Magi i en anden verden

Onsdag den 25. april 2018

Fællesrummet på en rød semi-hård madras, Green Lion’s hovedkvarter, Kathmandu 

Indslaget her kommer til at handle om mine første dage i Nepal. Jeg tror, at det, at jeg har valgt at tage til Nepal kommer til at ændre mit liv. Det lyder måske faktisk ret drastisk/dramatisk at sige på den måde, men det er simpelthen bare så anderledes og jeg bliver seriøst udfordret på alle tænkelige måder, så jeg kan kun vokse af den her oplevelse. 

Min tur til Bali bød på luksus, afslapning og hygge, og måske derfor er Nepal så stor en kontrast. Men alligevel – der var meget anderledes på Bali end, hvad jeg har været vant til, så på den måde tror jeg, at jeg har jeg fået en mildere introduktion til Asien end, hvis jeg var taget direkte fra New Zealand til Nepal. Så nu er jeg i Nepal – det land jeg har ønsket at besøge i godt og vel 6 år. Og nu er jeg her endelig! Den første hele dag, hvor jeg vandrede rundt i Thamel blev jeg så overvældet at jeg næsten gav mig til at græde på åben gade. Det er så vildt, at det er næsten umuligt at sætte ord på, men…

Det første der slår en, er trafikken. Den er vanvittig. Og der er jo ingen rigtige lyskryds, for her i Nepal har de altid bare været vant til, at der er en politimand, der dirigerer trafikken. Flere har givet udtryk for, at det er ret specielt, at vi derhjemme har lyskryds overalt… jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det. Og nårh ja, der går køer midt ude på de aller mest trafikerede veje, og bilerne stopper for dem og kører udenom, ellers venter de pænt på at koen er gået forbi. Hvis man som menneske skal krydse vejen, skal man række armene ud til siden og så skal bilerne nok stoppe, men det kræver altså lige nogle dybe vejrtrækninger (og medfører voldsom hjertebanken) inden man kaster sig ud i at krydse en vej – jeg forsøger stadig så vidt muligt at gå over når en lokal, der ved hvordan man gør, skal over vejen. Men på de mindre gader og hvor jeg går hver dag er det blevet mere naturligt at gå på gaden og krydse den (fortovene bliver næsten ikke brugt her).

Det andet der slår en, er støvet. Der er et tykt lag støv overalt. Efter ti minutters gåtur er man dækket af et fint lag støv. Det sidder i alt. Ens solbriller er støvede. Ens kamera bliver støvet mens man forsøger at tage et billede. Ens lunger føles som om, at de har røget 50 cigaretter på under en time. Den første aften mistede jeg næsten stemmen og jeg har fået en del migræneanfald på grund af støvet. Men jeg har anskaffet mig en maske, fordi det simpelthen er umuligt at gå rundt uden. Er man smart? Nej! Er man fornuftigt og passer på sig selv? JA…!

Det tredje der slår en, når man er kommet sig over chokket over trafik og støv er at 1) alle er virkelig små; jeg er i gennemsnit et hoved højere end alle andre, 2) jeg er meget lyshåret, 3) jeg følte mig meget nøgen da jeg vandrede ned ad gaden i mine shorts og min T-shirt, der går ned over skuldrene. Normalt føler jeg egentlig, at jeg er okay anstændigt klædt, men her er jeg virkelig næsten slutty. 

De første to overnatninger her i Kathmandu var på et hotel i bydelen Thamel (den mere turistede del af Kathmandu). Her slappede jeg af og blev forelsket i tanken om at komme til Tibet. Derefter skulle jeg videre til the Green Lion’s hus i en anden bydel. Her er jeg stadig. 

Vi er lige nu 7 frivillige i alt, og vi bliver passet godt på af dem, der arbejder her. Lige nu er der intro/kulturuge, hvor vi bliver introduceret til vores projekter, til Nepals kultur og sprog, og hvor vi bliver vist rundt i Kathmandu til de store og spændende ting at se her. For – jeg skal jo nemlig være frivillig her i Nepal, hvor jeg skal undervise nogle munke i engelsk, og hvor jeg skal bo på et kloster. Det bliver meget, meget spændende og jeg glæder mig rigtig meget til at komme igang med projektet! 

En oplevelse, der meget godt karakteriserer en tur rundt i Kathmandu (formentligt generelt i Nepal), var vores tur til Pharping; et område, hvor vi besøgte det kloster jeg skal arbejde på, og i området er der et af de mest kendte hinduistiske templer, hvor man ofrer dyr og andre ting. For at komme derhen skulle vi med bus. Fordi projektlederne gerne vil give os en oplevelse af at være en del af den lokale kultur, så skulle vi selvfølgelig med offentlig transport (bus). Det var mildest talt spændende. Vejene er totalt lavet af grus, og består af mange huller og mange stejle skrænter. Som jeg fik beskrevet af en, det lige har været i Nepal: busture her er som at få massage af mange Ninja-spark. Nogle gange skal man bare lukke øjnene og lade som om at alt er i skønneste orden. Jeg tænkte at turen til Pharping var spændende – men jeg anede ikke, at turen tilbage til Kathmandu ville være endnu mere spændende. På vej op af den første bjergside i et sving, gik bussen i stå efter et højt brag og en lyd som når man trykker på speederen når bilen står i frigear. Konduktøren (der altid halvt hænger ud af døren og råber ruten) sprang ud og skubbede så bussen kunne køre igen. De der lyde der – braget og lyden af speeder i frigear – hørte vi flere gange, men da ingen i bussen virkede til at være nervøse, så besluttede jeg mig for at lade som om, at alt var okay for jeg kunne alligevel ikke gøre noget. Vi endte da med at komme til Kathmandu, men da vi drejede om et hjørne på en meget trafikeret vej, så lød der et gigantisk brag og det gav et kæmpe ryk i bussen før den brat stoppede. Det lød som om, at motoren var faldet ud af bussen. Imponerende nok trak folk bare på skuldrene, forlod bussen og gik videre. Vi gjorde det samme. 

Det skal lige siges, at der er nogle andre store forskelle på busserne i Nepal i forhold til Danmark. Der står ikke rigtig skrevet, hvor bussen kører hen. Der hænger en konduktør ud af døren på busserne og nærmest skriger destinationerne ud. Når bussen er proppet er det også hans job at få plads til flere – selvom man ender med at sidde op skødet af hinanden. Der er heller ingen stopknapper, så det er igen konduktørens job at hamre på siden af bussen for at give signal til chaufføren: et slag betyder stop. To slag betyder klar til at køre. Og jeg tror, at tre slag betyder at han bare skal fortsætte.

Skal man finde en bestemt butik eller et bestemt sted her i Kathmandu kan det være vanskeligt, for de har ikke rigtigt adresser, og man kan ikke rigtig finde det, for alt er dækket med skilte. 

Det er altså et vanvittigt land indtil videre og det er så markant anderledes end noget som helst andet jeg nogensinde har oplevet. 

Jeg får virkelig testet nogle grænser af – både hvad angår mad og forfængelighed og toiletforhold. Men det er okay – jeg skal nok komme igennem det på en positiv måde: det er stadig i tilvænningsfasen. Men samtidig hørte jeg mig selv melde mig selv til at lave en præsentation. Dét har jeg aldrig i mit liv gjort før! Desuden har jeg heller aldrig bare budt ind med ting i undervisningen som jeg gør nu – jeg er den, der snakker mest. Hvad sker der for det???!!! Jeg kan mærke, at jeg har rykket mig helt vildt på de punkter – jeg er mere åben og jeg kan mærke, at jeg hviler mere i mig selv. De frivillige der er med i mit projekt er kommet i hold af to, og førhen ville det have skræmt mig totalt væk, men nu er det åbenbart ikke noget problem, og jeg kan ikke finde ud af, hvad der sker, men det er faktisk en ret fed følelse! 

Jeg skal lige have arbejdet med det med bade- og toiletforhold, men jeg kan mærke, at det er bliver nemmere og nemmere – for vi er jo alle i samme båd. Alle har de samme vilkår og det gør det altså lidt lettere! Det der påvirker mig allermest er frygten for at blive syg; jeg har nemlig set tre piger fra huset blive så syge, at de knap nok kunne gå. Det er også noget jeg lige skal komme over, for sker det, så sker det, og dem på projektet er vant til, at turister rammes af Nepal-syge. Man siger faktisk, at 99% af alle turister rammes. Så sandsynligheden for, at jeg går fri er ret lille. Puh! 

Men jeg elsker at være her – det er magisk at se bedeflagene blafre i vinden og det er magisk at være et sted, der er så tæt på Tibet og har så meget af den tibetanske kultur i sig. Det føles lidt som om, at jeg har fået et brev fra Hogwarts om, at jeg er blevet optaget, og at jeg kan tage Hogwartsekspressen fra King’s Cross til september!