Frihed, frihed og frihed!

Tirsdag den 6. marts 2018

I en sovepose på en yogamåtte i et helt nyt grønt telt på en mark i Karamea

Min sidste uges tid har været rimeligvis både begivenhedsrig og ubegivenhedsrig. Jeg har brug det meste af tiden i Nelson, hvor jeg har været en del sammen med Emelie. Nelson er kendt som New Zealands mest solrige by… det var bare ret overskyet mange af dagene, hvilket var ærgerligt, fordi der er faktisk ikke ret mange ting at lave i en by der er bygget op om udendørsaktiviteter når vejret ikke er til det. Jeg vil dog sige, at det samtidig har været enormt dejligt ikke at skulle noget – for jeg har også boet på det samme hostel hele ugen, hvilket har givet mig en dejlig ro!
En af dagene mødte jeg en hollandsk pige, Zoë, som var et super interessant menneske! Vi brugte en hel dag sammen, og fordi vejret var skodagtigt, og fordi vi begge var meget trætte, så valgte vi at købe masser af chokolade og kiks, og så satte vi en film på! Det var så hyggeligt og faktisk næsten helt underligt at bruge tiden på noget så “uoplevelsesagtigt”, men det sjove er jo, at det netop også er en oplevelse: man behøver ikke at suse rundt overalt for af føle, at man oplever noget!

På en af mine alene-dage vandrede jeg, i solskin, op til Centre of New Zealand. Det var en lille tur på cirka 20 minutter hver vej, men den sidste tredjedel af turen var voldsomt stejl (overdrivelse fremmer forståelsen!), og fordi solen var ret skarp (ingen overdrivelse), var det bagende varmt at komme det sidste stykke vej. Da jeg endelig nåede toppen blev jeg mødt af en vildt fantastisk udsigt! Overalt omkring mig kunne jeg se så langt øjet rakte; bølgende grønne bjerge i alle mulige nuancer, en lille flok køer, der pænt stod og græssede på en skråning, havet der glitrede i solens stråler og byen Nelson i al byagtigthed. Der var en fyr, der sad på græsset med sin guitar og spillede og sang. Det var vildt idyllisk, og selvom han sang ret så falsk, så følte jeg bare glæden boble i maven, og jeg lagde mig ned i græsset og nød verden i det øjeblik!

Den sidste dag jeg havde i Nelson, brugte jeg sammen med Emelie. Vi var så heldige, at solen for alvor skinnede, så vi hoppede ud i min bil – som jeg endelig fik tilbage (tillid til andre mennesker kommer man langt med!), og så kørte vi på stranden. Dagen var totalt perfekt, og det gjorde også bare, at da vi skulle sige farvel, så var det endnu mere trist. Men, vi skal ses når vi kommer hjem igen – når vi har mulighed for at tage til henholdsvis Sverige eller Danmark.

Dagen, hvor jeg tog fra Nelson, valgte jeg at køre til Cable Bay, et sindsygt smukt sted, hvor man kan vandre op på en mark på et bjerg (eller en meget stor bakke) og få den vildeste udsigt over Cable Bay. Man vandrer mellem de vildt nuttede får, der går og spiser græs, og man kan se vandets mange blågrønne nuancer. Turen derhen var min første tur alene i bilen. Jeg var helt vildt nervøs til start, men det viste sig, at det faktisk er blevet ret naturligt for mig at køre i den anden side af vejen! Og da jeg lagde mærke til det samtidig med, at jeg kørte op ad en mega idyllisk vej med den flotteste udsigt, hvor der løb et lille forvildet får foran mig, begyndte jeg virkelig for alvor at boble indeni. Jeg kunne bare mærke, hvordan min krop nærmet følte, at den kunne flyve! Jeg elsker min frihed!

Om aftenen den aften skulle jeg mødes med en ny rejsemakker, fundet gennem facebook. Hun viste sig at være rigtig sød – men lidt svær at forstå. Hun har rejst rundt på nordøen et stykke tid, og slår sig op på ikke at bruge penge på “unødvendige” ting. Derudover har hun camperet hele vejen (freedom camping = 0 kr).
Den første aften med hende gik dog ikke helt som planlagt, for jeg havde jo brugt en uge i .nelson, og vidste derfor ar vejene var spærrede op mod Abel Tasman National Park (vi havde aftale at tage en endagstur derhen), men han sagde, at hun havde tjekket og at vejene var åbne. Hun havde fundet en gratis campingplads nordpå tæt på Abel Tasman og jeg havde købt mig et nyt telt. Spændt på at prøve det af, kørte vi nordpå ret sent på aftenen … og stødte på skiltet “Road closed”, hvilket i sidste ende betød, at vi blev nødt til at sove i bilen på en gratis parkeringsplads, for der var mere end en times kørsel tilbage til nærmeste overnatningsmulighed. Lige dér kunne jeg føle noget irritation stige op i mig, men jeg lod det ligge lidt, for nogle gange er det en god ide liiige at mærke efter – desuden kunne jeg ikke gøre noget ved det lige på det tidspunkt.

Vi endte med ikke at tage til Abel Tasman, for der blev jeg lidt nærig: $100 for én dag fordi vejene var lukkede – og i bund og grund gav det os adgang til (meget lækker) strand og noget pæn skov, men på det tidspunkt tror jeg faktisk mest at jeg var påvirket af at have sovet ekstremt dårligt, være sammen med en fremmed som, føle at jeg skulle virke en smule overskudsagtig for ikke at give hende indtryk af at jeg er sådan en sur og irritabel person (dårlig søvn gør dog intet godt for mig har jeg fundet ud af på den her tur). Pointen er, at Abel Tasman for mig den dag ikke var pengene værd, jeg ville bare væk fra det område og komme videre.

Dagen endte da også med at blive rigtig god, og vi fandt en hyggelig familieejet kro, hvor vi kunne slå vores telt op (i haven, ikke i kroen).
Jeg kan beskrive landskabet vi så den dag på den nordøstlige sydø, men jeg vil hellere bare sætte nogle billeder ind, for det var helt magisk!

Jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at være at rejse på den her mere primitive måde og så med TO piger. Jeg er jo en, der godt kan lide at passe på mine penge, men tiden sammen med Emelie har samtidig lært mig, at man kan finde rigtig stor glæde ved at bruge penge på ting man har lyst til, og bruge penge på ting, der kan forsøde livet lidt – eksempelvis vores ture på restaurant, hvilket var relativt dyrt nogle dage, men alligevel var det så dejligt, at det var alle pengene værd! Derfor kan jeg sige, at jeg nået til den erkendelse af, at jeg simpelthen ikke gider spare på alt. Det lyder fjollet måske, men jeg kan mærke, at jeg ikke vil gå på kompromis med min rejse. Jeg synes simpelthen ikke det er de dollars værd (hentydning til både campingoplevelsne med drengene, og overnatningen på parkeringspladsen); vi kunne have 1) kontaktet en couchsurfer/AirBnb eller 2) betalt $20-ish dollars for et hostel. Jeg siger ikke, at jeg vil spendere uden at tænke, jeg siger bare, at jeg vil give mig selv mulighed for at gøre, hvad jeg har lyst til, og give plads til selvforkælelse!

Det jeg vil kalde min “økonomiske erkendelse” går fint i tråd med min følelse af frihed. Jeg føler mig ikke bundet af tanker som “åh nej, dét har jeg ikke råd til…”, og det betyder, at jeg ikke begrænser mig selv.
Og noget jeg har oplevet et par gange på min rejse: følelsen af boblende glæde i min mave når jeg er et sted og i øjeblikket oplever magi – det løfter mig op og gør, at jeg faktisk føler mig gennemsyret af lykke.