerget. Eftersom jeg havde planer om at sove i telt, så besluttede jeg mig for at blive ved Twizel og Pukaki. Dagen efter tog jeg til Lake Tekapo, hvor jeg brugte nogle meget dejlige timer i deres spa. Dét var bare en god dag! Jeg var helt høj over, hvor dejligt det var, så jeg følte, at jeg svævede resten af dagen. Som ekstra bonus havde jeg booket et single-værelse den nat i Timaru. Jeg var lykkelig 😉 

Dagen efter da jeg skulle videre, valgte jeg at tage forbi i-site for at få inspiration til, hvordan jeg skulle fordele de sidste par dage jeg havde tilbage af min rejse. Det betød, at jeg endte med at køre til Methven, en skisportslandsby, hvor der er meget liv om vinteren… men resten af tiden er der rimelig dødt. Det var dog alligevel en rar oplevelse, for manden der ejede det hostel jeg skulle bo på, var åbenbart kæmpe fan af danskere, og da han fandt ud af at jeg også havde gået i skole tæt på Struer, så ville han ikke lade mig betale for at bo der. Så jeg fik en gratis nat, alt det på grund af nogle venlige danskere, der havde hjulpet ham for 40 år siden, da han strandede i Struer med sin bil. Man kommer langt med venlighed!

I Methven begyndte jeg at få en underlig følelse i maven, som om at jeg bare rendte formålsløst rundt. Jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg var trist eller glad. Alt virkede bare så underligt indeni og jeg kunne ikke finde ud af finde årsagen. Så da jeg tog fra Methven den næste dag i retning mod Hanmer Springs (med et lille stop i H&M i Christchurch), havde jeg mest af alt lyst til bare at ligge i en seng og sove. Det viste sig så at være umuligt, fordi jeg selvfølgelig mødte nogle rigtig søde mennesker på mit nye hostel: Thea, Tom og Zoe. En dansk pige og to englændere. Jeg tror, at fordi jeg mødte dem, så fik jeg lidt noget rejsespændelse igen. Følelsen af formålsløshed forsvandt og jeg kunne mærke, at jeg fik min glæde tilbage. Vi havde en rigtig sjov aften i lille bitte Hanmer Springs og endte med at beslutte at følges ad til Kaikoura den næste dag. 

Her slutter del 1. Jeg tror, at jeg er kommet frem til, at grunden til, at jeg har haft den der underlige følelse i kroppen er, at jeg har kunnet mærke, at jeg ikke havde så lang tid tilbage; og det at jeg rejste alene var både den fedeste ting, men også den hårdeste, fordi man hver gang man kommer til et nyt sted, skal gøre en kæmpe indsats for at komme folk ved. Altså, det er ret let egentlig, men det kræver alligevel en del energi. Når man rejser med nogen behøver man ikke på samme måde at investere energi i nye mennesker hele tiden – og det er både godt og dårligt. 

Jeg er bestemt ikke ked af at rejse alene – faktisk tror jeg, at det er det jeg foretrækker, men alligevel, så har jeg virkelig nydt at følges med andre. Det der har fungeret bedst for mig har været at følges med andre, der havde deres egen bil og deres egen frie vilje, ment på den måde, at begge “grupper” har haft friheden til at gøre, hvad man hver især havde lyst til, og så samtidig havde vi hinanden. Det har været enormt positivt!