Tilbage til de brølende 20´ere

Søndag den 18. februar 2018

På et håndklæde et sted på Clive Square i Napier omringet af palmetræer og blomster i alle farver, med en strålende sol over mig

I bussen til Napier mødte jeg en svensk pige på min alder som fortalte mig, at der var Art Deco-festival i byen i weekenden. Jeg havde lidt regnet ud at der skete noget i byen – for jeg havde ikke kunnet finde et overnatningssted (det fandt jeg først ud af efter at jeg havde booket busbilletterne). Jeg anede i bund og grund ikke, hvad der skulle ske, men Emelie fortalte mig, at der ville være en masse musik og udklædninger og sådan. Jeg tænkte, at det nok bare ville være som enhver anden lille byfest…

Da jeg steg af ud bussen i fredags i Napier, trådte jeg direkte ud i 30 grader og voldsomt solskin. Jeg begyndte min vandring mod Shakespeare Road mod mit hostel (som jeg meget overraskende havde kunne booke aftenen før til en rimelig pris) – udfordringen var blot, at jeg åbenbart var kommet til at booke et ophold til marts i stedet for februar, men det fandt jeg selvfølgelig først ud af, da jeg var kommet derhen. Og ALT i byen var booket (bortset fra et meget dyrt hotel som jeg ikke videre havde lyst til at betale for). Heldigvis var damen i receptionen mega sød og hun ringede rundt til andre hostels for at se om, der var nogen der tilfældigvis havde en seng i overskud. Det var der – jeg var bare virkelig heldig. Det var dog et lidt underligt sted, for det var et hostel, hvor man bor hvis man er her i længere tid for at arbejde, så det er backpackeres semi-permanente hjem… På grund af det, var jeg enormt glad for at have mødt Emelie, for det er ikke så tit, at langtidsbeboere gider investere tid i rejsende, der bare kommer forbi nogle få nætter.

Efter et tiltrængt bad besluttede jeg mig for at vandre rundt i byen og se mig omkring. Først begyndte jeg at lægge mærke til ældre mænd med hat og seler, og deres koner med små fine hatte og pæne kjoler. Jeg tænkte, at det måske var mode for den aldersgruppe… indtil jeg lagde mærke til et barn med hat, skjorte og seler, med sin mor i en 20´er inspireret kjole. Og da gik det op for mig, at folk rent faktisk klæder sig ud i art deco stil – og at jeg var en af de eneste, der ikke var klædt ud.
Mit historie-hjerte begyndte at hamre rigtig hårdt og jeg følte, at jeg havde fat i en transitnøgle, der snurrede mig rundt, rundt, rundt, indtil jeg pludselig befandt mig i 1920´erne. Der var flotte vintage-biler overalt, jazzmusik kunne høres på hvert gadehjørne, børn var klædt ud, folk dansede i gaden og alle levede sig ind i stilen og var virkelig gået all-in! Jeg var så begejstret, at jeg slet ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle stille op med mig selv, for jeg havde den største trang til at hoppe op og ned, klappe i hænderne af begejstring og samtidig grine hysterisk af glæde, fordi jeg endelig havde fået bevist, at det faktisk er muligt at rejse i tiden!

Emelie og jeg havde en virkelig sjov aften, hvor vi mødte en masse interessante mennesker (lokale), der viste os nogle af de særlige steder i byen. Der var slået et bar-telt op i midten af en plads, hvor træerne var oplyst og et lille græsstykke var indhegnet af et lille, mega nuttet forstadshegn – her fik vi serveret kold rosévin og kunne betragte de smukke mennesker (alle bliver altså bare pænere når de er klædt i tøj fra 20´erne og af en eller anden grund ser alle mega rige ud).

Dagen efter inviterede en af de lokale os ud for at se et vandfald. Vi skulle gå et lille stykke, men da vi endelig nåede derud blev jeg slået i hovedet af alfemagi! Vandfaldet var i et lille indelukke og der var en mini-sø med en mini-ø i midten. Klipperne, der omkransede vandfaldet glitrede i alle tænkelige grønne nuancer og mellem mini-søen og den grønne klippe var der en lille hule, hvor jeg er sikker på, at alferne bor. Det var så magisk et sted, at jeg nemt kunne have brug hele dagen der, og jeg følte mig opfyldt af energi bagefter.

Napier er er sted jeg helt sikkert gerne vil tilbage til – og jeg vil meget gerne opleve den her festival som almindelig rejsende, der har plads til flotte kjoler, hatte og hårbånd i KUFFERTEN. Det er en magisk by, med flotte bygninger, lige ned til havet og en helt vildt rar stemning (og ja, jeg er måske blevet lidt forelsket i ideen om at bo i 1920´ernes Napier og er måske derfor en lille smule præget af det lige nu).

Jeg tror faktisk, at folk i 1920´erne var lykkelige. De kunne da ikke have været andet! Hvis weekenden bare afspejler en lille smule af den stemning man kunne opleve i den tid, så kan man virkelig kun have nydt det! Jeg ved godt, at det er min idylliserende hjerne, der spinder historier om historien – men det er måske bare fordi det har været en helt vildt surrealistisk weekend, hvor jeg seriøst har følt, at jeg har deltaget i en tidsrejse! Desuden kan jeg ikke lade være med at bemærke, hvordan det at være fælles om noget, virkelig styrker den følelse, der binder folk sammen; i det her tilfælde, at alle klædte sig ud i de flotteste outfittet fra dengang (og de gør det konsekvent fra morgen til aften hele weekenden). Man er ikke underlig, hvis man klæder sig ud – man skiller sig ud, hvis man har normalt tøj på. Det, at folk – både fra nær og fjern – gør så stort et nummer ud af at leve sig ind i stilen gør, at en glædestrålende atmosfære spredes over hele byen, og som nyankommen har man bare lyst til at kaste sig ind i følelse og lade sig rive med, for at blive en del af den gamle tid.

Roadtrip!

Fredag den 16. februar 2018

Formiddagstid på en pæn træbænk et sted på Ferry Road i Taupo med den vildeste udsigt

Okay, her kunne jeg nok sidde for evigt. Lige her. Himlen er den lyseste lyseblå farve, ude i horisonten kan man ane nogle bjerge, der stadig står i skygge og søen foran mig har antaget en levende klar blå farve. I buskene foran mig sidder hvide sommerfugle på de lilla og hvide blomster, og små fugle sidder og pipper håbefuldt (jeg har lige spist morgenmad, så jeg tror, at de gerne vil have noget brød). Solen skinner og de sidste små skyer fra natten er på vej væk. Der er en helt særlig fred over sådan nogle steder her og det giver mig sådan lyst til at kunne tage et rigtig godt billede, der faktisk kan fange alle de følelser, der eksisterer i øjeblikke som disse.

Siden sidst er der faktisk sket rigtig meget. Jeg har forladt Auckland – med to drenge (Corey fra Oregon og Jan fra Tyskland) jeg mødte på couchsurfing – i en bil vi købte sammen. Måske var det en en smule overilet beslutning at købe en bil med to fremmede, men vi var alle tre så trætte af storbyen, og alternativerne såsom at leje en bil eller tage bussen var simpelthen bare alt for dyre. Så vi købte en lille sød bil (den er ret grim) til kun $800 INKLUSIV campingudstyr. Bilen hed Nellie da vi købte den, så den hedder altså stadig Nellie. Det er forøvrigt min første bil nogensinde, så jeg er stadig ret begejstret.

Planen var jo at tage til Coromandel og Hot Walter Beach, men fordi det regnede så voldsomt blev vi frarådet at køre derhen, fordi vejene var for farlige at køre på. Så vi valgte i stedet at køre sydpå mod Waitomo, hvor vi blandt andet så et stort vandfald i Marokopa og glow worms i Waitomo-grotterne. Alt var bare super godt – indtil det ligesom går op for mig, at jeg måske er lidt irriteret på amerikaneren, der virkelig er rigtig amerikaner (fordomme bliver udtrykt her): meget bedrevidende, højlydte, fraværende og lettere glade for dem selv. Og samtidig så umodne, at de er lidt søde. Det er svært at forklare – nogle mennesker har man sådan et lidt specielt forhold til. Men vi fik det til at fungere, og desuden skulle vi kun være sammen i nogle få dage, så jeg kunne sagtens holde det ud.
Om aftenen skulle vi campere på en af de gratis campingpladser. Det var jo en genial ide, og vi havde jo fuldt campingudstyr med, så det var ingen sag! Vi fandt et mega fint område ved en stor flod (hvor der også var toiletter). Udfordringen var bare, at det var begyndt at regne igen – rigtig meget. Vi skyndte os at slå teltet op så vi kunne komme i tørvejr… men teltet viste sig at være utæt. Det regnede INDE i teltet. Suk. Suk. Suk. Og alt var vådt. Min regnjakke kan åbenbart ikke holde til ret meget regn ad gangen, så den er altså blevet utæt. Den aften kunne jeg vride vand ud af min regnjakke…
Jeg besluttede mig for at sove i bilen, for jeg kunne ikke se det sjove i at sove i en stor semi-indendørs vandpyt mens det regnede på mig. Drengene ville dog gerne have den oplevelse med, hvilket jeg i al hemmelighed (i starten) var glad for, fordi jeg så ville have bilen for mig selv. MEN. Der er rigtig mørkt på sådan en campingplads. Floden brusede og regnen hamrede på bilen. Og så gik min fantasi ellers i gang. Jeg fik billeder af mordere og voldtægtsforbrydere og alle mulige onde mennesker, der ville komme og bryde ind i bilen og gøre onde ting ved mig. Så jeg tog selvfølgelig mine forholdsregler:

Jeg snurrede en pandelampe om mit håndled så min tommelfinger hele tiden kunne trykke på tændknappen – på den måde ville jeg være klar til at blænde et eventuelt ondt menneske.
Jeg åbnede min lommekniv (tak mor) og lagde den et stykke fra mig (jeg ville ikke ønske at ende med at spidde en af drengene i tilfæde af at de ville ind i bilen) – formålet med det ville være, at hvis lyset ikke skræmte dem væk – så ville min kniv nok gøre det.
Jeg blev ved med at sige til mig selv, at drengene havde sagt, at bilen IKKE kunne glide ned i floden.
Jeg tog min øjenmaske på – på den måde kan jeg jo ikke se onde ting og derfor eksisterer de jo ikke (strudsementalitet).
Jeg krammede Solsikke – Solsikke hjælper altid.
Bom, jeg faldt i søvn.

Jeg besluttede mig dagen efter, at det altså på ingen måde var det værd at spare penge på en overnatning – så hvis jeg skal campere igen, så bliver det i tørvejr.

Vi tog derefter videre til Rotorua – en rigtig hyggelig lille by med 17 søer omkring sig. Der er en liflig lugt af rådne æg – men det er fordi byen er bygget på aktive vulkaner. Det betyder, at der flere steder er områder, hvor der kommer damp op ad jorden, og hvor jorden faktisk bobler. For eksempel ved the Mud Pools, hvor en gigantisk mudderpøl blæser bobler (ligesom når man sætter et sugerør i et glas mælk). Det lyder lidt på samme måde, men er meget fascinerede at se på. Hot Pools er noget andet; det er små naturlige badekar i naturen, hvor vandet nogle steder koger. Det er mega lækkert at ligge og slappe af i de pools der er mennesketemperaturer – vi havde regn det meste af tiden, men det gjorde absolut intet dårligt for oplevelsen af at ligge i det varme vand! Men de er propfulde uanset vejr.
Udenfor Rotorua er der en Maori-landsby (Whakarewarewa), hvor Maorierne stadig bor. Man kan komme og besøge byen – lidt som den gamle by. Det var rigtig spændende og helt bestemt alle pengene værd! Der er store dampskyer over alt, så selv hvis man kommer forbi på en meget kold dag, så kommer man ikke til at fryse!

Længere sydpå er Taupo. Byen der blandt andet er kendt for faldskærmsudspring og anden ekstremsport – det er meget dyrt, men her er så mega flot, at det nok kunne være en fed oplevelse. Lake Taupo er på størrelse med Singapore og byen har en dejlig afslappet følelse over sig. Herfra kan man også tage en bus til Tongariro Crossing (en en-dags hikingtur) noget jeg ikke lige følte for at gøre, men som drengene gerne ville. Det er der man kan se Mount Doom fra Ringenes Herre (jeg har aldrig set filmene).

Det blev Valentins dag – en dag som jeg måske nok lidt i al hemmelighed elsker – og jeg havde en rigtig træls dag. Det regnede og regnede og regnede. Drengene irriterede mig lidt og jeg havde for første gang lidt hjemve. Vi skulle ud til nogle hot pools, og da vi var kommet derud bad de mig åbne bagagerummet, og ud af det blå overrakte de mig en lille buket blomster – og vupti – så blev jeg faktisk i rigtig godt humør igen. Det var simpelthen bare så sødt af dem!

Drengene og jeg skiltes ad dagen efter, for de vil gerne hurtigt igennem sydøen og jeg vil gerne have mere tid på nordøen, fordi jeg har længere tid end dem. Så de tog bilen med (som jeg får tilbage når jeg kommer til sydøen om cirka to ugers tid).
Jeg brugte min alene-dag i går på at nyde vejret. Jeg sejlede ud til Acacia Bay, hvor man kan se Maori-udskæringer i en klippevæg og jeg lå på stranden og nød den fantastiske udsigt og solen… og så faldt jeg selvfølgelig i søvn… hvilket ikke var så godt, for solen er virkelig skarp her – så gæt, hvad der skete med min hvide hud (jeg faldt i søvn på både ryggen og på maven – men det var bare så dejligt!).

I dag tager jeg videre til Napier, en by i Art Deco-stil. Den ligger ved vandet til øst og må derfor være en af de første byer i verden, der oplever solen stå op – så jeg skal helt sikkert ud og opleve en solopgang! Jeg er vildt begejstret for at være alene igen – særligt sætter jeg pris på, at jeg kan gøre tingene i mit tempo og at jeg ikke er afhængig af andre. Så lige nu nyder jeg det bare!

Jeg er begyndt at gå med meget lidt makeup – nogle dage har jeg ikke engang haft noget på, men det var mest af dovenskab. Jeg har dog købt mig en tørshampoo, for det er simpelthen uundværligt! Og jeg bruger min hårtørrer hver gang jeg har været i bad – jeg har nemlig fået en adapter der faktisk virker 😉

Dog vil jeg sige, at jeg virkelig er blevet udfordret i forhold til beskidthed; det der med jord og mudder overalt, fugtighed overalt, det at man skal kravle ned i soveposen med beskidte fødder, fordi det ikke er muligt at tage et bad… iiiiw. Jeg bliver bedre til det, men det er udfordrende – og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg er startet min rejse i New Zealand, hvor der stort set alle steder er rent og pænt, for havde jeg startet i Nepal havde jeg nok fået et mindre sammenbrud. Men det bliver bedre. Desuden så hjælper det, at man rejser med rygsæk, for det er simpelthen umuligt at være totalt smart og overskudsagtig når det er 30+ grader og man kommer vandrende op ad bakke i høj sol uden mulighed for skygge med 15-20 kilo på ryggen.

Ja, det er altså mit liv de næste par måneder, og jeg vil sige, at jeg efter to uger faktisk er begyndt at synes ret godt om det!

Smukke, smukke verden!

Fredag den 9. februar 2018

Rar sort lænestol, Queen’s Arcade Auckland (gade vide, hvor lang tid jeg må sidde her…?)

Del 2 – Fra Auckland til Paihia og tilbage igen

I et anfald af at ville ud af storbyen, besluttede jeg mig for at tage op nordpå til Paihia i Bay of Islands dagen før Waitangi Day (dagen, hvor Maorierne og englænderne underskrev en fredsaftale for mange år siden).

Jeg tog en bus derop. En god tur på omkring 4 timer, der tog os igennem et fantastisk flot og grønt landskab med vilde udsigter til bølgende bakker og blå havglimt; man kunne kun sidde klistret til vinduet og beundre den flotte natur, mens bussen gyngende kørte op nordpå. Op til varmen og solen!

I Paihia skulle jeg hos en couchsurfer, som også ville tage mig med til Waitangi Day dagen efter. Første aften bød på pizza og gigant-is og en mega flot rundtur i området. Vi kørte også forbi Haruru Falls, et lille vandfald i en stille sø omgivet af træer!
Jeg kørte i min couchsurfers bil (første gang, at jeg har kørt i den forkerte side af vejen), og jeg var kun ved at dreje den forkerte vej et par gange (panik…!). Men jeg endte med at få okay styr på det.

På Waitangi Day tog vi til Waitangi, et område, hvor Maorierne oprindeligt holdt til, og hvor fredstraktaten blev underskrevet. Det var simpelthen bare en helt vildt fascinerende dag, hvor der var traditionelle Maori-ting overalt, hvor de sejlede med deres Waka (krigsskibe) og lavede Haka (traditionel krigsdans). At overvære Haka er noget der gør stort indtryk, fordi der udstråler sådan en kraftfuld styrke fra de mennesker der laver det – det er gåsehudsfremkaldende!!!
En sjov detalje var, at på hele området var alkohol og sodavand forbudt af sundhedssårsager… men al den mad man kunne købe var simpelthen fedtprovokerende (eksempelvis hvidt brød der bliver friturestegt). Dagen var fænomenal vejrmæssigt, og jeg havde været så smart at tage en kjole på med mine hvide gummisko… hvilket jo så betød at mine ben blev pink i helt enorm grad mens mine fødder var HELT hvide stadig. Det var faktisk rigtig grimt, men også lidt sjovt. Jeg er dog begyndt at smøre mig ind i meget oftere end derhjemme, for solen er virkelig skarp!

Det er seriøst et besøg værd at tage de timer nordpå, for der er bare så dejligt fredeligt og så er der enormt mange ting man kan lave og se (gad godt at være mega, mega rig når jeg er sådan nogle steder!).

En tysk pige, Caroline, ville møde mig onsdag, dagen efter Waitangi Day for at leje en bil og køre nordpå til New Zealands nordligste punkt, Cape Reinga, hvor man også kan se Stillehavet og det Tasmanske Hav støde sammen (lidt som i Skagen, bare i en anden størrelsesorden). Caroline var en rigtig sød pige og vi endte med at have en mega hyggelig dag sammen! Første stop var Rainbow Falls i Kerikeri – et af de absolut smukkeste steder jeg nogensinde har set. Det var lidt lige som at træde ind i en alfeskov, hvor der er en helt særlig ro, og solen bliver reflekteret i vanddråberne fra vandfaldet og skaber en masse flotte regnbuer – det er virkelig magisk at se på! Hvis vi havde haft mere tid ville vi have vandret den længere tur i området, men fordi vi havde en lang tur foran os til Cape Reinga, og gerne skulle nå derop inden vejret blev alt for overskyet, så blev vi nødt til at køre.

Kort tid efter mødte vi to hitchhikere der skulle samme vej som os. Vi stoppede for mad og endte til sidst helt oppe på toppen af New Zealand. Det var så flot og så enormt storslået, at det er svært at beskrive og stort set umuligt at indfange stedets styrke på et billede. Det var et sted jeg kunne have brugt hele dagen – bare sidde og kigge udover det flotte, blå hav og de store bølger.

På vej mod Paihia havde vi lige to stop tilbage: the sand dunes og 90 mile beach. Førstnævnte er gigantiske sandbakker som man kan “surfe” på, hvis man er til det, ellers kan man, ligesom os, kravle op på toppen af dem (hvilket er ret hårdt) og så prøve at komme ned uden at slå kolbøtter hele vejen!

90 mile beach er en meget kendt og meget lang strand (deraf navnet). Vejret var blevet ret øv da vi nåede dertil, det var ellers meningen at vi ville ud og bade i havet – det bliver næste gang!

Dagen efter skulle vi aflevere vores bil og så besluttede vi os for at prøve at hitchhike tilbage til Auckland (som nævnt, en tur på cirka 4 timer i bus). Vi startede lidt over 8 og skulle ikke vente mere end nogle få minutter før vi fik det første lift. Turen endte blandt andet med at tage os forbi Kawakawa (bare rolig – ingen kan i virkeligheden finde ud af, hvordan de der navne udtales…), hvor der er et mega berømt offentligt toilet. Jep, et toilet som turistbusser stopper op ved. Det var da også specielt (okay, det var ret sjovt at se) – lavet af en der vist hedder noget med Hunderwasser.
I Whangarei fik vi et lift af en mega sød newzealandsk kvinde, der skulle til det nordlige Auckland – cirka en time i bus fra centrum. Efter en cookie og en sodavand besluttede Caroline og jeg os for at prøve at hitchhike til centrum og ved et rent tilfælde kom hende der kørte os til Auckland forbi, fordi hun var blevet færdig med det hun skulle og tilbød os et lift til byen. Det sluttede vores eventyr op nordpå og det var bare en mega god oplevelse! Og faktisk tog det kun cirka 5 timer.

Noget af det jeg har fået med fra de sidste par dage er, at jeg virkelig godt kan lide at rejse med andre, men at jeg elsker at rejse alene, fordi jeg bare skal tage hensyn til mig. Derfor er min umiddelbare plan (alt kan ændres) at rejse med andre i nogle dage ad gangen, for så at have tid for mig selv – for det er noget af det fedeste!

I dag skal jeg på mini-campingtur til Piha med nogle jeg måske skal rejse rundt med på sydøen, så det glæder jeg mig til! Og i morgen tager jeg til Coromandel med nogle andre – masser af ting at se frem til!!!

… og en lille update på min tøj- og hårtørrersituation: det går fint. Jeg har nu flere dage lufttørret mit hår MEN hvor var det dejligt at kunne føntørre det i går – og den glæde jeg fik lige dér gør at det nu allerede er det hele værd at have slæbt den med (haha). Tøjet er jeg ved at vænne mig til – det er jo mit eget, men det er noget andet når man skal tage højde for at man kan komme ud for situationer der kræver praktisk tøj. Men det er faktisk dejligt. Nyder lidt bare at have afslappet tøj på (men sig det ikke til nogen endnu!).

P.S. I skrivende stund er der en mand, de sidder og ryger noget suspekt fra en sodavandsdåse overfor i en af de andre lænestole. Det er faktisk lidt underligt og noget jeg lige ville dele, fordi det nok er noget jeg ender med at glemme 😉

Den rigtige begyndelse

Fredag den 9. februar 2018

Rar sort lænestol, Queen’s Arcade Auckland

Okay! Nu har jeg altså været i New Zealand i en hel uge, og jeg føler på en måde, at jeg har været her i flere måneder og på andre måder føles det som om jeg kun lige er ankommet. Min tidsfornemmelse er helt forskruet – jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i dage, datoer og tidspunkter, hvilket nogle gange giver mig sådan en helt surrealistisk følelse i maven; på den anden side kan jeg ikke lade være med at nyde det en lille smule, fordi jeg jo ikke skal noget bestemt.

Del 1 – Auckland de første par dage

Jeg ankom til Auckland lufthavn sidste fredag klokken 5 om morgenen (og nej, jeg har slet ikke mærket noget til jetlag). Det var så intimiderende at skulle igennem tolden, fordi jeg har set alle de der “Grænsepatruljer” i TV og ved derfor, at de er ret strikse med, hvad der kommer ind i landet. Da jeg skulle vælge om jeg havde noget at deklarere panikkede jeg en smule, for jeg da var mega bange for at blive sendt hjem igen – det resulterede så i, at jeg blev nødt til at smide den kanelsnegl ud som jeg havde fået med af min mor, og som jeg havde set meget frem til at spise (suk, hvor var det tåbeligt). Så et godt råd – slap lige af inden alt bliver smidt i skraldespanden – der er MASSER af folk man kan spørge.

På mirakuløs vis kom jeg (ret nemt) ind i byen, fandt en Starbucks og besluttede mig for at gå hen til mit hostel, der kun lå 3,5 kilometer væk. Det var ret varmt da jeg begyndte at gå, og fandt ret hurtigt ud af, at der er vanvittige bakker i Auckland … det er faktisk lidt hårdt med stor rygsæk på! Men hvor var det bare den dejligste gåtur! Jeg kom igennem dejlige parker, blev opslugt af alle de smukke grønne farver omkring mig og følte mig bare helt omsluttet af de varme solstråler omkring mig. Det er virkelig fascinerede at komme til et land, hvor der er modsat årstid.

 

 

 

 

 

 

 

Mit hostel var super godt og nemt at finde, og efter et tiltrængt bad, skulle jeg møde en couchsurfer, der havde tilbudt at vise mig lidt rundt i byen. Det endte med at blive en mega hyggelig dag og aften, hvor jeg mødte en masse andre rejsende.

Jeg blev helt optaget af den der følelse af, at jeg faktisk selv har bestemmelsesret over mit eget liv og dermed også mine egne beslutninger, og med den følelse i maven gik jeg i seng.

De næste par dage i Auckland brugte jeg sammen med andre rejsende og couchsurfere, hvor jeg så Devonport, centrum og nogle strande. På grund af det meget omskiftelige vejr kom jeg ikke ud til Waihike eller Rangitoto – men jeg ved allerede nu, at jeg gerne vil tilbage hertil!

De første dages indtryk har efterladt sig en følelse hos mig af, at jeg faktisk godt kan selv, og er der noget jeg ikke har lyst til, så behøver jeg ikke at gøre det. Jeg kan mærke, hvordan friheden i at være mig selv virkelig styrker min indre følelse. Jeg har haft nogle virkelig gode oplevelser med at bo hos couchsurfere i stedet for hostels – men jeg tror, at jeg vil kombinere det en smule, for nogle gange er det også rart ikke at være helt så afhængig af andres skema.

Højt, højt oppe i luften!

Et udefinerbart øjeblik

Flyveren sæde 22F et sted mellem København og Doha

Okay, den der følelse, hvor man er på nippet til at begynde at græde hele tiden og samtidig spontant bryde ud i en form for hysterisk latter har forfulgt mig de sidste par dage, og det er bestemt ikke blevet mindre jo nærmere jeg er kommet på afgang!

Og, hvor er det bare uretfærdigt hårdt at skulle sige “vi ses” til de mennesker jeg holder aller mest af! Både mine venner og min dejlige familie! En ting jeg bliver meget bevidst om når jeg tager afsted i længere tid er, at der faktisk er virkelig mange mennesker, der betyder rigtig meget for mig, og det er jeg dybt taknemmelig for!

Jeg lander i Auckland klokken 5 om morgenen på fredag (torsdag aften klokken 17 dansk tid), og jeg har booket et hostel de første to nætter, hvorefter jeg skal bo hos en couchsurfer som har tilbudt mig sit ekstraværelse. Dét glæder jeg mig til – og jeg håber, at det kommer til at tilføje min rejse nogle rigtig positive ting!
Der er en, der har tilbudt at komme og hente mig i lufthavnen på fredag – og der er en familie, der har tilbudt at jeg kan komme og bo hos dem nogle dage på deres gård. Jeg tror og håber, at det bliver rigtig spændende at være sammen med lokale på den måde.

Jeg har faktisk ellers ikke planlagt noget hjemmefra, fordi jeg vil rigtig gerne oplevelse friheden ved at rejse uden at være bundet til ting jeg skal – jeg vil gerne have muligheden for at kunne sige ja til de ting jeg har lyst til uden først at skulle overveje om jeg kan – det er på nogle punkter ret grænseoverskridende for mig, for jeg er en, der plejer at have totalt styr på det meste, men det føles egentlig ret sundt at give slip på ønsket om total kontrol og i stedet lade min lyst og min mavefornemmelse styre lidt i stedet.

Jeg er kommet godt afsted og valgte at tage Solsikke med på min rejse (ja, jeg er 28 og ja, Solsikke er en bamse – men for lige at retfærdiggøre det, så er det altså en MULTIFUNKTIONEL bamse). Solsikke har været med alle andre steder og skulle jo derfor naturligvis også med den her gang.

Jeg har tænkt over nogle ting jeg kunne have gjort anderledes i forhold til mine forberedelser til rejsen, så det vil jeg lige dele:

Sørg for i ordentlig tid at få vacciner – og jeg fandt ud af, at der er stor forskel i pris de forskellige steder så det kan være godt givet ud at undersøge de forskellige vaccinationssteder.
Sørg for i god tid at have overvejet visum – det gjorde jeg ikke før i starten af januar, hvilket faktisk endte med at stresse mig en smule.
Bestil penge i god tid – særligt til de der steder, hvor man ikke helt ved om der findes hæveautomater
… og så finder jeg nok på nogle flere ting jeg kunne have gjort anderledes når jeg er i gang med min rejse

Forberedelse, forberedelse og mere forberedelse

30. januar 2018

Hjemme hos min mor

Okay, så er det altså ved at være: jeg skal ud på min store rejse lige om lidt!! Jeg har gjort mig en masse tanker om det og jeg kan mærke, at jeg er virkelig, virkelig nervøs og spændt og nervøs spændt – men jeg er ret overbevist om, at jeg bare skal op i flyveren, og så skal jeg nok klare det!

Men, for lige at gøre det klart for alle, hvad det her egentlig drejer sig om, så vil jeg lige fortælle, hvad det er jeg er så nervøs og spændt over! Jeg skal ud på en stor rejse – min store rejse – som ender med at tage mig igennem New Zealand, over Sydney og lækre Bali, hvor jeg til sidst ender i Nepal. Som udgangspunkt er hele rejsen kun med mig selv og de mennesker jeg møder på min vej – bortset fra tiden på Bali som jeg deler med min søde og dejlige veninde. Det bliver 10 dage i paradis! Min rejse strækker sig over 4,5 måned – og jeg har tænkt mig at føre en form for rejsedagbog her på siden så jeg selv har det at se tilbage på, men også så eventuelt interesserede kan følge med på min rygsæk-færd på afstand.

Alle forberedelser er gjort, og det eneste jeg egentlig mangler, er at pakke min rygsæk (hvilket faktisk har vist sig at være en del vanskeligere og mere udfordrende end jeg lige havde regnet med!) – og så glemte jeg selvfølgelig anden del af min koleravaccine i Odense hos min far, hvilket betyder, at min mor og jeg bliver nødt til at køre forbi Slagelse før vi tager til lufthavnen i morgen. Det er jo bare typisk, men heldigvis var det ikke mit pas jeg havde glemt!

Jeg har gjort mig rigtig mange tanker om, hvad jeg skal pakke til min rejse og undervejs i den tankeproces er jeg stødt på nogle kanter hos mig selv som jeg tror (og håber) bliver slebet lidt til under min rejse. De der tanker og bekymringer om, hvad andre tænker om en, hvordan man “skal” se ud, hvad man “skal” gøre – de fylder faktisk ret meget for mig, og kan somme tider (måske faktisk ofte) skaber hæmninger for mig, og det ender med at have betydning for den måde jeg er på og de ting jeg vælger at gøre. (For eksempel var selve processen med at udvælge vandrestøvler og rygsæk var ret langsommelig, fordi jeg gerne ville have et par smarte vandrestøvler, der passede til min rygsæk (!!!) og som også kunne se fede ud til mine jeans (yes, det er jo sådan noget, der betyder noget jo)). Men lad os lige begynde ét sted – det umiddelbart nemmeste sted: udseendet.

Nu skal jeg jo være væk i ret lang tid, og jeg havde da virkelig lyst til at sørge for, at jeg havde tøj med til alle tænkelige lejligheder:

Praktisk – rejsetøj
Praktisk – i naturen
Praktisk – i byen
Stranden
Pænt tøj – gå i byen
Pænt tøj – fordi jeg har lyst til at føle mig pæn
Pænt tøj – sommerkjoler i stride strømme
Varmt tøj
Sovetøj

Der er faktisk rimelige mange kategorier man kan finde på, og alle kategorier kræver jo hvert sit outfit. Det kunne jeg ret hurtigt se, at jeg ikke ville kunne have med i min fine røde rygsæk – for udover tøjet til alle lejligheder, så følger toilettasketing også med (og dét fylder!). Jeg tog mig derfor sammen og besluttede, at min forfængelighed altså måtte lide lidt, for jeg ville ikke være i stand til at slæbe det hele ellers. Jeg endte derfor med en liste, der lyder som følger (måske stadig til dels præget af min forfængelighed, men dog kraftigt skåret ned):

3 t-shirts
5 toppe
1 almindelig tynd langærmet bluse
1 uldtrøje med lange ærmer
1 cardigan
1 par natshorts
2 par almindelige cowboyshorts
2 par jeans
3 kjoler med forskellige “funktioner”
1 badedragt
1 bikini

Udover tøjet har jeg faktisk kun ganske lidt makeup med (det mest nødvendige), små flasker med shampoo og balsam – og selvfølgelig – en hårtørrer (mit hår bliver jo frygteligt når det ikke føntørres…). Jeg valgte altså min elskede tørshampoo fra sammen med de dejlige ansigtscremer jeg plejer at bruge og rigtig mange af de ting jeg ellers normalt sætter pris på!

Jeg er ret spændt på, om de andre rejsende jeg møder er mere afslappede med både makeup og hårtørrer – og gad vide om de alle har sådan nogle praktiske bukser (som jeg ikke havde overvejet at tage med før jeg opdagede, at det måske ikke var det mest praktiske at vandre rundt i skinny jeans).

Jeg håber inderligt, at jeg opnår en form for ro i mig selv så jeg ikke bruger så meget krudt på at bekymre mig over, hvad andre tænker om mig – og bekymre mig om, hvorvidt jeg vil passe ind – for jeg tror faktisk, at hvis man hviler nok i sig selv, så kan man passe ind de fleste steder. Tænk, hvis jeg en anden gang bare kan nøjes med et par toppe og et par lyn-af-bukser, droppe hårtørreren og så bare være mig!

Så måske vil det vise sig, at den her rejse beviser for mig, at forfængelighed står for fald.

Sidste weekend hos værtsfamilien…

7. februar, lørdag aften, værelse, værtsfamilie

Okay, så er det altså lørdag igen og på mandag begynder min sidste uge på skolen, og i morgen aften slutter min sidste weekend hos værtsfamilien! Det er vildt som tiden går hurtigt, og i dag har jeg brug ret meget (måske unødig) energi på at tænke over, hvordan jeg har det med det. Der er jo det, at jeg virkelig glæder mig til at komme hjem til dejlige Danmark igen og få min selvstændighed tilbage og begynde på en ny del af mit liv. På den anden side glæder jeg mig ikke til at skulle hjem og begynde forberedelse til eksamen, jobsøgning og alle de der ting, der faktisk ikke er særligt sjove. Derudover lagde jeg mærke til i går, at jeg egentlig er begyndte at føle mig hjemme her i Fort Worth. Jeg har en nogenlunde ide om, hvor ting er (i det store hele) og det er ikke så vildt at køre rundt på de gigantiske veje mere. Jeg føler lidt som om at jeg har været her i meget mere end et par uger. Og jeg har det godt her. Men, jeg kan mærke at jeg trænger til at kunne gøre ting uden at have en bil med og jeg trænger til at få mit liv tilbage, og jeg glæder mig til at jeg slutter skolen. Så ja, jeg har en masse tanker for og imod, men jeg endte med at komme frem til, hvad der nok er den mest åbenlyse beslutning: jeg skal virkelig nyde de sidste par dage jeg har her, for det kommer ikke igen.

Fredag i næste uge skal jeg flytte fra værtsfamilien ind til et hotel i midtbyen, og det glæder jeg mig til. Der er flere grunde til, at jeg har valgt at gøre det. For det første vil jeg gerne opleve lidt af byen på egen hånd, fredag er alle til forskellige kampe og kommer først sent hjem, lørdag er der kamp, løb og andre arrangmeneter, så jeg skulle være alene hjemme – uden bil. Så selvom jeg kunne hygge med familien om aftenen, så ville jeg føle at jeg ville spilde to dage, hvor jeg kunne gøre noget andet end det jeg har gjort de sidste par weekender. Det er i hvert fald det, der føles mest rigtigt for mig, og derfor valgte jeg at gøre det sådan. Og det føles godt!!!

Btw, jeg var på Billy Bob’s i går med folk fra skolen – det er verdens største honky tonk. Og det var sjovt! Man kan lære at danse linedance og se bull riding (live med levende tyre)!

12695471_10153801561863213_1540971030_o

Den dramatiske torsdag!

5. februar, værelse hos værtsfamilie, meget træt (klokken er kun 21.45!)

Og ja, jeg er virkelig træt! Det har også virkelig været en begivenhedsrig dag i dag. Dagen begyndte på en rar måde: fordi jeg nu er i upper school skal jeg tidligst møde 8.45 og min tidligste time er 9.35, så jeg sov en time længere end jeg plejer (altså, det vil sige, at jeg vågnede til normal tid længe før uret ringede, men blev liggende i sengen). Det gør virkelig en forskel, for det er på en måde sådan lidt luksus-agtigt. Nå, men ankom jo så på skolen til første historietime. Læreren er ret dygtig og hun fik politik og økonomi til at virke spændende – det er noget jeg gerne vil lære at kunne. Anden historietime gik som den anden indtil… der lød en besked over højttalerne: “This is a fire drill…” okay, altså det er bare for at træne at komme udenfor og så er det ind igen. Så jeg gik bare roligt med de andre udenfor uden at tage nogle af mine ting med. Hvilket jeg fortrød. For det viste sig, at en gasledning var skåret over og vi derfor ikke måtte være indenfor, fordi det ville være for farligt. Så stod jeg der med kun mig selv, ingen jakke, ingen taske (med computer, iPad, telefoner, pung og pas). Ingen vidste, hvornår de kunne få fikset det, så i teorien kunne det have sket, at vi ikke kunne komme ind på skolen igen. Det gik heldigvis ikke så galt. Efter en times tid lod de eleverne gå til frokost (cafeteriebygningen er langt fra upper school-bygningen), og efter frokost kunne vi komme ind igen. (PYH)

Resten af dagen var ret hyggelig. Jeg overværede en historiequiz (pænt kedeligt) og så gik jeg og de to schweiziske studerende en tur op for at købe chokolade. Det var en god tur og vejret var dejligt!

Da jeg var kommet hjem skrev en af de schweiziske studerende og spurgte om jeg ville med til en basketballkamp på en public school med hendes værtsmor (hun er lærer på den skole, hvor kampen blev spilet). Så det ville jeg da gerne, bare for at se noget andet. Og det var virkelig noget andet…

Det viste sig, at skolen lå i den “forkerte” del af byen. Altså det område med bander og meget høj kriminalitet. På skolen er der altid mindst en politibetjent, der tjekker eleverne for våben og de har hunde, der tjekker om de er i besiddelse af stoffer.Det er et fattigt område og stedet er faldefærdigt. schoolclosedDa kampen var færdig gik vi en anden vej ud. Jeg havde ikke lagt mærke til det, men moren sagde, at der var begyndt at samle sig grupper fra to forskellige bander, der åbenbart er i krig med hinanden ved døren vi var kommet ind ad, så hun ville have os væk derfra. Ude på parkeringspladsen holdt der nogle biler og flere medlemmerne af banderne ankom. Det var totalt surrealistisk. Og dér lærte jeg noget: Vi er utroligt heldige, at det ikke er hverdag i Danmark. Ja, vi har det til tider hårdt, ja, vi har områder og miljøer, der ikke er gode at være i, ja, vi har bander og banderelateret kriminalitet. Men, hvor er vi priviligerede. Hvor er vi heldige. Det gik i hvert fald op for mig, at jeg føler mig meget heldig over at være født og opvokset i Danmark, langt væk fra den uhyggelige virkelighed!

Så lad os lige alle sætte lidt mere pris på, hvad vi har – og nyde alle vores privilegier.

Jeg er en glad lille cowboy…


Den 31. januar, ny værtsfamilie, snart sengetid

Ja, for at følge op på mit sidste indlæg, så endte jeg ved lægen, hvor jeg fik beskeden, at jeg havde kæbe-og bihulebetændelse. Fik noget antibiotika og vupti, så var jeg god igen i midten af ugen!

Den her uge har budt på undervisning, hvor eleverne skulle oversætte et digt fra dansk til engelsk, hvilket gik overraskende godt, og de fleste virkede til at synes, at det var sjovt! Så det var en god oplevelse, og jo mere jeg underviser, desto mere kan jeg mærke, at det er det jeg gerne vil. Så det er jo egentlig meget dejligt 🙂 Her er en af klassernes resultat – det var endda den klasse, der generelt havde sværest ved at koncentrere sig!

imageimageimageimage

Det danske dig er fra Tom Kristensen Hærværk, hvor man nu har fundet de sidste tre strofer, der ellers ikke var en del af digtet i bogen.

Jeg fik også æren af at overvære en Spelling Bee på skolen, hvilket var ret interessant – de børn der kan virkelig stave! Og vinderen gik videre til statsmesterskabet, og derfra kan man så gå videre til det nationale mesterskab… Det er virkelig noget folk går op i!

image

Torsdag var en lidt speciel dag, for familien havde inviteret mig til… Rodeo! Og det var simpelthen storslået! Altså indmarchen indeholdt heste med ryttere, der holdt flag, en fælles bøn, nationalsangen, og det amerikanerne siger med, at de tror på nationen (kan ikke huske, hvad den hedder). Men det var ret vildt, og man fik bare sådan en følelse af at være tilbage i cowboyland, for folk gik rundt med støvler og hatte, og det er nærmest påkrævet at ankomme i jeans som minimum – og det gælder både mænd, kvinder og børn. Men hvor er det sjovt, og hvor er det bare noget, der samler folk!

image

Lørdag var en afslappende dag med 78 grader fahrenheit. Dét er varmt når man er i varmt tøj! Men iiiiih, hvor er det dejligt! Jeg blev inviteret til den japanske have i botanisk have, hvor vi fodrede koi-fisk – mig, sønnen M og moren L. Det var sjovt, og hvor er de fisk bare store!! Og hvor er det en flot have! Det er et sted jeg vil anbefale folk at tage hen, man skal bare vide, at det koster penge at komme ind i den del af botanisk have.

Søndag, i dag, var dagen, hvor jeg skulle med ud og ride på en ranch. Familien jeg bor hos har en veninde, der ejer sådan en, hvor der arbejder ægte cowboys og hvor der er heste, lamaer, æsler, hunde, katte… Alt muligt. Og det er et kæmpe stort sted! Jeg skulle med moren L og vejret var mega dejligt. Det blæste en lille smule, men det var kun rart på grund af varmen. Vi kom op på hestene, jeg red på Coffee, og ud på ranchen det gik med moren L, veninden på lidt over 70 og den cowboy der arbejder på ranchen og hans søn. Det skal lige siges, at ham cowboyen var præcis lige så cowboy-agtig som man tror en rigtig cowboy er: han taler på den rigtige måde, går klædt på den rigtige måde og kan håndtere alt på sin hest med sin lasso. Det var godt han var med, for han fjernede et tørt gammelt væltet træ ved at binde rebet om en af grenene, sætte sig op på hesten og lade den trække af med træet. Det var lidt vildt at se på! Naturen derude er vildt flot, der er sådan en anderledes skønhed over det. Der er stille og stort. Og når man rider kan man bare mærke verden. Og så sad jeg der på Coffee og nød det hele, vi skulle under et lavthængende træ (eller en busk) så alle lagde sig indover hestene. Til den anden side var der et vandløb. Min sadel havde drillet lidt og pludselig gav gjorden efter og jeg faldt af hesten og landede hårdt på halebenet og gled lidt ned ad en mudret minibakke. Uh, hvor blev jeg chokeret! Og oi, hvor gjorde det ond! Min ene finger fik revet en del hud af, så det sved og jeg havde mudder på hele højre side, og havde sindssygt ondt i bagdelen og ryggen. Men cowboyen fik lavet en midlertidig fiksning af sadlen og så kom jeg op på hesten igen efter at have fået pusten. Det var okay, men den sidste del af turen var lidt sværere at nyde på samme måde, fordi jeg vidste at sadlen var i stykker.

Men det er en del af oplevelsen, ikke at jeg siger at man skal prøve at falde af en hest, men siger bare, at det er det der kan ske, og så må man få det bedste ud af det. Jeg har så brugt det meste af aftenen på at sidde på en pose is… Og grine lidt af hele situationen 😉

Billeder følger – jeg havde ikke selv kamera med ud (hvilket jo nok var heldigt nok).

Næste gang jeg skriver er det fra Upper School!

Sidste aften med den første familie og første dag med den sidste familie

23. januar, værelse, ny værtsfamilie

Så er det blevet lørdag. Jeg sidder på mit værelse hos min nye værtsfamilie som jeg kom hjem til i går aftes. Det var  hårdt der, og endnu hårdere at vågne op her. Det skal lige siges, at det er nogle virkelig søde mennesker, det er bare så overvældende, at skulle flytte nu, hvor jeg var faldt på plads hos den første familie. Så i morges da jeg vågnede (klokken 7 – suk), havde jeg det bare rigtig skidt, men fik skypet med med mor og min far, og synes egentlig, at det hjalp lidt. Og så er der det, at jeg formentlig har fået kæbehulebetændelse om ikke andet så et til slemt anfald af bihulebetændelse. Jeg fortalte det til min nye værtsfar J, der sørgede for at skaffe mig diverse piller mod sådan noget. Men han siger, at vi nok ender med at skulle til lægen alligevel. Så jeg har haft det skidt siden torsdag. Først troede jeg, at det var slutningen på min forkølelse og træthed på grund af min undervisning, men det blev ikke bedre. Bare værre. Jeg håber dog, at pillerne jeg har fået vil hjælpe så jeg slipper for at tage til læge!!!

Og så håber jeg, at jeg kommer hurtigt over min hjemve igen. Tror måske, at jeg bare skal have tid til at falde til her og falde ind i deres rutiner. Så tingene ser lyse ud!