Der er aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget

Søndag den 20. maj 2018

På café Tummo i Thamel, Kathmandu, i en dejlig grøn sofa-stol 

Den sidste uges tid på klostret har været præget af, at jeg har været syg. Jeg kom mig aldrig helt over influenzaen fra sidste uge, og jeg endte med at gå helt ned i torsdags. Jeg mistede appetitten og havde det bare virkelig dårligt. Igen beviste munkene, at de bare er super søde og hjælpsomme. De bragte mig mad i stride strømme – æbler skåret ud i skiver, nudler, te, havregrød, bananer. Det er bare så sødt, og det er bare så svært for mig at sige nej tak, når de allerede står foran min dør med færdiglavet mad til mig. For det første havde jeg ingen appetit og lugten af mad gav mig kvalme. For det andet er bananer og havregrød to af de ting jeg har sværest ved i hele verden. Derhjemme får jeg kvalmefornemmelser bare jeg lugter til en af de to. Så det har jeg gemt det væk og er ved at udtænke en plan for at smide det ud og vaske op så munkene og kokkene på klostret ikke ser det slemme madspild. Jeg har det ekstra dårligt med at smide mad ud hernede, fordi jeg ved, at der er en del, der ikke har adgang til nok mad hver dag. Jeg føler mig lidt som en forkælet møgunge når jeg sådan viser foragt for mad (fordi jeg kan “tillade mig” at være kræsen).

På grund af min “sygdom”, besluttede jeg mig for at tage til Kathmandu for at se en læge i går. Det endte ud med, at lægen sagde, at de piller jeg har fået ikke gør, hvad de skal gøre, og at jeg skal huske at drikke en masse vand når jeg har det dårligt… det kostede 700 kr. Men når det er sagt, så er jeg rigtig glad for, at jeg tog afsted, for jeg har jo en tendens til at bekymre mig over sådan nogle ting… 🙈

Mens jeg havde det rigtig dårligt, havde jeg lige nogle dage, hvor jeg i al hemmelighed drømte om, at lægen ville sige, at jeg var så syg, at jeg blev nødt til at tage hjem til Danmark. MEN. Det skete selvfølgelig ikke, og det var kun noget jeg ønskede, fordi jeg havde det dårligt; jeg havde hjemve og jeg savnede virkelig, virkelig, virkelig min mor og far (sådan er jeg når jeg er syg). Jeg kan mærke, at spændelsen er kommet tilbage i min mave og jeg kan mærke, at jeg faktisk oprigtigt glæder mig til at komme videre på min rejse og til at komme ud og opleve ordentligt igen. Jeg kan også mærke, at jeg lidt føler, at den næste lille uge gerne må gå hurtigt så jeg kan komme igang. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at mine sidste fem dage på klostret bliver rigtig gode, og jeg beder til, at børnene er søde, og at jeg magter at opfinde den dybe tallerken et par gange til. Jeg kan godt høre, at det faktisk lyder en smule negativt det hele – det er det altså ikke. Jeg elsker at være på klostret og børnene er bare mega søde. Det der påvirker mig meget er, at jeg savner min frihed – men jeg ved, at jeg får den tilbage om fem små dage!

Et godt råd til andre, der kan overveje frivilligt arbejde og samtidig vil rejse rundt som mig: overvej at lave det frivillige arbejde som det første på rejsen, for på den måde at undgå den samme følelse af manglende frihed som jeg har. Jeg er klar over, at det ikke er alle, der er så frihedselskende som jeg, men jeg ville bare lige tilføje det råd – for jeg havde faktisk ikke regnet med, at jeg var SÅ frihedselskende… det gik først op for mig efter de første få dage i Auckland, da jeg blev bevidst om alle de muligheder jeg havde, hvis jeg lod være med at planlægge alt. ☀