Gennemse Forfatter

Anne

Lærerstuderende med en bachelor i litteraturhistorie og et drive for at hjælpe mennesker omkring mig.

Jeg kan godt!

Torsdag den 15. marts 2018

Starbucks i Queenstown – men kun fordi der er to timers gratis wifi

Hvordan kan man sige pænt til andre mennesker, at man gerne vil være alene? Sådan, uden at såre dem, for ved at sige, at man gerne vil være alene, så vælger man jo aktiv det andet menneske fra, og hvis det ikke bliver sagt på en pæn måde, så ender man måske med at gøre den anden ked af det. Samtidig kan det også være slemt nok, hvis man går og ikke er tilfreds på grund af den anden. Grunden til de tanker her er, at jeg nu har rejst med de to piger i cirka halvanden uge, og jeg er allerede ved at være klar til at skulle være alene igen.

… og det var sådan jeg skrev for en uge siden – jeg nåede ikke længere, fordi pigerne pludselig skrev, at de var klar til at blive hentet. Så nu:

 

Torsdag den 22. marts 2018

Manor House Backpackers i Dunedin, i rar grøn lænestol i fællesstuen

De tanker, der fyldte meget for en uge siden, og det dilemma jeg kæmpede med indeni og den ondt i maven jeg havde over det, endte faktisk med at løse sig af sig selv. Jeg ville nemlig gerne sydpå, men pigerne ville gerne direkte fra Queenstown til Dunedin, så de endte med at leje deres egen bil. Før det skete havde vi dog lige nogle lidt specielle oplevelser sammen, som jeg vil dele herinde.

Først tog vi til Te Anau, hvor vi camperede for at kunne tage den tidlige båd i Milford Sound. Det havde regnet om natten og meget typisk for mig og camping, så fandt vi ud af, at to ud af tre telte var utætte – og det var selvfølgelig det mindste telt der var vandtæt. Det betød en meget kold nat, der var rimelig fugtig, uf. Så jeg var totalt træt, da vi skulle afsted lidt over 6 om morgenen igen. Jeg blev nødt til at bede pigerne om at snakke med mig så jeg kunne holde mig vågen. Det var faktisk nok ikke helt forsvarlig at køre lige dér, men der skete heldigvis ikke noget. Og man kan spørge om, hvorfor de ikke kørte: det kunne de ikke, fordi jeg har den billige forsikring, der kun dækker, hvis andre førere end mig, har internationalt kørekort og ikke har haft skader i tre år. Ingen af pigerne kunne opfylde kravene.
Anyways. Det var en vildt flot tur, det var meget koldt og meget blæsende, men det var bare en dejlig sejltur! Helt klart anbefalelsesværdig! Når bjergene pludselig åbner sig og man kan se tusindvis af vandfald, der ser totalt magiske ud, så mister man pusten og det er helt ligemeget, at det er mega koldt og blæsende. Vi så sæler ligge og hygge sig på klipperne, og vi så en Kea, en alpin papegøje, der er fredet – den var meget nysgerrig, så det var ret sjovt!

Efter turen til Te Anau valgte vi at køre hele vejen tilbage til Queenstown og Arrowtown, fordi der kunne pigerne leje en bil OG vi havde mulighed for at bo hos en couchsurfer i nogle dage, hvilket vi gerne ville køre for (gratis seng, gratis bad og spændende selskab). Mor og far, den historie, der burde komme her, er nok ikke noget for jer at høre lige nu, så den kommer senere når jeg er færdig med at couchsurfe for den her gang (jeg vil gerne have lov til at blive ved med at rejse rundt, og det er lidt pinligt, hvis min mor og far kommer og henter mig hjem 😉 ) … men bare rolig, det er ikke en særlig farlig historie, det er bare en historie, der er lidt svær at tro på!

Pigerne og jeg skiltes som venner, og mit dilemma havde løst sig selv: jeg slap for at sige, at jeg ikke ville rejse med dem mere, og sidder med en positiv følelse indeni.

Da vi havde været i Queenstown, og pigerne havde camperet ude og jeg havde valgt at bo på et hostel, mødte jeg to fyre fra Israel, der bare var mega søde! Vi drak nogle øl sammen og spillede nogle spil sammen, og blev enige om, at det var en god ide at se syden sammen. Så de endte faktisk med at slutte sig til mig – i deres egen bil. Vi kørte ned for at se en strand tæt på Invercargill, hvor vi også overnattede i telte, og dagen efter tog vi videre mod the Catlins, hvor vi så en søløve helt tæt på, en masse sæler OG en pingvin! Altså, pingvinen kunne kun ses igennem en gigantisk kikkert, men vi så den og følte os meget heldige – for det er en meget sjælden pingvin.


Det var faktisk dejligt forfriskende at rejse rundt med drengene, fordi det bare er noget helt andet at være sammen med drenge end piger. Drenge er altså bare nogle gange lidt mere ukomplicerede og nogle gange meget sjovere at være sammen med. Ikke at sige, at jeg ikke kan lide at rejse med piger – det er bare en helt anden oplevelse, og når man er piger, der rejser sammen, så er man næsten nødt til at have en virkelig god kemi før det er en super oplevelse. Ellers kan der nemt opstå gnidninger. Det er i hvert fald min erfaring.

Da tiden kom til, at jeg skulle skilles fra drengene blev jeg helt rørt, for 1) det havde været nogle virkelig sjove dage og 2) for første gang overhovedet skulle jeg være HELT alene på min rejse. Ingen planer om at mødes med andre og kun mig til at bestemme. Præcis, hvad jeg havde ønsket mig, men samtidig også en smule skræmmende… for… hvad nu?
Drengene kørte før mig, for jeg kunne ikke lige bestemme mig for om jeg skulle tage til Dunedin eller om jeg skulle tage ud i naturen. Noget i mig sagde, at jeg havde brug for at være væk fra byen lidt, men jeg kunne også mærke, at jeg havde brug for at falde lidt ned efter en del uger, hvor jeg faktisk ikke rigtig har haft mig-tid. Så jeg tog til Dunedin, hvor jeg så stadig er. Og jeg er virkelig glad for, at jeg tog den beslutning! Vejret endte med at regne rigtig meget og det er blevet rigtig koldt! Og så har jeg haft nu to dage, hvor jeg kunne være mig, bruge lidt tid på at tænke og mærke mig selv igen, hvilket har medført, at jeg endelig har booket mig på et yoga-hold i aften. Jeg tror, at det er præcis, hvad jeg har brug for nu.

Jeg kan mærke, at jeg har en speciel følelse i kroppen, og jeg kan ikke helt forklare, hvad det er. På den ene side føler jeg mig lidt vemodig tilpas og på den anden side føler jeg mig rigtig glad. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg faktisk føler mig mæt på oplevelser. Jeg har haft svært ved at rumme alle de ting jeg har set de sidste par uger, fordi jeg ikke har haft tid til at lade det synke ind. Og det er ved at synke ind nu, sammen med erkendelsen af, at jeg kun har 15 dage tilbage på New Zealand. En anden erkendelse er, at jeg måske rent faktisk har nogle ting med hjemmefra, som jeg skal se lidt på indeni mig selv – jeg ved stadig ikke helt, hvad det er, men noget er der, og det vil jeg bruge lidt tid på. Tid på at være god ved mig selv, mærke mig selv og lytte til, hvad jeg har brug for.

Og så vil jeg lige indskyde, at jeg faktisk lidt nyder at være inde i byen igen, hvor der er kaos og orden, hvor jeg ikke skal tage mig af vanvittig natur og andre ting at se på, hvor jeg kan tage lange varme bade på rene og pæne badeværelser. Hvor jeg bare kan svæve rundt i min egen verden uden at skulle tage stilling til andet end, hvad jeg vil have at spise og hvornår jeg gider stå op om morgenen. MEN, i morgen skal jeg afsted på natur-tur igen – ud og se albatrosser, sæler og forhåbentligt nogle flere nutttede pingviner! Jeg glæder mig, for jeg tror, at det bliver mega fedt at tage på natur-tur alene, og de siger at det ikke skal regne i morgen, så det håber jeg på og regner med at sove i telt derude (ja, mor og far, det er en god campingplads, hvor man betaler for at bo, og hvor der er rigtig mange andre mennesker, bare rolig 😉 )

Det primitive liv

Søndag den 11. marts 2018 klokken cirka 16.42

Bagsædet af min bil (frivilligt placeret der, for at skrive det her), et sted på vejen fra Fox Glacier mod Haast og Wanaka

Jeg…. HADER… sandfluer! Af hele mit hjerte hader jeg dem. Og de elsker åbenbart mig. Jeg har så mange bid fra de elendige møgdyr, og de gør pokkers ondt at blive bidt af! OG min effektive myggespray virker kun delvist. OG de klør og er ømme HELE tiden. De er simpelthen en pest!

Det var rart lige at få ud 😉

Ja, som sagt er jeg på bagsædet af min bil. En fransk pige har sluttet sig til os, hvilket faktisk er lidt en lettelse. Det er rart at være tre, for så er det mere okay at trække sig indimellem og ingen skal helt på samme måde gå på kompromis. MEN…

… her begynder jeg så at blive meget udfordret, for begge piger er rendyrkede backpackere, hvilket rent faktisk betyder, som jeg har nævnt før, at man er lidt ligeglad med at være ren. Den ene pige nægter eksempelvis at vaske fingre/bruge alkogel efter toiletbesøg, ingen af dem føler behov for bad hver dag – den ene er særligt slem. Og hun er desuden også ligeglad med at hendes tights er gennemhullede (også på bagdelen så man kan se hud/trusser). Det værste af det hele er dog, at de begge er helt ligeglade med at sove på en “campingplads”, der umiddelbart mest bare er en grusvej, brugt til gennemkørsel, med lidt græs ved siden af. Og de er helt ligeglade med om der er toiletter. Det har jeg simpelthen bare svært ved at synes er fedt: så gider jeg godt betale $10 for plads ved sø med toiletter og håndvask. Så lige i dét øjeblik med grusvejen fik jeg øvet min sig-fra-evne. Og det føltes SÅ godt! For jeg sagde til dem, at jeg måske var på et andet budget end dem, og at jeg altså ikke havde noget imod gratis og primitive campingsteder, men at jeg ikke gider bruge min rejse på at sove steder der er direkte skodagtige. Det accepterede de, og da vi kom til den plads jeg foreslog sagde de begge, at de faktisk var glade for, at vi var taget derhen.

På én måde synes jeg, at det er mega hyggeligt at campere, jeg har bare svært ved ikke at kunne tage bad hver dag. En anden udfordring, der skræmmer mig lidt (jeg troede faktisk ikke det var noget der ville ramme mig), det er, at der mange steder på vestkysten, hvor der slet ikke er nogen mobildækning. Som i INGEN dækning overhovedet. Jeg får næsten en åååh-nej følelse i maven og føler mig pludselig totalt isoleret fra resten af verden. Det viser sig så efter ti minutter, at det faktisk på en måde er ret rart, for jeg kan slet ikke komme til at forholde mig til, hvad der sker på den anden side af jorden eller i andre dele af New Zealand. Jeg er bare mig i nuet, hvilket kan give nogle ret fede oplevelser, for her finder man ud af, at man selv skal gribe bolden og gøre noget for det. Det skete eksempelvis i går aftes, (efter at have fundet et rart sted at campere ved en strand), og efter aftensmaden, hvor den italienske pige gik i seng… selvom klokken kun var lidt over 9. Jeg valgte at blive oppe med den franske pige, og vi faldt i snak med nogle andre. Fordi man er så langt udenfor lands lov og ret, og fordi der er minimum 100km til nærmeste lygtepæl, så er der RIGTG mange stjerner! Altså, rigtig mange stjerner! Jeg har aldrig set noget lignende, og der var ingen måne! Vi valgte selvfølgelig at gå ned på stranden og kigge på stjerner, og det var bare helt fantastisk! Det var vildt rart at snakke med andre mennesker igen (andre end dem jeg har rejst med), og så var det bare så flot. Vi så en masse stjerneskud, og ønskede en masse ønsker – så nu må vi se om nogle af ønskerne bliver opfyldt 😉

Jeg vil lige tilføje en lille ting: der er så enormt koldt at jeg ikke har kunnet sove ordentligt de sidste par dage, så jeg skal have fundet en løsning på dét problem. I forhold til hår og makeup vil jeg altså lige sige, at tørshampoo er guld værd! Jeg elsker det! Min makeup er skåret ned til en absolut minimum mængde mascara, hvilket jeg godt kan leve med (det er så nemt!). Og da pigerne så min hårtørrer blev de rigtig glade, for den franske pige har ikke brugt sådan en de sidste par måneder (jeg sagde jo, at jeg ville blive glad for at jeg tog den med) 😉

Frihed, frihed og frihed!

Tirsdag den 6. marts 2018

I en sovepose på en yogamåtte i et helt nyt grønt telt på en mark i Karamea

Min sidste uges tid har været rimeligvis både begivenhedsrig og ubegivenhedsrig. Jeg har brug det meste af tiden i Nelson, hvor jeg har været en del sammen med Emelie. Nelson er kendt som New Zealands mest solrige by… det var bare ret overskyet mange af dagene, hvilket var ærgerligt, fordi der er faktisk ikke ret mange ting at lave i en by der er bygget op om udendørsaktiviteter når vejret ikke er til det. Jeg vil dog sige, at det samtidig har været enormt dejligt ikke at skulle noget – for jeg har også boet på det samme hostel hele ugen, hvilket har givet mig en dejlig ro!
En af dagene mødte jeg en hollandsk pige, Zoë, som var et super interessant menneske! Vi brugte en hel dag sammen, og fordi vejret var skodagtigt, og fordi vi begge var meget trætte, så valgte vi at købe masser af chokolade og kiks, og så satte vi en film på! Det var så hyggeligt og faktisk næsten helt underligt at bruge tiden på noget så “uoplevelsesagtigt”, men det sjove er jo, at det netop også er en oplevelse: man behøver ikke at suse rundt overalt for af føle, at man oplever noget!

På en af mine alene-dage vandrede jeg, i solskin, op til Centre of New Zealand. Det var en lille tur på cirka 20 minutter hver vej, men den sidste tredjedel af turen var voldsomt stejl (overdrivelse fremmer forståelsen!), og fordi solen var ret skarp (ingen overdrivelse), var det bagende varmt at komme det sidste stykke vej. Da jeg endelig nåede toppen blev jeg mødt af en vildt fantastisk udsigt! Overalt omkring mig kunne jeg se så langt øjet rakte; bølgende grønne bjerge i alle mulige nuancer, en lille flok køer, der pænt stod og græssede på en skråning, havet der glitrede i solens stråler og byen Nelson i al byagtigthed. Der var en fyr, der sad på græsset med sin guitar og spillede og sang. Det var vildt idyllisk, og selvom han sang ret så falsk, så følte jeg bare glæden boble i maven, og jeg lagde mig ned i græsset og nød verden i det øjeblik!

Den sidste dag jeg havde i Nelson, brugte jeg sammen med Emelie. Vi var så heldige, at solen for alvor skinnede, så vi hoppede ud i min bil – som jeg endelig fik tilbage (tillid til andre mennesker kommer man langt med!), og så kørte vi på stranden. Dagen var totalt perfekt, og det gjorde også bare, at da vi skulle sige farvel, så var det endnu mere trist. Men, vi skal ses når vi kommer hjem igen – når vi har mulighed for at tage til henholdsvis Sverige eller Danmark.

Dagen, hvor jeg tog fra Nelson, valgte jeg at køre til Cable Bay, et sindsygt smukt sted, hvor man kan vandre op på en mark på et bjerg (eller en meget stor bakke) og få den vildeste udsigt over Cable Bay. Man vandrer mellem de vildt nuttede får, der går og spiser græs, og man kan se vandets mange blågrønne nuancer. Turen derhen var min første tur alene i bilen. Jeg var helt vildt nervøs til start, men det viste sig, at det faktisk er blevet ret naturligt for mig at køre i den anden side af vejen! Og da jeg lagde mærke til det samtidig med, at jeg kørte op ad en mega idyllisk vej med den flotteste udsigt, hvor der løb et lille forvildet får foran mig, begyndte jeg virkelig for alvor at boble indeni. Jeg kunne bare mærke, hvordan min krop nærmet følte, at den kunne flyve! Jeg elsker min frihed!

Om aftenen den aften skulle jeg mødes med en ny rejsemakker, fundet gennem facebook. Hun viste sig at være rigtig sød – men lidt svær at forstå. Hun har rejst rundt på nordøen et stykke tid, og slår sig op på ikke at bruge penge på “unødvendige” ting. Derudover har hun camperet hele vejen (freedom camping = 0 kr).
Den første aften med hende gik dog ikke helt som planlagt, for jeg havde jo brugt en uge i .nelson, og vidste derfor ar vejene var spærrede op mod Abel Tasman National Park (vi havde aftale at tage en endagstur derhen), men han sagde, at hun havde tjekket og at vejene var åbne. Hun havde fundet en gratis campingplads nordpå tæt på Abel Tasman og jeg havde købt mig et nyt telt. Spændt på at prøve det af, kørte vi nordpå ret sent på aftenen … og stødte på skiltet “Road closed”, hvilket i sidste ende betød, at vi blev nødt til at sove i bilen på en gratis parkeringsplads, for der var mere end en times kørsel tilbage til nærmeste overnatningsmulighed. Lige dér kunne jeg føle noget irritation stige op i mig, men jeg lod det ligge lidt, for nogle gange er det en god ide liiige at mærke efter – desuden kunne jeg ikke gøre noget ved det lige på det tidspunkt.

Vi endte med ikke at tage til Abel Tasman, for der blev jeg lidt nærig: $100 for én dag fordi vejene var lukkede – og i bund og grund gav det os adgang til (meget lækker) strand og noget pæn skov, men på det tidspunkt tror jeg faktisk mest at jeg var påvirket af at have sovet ekstremt dårligt, være sammen med en fremmed som, føle at jeg skulle virke en smule overskudsagtig for ikke at give hende indtryk af at jeg er sådan en sur og irritabel person (dårlig søvn gør dog intet godt for mig har jeg fundet ud af på den her tur). Pointen er, at Abel Tasman for mig den dag ikke var pengene værd, jeg ville bare væk fra det område og komme videre.

Dagen endte da også med at blive rigtig god, og vi fandt en hyggelig familieejet kro, hvor vi kunne slå vores telt op (i haven, ikke i kroen).
Jeg kan beskrive landskabet vi så den dag på den nordøstlige sydø, men jeg vil hellere bare sætte nogle billeder ind, for det var helt magisk!

Jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at være at rejse på den her mere primitive måde og så med TO piger. Jeg er jo en, der godt kan lide at passe på mine penge, men tiden sammen med Emelie har samtidig lært mig, at man kan finde rigtig stor glæde ved at bruge penge på ting man har lyst til, og bruge penge på ting, der kan forsøde livet lidt – eksempelvis vores ture på restaurant, hvilket var relativt dyrt nogle dage, men alligevel var det så dejligt, at det var alle pengene værd! Derfor kan jeg sige, at jeg nået til den erkendelse af, at jeg simpelthen ikke gider spare på alt. Det lyder fjollet måske, men jeg kan mærke, at jeg ikke vil gå på kompromis med min rejse. Jeg synes simpelthen ikke det er de dollars værd (hentydning til både campingoplevelsne med drengene, og overnatningen på parkeringspladsen); vi kunne have 1) kontaktet en couchsurfer/AirBnb eller 2) betalt $20-ish dollars for et hostel. Jeg siger ikke, at jeg vil spendere uden at tænke, jeg siger bare, at jeg vil give mig selv mulighed for at gøre, hvad jeg har lyst til, og give plads til selvforkælelse!

Det jeg vil kalde min “økonomiske erkendelse” går fint i tråd med min følelse af frihed. Jeg føler mig ikke bundet af tanker som “åh nej, dét har jeg ikke råd til…”, og det betyder, at jeg ikke begrænser mig selv.
Og noget jeg har oplevet et par gange på min rejse: følelsen af boblende glæde i min mave når jeg er et sted og i øjeblikket oplever magi – det løfter mig op og gør, at jeg faktisk føler mig gennemsyret af lykke.

En smule af Danmark i New Zealand

Mandag den 26. februar 2018

På en meget gyngende Bluebridge Ferry et udefinerbart sted mellem Wellington og Picton omgivet af virkelig flot natur

Så langt, så godt! Jeg er på vej igen – og det var jo slet ikke skræmmende at tage en beslutning (det finder jeg ofte først ud af når jeg HAR truffet den) 😉
Jeg ville faktisk have været med færgen i går, søndag, men den var booket, og desuden ville Olivias forældre gerne have mig til middag – så derfor endte det med at blive til i dag.

Alt i alt har jeg brugt en god uge i Wellington: New Zealands hovedstad, der er meget mindre end Auckland. Den er bare tifold mere tiltalende! Det er faktisk nok en by jeg godt kunne bo i, hvis jeg skulle flytte til udlandet – Wellington til hverdag og Napier om sommeren.

Den stærkeste oplevelse jeg har haft i Wellington var på Te Papa – New Zealands nationalmuseum. De havde en udstilling over Gallipoli (hvor New Zealand deltog i første verdenskrig). Jeg var derinde med Emelie, og vi endte begge med at begynde at græde. Det var så rørende en udstilling, fordi de havde brugt rigtige menneskers fortællinger og billeder, og samtidig var det hele så håndgribeligt, at det på en måde virkede virkeligt. (Jeg fik senere at vide, at det faktisk er Peter Jackson, der har lavet udstillingen). Det er sådan nogle museumsoplevelser, at jeg mener, at alle burde opsøge eller blive tildelt, hvis det giver mening. Hvis man tillader sig selv det, vil man kunne blive revet med af historien og dermed virkelig forstå, hvad der er sket.

Jeg havde været lidt nervøs for sejlturen i dag, for vejrmændene havde lovet stormvejr og dermed et ret slemt sejlvejr (hvilket jeg ikke er stor fan af, da jeg har tendens til søsyge) – så jeg tog mig en søsygepille som indtil videre har gjort underværker, for færgen har virkelig gynget!
Da jeg havde fundet min plads på færgen begyndte jeg at se mig omkring, og jeg faldt over et digt skrevet på væggen. Jeg læste det et par gange, for der var noget underligt ved det. Og så gik det op for mig, at det stod på dansk!

Tangskoven svajer som odaliker
undersøiske skøjteprinsesser
de lokker for os
Som de sirener
der nærmest gjorde Odysseus sindsyg
og næsten fik ham til at kaste sig ud
(Peter Poulsen, 2007)

Det var en meget mærkelig oplevelse! Senere lagde jeg mærke til, at instruktionen til at skylle ud på toilettet også stod på dansk, og at cafeteriet hedder Bornholm. Jeg spurgte, og ja, det er åbenbart en dansk færge!

Middagen hjemme hos Olivias forældre var rigtig fin, og de havde hejst Dannebrog og dekoreret spisebordet med flag. Det var bare en så spøjs og rar følelse – tænk at man kan få det på den måde på grund af et lille flag.

En ting jeg har lagt mærke til ved folk fra New Zealand er, at de er enormt venlige, gæstfrie og hjælpsomme, men at de ofte ikke er særligt nærværende og at de ikke helt har begreb om at hygge sig og sidde for at nyde et godt måltid mad. Det er en helt anden kultur, og det er noget jeg virkelig har skullet vænne mig til.

Wellington har budt på en masse vind. Blandt andet en tropisk cyklon – men det er de vant til her, så det betød åbenbart ikke så meget. Mine solbriller endte dog med at blive fanget af vinden i går (de sad i mit hår), og så fløj de bare afsted; gennem folks ben og forbi ligeglade måger. Jeg fangede dem til sidst, men skruen i den ene stang var forsvundet. Suk. I det øjeblik forstod jeg for første gang ordsproget: Hold på hat og briller.
Såååh, nu skal jeg på solbrillejagt!

En anden ting som Wellington har budt på, er bevis på efterår! Ligesom med tidsforskellen, kan min hjerne heller ikke helt forstå, at det er omvendte årstider – så da jeg fandt et kastanjetræ med kastanjer omkring sig, blev jeg mildest talt forvirret. Men jeg blev alligevel så glad, for jeg kan faktisk rigtig godt lide kastanjer!

Det er rart, når man er så langt væk fra derhjemme at få påmindelser om det man kender: en sang i radioen, Dannebrog der blafrer i vinden, eller endda en hel færge, der er dansk. Det gav mig en rigtig dejlig følelse i maven – og jeg føler mig totalt klar til at begynde mit eventyr på sydøen!

(Vil lige indskyde, at der faktisk er en lille by syd for Napier, der hedder Dannevirke – og ja, den er opkaldt efter Dannevirke derhjemme, men ingen hernede ved, at det er dansk.)

Update på tøj, hår og make-up: so far er jeg stadig enooormt glad for at jeg har taget min hårtørrer med – den har reddet mig føler jeg. Men… det er ligesom om, at vandet er så anderledes end det danske vand, at mit hår ikke helt ved, hvordan det skal reagere – det er sådan lidt sjovt puffet og samtidig helt fladt – så i et forsøg på at få det til at se lidt mere normalt ud har jeg skiftet skildningsside. Og så ville jeg faktisk gøre rigtig meget for et glattejern!!!
Jeg savner lidt mine kjoler når det er godt vejr, men som regel viser det sig faktisk, at shorts er det bedste valg, for det har en tendens til at blæse ret meget her (Wellington). Jeg vil dog sige, at noget af det jeg savner aller mest (tøjmæssigt) er pænere tøj til hvis jeg skal ud og spise eller sådan noget – for det er lidt gået op for mig, at jeg altså godt kan lide det en lille smule luksus-agtigt. Jeg vil ikke definere mig som en “flashpacker” (nyt ord jeg lige er blevet introduceret til: restaurant-spisende, meget ren, pæne hostels og en del flere penge at gøre godt med ), men jeg er heller ikke helt en backpacker (med sorte fødder og meget uvasket hår og ingen penge) – jeg er lidt en blanding.

Og min nakkepude – jeg HAR faktisk brugt den en del… vil jeg bare lige sige 😉

Store tanker

Lørdag den 24. februar 2018

På en bænk doneret af George og Alexandra Angelou i Wellingtons Botaniske have

I mandags, da jeg skulle forlade Napier, var det med en meget vemodig følelse i maven; weekendens magi var ovre og den “almindelige” hverdag skulle til at begynde igen. Ovenpå al magien, overfloden og lykkeligheden blev jeg slået rigtig hårdt i hovedet af virkeligheden; New Zealand er faktisk et land med ret mange udfordringer. Der er en del bandeproblemer, børn der lever i fattigdom, hvor forældrene ikke har råd (eller prioriterer at have råd?) til sko og overtøj, så børnene må gå barfodede i skole – selv om vinteren. Mange børn, særligt fra Maori-familier, lever med vold i hjemmet og flere børn går også sultne i skole. Det der slog mig den dag, var et lille skilt i et supermarked, hvor der stod, at man kunne købe to pakker tamponer og donere den ene pakke, fordi mange unge kvinders forældre ikke har råd til at købe sådan noget som bind og tamponer, og derfor bliver pigerne hjemme fra skole. Det er for mig helt, helt forkert – og de kostede ikke engang $5 (ikke engang 25 kr).
Når jeg rejser kan jeg godt lide at snakke med de lokale for at opdage anderledeshed, be-eller afkræfte fordomme og få nye perspektiver på mit eget liv – og de sidste par uger har virkelig været givende på den front. Jeg har en oplevelse af, at jeg generelt, når jeg rejser, oplever at jeg føler mig enormt taknemmelig for at være så heldig at være blevet født i Danmark og dermed have adgang til alle de goder vi har; ja, der er bestemt ting, der kunne være bedre hjemme, og ting der til tider er kritiske – men som udgangspunkt har jeg en følelse af, at grunden til, at vi kan være et af de lykkeligste folk i verden er, at vi ikke behøver at bekymre os om noget. Nogle gange glemmer jeg det – jeg tager det for givet, men når jeg rejser, så oplever jeg, at min horisont bliver så meget større og at jeg faktisk er glad for at være dansker.

Jeg kom til Wellington i mandags, hvor jeg skulle bo hos en pige som har boet hos min mors kusine. Pigen hedder Olivia og hun har samme alder som mig – og er også nyuddannet som lærer.
Hun er en super sød pige, og jeg er enormt glad for, at hun inviterede mig til at bo hos hende. Udfordringen har dog været, at hun bor mere end en time fra Wellington, hvilket har betydet, at jeg skulle med toget hver dag. Det er okay, og udfordringen viste sig først i fredags, da jeg mødtes med Emelie (den svenske pige fra Sverige) om aftenen til ølsmagning (en selvsrrangeret ølsmagning, hvilket vil sige, at vi gik fra bar til bar selv). Anyways – mit sidste tog gik klokken 01.05 (lidt tidligt) og det missede jeg selvfølgelig, fordi vi glemte at holde øje med klokken. Jeg endte med at nå den første bus klokken halv fem. Jeg må have set lidt træt ud i bussen, for der kom en pige/dame hen til mig og sagde: “I have something that can make you feel so much better – MDMA is just wonderful!” Det takkede jeg dog pænt nej til 😉 Jeg skulle af ved det sidste stop, og inden jeg gik ud af bussen, spurgte buschaufføren, hvor jeg skulle hen. Han spærrede øjnene op (jeg skulle gå cirka 5 kilometer fra bussen) og så sagde han, at jeg skulle blive i bussen, for så ville han køre mig hjem. Det var jeg enormt taknemmelig for!

Mine dage i Wellington har været en smule specielle, og det er svært at forklare præcis hvorfor jeg har haft det sådan. Måske har det noget at gøre med, at weekenden i Napier var så speciel, måske har det noget at gøre med, at jeg har boet ét sted i så lang tid mens jeg har været her… og måske har det noget at gøre med, at jeg faktisk er en smule nervøs for min næste del af rejsen. Det at skulle til sydøen, booke færgebillet og finde ud af om jeg skulle blive i Picton eller tage direkte til Nelson har været rigtig svært. Og muligvis har det været svært, fordi jeg ved, at sydøen byder på en forandring i min måde at rejse på: jeg får min bil tilbage, hvilket betyder, at jeg kan køre hvorhen jeg vil, men samtidig er jeg faktisk helt alene. Jeg skal selv køre i bjerge, i den forkerte side af vejen og jeg skal selv planlægge præcist, hvor lang tid jeg vil være hvor, og samtidig også sørge for at jeg faktisk når til Christchurch, og at jeg kan få solgt bilen. Det er min hjerne der er på overarbejde. For alle de ting ender med at falde på plads løbende. Sandsynligheden for, at jeg ender med at rejse helt alene hele tiden, er nok meget lille, desuden er der masser af folk, der ved hvordan man kan sælge biler. Det føles bare som om jeg er et meget lille menneske i en meget stor verden.

Min frihed synes stort set uendelig – det er bare op til mig selv at udnytte den!

Tilbage til de brølende 20ere

Søndag den 18. februar 2018

På et håndklæde et sted på Clive Square i Napier omringet af palmetræer og blomster i alle farver, med en strålende sol over mig

I bussen til Napier mødte jeg en svensk pige, Emelie, på min alder, som fortalte mig, at der var Art Deco-festival i byen i weekenden. Jeg havde lidt regnet ud, at der skete noget i byen – for jeg havde ikke kunnet finde et overnatningssted (det fandt jeg først ud af efter at jeg havde booket busbilletterne). Jeg anede i bund og grund ikke, hvad der skulle ske, men Emelie fortalte mig, at der ville være en masse musik og udklædninger og sådan. Jeg tænkte, at det nok bare ville være som enhver anden lille byfest…

Da jeg steg af ud bussen i fredags i Napier, trådte jeg direkte ud i 30 grader og voldsomt solskin. Jeg begyndte min vandring mod Shakespeare Road mod mit hostel (som jeg meget overraskende havde kunne booke aftenen før til en rimelig pris) – udfordringen var blot, at jeg åbenbart var kommet til at booke et ophold til marts i stedet for februar, men det fandt jeg selvfølgelig først ud af, da jeg var kommet derhen. Og ALT i byen var booket (bortset fra et meget dyrt hotel som jeg ikke videre havde lyst til at betale for). Heldigvis var damen i receptionen mega sød og hun ringede rundt til andre hostels for at se, om der var nogen, der tilfældigvis havde en seng i overskud. Det var der – jeg var bare virkelig heldig. Det var dog et lidt underligt sted, for det var et hostel, hvor man bor hvis man er her i længere tid for at arbejde, så det er backpackeres semi-permanente hjem… På grund af det, var jeg enormt glad for at have mødt Emelie, for det er ikke så tit, at langtidsbeboere gider investere tid i rejsende, der bare kommer forbi nogle få nætter.

Efter et tiltrængt bad besluttede jeg mig for at vandre rundt i byen og se mig omkring. Først begyndte jeg at lægge mærke til ældre mænd med hat og seler, og deres koner med små fine hatte og pæne kjoler. Jeg tænkte, at det måske var mode for den aldersgruppe… indtil jeg lagde mærke til et barn med hat, skjorte og seler, med sin mor i en 20´er inspireret kjole. Og da gik det op for mig, at folk rent faktisk klæder sig ud i art deco stil – og at jeg var en af de eneste, der ikke var klædt ud.
Mit historie-hjerte begyndte at hamre rigtig hårdt og jeg følte, at jeg havde fat i en transitnøgle, der snurrede mig rundt, rundt, rundt, indtil jeg pludselig befandt mig i 1920´erne. Der var flotte vintage-biler overalt, jazzmusik kunne høres på hvert gadehjørne, børn var klædt ud, folk dansede i gaden og alle levede sig ind i stilen og var virkelig gået all-in! Jeg var så begejstret, at jeg slet ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle stille op med mig selv, for jeg havde den største trang til at hoppe op og ned, klappe i hænderne af begejstring og samtidig grine hysterisk af glæde, fordi jeg endelig havde fået bevist, at det faktisk er muligt at rejse i tiden!

Emelie og jeg havde en virkelig sjov aften, hvor vi mødte en masse interessante mennesker (lokale), der viste os nogle af de særlige steder i byen. Der var slået et bar-telt op i midten af en plads, hvor træerne var oplyst og et lille græsstykke var indhegnet af et lille, mega nuttet forstadshegn – her fik vi serveret kold rosévin og kunne betragte de smukke mennesker (alle bliver altså bare pænere når de er klædt i tøj fra 20´erne og af en eller anden grund ser alle mega rige ud).

Dagen efter inviterede en af de lokale os ud for at se et vandfald. Vi skulle gå et lille stykke, men da vi endelig nåede derud blev jeg slået i hovedet af alfemagi! Vandfaldet var i et lille indelukke og der var en mini-sø med en mini-ø i midten. Klipperne, der omkransede vandfaldet glitrede i alle tænkelige grønne nuancer og mellem mini-søen og den grønne klippe var der en lille hule, hvor jeg er sikker på, at alferne bor. Det var så magisk et sted, at jeg nemt kunne have brug hele dagen der, og jeg følte mig opfyldt af energi bagefter.

Napier er er sted jeg helt sikkert gerne vil tilbage til – og jeg vil meget gerne opleve den her festival som almindelig rejsende, der har plads til flotte kjoler, hatte og hårbånd i KUFFERTEN. Det er en magisk by, med flotte bygninger, lige ned til havet og en helt vildt rar stemning (og ja, jeg er måske blevet lidt forelsket i ideen om at bo i 1920´ernes Napier og er måske derfor en lille smule præget af det lige nu).

Jeg tror faktisk, at folk i 1920´erne var lykkelige. De kunne da ikke have været andet! Hvis weekenden bare afspejler en lille smule af den stemning man kunne opleve i den tid, så kan man virkelig kun have nydt det! Jeg ved godt, at det er min idylliserende hjerne, der spinder historier om historien – men det er måske bare fordi det har været en helt vildt surrealistisk weekend, hvor jeg seriøst har følt, at jeg har deltaget i en tidsrejse! Desuden kan jeg ikke lade være med at bemærke, hvordan det at være fælles om noget, virkelig styrker den følelse, der binder folk sammen; i det her tilfælde, at alle klædte sig ud i de flotteste outfits fra dengang (og de gør det konsekvent fra morgen til aften hele weekenden). Man er ikke underlig, hvis man klæder sig ud – man skiller sig ud, hvis man har normalt tøj på. Det, at folk – både fra nær og fjern – gør så stort et nummer ud af at leve sig ind i stilen gør, at en glædestrålende atmosfære spredes over hele byen, og som nyankommen har man bare lyst til at kaste sig ind i følelse og lade sig rive med, for at blive en del af den gamle tid.

Roadtrip!

Fredag den 16. februar 2018

Formiddagstid på en pæn træbænk et sted på Ferry Road i Taupo med den vildeste udsigt

Okay, her kunne jeg nok sidde for evigt. Lige her. Himlen er den lyseste lyseblå farve, ude i horisonten kan man ane nogle bjerge, der stadig står i skygge og søen foran mig har antaget en levende klar blå farve. I buskene foran mig sidder hvide sommerfugle på de lilla og hvide blomster, og små fugle sidder og pipper håbefuldt (jeg har lige spist morgenmad, så jeg tror, at de gerne vil have noget brød). Solen skinner og de sidste små skyer fra natten er på vej væk. Der er en helt særlig fred over sådan nogle steder her og det giver mig sådan lyst til at kunne tage et rigtig godt billede, der faktisk kan fange alle de følelser, der eksisterer i øjeblikke som disse.

Siden sidst er der faktisk sket rigtig meget. Jeg har forladt Auckland – med to drenge (Corey fra Oregon og Jan fra Tyskland) jeg mødte på couchsurfing – i en bil vi købte sammen. Måske var det en en smule overilet beslutning at købe en bil med to fremmede, men vi var alle tre så trætte af storbyen, og alternativerne såsom at leje en bil eller tage bussen var simpelthen bare alt for dyre. Så vi købte en lille sød bil (den er ret grim) til kun $800 INKLUSIV campingudstyr. Bilen hed Nellie da vi købte den, så den hedder altså stadig Nellie. Det er forøvrigt min første bil nogensinde, så jeg er stadig ret begejstret.

Planen var jo at tage til Coromandel og Hot Walter Beach, men fordi det regnede så voldsomt blev vi frarådet at køre derhen, fordi vejene var for farlige at køre på. Så vi valgte i stedet at køre sydpå mod Waitomo, hvor vi blandt andet så et stort vandfald i Marokopa og glow worms i Waitomo-grotterne. Alt var bare super godt – indtil det ligesom gik op for mig, at jeg måske var lidt irriteret på amerikaneren, der virkelig er rigtig amerikaner (fordomme bliver udtrykt her): meget bedrevidende, højlydte, fraværende og lettere glade for dem selv. Og samtidig så umodne, at de er lidt søde. Det er svært at forklare – nogle mennesker har man sådan et lidt specielt forhold til. Men vi fik det til at fungere, og desuden skulle vi kun være sammen i nogle få dage, så jeg kunne sagtens holde det ud.
Om aftenen skulle vi campere på en af de gratis campingpladser. Det var jo en genial ide, og vi havde jo fuldt campingudstyr med, så det var ingen sag! Vi fandt et mega fint område ved en stor flod (hvor der også var toiletter). Udfordringen var bare, at det var begyndt at regne igen – rigtig meget. Vi skyndte os at slå teltet op så vi kunne komme i tørvejr… men teltet viste sig at være utæt. Det regnede INDE i teltet. Suk. Suk. Suk. Og alt var vådt. Min regnjakke kan åbenbart ikke holde til ret meget regn ad gangen, så den er altså også blevet utæt. Den aften kunne jeg vride vand ud af min regnjakke…
Jeg besluttede mig for at sove i bilen, for jeg kunne ikke se det sjove i at sove i en stor semi-indendørs vandpyt mens det regnede på mig. Drengene ville dog gerne have den oplevelse med, hvilket jeg i al hemmelighed (i starten) var glad for, fordi jeg så ville have bilen for mig selv. MEN. Der er rigtig mørkt på sådan en campingplads. Floden brusede og regnen hamrede på bilen. Og så gik min fantasi ellers i gang. Jeg fik billeder af mordere og voldtægtsforbrydere og alle mulige onde mennesker, der ville komme og bryde ind i bilen og gøre onde ting ved mig. Så jeg tog selvfølgelig mine forholdsregler:

1) Jeg snurrede en pandelampe om mit håndled så min tommelfinger hele tiden kunne trykke på tændknappen – på den måde ville jeg være klar til at blænde et eventuelt ondt menneske.

2) Jeg åbnede min lommekniv (tak mor) og lagde den et stykke fra mig (jeg ville ikke ønske at ende med at spidde en af drengene i tilfæde af at de ville ind i bilen) – formålet med det ville være, at hvis lyset ikke skræmte dem væk – så ville min kniv nok gøre det.

3) Jeg blev ved med at sige til mig selv, at drengene havde sagt, at bilen IKKE kunne glide ned i floden.

4) Jeg tog min øjenmaske på – på den måde kan jeg jo ikke se onde ting og derfor eksisterer de jo ikke (strudsementalitet).

5) Jeg krammede Solsikke – Solsikke hjælper altid.

6) Bom, jeg faldt i søvn.

Jeg besluttede mig dagen efter, at det altså på ingen måde var det værd at spare penge på en overnatning – så hvis jeg skal campere igen, så bliver det i tørvejr.

Vi tog derefter videre til Rotorua – en rigtig hyggelig lille by med 17 søer omkring sig. Der er en liflig lugt af rådne æg – men det er fordi byen er bygget på aktive vulkaner. Det betyder, at der flere steder er områder, hvor der kommer damp op ad jorden, og hvor jorden faktisk bobler. For eksempel ved the Mud Pools, hvor en gigantisk mudderpøl blæser bobler (ligesom når man sætter et sugerør i et glas mælk). Det lyder lidt på samme måde, men er meget fascinerede at se på. Hot Pools er noget andet; det er små naturlige badekar i naturen, hvor vandet nogle steder koger. Det er mega lækkert at ligge og slappe af i de pools der er mennesketemperaturer – vi havde regn det meste af tiden, men det gjorde absolut intet dårligt for oplevelsen af at ligge i det varme vand! Men de er propfulde uanset vejr.
Udenfor Rotorua er der en Maori-landsby (Whakarewarewa), hvor Maorierne stadig bor. Man kan komme og besøge byen – lidt som den gamle by. Det var rigtig spændende og helt bestemt alle pengene værd! Der er store dampskyer over alt, så selv hvis man kommer forbi på en meget kold dag, så kommer man ikke til at fryse!

Længere sydpå er Taupo. Byen der blandt andet er kendt for faldskærmsudspring og anden ekstremsport – det er meget dyrt, men her er så mega flot, at det nok kunne være en fed oplevelse at lave nogle af de ting. Lake Taupo er på størrelse med Singapore og byen har en dejlig afslappet følelse over sig. Herfra kan man også tage en bus til Tongariro Crossing (en en-dags hikingtur) – noget jeg ikke lige følte for at gøre, men som drengene gerne ville. Det er der man kan se Mount Doom fra Ringenes Herre (jeg har aldrig set filmene).

Det blev Valentins Dag – en dag som jeg måske nok lidt i al hemmelighed elsker – og jeg havde en rigtig træls dag. Det regnede og regnede og regnede. Drengene irriterede mig lidt og jeg havde for første gang lidt hjemve. Vi skulle ud til nogle hot pools, og da vi var kommet derud bad de mig åbne bagagerummet, og ud af det blå overrakte de mig en lille buket blomster – og vupti – så blev jeg faktisk i rigtig godt humør igen. Det var simpelthen bare så sødt af dem!

Drengene og jeg skiltes ad dagen efter, for de vil gerne hurtigt igennem sydøen og jeg vil gerne have mere tid på nordøen, fordi jeg har længere tid end dem. Så de tog bilen med (som jeg får tilbage når jeg kommer til sydøen om cirka to ugers tid).
Jeg brugte min alene-dag i går på at nyde vejret. Jeg sejlede ud til Acacia Bay, hvor man kan se Maori-udskæringer i en klippevæg, og jeg lå på stranden og nød den fantastiske udsigt og solen… og så faldt jeg selvfølgelig i søvn… hvilket ikke var så godt, for solen er virkelig skarp her – så gæt, hvad der skete med min hvide hud (jeg faldt i søvn på både ryggen og på maven – men det var bare så dejligt!).

I dag tager jeg videre til Napier, en by i Art Deco-stil. Den ligger ved vandet til øst og må derfor være en af de første byer i verden, der oplever solen stå op – så jeg skal helt sikkert ud og opleve en solopgang! Jeg er vildt begejstret for at være alene igen – særligt sætter jeg pris på, at jeg kan gøre tingene i mit tempo og at jeg ikke er afhængig af andre. Så lige nu nyder jeg det bare!

Jeg er begyndt at gå med meget lidt makeup – nogle dage har jeg ikke engang haft noget på, men det var mest af dovenskab. Jeg har dog købt mig en tørshampoo, for det er simpelthen uundværligt! Og jeg bruger min hårtørrer hver gang jeg har været i bad – jeg har nemlig fået en adapter der faktisk virker 😉

Dog vil jeg sige, at jeg virkelig er blevet udfordret i forhold til beskidthed; det der med jord og mudder overalt, fugtighed overalt, det at man skal kravle ned i soveposen med beskidte fødder, fordi det ikke er muligt at tage et bad… iiiiw. Jeg bliver bedre til det, men det er udfordrende – og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg er startet min rejse i New Zealand, hvor der stort set alle steder er rent og pænt, for havde jeg startet i Nepal havde jeg nok fået et mindre sammenbrud. Men det bliver bedre. Desuden så hjælper det, at man rejser med rygsæk, for det er simpelthen umuligt at være totalt smart og overskudsagtig når det er 30+ grader og man kommer vandrende op ad bakke i høj sol uden mulighed for skygge med 15-20 kilo på ryggen.

Ja, det er altså mit liv de næste par måneder, og jeg vil sige, at jeg efter to uger faktisk er begyndt at synes ret godt om det!

Smukke, smukke verden!

Fredag den 9. februar 2018

Rar sort lænestol, Queen’s Arcade Auckland (gade vide, hvor lang tid jeg må sidde her…?)

Del 2 – Fra Auckland til Paihia og tilbage igen

I et anfald af at ville ud af storbyen, besluttede jeg mig for at tage op nordpå til Paihia i Bay of Islands dagen før Waitangi Day (dagen, hvor Maorierne og englænderne underskrev en fredsaftale for mange år siden).

Jeg tog en bus derop. En god tur på omkring 4 timer, der tog os igennem et fantastisk flot og grønt landskab med vilde udsigter til bølgende bakker og blå havglimt; man kunne kun sidde klistret til vinduet og beundre den flotte natur, mens bussen gyngende kørte op nordpå. Op til varmen og solen!

I Paihia skulle jeg bo hos en couchsurfer, som også ville tage mig med til Waitangi Day dagen efter. Første aften bød på pizza og gigant-is og en mega flot rundtur i området. Vi kørte også forbi Haruru Falls, et lille vandfald i en stille sø omgivet af træer!
Jeg kørte i min couchsurfers bil (første gang, at jeg har kørt i den forkerte side af vejen), og jeg var kun ved at dreje den forkerte vej et par gange (panik…!). Men jeg endte med at få okay styr på det.

På Waitangi Day tog vi til Waitangi, et område, hvor Maorierne oprindeligt holdt til, og hvor fredstraktaten blev underskrevet. Det var simpelthen bare en helt vildt fascinerende dag, hvor der var traditionelle Maori-ting overalt, hvor de sejlede med deres Waka´er (krigsskibe) og lavede Haka (traditionel krigsdans). At overvære Haka er noget, der gør stort indtryk, fordi der udstråler sådan en kraftfuld styrke fra de mennesker der laver det – det er gåsehudsfremkaldende!!!
En sjov detalje var, at på hele området var alkohol og sodavand forbudt af sundhedssårsager… men al den mad man kunne købe var simpelthen fedtprovokerende (eksempelvis hvidt brød der bliver friturestegt). Dagen var fænomenal vejrmæssigt, og jeg havde været så smart at tage en kjole på med mine hvide gummisko… hvilket jo så betød, at mine ben blev pink i helt enorm grad mens mine fødder var HELT hvide stadig. Det var faktisk rigtig grimt, men også lidt sjovt. Jeg er dog begyndt at smøre mig ind i meget oftere end derhjemme, for solen er virkelig skarp!

Det er seriøst et besøg værd at tage de timer nordpå, for der er bare så dejligt fredeligt og så er der enormt mange ting man kan lave og se (gad godt at være mega, mega rig når jeg er sådan nogle steder!).

En tysk pige, Caroline, ville møde mig onsdag, dagen efter Waitangi Day for at leje en bil og køre nordpå til New Zealands nordligste punkt, Cape Reinga, hvor man også kan se Stillehavet og det Tasmanske Hav støde sammen (lidt som i Skagen, bare i en anden størrelsesorden). Caroline var en rigtig sød pige og vi endte med at have en mega hyggelig dag sammen! Første stop var Rainbow Falls i Kerikeri – et af de absolut smukkeste steder jeg nogensinde har set. Det var lidt lige som at træde ind i en alfeskov, hvor der er en helt særlig ro, og solen bliver reflekteret i vanddråberne fra vandfaldet og skaber en masse flotte regnbuer – det er virkelig magisk at se på! Hvis vi havde haft mere tid ville vi have vandret den længere tur i området, men fordi vi havde en lang tur foran os til Cape Reinga, og gerne skulle nå derop inden vejret blev alt for overskyet, så blev vi nødt til at køre.

Kort tid efter mødte vi to hitchhikere, der skulle samme vej som os. Vi stoppede for mad og endte til sidst helt oppe på toppen af New Zealand. Det var så flot og så enormt storslået, at det er svært at beskrive og stort set umuligt at indfange stedets styrke på et billede. Det var et sted jeg kunne have brugt hele dagen – bare sidde og kigge udover det flotte, blå hav og de store bølger.

På vej mod Paihia havde vi lige to stop tilbage: the sand dunes og 90 mile beach. Førstnævnte er gigantiske sandbakker som man kan “surfe” på, hvis man er til det, ellers kan man, ligesom os, kravle op på toppen af dem (hvilket er ret hårdt) og så prøve at komme ned uden at slå kolbøtter hele vejen!

90 mile beach er en meget kendt og meget lang strand (deraf navnet). Vejret var blevet ret øv da vi nåede dertil, det var ellers meningen at vi ville ud og bade i havet – det bliver næste gang!

Dagen efter skulle vi aflevere vores bil og så besluttede vi os for at prøve at hitchhike tilbage til Auckland (som nævnt, en tur på cirka 4 timer i bus). Vi startede lidt over 8 og skulle ikke vente mere end nogle få minutter før vi fik det første lift. Turen endte blandt andet med at tage os forbi Kawakawa (bare rolig – ingen kan i virkeligheden finde ud af, hvordan de der navne udtales…), hvor der er et mega berømt offentligt toilet. Jep, et toilet som turistbusser stopper op ved. Det var da også specielt (okay, det var ret sjovt at se) – lavet af en der vist hedder noget med Hunderwasser.
I Whangarei fik vi et lift af en mega sød newzealandsk kvinde, der skulle til det nordlige Auckland – cirka en time i bus fra centrum. Da hun havde sat os af, og efter en cookie og en sodavand, besluttede Caroline og jeg os for at prøve at hitchhike til centrum, og ved et rent tilfælde kom hende der kørte os til Auckland forbi, fordi hun var blevet færdig med det hun skulle og tilbød os et lift til byen. Det sluttede vores eventyr op nordpå og det var bare en mega god oplevelse! Og faktisk tog det kun cirka 5 timer.

Noget af det jeg har fået med fra de sidste par dage er, at jeg virkelig godt kan lide at rejse med andre, men at jeg elsker at rejse alene, fordi jeg bare skal tage hensyn til mig. Derfor er min umiddelbare plan (alt kan ændres) at rejse med andre i nogle dage ad gangen, for så at have tid for mig selv – for det er noget af det fedeste!

I dag skal jeg på mini-campingtur til Piha med nogle jeg måske skal rejse rundt med på sydøen, så det glæder jeg mig til! Og i morgen tager jeg til Coromandel med nogle andre – masser af ting at se frem til!!!

… og en lille update på min tøj- og hårtørrersituation: det går fint. Jeg har nu flere dage lufttørret mit hår MEN hvor var det dejligt at kunne føntørre det i går – og den glæde jeg fik lige dér gør, at det nu allerede er det hele værd at have slæbt den med (haha). Tøjet er jeg ved at vænne mig til – det er jo mit eget, men det er noget andet når man skal tage højde for, at man kan komme ud for situationer, der kræver praktisk tøj. Men det er faktisk dejligt. Nyder lidt bare at have afslappet tøj på (men sig det ikke til nogen endnu!).

P.S. I skrivende stund er der en mand, de sidder og ryger noget suspekt fra en sodavandsdåse overfor i en af de andre lænestole. Det er faktisk lidt underligt og noget jeg lige ville dele, fordi det nok er noget jeg ender med at glemme 😉

Den rigtige begyndelse

Fredag den 9. februar 2018

Rar sort lænestol, Queen’s Arcade Auckland

Okay! Nu har jeg altså været i New Zealand i en hel uge, og jeg føler på en måde, at jeg har været her i flere måneder og på andre måder føles det som om jeg kun lige er ankommet. Min tidsfornemmelse er helt forskruet – jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i dage, datoer og tidspunkter, hvilket nogle gange giver mig sådan en helt surrealistisk følelse i maven; på den anden side kan jeg ikke lade være med at nyde det en lille smule, fordi jeg jo ikke skal noget bestemt.

Del 1 – Auckland de første par dage

Jeg ankom til Auckland lufthavn sidste fredag klokken 5 om morgenen (og nej, jeg har slet ikke mærket noget til jetlag). Det var så intimiderende at skulle igennem tolden, fordi jeg har set alle de der “Grænsepatruljer” i TV og ved derfor, at de er ret strikse med, hvad der kommer ind i landet. Da jeg skulle vælge om jeg havde noget at deklarere panikkede jeg en smule, fordi jeg da var mega bange for at blive sendt hjem igen – det resulterede så i, at jeg blev nødt til at smide den kanelsnegl ud som jeg havde fået med af min mor, og som jeg havde set meget frem til at spise (suk, hvor var det tåbeligt). Så et godt råd – slap lige af inden alt bliver smidt i skraldespanden – der er MASSER af folk man kan spørge.

På mirakuløs vis kom jeg (ret nemt) ind i byen, fandt en Starbucks og besluttede mig for at gå hen til mit hostel, der kun lå 3,5 kilometer væk. Det var ret varmt da jeg begyndte at gå, og fandt ret hurtigt ud af, at der er vanvittige bakker i Auckland … det er faktisk lidt hårdt med stor rygsæk på! Men, hvor var det bare den dejligste gåtur! Jeg kom igennem dejlige parker, blev opslugt af alle de smukke grønne farver omkring mig og følte mig bare helt omsluttet af de varme solstråler omkring mig. Det er virkelig fascinerede at komme til et land, hvor der er modsat årstid.

Mit hostel var super godt og nemt at finde, og efter et tiltrængt bad, skulle jeg møde en couchsurfer, der havde tilbudt at vise mig lidt rundt i byen. Det endte med at blive en mega hyggelig dag og aften, hvor jeg mødte en masse andre rejsende.

Jeg blev helt optaget af den der følelse af, at jeg faktisk selv har bestemmelsesret over mit eget liv og dermed også mine egne beslutninger, og med den følelse i maven gik jeg i seng.

De næste par dage i Auckland brugte jeg sammen med andre rejsende og couchsurfere, hvor jeg så Devonport, centrum og nogle strande. På grund af det meget omskiftelige vejr kom jeg ikke ud til Waihike eller Rangitoto – men jeg ved allerede nu, at jeg gerne vil tilbage hertil!

De første dages indtryk har efterladt sig en følelse hos mig af, at jeg faktisk godt kan selv, og er der noget jeg ikke har lyst til, så behøver jeg ikke at gøre det. Jeg kan mærke, hvordan friheden i at være mig selv virkelig styrker min indre følelse. Jeg har haft nogle virkelig gode oplevelser med at bo hos couchsurfere i stedet for hostels – men jeg tror, at jeg vil kombinere det en smule, for nogle gange er det også rart ikke at være helt så afhængig af andres skema.

Højt, højt oppe i luften!

Et udefinerbart øjeblik

Flyveren sæde 22F et sted mellem København og Doha

Okay, den der følelse, hvor man er på nippet til at begynde at græde hele tiden og samtidig spontant bryde ud i en form for hysterisk latter har forfulgt mig de sidste par dage, og det er bestemt ikke blevet mindre jo nærmere jeg er kommet på afgang!

Og, hvor er det bare uretfærdigt hårdt at skulle sige “vi ses” til de mennesker jeg holder aller mest af! Både mine venner og min dejlige familie! En ting jeg bliver meget bevidst om når jeg tager afsted i længere tid er, at der faktisk er virkelig mange mennesker, der betyder rigtig meget for mig, og det er jeg dybt taknemmelig for!

Jeg lander i Auckland klokken 5 om morgenen på fredag (torsdag aften klokken 17 dansk tid), og jeg har booket et hostel de første to nætter, hvorefter jeg skal bo hos en couchsurfer som har tilbudt mig sit ekstraværelse. Dét glæder jeg mig til – og jeg håber, at det kommer til at tilføje min rejse nogle rigtig positive ting!
Der er en, der har tilbudt at komme og hente mig i lufthavnen på fredag – og der er en familie, der har tilbudt at jeg kan komme og bo hos dem nogle dage på deres gård. Jeg tror og håber, at det bliver rigtig spændende at være sammen med lokale på den måde.

Jeg har faktisk ellers ikke planlagt noget hjemmefra, fordi jeg vil rigtig gerne opleve friheden ved at rejse uden at være bundet til ting jeg skal – jeg vil gerne have muligheden for at kunne sige ja til de ting jeg har lyst til, uden først at skulle overveje om jeg kan – det er på nogle punkter ret grænseoverskridende for mig, for jeg er en, der plejer at have totalt styr på det meste, men det føles egentlig ret sundt at give slip på ønsket om total kontrol og i stedet lade min lyst og min mavefornemmelse styre lidt i stedet.

Jeg er kommet godt afsted og valgte at tage Solsikke med på min rejse (ja, jeg er 28 og ja, Solsikke er en bamse – men for lige at retfærdiggøre det, så er det altså en MULTIFUNKTIONEL bamse). Solsikke har været med alle andre steder og skulle jo derfor naturligvis også med den her gang.

Jeg har tænkt over nogle ting jeg kunne have gjort anderledes i forhold til mine forberedelser til rejsen, så det vil jeg lige dele:

1) Sørg for i ordentlig tid at få vacciner – og jeg fandt ud af, at der er stor forskel i pris de forskellige steder, så det kan være godt givet ud at undersøge de forskellige vaccinationssteder.

2) Sørg for i god tid at have overvejet visum – det gjorde jeg ikke før i starten af januar, hvilket faktisk endte med at stresse mig en smule

3) Bestil penge i god tid – særligt til de der steder, hvor man ikke helt ved om der findes hæveautomater

… og så finder jeg nok på nogle flere ting jeg kunne have gjort anderledes når jeg er i gang med min rejse