Det simple liv

Fredag den 11. maj 2018

På en bænk på en overdækket terrasse på klostret Manjushri Di-chen Buddhist Learning Center i landsbyen Pharping 

Okay så sidder jeg her, og skulle lige til at koncentrere mig om at skrive, da alle de små munke pludselig smider deres tøj og løber nøgne rundt. Åbenbart er det sådan, at de bliver vasket – med en vandslange. Først vidste jeg ikke lige helt, hvad jeg skulle gøre, men det er så naturligt for dem, at jeg bare lader som ingenting.

Jeg har nu været på klostret i cirka to uger – halvdelen af den tid jeg har her er allerede gået. Det er så vildt at tænke på, at tiden går så hurtigt! 

Jeg har lige været lidt syg, men det er gået over i forkølelse, og skal man være syg et sted, så er klostret et godt sted at være det. Munkene tager sig rigtig godt af en og de er bare super søde. 

Mit liv her i klostret i landsbyen er dejligt og meget roligt. Jeg lærer en del om buddhisme og en del om det at være fra Nepal og Tibet. Min hverdag, fra søndag til fredag, består af undervisning. Jeg har tre lektioner om dagen, hvor jeg underviser 14-18 årige munke i engelsk. Det er faktisk en ret stor udfordring for mig, for jeg har lært at være lærer for vestlige børn. Det betyder, at jeg er blevet nødt til at prøve at glemme de ting jeg har lært på studiet og det jeg har lært igennem mit arbejde, både som lærervikar og lektiehjælper. Munkene er sindsygt dygtige til at lære udenad. Teaching to the test er virkelig noget der benyttes her. Det medfører altså, at børnene har ekstremt svært ved at arbejde selvstændigt. En meget, vil jeg sige, simpel opgave som at lave en kort præsentation over noget man synes er spændende eller en præsentation over Nepal, er en umulig opgave for dem. De ved ikke, hvordan man rigtig og effektivt søger på nettet, de kan ikke komme på ideer og de har svært ved at tænke udover det de har fået fortalt. Det gør det vanskeligt for mig, for jeg skal jo forsøge at tilpasse min undervisning til dem, så de får noget ud af det. Det er svært og jeg føler mig nogle dage lidt presset, fordi mit hoved føles tomt. Om det er fordi jeg har haft det slukket i så lang tid, at jeg har glemt at bruge det eller om det simpelthen er fordi jeg har ramt en kultur-mur – det ved jeg ikke. Jeg ved dog, at jeg på trods af den indre tanke-modstand jeg møder, elsker at være her.

En typisk dag i klostret for mig ser sådan her ud: 

630-730: morgenmad bestående af et tibetansk brød (og det smager sygt godt) 

1130: frokost bestående af dal bhat (jeg er ved at være godt træt af det, men det smager godt – det er ris, linsesuppe, grønsager og kartofler i karry)

1410-1530: to lektioner med henholdsvis 6. og 7. klasse

1530-1550: te-tid – det er tibetansk te, hvilket betyder, at man drikker smør og nymalket varm mælk – jeg tvivler på, at der overhovedet er noget te i (det er ikke det lækreste, men munkene elsker det) 

1550-1630: undervisning med 8. klasse

1730: aftensmad, ofte bestående af en suppe-ting med grøntsager og tibetanske nudler (smager som regel ret godt) 

Jeg har ret meget fritid og nogle dage kan godt være lidt lange, men der er så sket to ting: der er en anden frivillig på klostret (Will fra Californien) som jeg bruger noget tid med, og det er mega hyggeligt! Og så var der en pige i landsbyen, der henvendte sig til mig for at spørge om jeg ville have lyst til at hjælpe hende med engelsk – og det sagde jeg ja til, så det bruger jeg nogle aftener på. Hendes historie er ret interessant, så den vil jeg lige dele! 

Zoshna er en pige på 19 år. Hendes far har satset en masse penge på hendes uddannelse og nu har hun fået et scholarship til et amerikansk college, hvilket er mega sejt – udfordringen er, at hun nu bare mangler at bestå interviewet med den amerikanske ambassade, så hun kan få sit visum. Hendes engelsk er ret godt og hun ved, hvad hun vil – men hun gør det udelukkende for sin far. Hun er en køn pige, og som det er kotume her i Nepal, så bliver man som pige ofte gift når man er på hendes alder (særligt når man bor i landsbyerne). Derfor er der også et pres på drengene, fordi de forventes at fri. Will, der er 20, er blevet grinet af et par gange, fordi de lokale synes, at det er vildt sjovt, at han ikke har friet til nogen endnu. Som pige er jeg jo helt fortabt i den her kultur – jeg er jo gammel, hvilket de heller ikke lægger skjul på (ærlighed sættes højt her i landet, og nogle gange siger de bare tingene uden videre). Vi sad og snakkede, Zoshna og jeg, og pludselig begyndte hun at stille spørgsmål som man normalt ikke stiller fremmede- men jeg tror, at fordi jeg er en fremmede og fordi jeg er fra Europa, så var det okay trygt for hende at stille mig de spørgsmål hun gjorde: “får man aids af at røre en dreng?” og “kan man blive gravid, hvis en pige kysser med en dreng?”. Desuden fortalte hun, at hendes mor helst ser, at hun dropper uddannelsen og bliver gift i stedet, men det ønsker hun ikke. Zoshnas mor har også sagt, hendes bryster er for store, og at hun burde arbejde på at gøre dem mindre – så derfor er hun begyndt til yoga, i håb om at hendes bryster bliver mindre. 

Personligt mener jeg, at det er uhyggeligt, at uvidenhed i den grad stadig præger dele af verden – og den her pige er altså, i følge nepalesiske standarder, meget velbelæst, men alligevel ved hun ikke de helt basale ting. Her i Nepal er man en “slem pige”, hvis man på nogen måde har fysisk kontakt med det andet køn. Ægtefolk holder ikke hinanden i hånden ned ad gaden og mange børn har aldrig set deres forældre røre hinanden eller kysse hinanden. I nogle områder skal pigen kunne bevise, at hun stadig er jomfru når hun bliver gift – det bliver bevist, hvis der er blod på det hvide lagen efter bryllupsnatten. Det er utroligt fascinerende og meget skræmmende, at der stadig er dele af verden, der er sådan her. Jeg har læst om det og har haft om det i skolen, men jeg havde faktisk ikke kunnet forholde mig til at være så tæt på som jeg er nu. 

Det er utrolig spændende og meget lærerigt at være her. Jeg kan dog mærke, at jeg er begyndt at savne min frihed, og nogle dage føles meget lange når jeg ikke kan gøre, hvad jeg vil. Jeg er god til at være mig selv, og jeg er god til at finde på ting, men der er også grænser. Jeg når nogle gange til et punkt, hvor jeg bare er tom og ikke kan finde ud af, hvad jeg skal lave. Det hedder vist kedsomhed. Men ærligt, så tror jeg også, at det er lidt sundt for mig. Jeg er begyndt at planlægge min videre rejse, og jeg blev slået af åbenbaring af, at jeg jo ikke behøver at købe en færdig pakke, men at jeg jo sagtens kan rejse rundt selv her i Nepal som jeg gjorde det i New Zealand (dog under andre forhold). Jeg håber i al stilhed, at jeg kan nå at komme til Tibet – det vil seriøst være det vildeste- men sker det ikke, så er det okay, for der er MASSER at lave i Nepal. 

Forfængelighedsmæssigt, så lærer man ret hurtigt, at man ikke behøver at vaske hår hver dag, ligesom man også lærer, at tørshampoo og vådservietter er ens bedste ven! De første to uger i Nepal fik jeg kun to varme bade – det var ikke en fornøjelse. Eller. Det var okay når det var varmt udenfor, men når det blæste, så var det ikke det fedeste. Strømmen her i Nepal er også rimelig ustabil – nogle gange er der strøm, nogle gange er der ikke, og det samme glæder for vand. Når det har regnet med i landsbyen, så går strømmen som regel i nogle timer. Man vænner sig til det og man vænner sig til at sørge for, at ens powerbank(s) er opladede nok, så de kan give strøm til mobilen i et døgns tid, skulle det være nødvendigt. 

De næste to uger bliver lidt anderledes, for jeg er alene på klostret. Will tager væk i weekenden og så er det bare mig. Det betyder nok også, at jeg får flere timers undervisning, så nu må vi se, hvad der sker med det!