Der er aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget

Søndag den 20. maj 2018

På café Tummo i Thamel, Kathmandu, i en dejlig grøn sofa-stol 

(Igen, billeder kommer når min wifi-forbindelse er stabil nok, så jeg kan komme på iCloud)

Den sidste uges tid på klostret har været præget af, at jeg har været syg. Jeg kom mig aldrig helt over influenzaen fra sidste uge, og jeg endte med at gå helt ned i torsdags. Jeg mistede appetitten og havde det bare virkelig dårligt. Igen beviste munkene, at de bare er super søde og hjælpsomme. De bragte mig mad i stride strømme – æbler skåret ud i skiver, nudler, te, havregrød, bananer. Det er bare så sødt, og det er bare så svært for mig at sige nej tak, når de allerede står foran min dør med færdiglavet mad til mig. For det første havde jeg ingen appetit og lugten af mad gav mig kvalme. For det andet er bananer og havregrød to af de ting jeg har sværest ved i hele verden. Derhjemme får jeg kvalmefornemmelser bare jeg lugter til en af de to. Så det har jeg gemt det væk og er ved at udtænke en plan for at smide det ud og vaske op så munkene og kokkene på klostret ikke ser det slemme madspild. Jeg har det ekstra dårligt med at smide mad ud hernede, fordi jeg ved, at der er en del, der ikke har adgang til nok mad hver dag. Jeg føler mig lidt som en forkælet møgunge når jeg sådan viser foragt for mad (fordi jeg kan “tillade mig” at være kræsen).

På grund af min “sygdom”, besluttede jeg mig for at tage til Kathmandu for at se en læge i går. Det endte ud med, at lægen sagde, at de piller jeg har fået ikke gør, hvad de skal gøre, og at jeg skal huske at drikke en masse vand når jeg har det dårligt… det kostede 700 kr. Men når det er sagt, så er jeg rigtig glad for, at jeg tog afsted, for jeg har jo en tendens til at bekymre mig over sådan nogle ting… 🙈

Mens jeg havde det rigtig dårligt, havde jeg lige nogle dage, hvor jeg i al hemmelighed drømte om, at lægen ville sige, at jeg var så syg, at jeg blev nødt til at tage hjem til Danmark. MEN. Det skete selvfølgelig ikke, og det var kun noget jeg ønskede, fordi jeg havde det dårligt; jeg havde hjemve og jeg savnede virkelig, virkelig, virkelig min mor og far (sådan er jeg når jeg er syg). Jeg kan mærke, at spændelsen er kommet tilbage i min mave og jeg kan mærke, at jeg faktisk oprigtigt glæder mig til at komme videre på min rejse og til at komme ud og opleve ordentligt igen. Jeg kan også mærke, at jeg lidt føler, at den næste lille uge gerne må gå hurtigt så jeg kan komme igang. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at mine sidste fem dage på klostret bliver rigtig gode, og jeg beder til, at børnene er søde, og at jeg magter at opfinde den dybe tallerken et par gange til. Jeg kan godt høre, at det faktisk lyder en smule negativt det hele – det er det altså ikke. Jeg elsker at være på klostret og børnene er bare mega søde. Det der påvirker mig meget er, at jeg savner min frihed – men jeg ved, at jeg får den tilbage om fem små dage!

Et godt råd til andre, der kan overveje frivilligt arbejde og samtidig vil rejse rundt som mig: overvej at lave det frivillige arbejde som det første på rejsen, for på den måde at undgå den samme følelse af manglende frihed som jeg har. Jeg er klar over, at det ikke er alle, der er så frihedselskende som jeg, men jeg ville bare lige tilføje det råd – for jeg havde faktisk ikke regnet med, at jeg var SÅ frihedselskende… det gik først op for mig efter de første få dage i Auckland, da jeg blev bevidst om alle de muligheder jeg havde, hvis jeg lod være med at planlægge alt. ☀️

Det simple liv

Fredag den 11. maj 2018

På en bænk på en overdækket terrasse på klostret Manjushri Di-chen Buddhist Learning Center i landsbyen Pharping 

(Billeder kommer senere når jeg har en stabil nok wifi-forbindelse så jeg kan komme til min iCloud 😉)

Okay så sidder jeg her, og skulle lige til at koncentrere mig om at skrive, da alle de små munke pludselig smider deres tøj og løber nøgne rundt. Åbenbart er det sådan, at de bliver vasket – med en vandslange. Først vidste jeg ikke lige helt, hvad jeg skulle gøre, men det er så naturligt for dem, at jeg bare lader som ingenting.

Jeg har nu været på klostret i cirka to uger – halvdelen af den tid jeg har her er allerede gået. Det er så vildt at tænke på, at tiden går så hurtigt! 

Jeg har lige været lidt syg, men det er gået over i forkølelse, og skal man være syg et sted, så er klostret et godt sted at være det. Munkene tager sig rigtig godt af en og de er bare super søde. 

Mit liv her i klostret i landsbyen er dejligt og meget roligt. Jeg lærer en del om buddhisme og en del om det at være fra Nepal og Tibet. Min hverdag, fra søndag til fredag, består af undervisning. Jeg har tre lektioner om dagen, hvor jeg underviser 14-18 årige munke i engelsk. Det er faktisk en ret stor udfordring for mig, for jeg har lært at være lærer for vestlige børn. Det betyder, at jeg er blevet nødt til at prøve at glemme de ting jeg har lært på studiet og det jeg har lært igennem mit arbejde, både som lærervikar og lektiehjælper. Munkene er sindsygt dygtige til at lære udenad. Teaching to the test er virkelig noget der benyttes her. Det medfører altså, at børnene har ekstremt svært ved at arbejde selvstændigt. En meget, vil jeg sige, simpel opgave som at lave en kort præsentation over noget man synes er spændende eller en præsentation over Nepal, er en umulig opgave for dem. De ved ikke, hvordan man rigtig og effektivt søger på nettet, de kan ikke komme på ideer og de har svært ved at tænke udover det de har fået fortalt. Det gør det vanskeligt for mig, for jeg skal jo forsøge at tilpasse min undervisning til dem, så de får noget ud af det. Det er svært og jeg føler mig nogle dage lidt presset, fordi mit hoved føles tomt. Om det er fordi jeg har haft det slukket i så lang tid, at jeg har glemt at bruge det eller om det simpelthen er fordi jeg har ramt en kultur-mur – det ved jeg ikke. Jeg ved dog, at jeg på trods af den indre tanke-modstand jeg møder, elsker at være her.

En typisk dag i klostret for mig ser sådan her ud: 

630-730: morgenmad bestående af et tibetansk brød (og det smager sygt godt) 

1130: frokost bestående af dal bhat (jeg er ved at være godt træt af det, men det smager godt – det er ris, linsesuppe, grønsager og kartofler i karry)

1410-1530: to lektioner med henholdsvis 6. og 7. klasse

1530-1550: te-tid – det er tibetansk te, hvilket betyder, at man drikker smør og nymalket varm mælk – jeg tvivler på, at der overhovedet er noget te i (det er ikke det lækreste, men munkene elsker det) 

1550-1630: undervisning med 8. klasse

1730: aftensmad, ofte bestående af en suppe-ting med grøntsager og tibetanske nudler (smager som regel ret godt) 

Jeg har ret meget fritid og nogle dage kan godt være lidt lange, men der er så sket to ting: der er en anden frivillig på klostret (Will fra Californien) som jeg bruger noget tid med, og det er mega hyggeligt! Og så var der en pige i landsbyen, der henvendte sig til mig for at spørge om jeg ville have lyst til at hjælpe hende med engelsk – og det sagde jeg ja til, så det bruger jeg nogle aftener på. Hendes historie er ret interessant, så den vil jeg lige dele! 

Zoshna er en pige på 19 år. Hendes far har satset en masse penge på hendes uddannelse og nu har hun fået et scholarship til et amerikansk college, hvilket er mega sejt – udfordringen er, at hun nu bare mangler at bestå interviewet med den amerikanske ambassade, så hun kan få sit visum. Hendes engelsk er ret godt og hun ved, hvad hun vil – men hun gør det udelukkende for sin far. Hun er en køn pige, og som det er kotume her i Nepal, så bliver man som pige ofte gift når man er på hendes alder (særligt når man bor i landsbyerne). Derfor er der også et pres på drengene, fordi de forventes at fri. Will, der er 20, er blevet grinet af et par gange, fordi de lokale synes, at det er vildt sjovt, at han ikke har friet til nogen endnu. Som pige er jeg jo helt fortabt i den her kultur – jeg er jo gammel, hvilket de heller ikke lægger skjul på (ærlighed sættes højt her i landet, og nogle gange siger de bare tingene uden videre). Vi sad og snakkede, Zoshna og jeg, og pludselig begyndte hun at stille spørgsmål som man normalt ikke stiller fremmede- men jeg tror, at fordi jeg er en fremmede og fordi jeg er fra Europa, så var det okay trygt for hende at stille mig de spørgsmål hun gjorde: “får man aids af at røre en dreng?” og “kan man blive gravid, hvis en pige kysser med en dreng?”. Desuden fortalte hun, at hendes mor helst ser, at hun dropper uddannelsen og bliver gift i stedet, men det ønsker hun ikke. Zoshnas mor har også sagt, hendes bryster er for store, og at hun burde arbejde på at gøre dem mindre – så derfor er hun begyndt til yoga, i håb om at hendes bryster bliver mindre. 

Personligt mener jeg, at det er uhyggeligt, at uvidenhed i den grad stadig præger dele af verden – og den her pige er altså, i følge nepalesiske standarder, meget velbelæst, men alligevel ved hun ikke de helt basale ting. Her i Nepal er man en “slem pige”, hvis man på nogen måde har fysisk kontakt med det andet køn. Ægtefolk holder ikke hinanden i hånden ned ad gaden og mange børn har aldrig set deres forældre røre hinanden eller kysse hinanden. I nogle områder skal pigen kunne bevise, at hun stadig er jomfru når hun bliver gift – det bliver bevist, hvis der er blod på det hvide lagen efter bryllupsnatten. Det er utroligt fascinerende og meget skræmmende, at der stadig er dele af verden, der er sådan her. Jeg har læst om det og har haft om det i skolen, men jeg havde faktisk ikke kunnet forholde mig til at være så tæt på som jeg er nu. 

Det er utrolig spændende og meget lærerigt at være her. Jeg kan dog mærke, at jeg er begyndt at savne min frihed, og nogle dage føles meget lange når jeg ikke kan gøre, hvad jeg vil. Jeg er god til at være mig selv, og jeg er god til at finde på ting, men der er også grænser. Jeg når nogle gange til et punkt, hvor jeg bare er tom og ikke kan finde ud af, hvad jeg skal lave. Det hedder vist kedsomhed. Men ærligt, så tror jeg også, at det er lidt sundt for mig. Jeg er begyndt at planlægge min videre rejse, og jeg blev slået af åbenbaring af, at jeg jo ikke behøver at købe en færdig pakke, men at jeg jo sagtens kan rejse rundt selv her i Nepal som jeg gjorde det i New Zealand (dog under andre forhold). Jeg håber i al stilhed, at jeg kan nå at komme til Tibet – det vil seriøst være det vildeste- men sker det ikke, så er det okay, for der er MASSER at lave i Nepal. 

Forfængelighedsmæssigt, så lærer man ret hurtigt, at man ikke behøver at vaske hår hver dag, ligesom man også lærer, at tørshampoo og vådservietter er ens bedste ven! De første to uger i Nepal fik jeg kun to varme bade – det var ikke en fornøjelse. Eller. Det var okay når det var varmt udenfor, men når det blæste, så var det ikke det fedeste. Strømmen her i Nepal er også rimelig ustabil – nogle gange er der strøm, nogle gange er der ikke, og det samme glæder for vand. Når det har regnet med i landsbyen, så går strømmen som regel i nogle timer. Man vænner sig til det og man vænner sig til at sørge for, at ens powerbank(s) er opladede nok, så de kan give strøm til mobilen i et døgns tid, skulle det være nødvendigt. 

De næste to uger bliver lidt anderledes, for jeg er alene på klostret. Will tager væk i weekenden og så er det bare mig. Det betyder nok også, at jeg får flere timers undervisning, så nu må vi se, hvad der sker med det! 

Magi i en anden verden

Onsdag den 25. april 2018

Fællesrummet på en rød semi-hård madras, Green Lion’s hovedkvarter, Kathmandu 

Indslaget her kommer til at handle om mine første dage i Nepal. Jeg tror, at det, at jeg har valgt at tage til Nepal kommer til at ændre mit liv. Det lyder måske faktisk ret drastisk/dramatisk at sige på den måde, men det er simpelthen bare så anderledes og jeg bliver seriøst udfordret på alle tænkelige måder, så jeg kan kun vokse af den her oplevelse. 

Min tur til Bali bød på luksus, afslapning og hygge, og måske derfor er Nepal så stor en kontrast. Men alligevel – der var meget anderledes på Bali end, hvad jeg har været vant til, så på den måde tror jeg, at jeg har jeg fået en mildere introduktion til Asien end, hvis jeg var taget direkte fra New Zealand til Nepal. Så nu er jeg i Nepal – det land jeg har ønsket at besøge i godt og vel 6 år. Og nu er jeg her endelig! Den første hele dag, hvor jeg vandrede rundt i Thamel blev jeg så overvældet at jeg næsten gav mig til at græde på åben gade. Det er så vildt, at det er næsten umuligt at sætte ord på, men…

Det første der slår en, er trafikken. Den er vanvittig. Og der er jo ingen rigtige lyskryds, for her i Nepal har de altid bare været vant til, at der er en politimand, der dirigerer trafikken. Flere har givet udtryk for, at det er ret specielt, at vi derhjemme har lyskryds overalt… jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det. Og nårh ja, der går køer midt ude på de aller mest trafikerede veje, og bilerne stopper for dem og kører udenom, ellers venter de pænt på at koen er gået forbi. Hvis man som menneske skal krydse vejen, skal man række armene ud til siden og så skal bilerne nok stoppe, men det kræver altså lige nogle dybe vejrtrækninger (og medfører voldsom hjertebanken) inden man kaster sig ud i at krydse en vej – jeg forsøger stadig så vidt muligt at gå over når en lokal, der ved hvordan man gør, skal over vejen. Men på de mindre gader og hvor jeg går hver dag er det blevet mere naturligt at gå på gaden og krydse den (fortovene bliver næsten ikke brugt her).

Det andet der slår en, er støvet. Der er et tykt lag støv overalt. Efter ti minutters gåtur er man dækket af et fint lag støv. Det sidder i alt. Ens solbriller er støvede. Ens kamera bliver støvet mens man forsøger at tage et billede. Ens lunger føles som om, at de har røget 50 cigaretter på under en time. Den første aften mistede jeg næsten stemmen og jeg har fået en del migræneanfald på grund af støvet. Men jeg har anskaffet mig en maske, fordi det simpelthen er umuligt at gå rundt uden. Er man smart? Nej! Er man fornuftigt og passer på sig selv? JA…!

Det tredje der slår en, når man er kommet sig over chokket over trafik og støv er at 1) alle er virkelig små; jeg er i gennemsnit et hoved højere end alle andre, 2) jeg er meget lyshåret, 3) jeg følte mig meget nøgen da jeg vandrede ned ad gaden i mine shorts og min T-shirt, der går ned over skuldrene. Normalt føler jeg egentlig, at jeg er okay anstændigt klædt, men her er jeg virkelig næsten slutty. 

De første to overnatninger her i Kathmandu var på et hotel i bydelen Thamel (den mere turistede del af Kathmandu). Her slappede jeg af og blev forelsket i tanken om at komme til Tibet. Derefter skulle jeg videre til the Green Lion’s hus i en anden bydel. Her er jeg stadig. 

Vi er lige nu 7 frivillige i alt, og vi bliver passet godt på af dem, der arbejder her. Lige nu er der intro/kulturuge, hvor vi bliver introduceret til vores projekter, til Nepals kultur og sprog, og hvor vi bliver vist rundt i Kathmandu til de store og spændende ting at se her. For – jeg skal jo nemlig være frivillig her i Nepal, hvor jeg skal undervise nogle munke i engelsk, og hvor jeg skal bo på et kloster. Det bliver meget, meget spændende og jeg glæder mig rigtig meget til at komme igang med projektet! 

En oplevelse, der meget godt karakteriserer en tur rundt i Kathmandu (formentligt generelt i Nepal), var vores tur til Pharping; et område, hvor vi besøgte det kloster jeg skal arbejde på, og i området er der et af de mest kendte hinduistiske templer, hvor man ofrer dyr og andre ting. For at komme derhen skulle vi med bus. Fordi projektlederne gerne vil give os en oplevelse af at være en del af den lokale kultur, så skulle vi selvfølgelig med offentlig transport (bus). Det var mildest talt spændende. Vejene er totalt lavet af grus, og består af mange huller og mange stejle skrænter. Som jeg fik beskrevet af en, det lige har været i Nepal: busture her er som at få massage af mange Ninja-spark. Nogle gange skal man bare lukke øjnene og lade som om at alt er i skønneste orden. Jeg tænkte at turen til Pharping var spændende – men jeg anede ikke, at turen tilbage til Kathmandu ville være endnu mere spændende. På vej op af den første bjergside i et sving, gik bussen i stå efter et højt brag og en lyd som når man trykker på speederen når bilen står i frigear. Konduktøren (der altid halvt hænger ud af døren og råber ruten) sprang ud og skubbede så bussen kunne køre igen. De der lyde der – braget og lyden af speeder i frigear – hørte vi flere gange, men da ingen i bussen virkede til at være nervøse, så besluttede jeg mig for at lade som om, at alt var okay for jeg kunne alligevel ikke gøre noget. Vi endte da med at komme til Kathmandu, men da vi drejede om et hjørne på en meget trafikeret vej, så lød der et gigantisk brag og det gav et kæmpe ryk i bussen før den brat stoppede. Det lød som om, at motoren var faldet ud af bussen. Imponerende nok trak folk bare på skuldrene, forlod bussen og gik videre. Vi gjorde det samme. 

Det skal lige siges, at der er nogle andre store forskelle på busserne i Nepal i forhold til Danmark. Der står ikke rigtig skrevet, hvor bussen kører hen. Der hænger en konduktør ud af døren på busserne og nærmest skriger destinationerne ud. Når bussen er proppet er det også hans job at få plads til flere – selvom man ender med at sidde op skødet af hinanden. Der er heller ingen stopknapper, så det er igen konduktørens job at hamre på siden af bussen for at give signal til chaufføren: et slag betyder stop. To slag betyder klar til at køre. Og jeg tror, at tre slag betyder at han bare skal fortsætte.

Skal man finde en bestemt butik eller et bestemt sted her i Kathmandu kan det være vanskeligt, for de har ikke rigtigt adresser, og man kan ikke rigtig finde det, for alt er dækket med skilte. 

Det er altså et vanvittigt land indtil videre og det er så markant anderledes end noget som helst andet jeg nogensinde har oplevet. 

Jeg får virkelig testet nogle grænser af – både hvad angår mad og forfængelighed og toiletforhold. Men det er okay – jeg skal nok komme igennem det på en positiv måde: det er stadig i tilvænningsfasen. Men samtidig hørte jeg mig selv melde mig selv til at lave en præsentation. Dét har jeg aldrig i mit liv gjort før! Desuden har jeg heller aldrig bare budt ind med ting i undervisningen som jeg gør nu – jeg er den, der snakker mest. Hvad sker der for det???!!! Jeg kan mærke, at jeg har rykket mig helt vildt på de punkter – jeg er mere åben og jeg kan mærke, at jeg hviler mere i mig selv. De frivillige der er med i mit projekt er kommet i hold af to, og førhen ville det have skræmt mig totalt væk, men nu er det åbenbart ikke noget problem, og jeg kan ikke finde ud af, hvad der sker, men det er faktisk en ret fed følelse! 

Jeg skal lige have arbejdet med det med bade- og toiletforhold, men jeg kan mærke, at det er bliver nemmere og nemmere – for vi er jo alle i samme båd. Alle har de samme vilkår og det gør det altså lidt lettere! Det der påvirker mig allermest er frygten for at blive syg; jeg har nemlig set tre piger fra huset blive så syge, at de knap nok kunne gå. Det er også noget jeg lige skal komme over, for sker det, så sker det, og dem på projektet er vant til, at turister rammes af Nepal-syge. Man siger faktisk, at 99% af alle turister rammes. Så sandsynligheden for, at jeg går fri er ret lille. Puh! 

Men jeg elsker at være her – det er magisk at se bedeflagene blafre i vinden og det er magisk at være et sted, der er så tæt på Tibet og har så meget af den tibetanske kultur i sig. Det føles lidt som om, at jeg har fået et brev fra Hogwarts om, at jeg er blevet optaget, og at jeg kan tage Hogwartsekspressen fra King’s Cross til september! 

Miniputland vs storby

Tirsdag den 10. april 2018 

Et ukendt sted mellem Sydney og Denpasar, endnu et af de der udefinerbare tidsøjeblikke 

I dag er en stor dag, og en dag som jeg har glædet mig til i rigtig lang tid! Jeg er nemlig på vej til Bali, hvor jeg skal møde min søde, dejlige veninde Karen-Katrine! Vi lander begge i lufthavnen i dag og så skal vi rejse rundt på Bali sammen – og jeg glæder mig SÅ meget!

Men først: en lille beretning af, hvad jeg har fået de sidste par dage til at gå med. Jeg har nemlig været i Sydney siden fredag. Jeg havde booket et hostel, der lå rimelig tæt på alle de ting man skal se i byen. Jeg blev bare ret slemt skuffet over det hostel der, fordi der var en lidt spøjs stemning, dem der var der, var meget unge – og der var vist en del, der boede der for at arbejde i byen. Jeg er generelt ikke fan af at bo på sådan nogle hostels. Men jeg fik det til at fungere. Desuden var jeg i et underligt humør, og jeg havde ret svært ved at vænne mig til at være i en storby igen (Sydney har lidt over 5 millioner indbyggere og til sammenligning har hele New Zealand cirka 4,5 millioner indbyggere). Der er – naturligvis – et helt andet tempo i en storby, et tempo jeg ikke har været vant til i meget lang tid, så jeg oplevede faktisk flere gange at få hjertebanken, fordi jeg følte mig ret presset. Derudover har det taget noget tid at ryste New Zealand af mig og så tror jeg, at jeg har følt mig meget mættet af oplevelser, så mit energiniveau og min nysgerrighed varselet i bund i lang tid. Jeg besluttede mig dog for, at det var okay – og så lod jeg mig være mig. 

Når alt det er sagt, så er jeg ret vild med Sydney! Det er en stor, ren, hektisk, dejlig og spændende storby! Og så er der nem adgang til nogle virkelig lækre strande. Jeg så operahuset fra alle vinkler – og lige dér følte jeg lidt spændelse, for det er virkelig sjovt at se noget i virkeligheden som man har set så mange gange på fjernsynet! Jeg så også Harbour Bridge, Bondi Beach, botanisk have, barakkerne, katedralen og alle de ting man SKAL se. Og så har jeg ellers bare hygget mig og jeg har gået virkelig mange kilometer! 

I begyndelsen var jeg lidt øv at have booket min Sydney-tur, fordi jeg tænkte at jeg da hellere ville have mere tid på New Zealand eller Bali, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at det faktisk muligvis var en god ide at jeg lige havde Sydney med; både fordi det er en virkelig fed by, men også fordi jeg føler at jeg lidt blev nulstillet så jeg nu er ladet op med energi igen og er virkelig klar til at tage til Bali! 

Jeg vil ikke skrive så meget mere om Sydney, andet end at det er en by, der skal opleves. Jeg glæder mig til en dag at komme tilbage og rejse rundt i Australien, for det virker som et spændende land.

Men nu, med sommerfugle i maven, skal jeg lige til Bali først! 😄

Farvel til New Zealand, og farvel for denne gang

Fredag den 6. april 2018

Oppe i luften, et sted mellem Christchurch og Sydney, et udefinerbart tidspunkt 

Del 2 – fra Hanmer Springs til Christchurch 

Efter Hanmer Springs, tog vi, Thea, Tom og jeg, til Kaikoura; en lille by på sydøens østkyst. Det var et sted jeg hele tiden gerne ville til, fordi der her er gode muligheder for at se en masse spændende havdyr (hvaler, sæler og delfiner). Vi besluttede da også, at vi ville ud på whale watching, og fordi vi var på østkysten, mente vi at det gav super god mening at tage ud på havet tidligt om morgenen, fordi det da selvfølgelig ville være totalt idyllisk at se en hval svømme rundt i vandet mens solen langsomt stiger op og himlen brænder af alle de flotte, intense farver. Så det betalte vi i dyre domme for, men det ville jo ende med at være det hele værd. Vores idylliske forestillinger blev brutalt smadret. For det første viste det sig, at check-in var 715, og at vi først skulle sejle klokken 8 (altså EFTER solopgang). For det andet havde de varslet risiko for søsyge, men jeg havde mine armbånd på og havde spist en pille, så jeg var godt forberedt… men så så jeg båden vi skulle sejle i. En relativt lille, fladbundet båd, med plads til omkring 40-60 mennesker. Jeg vidste med det samme, at den form for båd betragteligt øger risikoen for søsyge. Men besætningen anviste os til nogle pladser, der skulle være bedre for søsyge folk og gav os instrukser om, hvordan man kunne undgå og forebygge søsyge, samt hvilke symptomer man skulle være opmærksom på. Derudover blev det gjort klart, at det var strengt forbudt at gå ud på toilettet mens vi sejlede, så hvis man blev søsyg, så skulle man bruge de famøse papirsposer. Well. Efter cirka 20 minutter sad jeg og håbede på, at båden ville kæntre, og at vi så skulle reddes af en helikopter. Helt seriøst. Jeg havde det så dårligt. Horisonten blev ved med at forsvinde og båden hamrede ned i vandet og fløj op i luften. Det var IKKE sjovt. Og det mest ydmygende er bare at bruge de der papirsposer. Men skal man, så skal man, og alternativet er værre. Heldigvis var det Thea, den danske pige, der sad ved siden af mig og ikke Tom, den engelske fyr. Man er bare på det laveste når man har det så dårligt. SUK. Og så så vi ingen hvaler, hvilket jeg faktisk i al hemmelighed var meget taknemmelig for, for det betød, at vi fik 80% af pengene tilbage, hvilket så betyder, at jeg “kun” betalte $30 for den værste 2,5 times sejltur og et slemt, slemt anfald af søsyge. 😒 Jeg vil dog sige, at Tom, som aldrig blev søsyg, sagde at selv han kunne mærke det i maven. Tak Tom, det gjorde faktisk, at jeg havde det lidt bedre med mig selv 😉 Et råd til de der gerne vil se hvaler: tag en flyvetur i stedet. Det er cirka samme pris, risikoen for bevægelsessyge er mindre og man ser hvaler bedre. På havet kan man kun se halen. Men det er jo smag og behag. Jeg gør det aldrig igen! En flink mand fik medlidenhed med mig og gav mig to piller mod søsyge. Det hjalp lidt, men jeg var totalt dopet – jeg tror ikke, at det er meningen, at man skal spise så mange søsygepiller på en gang, for jeg var helt døsig resten af dagen!

Hvalturen var hovedformålet i Kaikoura, og derefter tog vi til Christchurch, hvor vi mødte engelske Zoe, der havde booket billetter til cirkus. Dét var sjovt! Det var nok det værste cirkus jeg nogensinde har set, men der var dog en kanonkonge (ja, han blev skudt ud af kanonen) og der var et sejt show med motorcykler  (måske scootere eller knallerter?). Resten var dog ret dårligt og bød blandt andet på: hulahop-pigen (jeg kunne have gjort det bedre), en spøjs klovn (totalt standard), en virkelig irriterende og overentusiastisk dame, der præsenterede de forskellige numre … og sidst men ikke mindst: Energy Man! Vi sad alle fire med åben mund og til sidst var det bare hysterisk latter. Det var SÅ dårligt, at det ikke rigtig kan beskrives! Men vi havde det virkelig sjovt 😉 

Dagen efter i Christchurch stod den på cricket. Altså, en live cricket-kamp: England mod New Zealand. Der var en virkelig god stemning til kampen. Duften af græsplæne og lyden af glade mennesker, og selvfølgelig høj sol – gjorde oplevelsen virkelig god. De to englændere prøvede ihærdigt at lære Thea og mig reglerne, men det gik ikke så godt. (Hovedformålet med cricket virker til at være at drikke øl). Vi sad i rigtig mange timer på græsplænen der, drak øl, spiste random mad, så folk med zinksalve i hovedet (det er altså en ting) og så så vi Aladdin – en lettere fuld og en smule pervers version af Aladdin, men stadig. Vi endte med at tage videre i byen, mødte en til englænder fra vores hostel (Tim) og havde bare en super sjov aften. I sidste ende blev vi enige om, at Christchurch er en mega fed by (men ærligt tror jeg, at det har noget med selskabet at gøre, for der er virkelig ikke meget at lave i Christchurch).

Dagen derpå, hvor flere var ramt af tømmermænd (16 timers drikkeri sætter sine spor), valgte vi at tage Nellie til Akaroa, en lille fransk landsby på halvøen Banks Peninsula syd for Christchurch. Og der blev jeg forelsket! Det er verdens mest idylliske lille landsby. Man kan seriøst gå og blive forelsket i alt og alle – det var helt fjollet. 

De efterfølgende dage var der en masse at sige farvel til og det gjorde mig ret vemodig tilpas. Jeg fik solgt Nellie og skulle til at gøre mig klar til at tage videre til Sydney. Jeg brugte mine sidste dage i Akaroa, hvor jeg mødt to piger, og vi tog på vandretur sammen, og den sidste dag i Akaroa valgte Tim at slutte sig til mig. Det var vildt hyggeligt! Da vi skulle hjem til Christchurch havde jeg selvfølgelig glemt at slukke lyset på bilen… så jeg skulle betale for at få den startet igen. SÅ typisk, men også ret sjovt. 

Nu sidder jeg i lufthavnen og har det underligt. Jeg vil ikke herfra. Jeg elsker at være her. Det har været nogle af de bedste måneder i mit liv og følelsen af at have den her ultimative frihed er afhængighedsskabende. Ja, der har været nogle rigtig hårde dage og dage, hvor jeg bare gerne ville videre, men det har aldrig varet ret længe ad gangen, fordi jeg kunne distrahere mig selv eller fordi jeg mødte nogle søde mennesker. Jeg tror stadig ikke helt, at jeg kan beskrive, hvad den her rejse har givet mig endnu, men en ting er sikkert. Jeg har lært, at jeg kan selv, jeg er faktisk ret sej! Jeg har gjort så mange ting som jeg normalt aldrig ville have turde gøre og jeg har ikke ladet mig styre af frygt. Jeg har nydt det så meget!

I forhold til min forfængelighed har jeg lært mig nogle ting: det er ikke så vigtigt at gå og bekymre sig over, hvad andre tænker om en. Jeg har lært at lukke øjnene når man mere eller mindre har haft det samme tøj på i flere dage i træk, fordi man ikke kunne vaske tøj. Jeg har lært, at jeg ikke absolut behøver et bad hver dag (det er dog det jeg foretrækker), og at man kommer langt med tørshampoo og vådservietter. Jeg har også lært, at det er okay ikke at have makeup på, hvis man ikke lige føler for det. For i bund og grund handler det vel egentlig om, at man (læs: jeg) bare skal elske mig selv præcis som jeg er – jeg behøver ikke mascara, pænt hår og smart tøj for, at jeg kan elske mig selv. 

Jeg sidder i flyveren, på vej til nye eventyr. Da flyveren lettede fra Christchurch, var solen ved at stå op, og morgenduggen trillede som tårer over mit flyvindue – som om at flyveren græd lige så meget som jeg over at skulle herfra. Så tak, tak og tak, for at jeg gav mig selv lov og mulighed for at opleve det her! 

Næste stop: Sydney, Australien! 

Alenetid og søde mennesker

Torsdag den 5. april 2018

Blød, blå sofa i fællesområdet på Urbanz, Christchurch, middagstid

Mmmmmmh. Jeg spiser hjemmelavet fudge! Det er så mega lækkert og meget sødt! I dag er min sidste hele dag i New Zealand, jeg har lige pakket min rygsæk så det kun er småting jeg mangler til i morgen tidlig, hvor jeg skal flyve til Sydney. Det er et stykke tid siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg, så det her er altså del 1.

Del 1 – fra Dunedin til Hanmer Springs

Da jeg forlod Dunedin, var det med det formål at tage ud og se albatrosser og andre spændende naturting. MEN. Jeg så ingen albatrosser i Dunedin og jeg ville det ikke nok til at betale $50 for en guidet tur. Køreturen derud var mega flot: det var en meget lille snoet vej badet i solskin, helt ned til vandet, der havde en helt specielt blå-grøn farve. Jeg mistede pusten hver gang jeg drejede om et hjørne, fordi det bare var så mega smukt. Jeg lyttede til god musik og følte mig i rigtig godt humør – og det jeg havde mest lyst til var at blive ved med at køre.

Eftersom jeg valgte, at jeg ikke gad at betale for at se fugle, så vendte jeg om efter en lille gåtur, for at køre op mod Oamaru. Jeg ville nemlig bo i telt på en god campingplads og om morgenen ville jeg se boulders (det er store runde sten på en strand og det er meget pænt!). Inden jeg kom til campingpladsen holdt jeg ind ved Katiki Point, hvor jeg gik ud til et fyrtårn på en slags halvø. Det var ret blæsende, men det var så flot! OG jeg så en pingvin med mine egne øjne og gik tæt forbi en sovende sæl, der havde lagt sig i græsset, hvor man går.

Jeg var helt oppe at køre over at have set pingvinen og sælen så tæt på, så da jeg kørte derfra, følte jeg mig totalt klar til at campere ude helt alene for første gang nogensinde. Det endte med at blive en ret god aften, og da jeg lagde mig til at sove, følte jeg mig for engang skyld ikke totalt gennemfrossen.

Da jeg vågnede op næste morgen var det dog en anden sag… for da jeg åbnede øjnene var teltvæggene dækkede af tusindvis af myg (jeg ved ikke om der var så mange, men der var altså sygt mange). Heldigvis er jeg ikke bange for myg, så jeg åbnede bare teltdøren og håbede, at de ville forsvinde mens jeg begyndte at pakke sammen. Da det så begyndte at klø i mit ansigt, gik det op for mig, at jeg havde 15-ish myggestik i ansigtet. Det lignede at jeg var blevet en akneramt teenager over natten. Det var rigtig skidt! Jeg måtte jo bare lade som ingenting og køre videre.

Mit mål var nemlig at køre ind i landet igen, for at komme op til Mt Cook og tage en pause ved Lake Pukaki, hvor der er udsigt til Mt Cook på en klar dag. Da jeg nåede til Pukaki og Twizel, fandt jeg ud af, at der var -7 grader oppe ved bjerget. Eftersom jeg havde planer om at sove i telt, så besluttede jeg mig for at blive ved Twizel og Pukaki. Dagen efter tog jeg til Lake Tekapo, hvor jeg brugte nogle meget dejlige timer i deres spa. Dét var bare en god dag! Jeg var helt høj over, hvor dejligt det var, så jeg følte, at jeg svævede resten af dagen. Som ekstra bonus havde jeg booket et single-værelse den nat i Timaru. Jeg var lykkelig 😉 

Dagen efter da jeg skulle videre, valgte jeg at tage forbi i-site for at få inspiration til, hvordan jeg skulle fordele de sidste par dage jeg havde tilbage af min rejse. Det betød, at jeg endte med at køre til Methven, en skisportslandsby, hvor der er meget liv om vinteren… men resten af tiden er der rimelig dødt. Det var dog alligevel en rar oplevelse, for manden der ejede det hostel jeg skulle bo på, var åbenbart kæmpe fan af danskere, og da han fandt ud af at jeg også havde gået i skole tæt på Struer, så ville han ikke lade mig betale for at bo der. Så jeg fik en gratis nat, alt det på grund af nogle venlige danskere, der havde hjulpet ham for 40 år siden, da han strandede i Struer med sin bil. Man kommer langt med venlighed!

I Methven begyndte jeg at få en underlig følelse i maven, som om at jeg bare rendte formålsløst rundt. Jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg var trist eller glad. Alt virkede bare så underligt indeni og jeg kunne ikke finde ud af finde årsagen. Så da jeg tog fra Methven den næste dag i retning mod Hanmer Springs (med et lille stop i H&M i Christchurch), havde jeg mest af alt lyst til bare at ligge i en seng og sove. Det viste sig så at være umuligt, fordi jeg selvfølgelig mødte nogle rigtig søde mennesker på mit nye hostel: Thea, Tom og Zoe. En dansk pige og to englændere. Jeg tror, at fordi jeg mødte dem, så fik jeg lidt noget rejsespændelse igen. Følelsen af formålsløshed forsvandt og jeg kunne mærke, at jeg fik min glæde tilbage. Vi havde en rigtig sjov aften i lille bitte Hanmer Springs og endte med at beslutte at følges ad til Kaikoura den næste dag. 

Her slutter del 1. Jeg tror, at jeg er kommet frem til, at grunden til, at jeg har haft den der underlige følelse i kroppen er, at jeg har kunnet mærke, at jeg ikke havde så lang tid tilbage; og det at jeg rejste alene var både den fedeste ting, men også den hårdeste, fordi man hver gang man kommer til et nyt sted, skal gøre en kæmpe indsats for at komme folk ved. Altså, det er ret let egentlig, men det kræver alligevel en del energi. Når man rejser med nogen behøver man ikke på samme måde at investere energi i nye mennesker hele tiden – og det er både godt og dårligt. 

Jeg er bestemt ikke ked af at rejse alene – faktisk tror jeg, at det er det jeg foretrækker, men alligevel, så har jeg virkelig nydt at følges med andre. Det der har fungeret bedst for mig har været at følges med andre, der havde deres egen bil og deres egen frie vilje, ment på den måde, at begge “grupper” har haft friheden til at gøre, hvad man hver især havde lyst til, og så samtidig havde vi hinanden. Det har været enormt positivt! 

Jeg kan godt!

Torsdag den 15. marts 2018

Starbucks i Queenstown – men kun fordi der er to timers gratis wifi

Hvordan kan man sige pænt til andre mennesker, at man gerne vil være alene? Sådan, uden at såre dem, for ved at sige, at man gerne vil være alene, så vælger man jo aktiv det andet menneske fra, og hvis det ikke bliver sagt på en pæn måde, så ender man måske med at gøre den anden ked af det. Samtidig kan det også være slemt nok, hvis man går og ikke er tilfreds på grund af den anden. Grunden til de tanker her er, at jeg nu har rejst med de to piger i cirka halvanden uge, og jeg er allerede ved at være klar til at skulle være alene igen.

… og det var sådan jeg skrev for en uge siden – jeg nåede ikke længere, fordi pigerne pludselig skrev, at de var klar til at blive hentet. Så nu:

 

Torsdag den 22. marts 2018

Manor House Backpackers i Dunedin, i rar grøn lænestol i fællesstuen

De tanker, der fyldte meget for en uge siden, og det dilemma jeg kæmpede med indeni og den ondt i maven jeg havde over det, endte faktisk med at løse sig af sig selv. Jeg ville nemlig gerne sydpå, men pigerne ville gerne direkte fra Queenstown til Dunedin, så de endte med at leje deres egen bil. Før det skete havde vi dog lige nogle lidt specielle oplevelser sammen, som jeg vil dele herinde.

Først tog vi til Te Anau, hvor vi camperede for at kunne tage den tidlige båd i Milford Sound. Det havde regnet om natten og meget typisk for mig og camping, så fandt vi ud af, at to ud af tre telte var utætte – og det var selvfølgelig det mindste telt der var vandtæt. Det betød en meget kold nat, der var rimelig fugtig, uf. Så jeg var totalt træt, da vi skulle afsted lidt over 6 om morgenen igen. Jeg blev nødt til at bede pigerne om at snakke med mig så jeg kunne holde mig vågen. Det var faktisk nok ikke helt forsvarlig at køre lige dér, men der skete heldigvis ikke noget. Og man kan spørge om, hvorfor de ikke kørte: det kunne de ikke, fordi jeg har den billige forsikring, der kun dækker, hvis andre førere end mig, har internationalt kørekort og ikke har haft skader i tre år. Ingen af pigerne kunne opfylde kravene.
Anyways. Det var en vildt flot tur, det var meget koldt og meget blæsende, men det var bare en dejlig sejltur! Helt klart anbefalelsesværdig! Når bjergene pludselig åbner sig og man kan se tusindvis af vandfald, der ser totalt magiske ud, så mister man pusten og det er helt ligemeget, at det er mega koldt og blæsende. Vi så sæler ligge og hygge sig på klipperne, og vi så en Kea, en alpin papegøje, der er fredet – den var meget nysgerrig, så det var ret sjovt!

Efter turen til Te Anau valgte vi at køre hele vejen tilbage til Queenstown og Arrowtown, fordi der kunne pigerne leje en bil OG vi havde mulighed for at bo hos en couchsurfer i nogle dage, hvilket vi gerne ville køre for (gratis seng, gratis bad og spændende selskab). Mor og far, den historie, der burde komme her, er nok ikke noget for jer at høre lige nu, så den kommer senere når jeg er færdig med at couchsurfe for den her gang (jeg vil gerne have lov til at blive ved med at rejse rundt, og det er lidt pinligt, hvis min mor og far kommer og henter mig hjem 😉 ) … men bare rolig, det er ikke en særlig farlig historie, det er bare en historie, der er lidt svær at tro på!

Pigerne og jeg skiltes som venner, og mit dilemma havde løst sig selv: jeg slap for at sige, at jeg ikke ville rejse med dem mere, og sidder med en positiv følelse indeni.

Da vi havde været i Queenstown, og pigerne havde camperet ude og jeg havde valgt at bo på et hostel, mødte jeg to fyre fra Israel, der bare var mega søde! Vi drak nogle øl sammen og spillede nogle spil sammen, og blev enige om, at det var en god ide at se syden sammen. Så de endte faktisk med at slutte sig til mig – i deres egen bil. Vi kørte ned for at se en strand tæt på Invercargill, hvor vi også overnattede i telte, og dagen efter tog vi videre mod the Catlins, hvor vi så en søløve helt tæt på, en masse sæler OG en pingvin! Altså, pingvinen kunne kun ses igennem en gigantisk kikkert, men vi så den og følte os meget heldige – for det er en meget sjælden pingvin.


Det var faktisk dejligt forfriskende at rejse rundt med drengene, fordi det bare er noget helt andet at være sammen med drenge end piger. Drenge er altså bare nogle gange lidt mere ukomplicerede og nogle gange meget sjovere at være sammen med. Ikke at sige, at jeg ikke kan lide at rejse med piger – det er bare en helt anden oplevelse, og når man er piger, der rejser sammen, så er man næsten nødt til at have en virkelig god kemi før det er en super oplevelse. Ellers kan der nemt opstå gnidninger. Det er i hvert fald min erfaring.

Da tiden kom til, at jeg skulle skilles fra drengene blev jeg helt rørt, for 1) det havde været nogle virkelig sjove dage og 2) for første gang overhovedet skulle jeg være HELT alene på min rejse. Ingen planer om at mødes med andre og kun mig til at bestemme. Præcis, hvad jeg havde ønsket mig, men samtidig også en smule skræmmende… for… hvad nu?
Drengene kørte før mig, for jeg kunne ikke lige bestemme mig for om jeg skulle tage til Dunedin eller om jeg skulle tage ud i naturen. Noget i mig sagde, at jeg havde brug for at være væk fra byen lidt, men jeg kunne også mærke, at jeg havde brug for at falde lidt ned efter en del uger, hvor jeg faktisk ikke rigtig har haft mig-tid. Så jeg tog til Dunedin, hvor jeg så stadig er. Og jeg er virkelig glad for, at jeg tog den beslutning! Vejret endte med at regne rigtig meget og det er blevet rigtig koldt! Og så har jeg haft nu to dage, hvor jeg kunne være mig, bruge lidt tid på at tænke og mærke mig selv igen, hvilket har medført, at jeg endelig har booket mig på et yoga-hold i aften. Jeg tror, at det er præcis, hvad jeg har brug for nu.

Jeg kan mærke, at jeg har en speciel følelse i kroppen, og jeg kan ikke helt forklare, hvad det er. På den ene side føler jeg mig lidt vemodig tilpas og på den anden side føler jeg mig rigtig glad. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg faktisk føler mig mæt på oplevelser. Jeg har haft svært ved at rumme alle de ting jeg har set de sidste par uger, fordi jeg ikke har haft tid til at lade det synke ind. Og det er ved at synke ind nu, sammen med erkendelsen af, at jeg kun har 15 dage tilbage på New Zealand. En anden erkendelse er, at jeg måske rent faktisk har nogle ting med hjemmefra, som jeg skal se lidt på indeni mig selv – jeg ved stadig ikke helt, hvad det er, men noget er der, og det vil jeg bruge lidt tid på. Tid på at være god ved mig selv, mærke mig selv og lytte til, hvad jeg har brug for.

Og så vil jeg lige indskyde, at jeg faktisk lidt nyder at være inde i byen igen, hvor der er kaos og orden, hvor jeg ikke skal tage mig af vanvittig natur og andre ting at se på, hvor jeg kan tage lange varme bade på rene og pæne badeværelser. Hvor jeg bare kan svæve rundt i min egen verden uden at skulle tage stilling til andet end, hvad jeg vil have at spise og hvornår jeg gider stå op om morgenen. MEN, i morgen skal jeg afsted på natur-tur igen – ud og se albatrosser, sæler og forhåbentligt nogle flere nutttede pingviner! Jeg glæder mig, for jeg tror, at det bliver mega fedt at tage på natur-tur alene, og de siger at det ikke skal regne i morgen, så det håber jeg på og regner med at sove i telt derude (ja, mor og far, det er en god campingplads, hvor man betaler for at bo, og hvor der er rigtig mange andre mennesker, bare rolig 😉 )

Det primitive liv

Søndag den 11. marts 2018 klokken cirka 16.42

Bagsædet af min bil (frivilligt placeret der, for at skrive det her), et sted på vejen fra Fox Glacier mod Haast og Wanaka

Jeg…. HADER… sandfluer! Af hele mit hjerte hader jeg dem. Og de elsker åbenbart mig. Jeg har så mange bid fra de elendige møgdyr, og de gør pokkers ondt at blive bidt af! OG min effektive myggespray virker kun delvist. OG de klør og er ømme HELE tiden. De er simpelthen en pest!

Det var rart lige at få ud 😉

Ja, som sagt er jeg på bagsædet af min bil. En fransk pige har sluttet sig til os, hvilket faktisk er lidt en lettelse. Det er rart at være tre, for så er det mere okay at trække sig indimellem og ingen skal helt på samme måde gå på kompromis. MEN…

… her begynder jeg så at blive meget udfordret, for begge piger er rendyrkede backpackere, hvilket rent faktisk betyder, som jeg har nævnt før, at man er lidt ligeglad med at være ren. Den ene pige nægter eksempelvis at vaske fingre/bruge alkogel efter toiletbesøg, ingen af dem føler behov for bad hver dag – den ene er særligt slem. Og hun er desuden også ligeglad med at hendes tights er gennemhullede (også på bagdelen så man kan se hud/trusser). Det værste af det hele er dog, at de begge er helt ligeglade med at sove på en “campingplads”, der umiddelbart mest bare er en grusvej, brugt til gennemkørsel, med lidt græs ved siden af. Og de er helt ligeglade med om der er toiletter. Det har jeg simpelthen bare svært ved at synes er fedt: så gider jeg godt betale $10 for plads ved sø med toiletter og håndvask. Så lige i dét øjeblik med grusvejen fik jeg øvet min sig-fra-evne. Og det føltes SÅ godt! For jeg sagde til dem, at jeg måske var på et andet budget end dem, og at jeg altså ikke havde noget imod gratis og primitive campingsteder, men at jeg ikke gider bruge min rejse på at sove steder der er direkte skodagtige. Det accepterede de, og da vi kom til den plads jeg foreslog sagde de begge, at de faktisk var glade for, at vi var taget derhen.

På én måde synes jeg, at det er mega hyggeligt at campere, jeg har bare svært ved ikke at kunne tage bad hver dag. En anden udfordring, der skræmmer mig lidt (jeg troede faktisk ikke det var noget der ville ramme mig), det er, at der mange steder på vestkysten, hvor der slet ikke er nogen mobildækning. Som i INGEN dækning overhovedet. Jeg får næsten en åååh-nej følelse i maven og føler mig pludselig totalt isoleret fra resten af verden. Det viser sig så efter ti minutter, at det faktisk på en måde er ret rart, for jeg kan slet ikke komme til at forholde mig til, hvad der sker på den anden side af jorden eller i andre dele af New Zealand. Jeg er bare mig i nuet, hvilket kan give nogle ret fede oplevelser, for her finder man ud af, at man selv skal gribe bolden og gøre noget for det. Det skete eksempelvis i går aftes, (efter at have fundet et rart sted at campere ved en strand), og efter aftensmaden, hvor den italienske pige gik i seng… selvom klokken kun var lidt over 9. Jeg valgte at blive oppe med den franske pige, og vi faldt i snak med nogle andre. Fordi man er så langt udenfor lands lov og ret, og fordi der er minimum 100km til nærmeste lygtepæl, så er der RIGTG mange stjerner! Altså, rigtig mange stjerner! Jeg har aldrig set noget lignende, og der var ingen måne! Vi valgte selvfølgelig at gå ned på stranden og kigge på stjerner, og det var bare helt fantastisk! Det var vildt rart at snakke med andre mennesker igen (andre end dem jeg har rejst med), og så var det bare så flot. Vi så en masse stjerneskud, og ønskede en masse ønsker – så nu må vi se om nogle af ønskerne bliver opfyldt 😉

Jeg vil lige tilføje en lille ting: der er så enormt koldt at jeg ikke har kunnet sove ordentligt de sidste par dage, så jeg skal have fundet en løsning på dét problem. I forhold til hår og makeup vil jeg altså lige sige, at tørshampoo er guld værd! Jeg elsker det! Min makeup er skåret ned til en absolut minimum mængde mascara, hvilket jeg godt kan leve med (det er så nemt!). Og da pigerne så min hårtørrer blev de rigtig glade, for den franske pige har ikke brugt sådan en de sidste par måneder (jeg sagde jo, at jeg ville blive glad for at jeg tog den med) 😉

Frihed, frihed og frihed!

Tirsdag den 6. marts 2018

I en sovepose på en yogamåtte i et helt nyt grønt telt på en mark i Karamea

Min sidste uges tid har været rimeligvis både begivenhedsrig og ubegivenhedsrig. Jeg har brug det meste af tiden i Nelson, hvor jeg har været en del sammen med Emelie. Nelson er kendt som New Zealands mest solrige by… det var bare ret overskyet mange af dagene, hvilket var ærgerligt, fordi der er faktisk ikke ret mange ting at lave i en by der er bygget op om udendørsaktiviteter når vejret ikke er til det. Jeg vil dog sige, at det samtidig har været enormt dejligt ikke at skulle noget – for jeg har også boet på det samme hostel hele ugen, hvilket har givet mig en dejlig ro!
En af dagene mødte jeg en hollandsk pige, Zoë, som var et super interessant menneske! Vi brugte en hel dag sammen, og fordi vejret var skodagtigt, og fordi vi begge var meget trætte, så valgte vi at købe masser af chokolade og kiks, og så satte vi en film på! Det var så hyggeligt og faktisk næsten helt underligt at bruge tiden på noget så “uoplevelsesagtigt”, men det sjove er jo, at det netop også er en oplevelse: man behøver ikke at suse rundt overalt for af føle, at man oplever noget!

På en af mine alene-dage vandrede jeg, i solskin, op til Centre of New Zealand. Det var en lille tur på cirka 20 minutter hver vej, men den sidste tredjedel af turen var voldsomt stejl (overdrivelse fremmer forståelsen!), og fordi solen var ret skarp (ingen overdrivelse), var det bagende varmt at komme det sidste stykke vej. Da jeg endelig nåede toppen blev jeg mødt af en vildt fantastisk udsigt! Overalt omkring mig kunne jeg se så langt øjet rakte; bølgende grønne bjerge i alle mulige nuancer, en lille flok køer, der pænt stod og græssede på en skråning, havet der glitrede i solens stråler og byen Nelson i al byagtigthed. Der var en fyr, der sad på græsset med sin guitar og spillede og sang. Det var vildt idyllisk, og selvom han sang ret så falsk, så følte jeg bare glæden boble i maven, og jeg lagde mig ned i græsset og nød verden i det øjeblik!

Den sidste dag jeg havde i Nelson, brugte jeg sammen med Emelie. Vi var så heldige, at solen for alvor skinnede, så vi hoppede ud i min bil – som jeg endelig fik tilbage (tillid til andre mennesker kommer man langt med!), og så kørte vi på stranden. Dagen var totalt perfekt, og det gjorde også bare, at da vi skulle sige farvel, så var det endnu mere trist. Men, vi skal ses når vi kommer hjem igen – når vi har mulighed for at tage til henholdsvis Sverige eller Danmark.

Dagen, hvor jeg tog fra Nelson, valgte jeg at køre til Cable Bay, et sindsygt smukt sted, hvor man kan vandre op på en mark på et bjerg (eller en meget stor bakke) og få den vildeste udsigt over Cable Bay. Man vandrer mellem de vildt nuttede får, der går og spiser græs, og man kan se vandets mange blågrønne nuancer. Turen derhen var min første tur alene i bilen. Jeg var helt vildt nervøs til start, men det viste sig, at det faktisk er blevet ret naturligt for mig at køre i den anden side af vejen! Og da jeg lagde mærke til det samtidig med, at jeg kørte op ad en mega idyllisk vej med den flotteste udsigt, hvor der løb et lille forvildet får foran mig, begyndte jeg virkelig for alvor at boble indeni. Jeg kunne bare mærke, hvordan min krop nærmet følte, at den kunne flyve! Jeg elsker min frihed!

Om aftenen den aften skulle jeg mødes med en ny rejsemakker, fundet gennem facebook. Hun viste sig at være rigtig sød – men lidt svær at forstå. Hun har rejst rundt på nordøen et stykke tid, og slår sig op på ikke at bruge penge på “unødvendige” ting. Derudover har hun camperet hele vejen (freedom camping = 0 kr).
Den første aften med hende gik dog ikke helt som planlagt, for jeg havde jo brugt en uge i .nelson, og vidste derfor ar vejene var spærrede op mod Abel Tasman National Park (vi havde aftale at tage en endagstur derhen), men han sagde, at hun havde tjekket og at vejene var åbne. Hun havde fundet en gratis campingplads nordpå tæt på Abel Tasman og jeg havde købt mig et nyt telt. Spændt på at prøve det af, kørte vi nordpå ret sent på aftenen … og stødte på skiltet “Road closed”, hvilket i sidste ende betød, at vi blev nødt til at sove i bilen på en gratis parkeringsplads, for der var mere end en times kørsel tilbage til nærmeste overnatningsmulighed. Lige dér kunne jeg føle noget irritation stige op i mig, men jeg lod det ligge lidt, for nogle gange er det en god ide liiige at mærke efter – desuden kunne jeg ikke gøre noget ved det lige på det tidspunkt.

Vi endte med ikke at tage til Abel Tasman, for der blev jeg lidt nærig: $100 for én dag fordi vejene var lukkede – og i bund og grund gav det os adgang til (meget lækker) strand og noget pæn skov, men på det tidspunkt tror jeg faktisk mest at jeg var påvirket af at have sovet ekstremt dårligt, være sammen med en fremmed som, føle at jeg skulle virke en smule overskudsagtig for ikke at give hende indtryk af at jeg er sådan en sur og irritabel person (dårlig søvn gør dog intet godt for mig har jeg fundet ud af på den her tur). Pointen er, at Abel Tasman for mig den dag ikke var pengene værd, jeg ville bare væk fra det område og komme videre.

Dagen endte da også med at blive rigtig god, og vi fandt en hyggelig familieejet kro, hvor vi kunne slå vores telt op (i haven, ikke i kroen).
Jeg kan beskrive landskabet vi så den dag på den nordøstlige sydø, men jeg vil hellere bare sætte nogle billeder ind, for det var helt magisk!

Jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at være at rejse på den her mere primitive måde og så med TO piger. Jeg er jo en, der godt kan lide at passe på mine penge, men tiden sammen med Emelie har samtidig lært mig, at man kan finde rigtig stor glæde ved at bruge penge på ting man har lyst til, og bruge penge på ting, der kan forsøde livet lidt – eksempelvis vores ture på restaurant, hvilket var relativt dyrt nogle dage, men alligevel var det så dejligt, at det var alle pengene værd! Derfor kan jeg sige, at jeg nået til den erkendelse af, at jeg simpelthen ikke gider spare på alt. Det lyder fjollet måske, men jeg kan mærke, at jeg ikke vil gå på kompromis med min rejse. Jeg synes simpelthen ikke det er de dollars værd (hentydning til både campingoplevelsne med drengene, og overnatningen på parkeringspladsen); vi kunne have 1) kontaktet en couchsurfer/AirBnb eller 2) betalt $20-ish dollars for et hostel. Jeg siger ikke, at jeg vil spendere uden at tænke, jeg siger bare, at jeg vil give mig selv mulighed for at gøre, hvad jeg har lyst til, og give plads til selvforkælelse!

Det jeg vil kalde min “økonomiske erkendelse” går fint i tråd med min følelse af frihed. Jeg føler mig ikke bundet af tanker som “åh nej, dét har jeg ikke råd til…”, og det betyder, at jeg ikke begrænser mig selv.
Og noget jeg har oplevet et par gange på min rejse: følelsen af boblende glæde i min mave når jeg er et sted og i øjeblikket oplever magi – det løfter mig op og gør, at jeg faktisk føler mig gennemsyret af lykke.

En smule af Danmark i New Zealand

Mandag den 26. februar 2018

På en meget gyngende Bluebridge Ferry et udefinerbart sted mellem Wellington og Picton omgivet af virkelig flot natur

Så langt, så godt! Jeg er på vej igen – og det var jo slet ikke skræmmende at tage en beslutning (det finder jeg ofte først ud af når jeg HAR truffet den) 😉
Jeg ville faktisk have været med færgen i går, søndag, men den var booket, og desuden ville Olivias forældre gerne have mig til middag – så derfor endte det med at blive til i dag.

Alt i alt har jeg brugt en god uge i Wellington: New Zealands hovedstad, der er meget mindre end Auckland. Den er bare tifold mere tiltalende! Det er faktisk nok en by jeg godt kunne bo i, hvis jeg skulle flytte til udlandet – Wellington til hverdag og Napier om sommeren.

Den stærkeste oplevelse jeg har haft i Wellington var på Te Papa – New Zealands nationalmuseum. De havde en udstilling over Gallipoli (hvor New Zealand deltog i første verdenskrig). Jeg var derinde med Emelie, og vi endte begge med at begynde at græde. Det var så rørende en udstilling, fordi de havde brugt rigtige menneskers fortællinger og billeder, og samtidig var det hele så håndgribeligt, at det på en måde virkede virkeligt. (Jeg fik senere at vide, at det faktisk er Peter Jackson, der har lavet udstillingen). Det er sådan nogle museumsoplevelser, at jeg mener, at alle burde opsøge eller blive tildelt, hvis det giver mening. Hvis man tillader sig selv det, vil man kunne blive revet med af historien og dermed virkelig forstå, hvad der er sket.

Jeg havde været lidt nervøs for sejlturen i dag, for vejrmændene havde lovet stormvejr og dermed et ret slemt sejlvejr (hvilket jeg ikke er stor fan af, da jeg har tendens til søsyge) – så jeg tog mig en søsygepille som indtil videre har gjort underværker, for færgen har virkelig gynget!
Da jeg havde fundet min plads på færgen begyndte jeg at se mig omkring, og jeg faldt over et digt skrevet på væggen. Jeg læste det et par gange, for der var noget underligt ved det. Og så gik det op for mig, at det stod på dansk!

Tangskoven svajer som odaliker
undersøiske skøjteprinsesser
de lokker for os
Som de sirener
der nærmest gjorde Odysseus sindsyg
og næsten fik ham til at kaste sig ud
(Peter Poulsen, 2007)

Det var en meget mærkelig oplevelse! Senere lagde jeg mærke til, at instruktionen til at skylle ud på toilettet også stod på dansk, og at cafeteriet hedder Bornholm. Jeg spurgte, og ja, det er åbenbart en dansk færge!

Middagen hjemme hos Olivias forældre var rigtig fin, og de havde hejst Dannebrog og dekoreret spisebordet med flag. Det var bare en så spøjs og rar følelse – tænk at man kan få det på den måde på grund af et lille flag.

En ting jeg har lagt mærke til ved folk fra New Zealand er, at de er enormt venlige, gæstfrie og hjælpsomme, men at de ofte ikke er særligt nærværende og at de ikke helt har begreb om at hygge sig og sidde for at nyde et godt måltid mad. Det er en helt anden kultur, og det er noget jeg virkelig har skullet vænne mig til.

Wellington har budt på en masse vind. Blandt andet en tropisk cyklon – men det er de vant til her, så det betød åbenbart ikke så meget. Mine solbriller endte dog med at blive fanget af vinden i går (de sad i mit hår), og så fløj de bare afsted; gennem folks ben og forbi ligeglade måger. Jeg fangede dem til sidst, men skruen i den ene stang var forsvundet. Suk. I det øjeblik forstod jeg for første gang ordsproget: Hold på hat og briller.
Såååh, nu skal jeg på solbrillejagt!

En anden ting som Wellington har budt på, er bevis på efterår! Ligesom med tidsforskellen, kan min hjerne heller ikke helt forstå, at det er omvendte årstider – så da jeg fandt et kastanjetræ med kastanjer omkring sig, blev jeg mildest talt forvirret. Men jeg blev alligevel så glad, for jeg kan faktisk rigtig godt lide kastanjer!

Det er rart, når man er så langt væk fra derhjemme at få påmindelser om det man kender: en sang i radioen, Dannebrog der blafrer i vinden, eller endda en hel færge, der er dansk. Det gav mig en rigtig dejlig følelse i maven – og jeg føler mig totalt klar til at begynde mit eventyr på sydøen!

(Vil lige indskyde, at der faktisk er en lille by syd for Napier, der hedder Dannevirke – og ja, den er opkaldt efter Dannevirke derhjemme, men ingen hernede ved, at det er dansk.)

Update på tøj, hår og make-up: so far er jeg stadig enooormt glad for at jeg har taget min hårtørrer med – den har reddet mig føler jeg. Men… det er ligesom om, at vandet er så anderledes end det danske vand, at mit hår ikke helt ved, hvordan det skal reagere – det er sådan lidt sjovt puffet og samtidig helt fladt – så i et forsøg på at få det til at se lidt mere normalt ud har jeg skiftet skildningsside. Og så ville jeg faktisk gøre rigtig meget for et glattejern!!!
Jeg savner lidt mine kjoler når det er godt vejr, men som regel viser det sig faktisk, at shorts er det bedste valg, for det har en tendens til at blæse ret meget her (Wellington). Jeg vil dog sige, at noget af det jeg savner aller mest (tøjmæssigt) er pænere tøj til hvis jeg skal ud og spise eller sådan noget – for det er lidt gået op for mig, at jeg altså godt kan lide det en lille smule luksus-agtigt. Jeg vil ikke definere mig som en “flashpacker” (nyt ord jeg lige er blevet introduceret til: restaurant-spisende, meget ren, pæne hostels og en del flere penge at gøre godt med ), men jeg er heller ikke helt en backpacker (med sorte fødder og meget uvasket hår og ingen penge) – jeg er lidt en blanding.

Og min nakkepude – jeg HAR faktisk brugt den en del… vil jeg bare lige sige 😉