En smule af Danmark i New Zealand

Mandag den 26. februar 2018

På en meget gyngende Bluebridge Ferry et udefinerbart sted mellem Wellington og Picton omgivet af virkelig flot natur

Så langt, så godt! Jeg er på vej igen – og det var jo slet ikke skræmmende at tage en beslutning (det finder jeg ofte først ud af når jeg HAR truffet den) 😉
Jeg ville faktisk have været med færgen i går, søndag, men den var booket, og desuden ville Olivias forældre gerne have mig til middag – så derfor endte det med at blive til i dag.

Alt i alt har jeg brugt en god uge i Wellington: New Zealands hovedstad, der er meget mindre end Auckland. Den er bare tifold mere tiltalende! Det er faktisk nok en by jeg godt kunne bo i, hvis jeg skulle flytte til udlandet – Wellington til hverdag og Napier om sommeren.

Den stærkeste oplevelse jeg har haft i Wellington var på Te Papa – New Zealands nationalmuseum. De havde en udstilling over Gallipoli (hvor New Zealand deltog i første verdenskrig). Jeg var derinde med Emelie, og vi endte begge med at begynde at græde. Det var så rørende en udstilling, fordi de havde brugt rigtige menneskers fortællinger og billeder, og samtidig var det hele så håndgribeligt, at det på en måde virkede virkeligt. (Jeg fik senere at vide, at det faktisk er Peter Jackson, der har lavet udstillingen). Det er sådan nogle museumsoplevelser, at jeg mener, at alle burde opsøge eller blive tildelt, hvis det giver mening. Hvis man tillader sig selv det, vil man kunne blive revet med af historien og dermed virkelig forstå, hvad der er sket.

Jeg havde været lidt nervøs for sejlturen i dag, for vejrmændene havde lovet stormvejr og dermed et ret slemt sejlvejr (hvilket jeg ikke er stor fan af, da jeg har tendens til søsyge) – så jeg tog mig en søsygepille som indtil videre har gjort underværker, for færgen har virkelig gynget!
Da jeg havde fundet min plads på færgen begyndte jeg at se mig omkring, og jeg faldt over et digt skrevet på væggen. Jeg læste det et par gange, for der var noget underligt ved det. Og så gik det op for mig, at det stod på dansk!

Tangskoven svajer som odaliker
undersøiske skøjteprinsesser
de lokker for os
Som de sirener
der nærmest gjorde Odysseus sindsyg
og næsten fik ham til at kaste sig ud
(Peter Poulsen, 2007)

Det var en meget mærkelig oplevelse! Senere lagde jeg mærke til, at instruktionen til at skylle ud på toilettet også stod på dansk, og at cafeteriet hedder Bornholm. Jeg spurgte, og ja, det er åbenbart en dansk færge!

Middagen hjemme hos Olivias forældre var rigtig fin, og de havde hejst Dannebrog og dekoreret spisebordet med flag. Det var bare en så spøjs og rar følelse – tænk at man kan få det på den måde på grund af et lille flag.

En ting jeg har lagt mærke til ved folk fra New Zealand er, at de er enormt venlige, gæstfrie og hjælpsomme, men at de ofte ikke er særligt nærværende og at de ikke helt har begreb om at hygge sig og sidde for at nyde et godt måltid mad. Det er en helt anden kultur, og det er noget jeg virkelig har skullet vænne mig til.

Wellington har budt på en masse vind. Blandt andet en tropisk cyklon – men det er de vant til her, så det betød åbenbart ikke så meget. Mine solbriller endte dog med at blive fanget af vinden i går (de sad i mit hår), og så fløj de bare afsted; gennem folks ben og forbi ligeglade måger. Jeg fangede dem til sidst, men skruen i den ene stang var forsvundet. Suk. I det øjeblik forstod jeg for første gang ordsproget: Hold på hat og briller.
Såååh, nu skal jeg på solbrillejagt!

En anden ting som Wellington har budt på, er bevis på efterår! Ligesom med tidsforskellen, kan min hjerne heller ikke helt forstå, at det er omvendte årstider – så da jeg fandt et kastanjetræ med kastanjer omkring sig, blev jeg mildest talt forvirret. Men jeg blev alligevel så glad, for jeg kan faktisk rigtig godt lide kastanjer!

Det er rart, når man er så langt væk fra derhjemme at få påmindelser om det man kender: en sang i radioen, Dannebrog der blafrer i vinden, eller endda en hel færge, der er dansk. Det gav mig en rigtig dejlig følelse i maven – og jeg føler mig totalt klar til at begynde mit eventyr på sydøen!

(Vil lige indskyde, at der faktisk er en lille by syd for Napier, der hedder Dannevirke – og ja, den er opkaldt efter Dannevirke derhjemme, men ingen hernede ved, at det er dansk.)

Update på tøj, hår og make-up: so far er jeg stadig enooormt glad for at jeg har taget min hårtørrer med – den har reddet mig føler jeg. Men… det er ligesom om, at vandet er så anderledes end det danske vand, at mit hår ikke helt ved, hvordan det skal reagere – det er sådan lidt sjovt puffet og samtidig helt fladt – så i et forsøg på at få det til at se lidt mere normalt ud har jeg skiftet skildningsside. Og så ville jeg faktisk gøre rigtig meget for et glattejern!!!
Jeg savner lidt mine kjoler når det er godt vejr, men som regel viser det sig faktisk, at shorts er det bedste valg, for det har en tendens til at blæse ret meget her (Wellington). Jeg vil dog sige, at noget af det jeg savner aller mest (tøjmæssigt) er pænere tøj til hvis jeg skal ud og spise eller sådan noget – for det er lidt gået op for mig, at jeg altså godt kan lide det en lille smule luksus-agtigt. Jeg vil ikke definere mig som en “flashpacker” (nyt ord jeg lige er blevet introduceret til: restaurant-spisende, meget ren, pæne hostels og en del flere penge at gøre godt med ), men jeg er heller ikke helt en backpacker (med sorte fødder og meget uvasket hår og ingen penge) – jeg er lidt en blanding.

Og min nakkepude – jeg HAR faktisk brugt den en del… vil jeg bare lige sige 😉