Torsdag den 5. juli 2018
På min fars hyggelige terrasse med en strålende sol over mig og masser af solcreme på kroppen
Ved hvad jeg vil kalde et rent lykketræf, begyndte jeg for cirka 16 år siden, som 12-årig, at læse 7 år i Tibet. Jeg har ikke læst den en eller to gange, jeg tror jeg er oppe på en ti gange. Det er nok en af de bøger der har gjort størst følelsesmæssigt indtryk på mig (og jeg har læst mange, mange bøger) – og dén bog, det var faktisk nok mit første møde med uretfærdighed. Hvorfor jeg faktisk fattede interesse for den her bog som 12-årig kan jeg ikke sige, for min interesse på daværende tidspunkt drejede sig om hverken bjergbestigning, biografier/memoirs eller Asien. Men jeg blev alligevel fanget. Mens jeg sad på mit skriggrønne værelse med det kongeblå gulvtæppe på Sdr. Stationsvej i Slagelse, lyttede jeg til Westlife og læste 7 år i Tibet – til langt ud på natten; jeg lod som om, at jeg sov når min mor tjekkede inden hun gik i seng. Jeg kunne ikke slippe den. Og efterfølgende skrev jeg utallige skolerapporter om Tibet, ligesom jeg læste utallige artikler om emnet.
Det var noget der rørte mig dybt og det er faktisk måske nok den eneste sag, jeg i hjertet brænder rent for (børn og dyrs rettigheder står dog også stærkt i mit hjerte, men jeg hentyder til de her idealistiske sager som man kan blive opslugt af). Jeg har lige været i et tibetansk kloster i en hel måned, jeg har spist tibetansk mad og jeg har stået i et land med grænser til Tibet, og jeg har haft den vildeste oplevelse. Ville det have været sket uden min, dengang, tilfældige læsning af 7 år i Tibet? Jeg kan godt tvivle på det, og derfor er jeg så endnu mere dybt taknemmelig for bognørden i mig 😉
Jeg har nu været hjemme i et stykke tid, og jeg har stadig svært ved at forstå, at jeg faktisk har været afsted og jeg har endnu sværere ved at forstå, at jeg er kommet hjem igen. På nogle punkter er det den bedste følelse i hele verden at være hjemme igen, og på nogle andre punkter er det bare det meste triste i hele verden. Jeg har haft nogle vidunderlige måneder, hvor jeg virkelig har oplevet, hvor jeg har udfordret mig selv hver dag, og hvor jeg virkelig har lært meget om mig selv og om mine egne værdier. Jeg føler, at jeg er blevet et mere helt menneske, og at jeg faktisk ved i hvilken retning jeg vil med mit liv når det kommer til de mere personlige aspekter. Jeg føler mig stærk. Og fri. Og jeg er så bange for at miste, hvad jeg har fundet i mig selv. Jeg kan stadig blive forundret over, at jeg helt alene har oplevet nogle af de ting jeg har oplevet og jeg er virkelig stolt af mig selv.
Når det så er sagt, så vil jeg tilføje, at det faktisk har været virkelig hårdt at komme hjem igen, for jeg bor hos min far og min mor lidt på skift, fordi jeg ikke har et sted at bo selv endnu. Jeg bor derfor i en kuffert og rejser frygtelig meget frem og tilbage. Jeg føler mig lidt som en parentes, der svæver rundt i luften uden noget egentligt formål samtidig med, at jeg skal forholde mig til en masse mennesker og deres forventninger til mig. Det lyder måske fjollet, men det er faktisk hårdt, for jeg har levet de sidste 4,5 måned med kun mine egne forventninger over mit hoved. Jeg skulle ikke tage stilling til andet end, hvor jeg ville sove, hvad jeg ville spise og i hvilken retning jeg synes kunne være spændende at gå. Herhjemme har man bare – uanset hvordan man ellers vender og drejer det – ansvar på en anden måde, og folk vil altid have forventninger til en. Der vil også altid være krav om at være “voksen” (betal regninger, gør rent, vask tøj, ordn alle mulige praktiske ting). Samtidig vil jeg så sige, at fordi jeg jo bor hos mine forældre, så er jeg faktisk enormt priviligeret, for de har virkelig gjort alt, hvad de overhovedet kunne – og mere til – for at jeg kunne have det godt. Og jeg er dem dybt taknemmelig!
Jeg er jo skilsmissebarn og havde, da jeg var yngre, som jeg tror mange skilsmissebørn, en barnlig drøm om at mine forældre en dag skulle finde sammen igen … sådan var min drøm for en del år siden, nu lyder den mere på: jeg drømmer om at have nogle dejlige dage med min søster og mine forældre sammen, hvor alle er glade, og hvor vi hygger os sammen, bare os fire. Det kan måske lyde som en urealistisk drøm, men mine forældre er de sejeste i hele verden, og jeg elsker dem for det. Nu skal I høre:
Da jeg landede i København den 12. juni klokken meget tidligt om morgenen, havde min far og søster kørt hele vejen fra Odense til Kastrup, og min mor havde kørt hele vejen fra Kalundborg. Der stod de alle tre og ventede på, at jeg kom ud af flyveren med min gigantiske rygsæk. Og de var der bare. Og jeg havde ikke bedt dem om det, de havde selv arrangeret det – som om, at de kendte til den største drøm i mit hjerte. Vi havde den bedste formiddag sammen den dag og det var, hvad jeg vil kalde komplet lykke fra min side af.
For at runde det her indlæg af på en mindre tung måde, vil jeg nævne nogle ting, som jeg ikke savner ved at være afsted – her primært og næsten udelukkende med fokus på Nepal:
- Jeg savner ikke, at jeg skulle dække knæ og skuldre i heden
- Jeg savner ikke, at jeg bliver ufrivilligt filmet og taget billeder af
- Jeg savner ikke, at det er lidt et sats at hoppe på ethvert transportmiddel
- Jeg savner IKKE, dal bhat
- Jeg savner ikke, at rense ansigt og indse, at jeg har, hvad der minder om, et tykt lag støvfarvet foundation på
- Jeg savner ikke ustabile internet-, vand- og strømforsyninger
- Jeg savner ikke snavset
- Jeg savner ikke, at savne mine venner og min dejlige familie!