Jeg kan godt!

Torsdag den 15. marts 2018

Starbucks i Queenstown – men kun fordi der er to timers gratis wifi

Hvordan kan man sige pænt til andre mennesker, at man gerne vil være alene? Sådan, uden at såre dem, for ved at sige, at man gerne vil være alene, så vælger man jo aktiv det andet menneske fra, og hvis det ikke bliver sagt på en pæn måde, så ender man måske med at gøre den anden ked af det. Samtidig kan det også være slemt nok, hvis man går og ikke er tilfreds på grund af den anden. Grunden til de tanker her er, at jeg nu har rejst med de to piger i cirka halvanden uge, og jeg er allerede ved at være klar til at skulle være alene igen.

… og det var sådan jeg skrev for en uge siden – jeg nåede ikke længere, fordi pigerne pludselig skrev, at de var klar til at blive hentet. Så nu:

 

Torsdag den 22. marts 2018

Manor House Backpackers i Dunedin, i rar grøn lænestol i fællesstuen

De tanker, der fyldte meget for en uge siden, og det dilemma jeg kæmpede med indeni og den ondt i maven jeg havde over det, endte faktisk med at løse sig af sig selv. Jeg ville nemlig gerne sydpå, men pigerne ville gerne direkte fra Queenstown til Dunedin, så de endte med at leje deres egen bil. Før det skete havde vi dog lige nogle lidt specielle oplevelser sammen, som jeg vil dele herinde.

Først tog vi til Te Anau, hvor vi camperede for at kunne tage den tidlige båd i Milford Sound. Det havde regnet om natten og meget typisk for mig og camping, så fandt vi ud af, at to ud af tre telte var utætte – og det var selvfølgelig det mindste telt der var vandtæt. Det betød en meget kold nat, der var rimelig fugtig, uf. Så jeg var totalt træt, da vi skulle afsted lidt over 6 om morgenen igen. Jeg blev nødt til at bede pigerne om at snakke med mig så jeg kunne holde mig vågen. Det var faktisk nok ikke helt forsvarlig at køre lige dér, men der skete heldigvis ikke noget. Og man kan spørge om, hvorfor de ikke kørte: det kunne de ikke, fordi jeg har den billige forsikring, der kun dækker, hvis andre førere end mig, har internationalt kørekort og ikke har haft skader i tre år. Ingen af pigerne kunne opfylde kravene.
Anyways. Det var en vildt flot tur, det var meget koldt og meget blæsende, men det var bare en dejlig sejltur! Helt klart anbefalelsesværdig! Når bjergene pludselig åbner sig og man kan se tusindvis af vandfald, der ser totalt magiske ud, så mister man pusten og det er helt ligemeget, at det er mega koldt og blæsende. Vi så sæler ligge og hygge sig på klipperne, og vi så en Kea, en alpin papegøje, der er fredet – den var meget nysgerrig, så det var ret sjovt!

Efter turen til Te Anau valgte vi at køre hele vejen tilbage til Queenstown og Arrowtown, fordi der kunne pigerne leje en bil OG vi havde mulighed for at bo hos en couchsurfer i nogle dage, hvilket vi gerne ville køre for (gratis seng, gratis bad og spændende selskab). Mor og far, den historie, der burde komme her, er nok ikke noget for jer at høre lige nu, så den kommer senere når jeg er færdig med at couchsurfe for den her gang (jeg vil gerne have lov til at blive ved med at rejse rundt, og det er lidt pinligt, hvis min mor og far kommer og henter mig hjem 😉 ) … men bare rolig, det er ikke en særlig farlig historie, det er bare en historie, der er lidt svær at tro på!

Pigerne og jeg skiltes som venner, og mit dilemma havde løst sig selv: jeg slap for at sige, at jeg ikke ville rejse med dem mere, og sidder med en positiv følelse indeni.

Da vi havde været i Queenstown, og pigerne havde camperet ude og jeg havde valgt at bo på et hostel, mødte jeg to fyre fra Israel, der bare var mega søde! Vi drak nogle øl sammen og spillede nogle spil sammen, og blev enige om, at det var en god ide at se syden sammen. Så de endte faktisk med at slutte sig til mig – i deres egen bil. Vi kørte ned for at se en strand tæt på Invercargill, hvor vi også overnattede i telte, og dagen efter tog vi videre mod the Catlins, hvor vi så en søløve helt tæt på, en masse sæler OG en pingvin! Altså, pingvinen kunne kun ses igennem en gigantisk kikkert, men vi så den og følte os meget heldige – for det er en meget sjælden pingvin.


Det var faktisk dejligt forfriskende at rejse rundt med drengene, fordi det bare er noget helt andet at være sammen med drenge end piger. Drenge er altså bare nogle gange lidt mere ukomplicerede og nogle gange meget sjovere at være sammen med. Ikke at sige, at jeg ikke kan lide at rejse med piger – det er bare en helt anden oplevelse, og når man er piger, der rejser sammen, så er man næsten nødt til at have en virkelig god kemi før det er en super oplevelse. Ellers kan der nemt opstå gnidninger. Det er i hvert fald min erfaring.

Da tiden kom til, at jeg skulle skilles fra drengene blev jeg helt rørt, for 1) det havde været nogle virkelig sjove dage og 2) for første gang overhovedet skulle jeg være HELT alene på min rejse. Ingen planer om at mødes med andre og kun mig til at bestemme. Præcis, hvad jeg havde ønsket mig, men samtidig også en smule skræmmende… for… hvad nu?
Drengene kørte før mig, for jeg kunne ikke lige bestemme mig for om jeg skulle tage til Dunedin eller om jeg skulle tage ud i naturen. Noget i mig sagde, at jeg havde brug for at være væk fra byen lidt, men jeg kunne også mærke, at jeg havde brug for at falde lidt ned efter en del uger, hvor jeg faktisk ikke rigtig har haft mig-tid. Så jeg tog til Dunedin, hvor jeg så stadig er. Og jeg er virkelig glad for, at jeg tog den beslutning! Vejret endte med at regne rigtig meget og det er blevet rigtig koldt! Og så har jeg haft nu to dage, hvor jeg kunne være mig, bruge lidt tid på at tænke og mærke mig selv igen, hvilket har medført, at jeg endelig har booket mig på et yoga-hold i aften. Jeg tror, at det er præcis, hvad jeg har brug for nu.

Jeg kan mærke, at jeg har en speciel følelse i kroppen, og jeg kan ikke helt forklare, hvad det er. På den ene side føler jeg mig lidt vemodig tilpas og på den anden side føler jeg mig rigtig glad. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg faktisk føler mig mæt på oplevelser. Jeg har haft svært ved at rumme alle de ting jeg har set de sidste par uger, fordi jeg ikke har haft tid til at lade det synke ind. Og det er ved at synke ind nu, sammen med erkendelsen af, at jeg kun har 15 dage tilbage på New Zealand. En anden erkendelse er, at jeg måske rent faktisk har nogle ting med hjemmefra, som jeg skal se lidt på indeni mig selv – jeg ved stadig ikke helt, hvad det er, men noget er der, og det vil jeg bruge lidt tid på. Tid på at være god ved mig selv, mærke mig selv og lytte til, hvad jeg har brug for.

Og så vil jeg lige indskyde, at jeg faktisk lidt nyder at være inde i byen igen, hvor der er kaos og orden, hvor jeg ikke skal tage mig af vanvittig natur og andre ting at se på, hvor jeg kan tage lange varme bade på rene og pæne badeværelser. Hvor jeg bare kan svæve rundt i min egen verden uden at skulle tage stilling til andet end, hvad jeg vil have at spise og hvornår jeg gider stå op om morgenen. MEN, i morgen skal jeg afsted på natur-tur igen – ud og se albatrosser, sæler og forhåbentligt nogle flere nutttede pingviner! Jeg glæder mig, for jeg tror, at det bliver mega fedt at tage på natur-tur alene, og de siger at det ikke skal regne i morgen, så det håber jeg på og regner med at sove i telt derude (ja, mor og far, det er en god campingplads, hvor man betaler for at bo, og hvor der er rigtig mange andre mennesker, bare rolig 😉 )