Farvel til New Zealand, og farvel for denne gang

Fredag den 6. april 2018

Oppe i luften, et sted mellem Christchurch og Sydney, et udefinerbart tidspunkt 

Del 2 – fra Hanmer Springs til Christchurch 

Efter Hanmer Springs, tog vi, Thea, Tom og jeg, til Kaikoura; en lille by på sydøens østkyst. Det var et sted jeg hele tiden gerne ville til, fordi der her er gode muligheder for at se en masse spændende havdyr (hvaler, sæler og delfiner). Vi besluttede da også, at vi ville ud på whale watching, og fordi vi var på østkysten, mente vi at det gav super god mening at tage ud på havet tidligt om morgenen, fordi det da selvfølgelig ville være totalt idyllisk at se en hval svømme rundt i vandet mens solen langsomt stiger op og himlen brænder af alle de flotte, intense farver. Så det betalte vi i dyre domme for, men det ville jo ende med at være det hele værd. Vores idylliske forestillinger blev brutalt smadret. For det første viste det sig, at check-in var 715, og at vi først skulle sejle klokken 8 (altså EFTER solopgang). For det andet havde de varslet risiko for søsyge, men jeg havde mine armbånd på og havde spist en pille, så jeg var godt forberedt… men så så jeg båden vi skulle sejle i. En relativt lille, fladbundet båd, med plads til omkring 40-60 mennesker. Jeg vidste med det samme, at den form for båd betragteligt øger risikoen for søsyge. Men besætningen anviste os til nogle pladser, der skulle være bedre for søsyge folk og gav os instrukser om, hvordan man kunne undgå og forebygge søsyge, samt hvilke symptomer man skulle være opmærksom på. Derudover blev det gjort klart, at det var strengt forbudt at gå ud på toilettet mens vi sejlede, så hvis man blev søsyg, så skulle man bruge de famøse papirsposer. Well. Efter cirka 20 minutter sad jeg og håbede på, at båden ville kæntre, og at vi så skulle reddes af en helikopter. Helt seriøst. Jeg havde det så dårligt. Horisonten blev ved med at forsvinde og båden hamrede ned i vandet og fløj op i luften. Det var IKKE sjovt. Og det mest ydmygende er bare at bruge de der papirsposer. Men skal man, så skal man, og alternativet er værre. Heldigvis var det Thea, den danske pige, der sad ved siden af mig og ikke Tom, den engelske fyr. Man er bare på det laveste når man har det så dårligt. SUK. Og så så vi ingen hvaler, hvilket jeg faktisk i al hemmelighed var meget taknemmelig for, for det betød, at vi fik 80% af pengene tilbage, hvilket så betyder, at jeg “kun” betalte $30 for den værste 2,5 times sejltur og et slemt, slemt anfald af søsyge. 😒 Jeg vil dog sige, at Tom, som aldrig blev søsyg, sagde at selv han kunne mærke det i maven. Tak Tom, det gjorde faktisk, at jeg havde det lidt bedre med mig selv 😉 Et råd til de der gerne vil se hvaler: tag en flyvetur i stedet. Det er cirka samme pris, risikoen for bevægelsessyge er mindre og man ser hvaler bedre. På havet kan man kun se halen. Men det er jo smag og behag. Jeg gør det aldrig igen! En flink mand fik medlidenhed med mig og gav mig to piller mod søsyge. Det hjalp lidt, men jeg var totalt dopet – jeg tror ikke, at det er meningen, at man skal spise så mange søsygepiller på en gang, for jeg var helt døsig resten af dagen!

Hvalturen var hovedformålet i Kaikoura, og derefter tog vi til Christchurch, hvor vi mødte engelske Zoe, der havde booket billetter til cirkus. Dét var sjovt! Det var nok det værste cirkus jeg nogensinde har set, men der var dog en kanonkonge (ja, han blev skudt ud af kanonen) og der var et sejt show med motorcykler  (måske scootere eller knallerter?). Resten var dog ret dårligt og bød blandt andet på: hulahop-pigen (jeg kunne have gjort det bedre), en spøjs klovn (totalt standard), en virkelig irriterende og overentusiastisk dame, der præsenterede de forskellige numre … og sidst men ikke mindst: Energy Man! Vi sad alle fire med åben mund og til sidst var det bare hysterisk latter. Det var SÅ dårligt, at det ikke rigtig kan beskrives! Men vi havde det virkelig sjovt 😉 

Dagen efter i Christchurch stod den på cricket. Altså, en live cricket-kamp: England mod New Zealand. Der var en virkelig god stemning til kampen. Duften af græsplæne og lyden af glade mennesker, og selvfølgelig høj sol – gjorde oplevelsen virkelig god. De to englændere prøvede ihærdigt at lære Thea og mig reglerne, men det gik ikke så godt. (Hovedformålet med cricket virker til at være at drikke øl). Vi sad i rigtig mange timer på græsplænen der, drak øl, spiste random mad, så folk med zinksalve i hovedet (det er altså en ting) og så så vi Aladdin – en lettere fuld og en smule pervers version af Aladdin, men stadig. Vi endte med at tage videre i byen, mødte en til englænder fra vores hostel (Tim) og havde bare en super sjov aften. I sidste ende blev vi enige om, at Christchurch er en mega fed by (men ærligt tror jeg, at det har noget med selskabet at gøre, for der er virkelig ikke meget at lave i Christchurch).

Dagen derpå, hvor flere var ramt af tømmermænd (16 timers drikkeri sætter sine spor), valgte vi at tage Nellie til Akaroa, en lille fransk landsby på halvøen Banks Peninsula syd for Christchurch. Og der blev jeg forelsket! Det er verdens mest idylliske lille landsby. Man kan seriøst gå og blive forelsket i alt og alle – det var helt fjollet. 

De efterfølgende dage var der en masse at sige farvel til og det gjorde mig ret vemodig tilpas. Jeg fik solgt Nellie og skulle til at gøre mig klar til at tage videre til Sydney. Jeg brugte mine sidste dage i Akaroa, hvor jeg mødt to piger, og vi tog på vandretur sammen, og den sidste dag i Akaroa valgte Tim at slutte sig til mig. Det var vildt hyggeligt! Da vi skulle hjem til Christchurch havde jeg selvfølgelig glemt at slukke lyset på bilen… så jeg skulle betale for at få den startet igen. SÅ typisk, men også ret sjovt. 

Nu sidder jeg i lufthavnen og har det underligt. Jeg vil ikke herfra. Jeg elsker at være her. Det har været nogle af de bedste måneder i mit liv og følelsen af at have den her ultimative frihed er afhængighedsskabende. Ja, der har været nogle rigtig hårde dage og dage, hvor jeg bare gerne ville videre, men det har aldrig varet ret længe ad gangen, fordi jeg kunne distrahere mig selv eller fordi jeg mødte nogle søde mennesker. Jeg tror stadig ikke helt, at jeg kan beskrive, hvad den her rejse har givet mig endnu, men en ting er sikkert. Jeg har lært, at jeg kan selv, jeg er faktisk ret sej! Jeg har gjort så mange ting som jeg normalt aldrig ville have turde gøre og jeg har ikke ladet mig styre af frygt. Jeg har nydt det så meget!

I forhold til min forfængelighed har jeg lært mig nogle ting: det er ikke så vigtigt at gå og bekymre sig over, hvad andre tænker om en. Jeg har lært at lukke øjnene når man mere eller mindre har haft det samme tøj på i flere dage i træk, fordi man ikke kunne vaske tøj. Jeg har lært, at jeg ikke absolut behøver et bad hver dag (det er dog det jeg foretrækker), og at man kommer langt med tørshampoo og vådservietter. Jeg har også lært, at det er okay ikke at have makeup på, hvis man ikke lige føler for det. For i bund og grund handler det vel egentlig om, at man (læs: jeg) bare skal elske mig selv præcis som jeg er – jeg behøver ikke mascara, pænt hår og smart tøj for, at jeg kan elske mig selv. 

Jeg sidder i flyveren, på vej til nye eventyr. Da flyveren lettede fra Christchurch, var solen ved at stå op, og morgenduggen trillede som tårer over mit flyvindue – som om at flyveren græd lige så meget som jeg over at skulle herfra. Så tak, tak og tak, for at jeg gav mig selv lov og mulighed for at opleve det her! 

Næste stop: Sydney, Australien!