Smukke, smukke verden!

Fredag den 9. februar 2018

Rar sort lænestol, Queen’s Arcade Auckland (gade vide, hvor lang tid jeg må sidde her…?)

Del 2 – Fra Auckland til Paihia og tilbage igen

I et anfald af at ville ud af storbyen, besluttede jeg mig for at tage op nordpå til Paihia i Bay of Islands dagen før Waitangi Day (dagen, hvor Maorierne og englænderne underskrev en fredsaftale for mange år siden).

Jeg tog en bus derop. En god tur på omkring 4 timer, der tog os igennem et fantastisk flot og grønt landskab med vilde udsigter til bølgende bakker og blå havglimt; man kunne kun sidde klistret til vinduet og beundre den flotte natur, mens bussen gyngende kørte op nordpå. Op til varmen og solen!

I Paihia skulle jeg bo hos en couchsurfer, som også ville tage mig med til Waitangi Day dagen efter. Første aften bød på pizza og gigant-is og en mega flot rundtur i området. Vi kørte også forbi Haruru Falls, et lille vandfald i en stille sø omgivet af træer!
Jeg kørte i min couchsurfers bil (første gang, at jeg har kørt i den forkerte side af vejen), og jeg var kun ved at dreje den forkerte vej et par gange (panik…!). Men jeg endte med at få okay styr på det.

På Waitangi Day tog vi til Waitangi, et område, hvor Maorierne oprindeligt holdt til, og hvor fredstraktaten blev underskrevet. Det var simpelthen bare en helt vildt fascinerende dag, hvor der var traditionelle Maori-ting overalt, hvor de sejlede med deres Waka´er (krigsskibe) og lavede Haka (traditionel krigsdans). At overvære Haka er noget, der gør stort indtryk, fordi der udstråler sådan en kraftfuld styrke fra de mennesker der laver det – det er gåsehudsfremkaldende!!!
En sjov detalje var, at på hele området var alkohol og sodavand forbudt af sundhedssårsager… men al den mad man kunne købe var simpelthen fedtprovokerende (eksempelvis hvidt brød der bliver friturestegt). Dagen var fænomenal vejrmæssigt, og jeg havde været så smart at tage en kjole på med mine hvide gummisko… hvilket jo så betød, at mine ben blev pink i helt enorm grad mens mine fødder var HELT hvide stadig. Det var faktisk rigtig grimt, men også lidt sjovt. Jeg er dog begyndt at smøre mig ind i meget oftere end derhjemme, for solen er virkelig skarp!

Det er seriøst et besøg værd at tage de timer nordpå, for der er bare så dejligt fredeligt og så er der enormt mange ting man kan lave og se (gad godt at være mega, mega rig når jeg er sådan nogle steder!).

En tysk pige, Caroline, ville møde mig onsdag, dagen efter Waitangi Day for at leje en bil og køre nordpå til New Zealands nordligste punkt, Cape Reinga, hvor man også kan se Stillehavet og det Tasmanske Hav støde sammen (lidt som i Skagen, bare i en anden størrelsesorden). Caroline var en rigtig sød pige og vi endte med at have en mega hyggelig dag sammen! Første stop var Rainbow Falls i Kerikeri – et af de absolut smukkeste steder jeg nogensinde har set. Det var lidt lige som at træde ind i en alfeskov, hvor der er en helt særlig ro, og solen bliver reflekteret i vanddråberne fra vandfaldet og skaber en masse flotte regnbuer – det er virkelig magisk at se på! Hvis vi havde haft mere tid ville vi have vandret den længere tur i området, men fordi vi havde en lang tur foran os til Cape Reinga, og gerne skulle nå derop inden vejret blev alt for overskyet, så blev vi nødt til at køre.

Kort tid efter mødte vi to hitchhikere, der skulle samme vej som os. Vi stoppede for mad og endte til sidst helt oppe på toppen af New Zealand. Det var så flot og så enormt storslået, at det er svært at beskrive og stort set umuligt at indfange stedets styrke på et billede. Det var et sted jeg kunne have brugt hele dagen – bare sidde og kigge udover det flotte, blå hav og de store bølger.

På vej mod Paihia havde vi lige to stop tilbage: the sand dunes og 90 mile beach. Førstnævnte er gigantiske sandbakker som man kan “surfe” på, hvis man er til det, ellers kan man, ligesom os, kravle op på toppen af dem (hvilket er ret hårdt) og så prøve at komme ned uden at slå kolbøtter hele vejen!

90 mile beach er en meget kendt og meget lang strand (deraf navnet). Vejret var blevet ret øv da vi nåede dertil, det var ellers meningen at vi ville ud og bade i havet – det bliver næste gang!

Dagen efter skulle vi aflevere vores bil og så besluttede vi os for at prøve at hitchhike tilbage til Auckland (som nævnt, en tur på cirka 4 timer i bus). Vi startede lidt over 8 og skulle ikke vente mere end nogle få minutter før vi fik det første lift. Turen endte blandt andet med at tage os forbi Kawakawa (bare rolig – ingen kan i virkeligheden finde ud af, hvordan de der navne udtales…), hvor der er et mega berømt offentligt toilet. Jep, et toilet som turistbusser stopper op ved. Det var da også specielt (okay, det var ret sjovt at se) – lavet af en der vist hedder noget med Hunderwasser.
I Whangarei fik vi et lift af en mega sød newzealandsk kvinde, der skulle til det nordlige Auckland – cirka en time i bus fra centrum. Da hun havde sat os af, og efter en cookie og en sodavand, besluttede Caroline og jeg os for at prøve at hitchhike til centrum, og ved et rent tilfælde kom hende der kørte os til Auckland forbi, fordi hun var blevet færdig med det hun skulle og tilbød os et lift til byen. Det sluttede vores eventyr op nordpå og det var bare en mega god oplevelse! Og faktisk tog det kun cirka 5 timer.

Noget af det jeg har fået med fra de sidste par dage er, at jeg virkelig godt kan lide at rejse med andre, men at jeg elsker at rejse alene, fordi jeg bare skal tage hensyn til mig. Derfor er min umiddelbare plan (alt kan ændres) at rejse med andre i nogle dage ad gangen, for så at have tid for mig selv – for det er noget af det fedeste!

I dag skal jeg på mini-campingtur til Piha med nogle jeg måske skal rejse rundt med på sydøen, så det glæder jeg mig til! Og i morgen tager jeg til Coromandel med nogle andre – masser af ting at se frem til!!!

… og en lille update på min tøj- og hårtørrersituation: det går fint. Jeg har nu flere dage lufttørret mit hår MEN hvor var det dejligt at kunne føntørre det i går – og den glæde jeg fik lige dér gør, at det nu allerede er det hele værd at have slæbt den med (haha). Tøjet er jeg ved at vænne mig til – det er jo mit eget, men det er noget andet når man skal tage højde for, at man kan komme ud for situationer, der kræver praktisk tøj. Men det er faktisk dejligt. Nyder lidt bare at have afslappet tøj på (men sig det ikke til nogen endnu!).

P.S. I skrivende stund er der en mand, de sidder og ryger noget suspekt fra en sodavandsdåse overfor i en af de andre lænestole. Det er faktisk lidt underligt og noget jeg lige ville dele, fordi det nok er noget jeg ender med at glemme 😉

Den rigtige begyndelse

Fredag den 9. februar 2018

Rar sort lænestol, Queen’s Arcade Auckland

Okay! Nu har jeg altså været i New Zealand i en hel uge, og jeg føler på en måde, at jeg har været her i flere måneder og på andre måder føles det som om jeg kun lige er ankommet. Min tidsfornemmelse er helt forskruet – jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i dage, datoer og tidspunkter, hvilket nogle gange giver mig sådan en helt surrealistisk følelse i maven; på den anden side kan jeg ikke lade være med at nyde det en lille smule, fordi jeg jo ikke skal noget bestemt.

Del 1 – Auckland de første par dage

Jeg ankom til Auckland lufthavn sidste fredag klokken 5 om morgenen (og nej, jeg har slet ikke mærket noget til jetlag). Det var så intimiderende at skulle igennem tolden, fordi jeg har set alle de der “Grænsepatruljer” i TV og ved derfor, at de er ret strikse med, hvad der kommer ind i landet. Da jeg skulle vælge om jeg havde noget at deklarere panikkede jeg en smule, fordi jeg da var mega bange for at blive sendt hjem igen – det resulterede så i, at jeg blev nødt til at smide den kanelsnegl ud som jeg havde fået med af min mor, og som jeg havde set meget frem til at spise (suk, hvor var det tåbeligt). Så et godt råd – slap lige af inden alt bliver smidt i skraldespanden – der er MASSER af folk man kan spørge.

På mirakuløs vis kom jeg (ret nemt) ind i byen, fandt en Starbucks og besluttede mig for at gå hen til mit hostel, der kun lå 3,5 kilometer væk. Det var ret varmt da jeg begyndte at gå, og fandt ret hurtigt ud af, at der er vanvittige bakker i Auckland … det er faktisk lidt hårdt med stor rygsæk på! Men, hvor var det bare den dejligste gåtur! Jeg kom igennem dejlige parker, blev opslugt af alle de smukke grønne farver omkring mig og følte mig bare helt omsluttet af de varme solstråler omkring mig. Det er virkelig fascinerede at komme til et land, hvor der er modsat årstid.

Mit hostel var super godt og nemt at finde, og efter et tiltrængt bad, skulle jeg møde en couchsurfer, der havde tilbudt at vise mig lidt rundt i byen. Det endte med at blive en mega hyggelig dag og aften, hvor jeg mødte en masse andre rejsende.

Jeg blev helt optaget af den der følelse af, at jeg faktisk selv har bestemmelsesret over mit eget liv og dermed også mine egne beslutninger, og med den følelse i maven gik jeg i seng.

De næste par dage i Auckland brugte jeg sammen med andre rejsende og couchsurfere, hvor jeg så Devonport, centrum og nogle strande. På grund af det meget omskiftelige vejr kom jeg ikke ud til Waihike eller Rangitoto – men jeg ved allerede nu, at jeg gerne vil tilbage hertil!

De første dages indtryk har efterladt sig en følelse hos mig af, at jeg faktisk godt kan selv, og er der noget jeg ikke har lyst til, så behøver jeg ikke at gøre det. Jeg kan mærke, hvordan friheden i at være mig selv virkelig styrker min indre følelse. Jeg har haft nogle virkelig gode oplevelser med at bo hos couchsurfere i stedet for hostels – men jeg tror, at jeg vil kombinere det en smule, for nogle gange er det også rart ikke at være helt så afhængig af andres skema.

Højt, højt oppe i luften!

Et udefinerbart øjeblik

Flyveren sæde 22F et sted mellem København og Doha

Okay, den der følelse, hvor man er på nippet til at begynde at græde hele tiden og samtidig spontant bryde ud i en form for hysterisk latter har forfulgt mig de sidste par dage, og det er bestemt ikke blevet mindre jo nærmere jeg er kommet på afgang!

Og, hvor er det bare uretfærdigt hårdt at skulle sige “vi ses” til de mennesker jeg holder aller mest af! Både mine venner og min dejlige familie! En ting jeg bliver meget bevidst om når jeg tager afsted i længere tid er, at der faktisk er virkelig mange mennesker, der betyder rigtig meget for mig, og det er jeg dybt taknemmelig for!

Jeg lander i Auckland klokken 5 om morgenen på fredag (torsdag aften klokken 17 dansk tid), og jeg har booket et hostel de første to nætter, hvorefter jeg skal bo hos en couchsurfer som har tilbudt mig sit ekstraværelse. Dét glæder jeg mig til – og jeg håber, at det kommer til at tilføje min rejse nogle rigtig positive ting!
Der er en, der har tilbudt at komme og hente mig i lufthavnen på fredag – og der er en familie, der har tilbudt at jeg kan komme og bo hos dem nogle dage på deres gård. Jeg tror og håber, at det bliver rigtig spændende at være sammen med lokale på den måde.

Jeg har faktisk ellers ikke planlagt noget hjemmefra, fordi jeg vil rigtig gerne opleve friheden ved at rejse uden at være bundet til ting jeg skal – jeg vil gerne have muligheden for at kunne sige ja til de ting jeg har lyst til, uden først at skulle overveje om jeg kan – det er på nogle punkter ret grænseoverskridende for mig, for jeg er en, der plejer at have totalt styr på det meste, men det føles egentlig ret sundt at give slip på ønsket om total kontrol og i stedet lade min lyst og min mavefornemmelse styre lidt i stedet.

Jeg er kommet godt afsted og valgte at tage Solsikke med på min rejse (ja, jeg er 28 og ja, Solsikke er en bamse – men for lige at retfærdiggøre det, så er det altså en MULTIFUNKTIONEL bamse). Solsikke har været med alle andre steder og skulle jo derfor naturligvis også med den her gang.

Jeg har tænkt over nogle ting jeg kunne have gjort anderledes i forhold til mine forberedelser til rejsen, så det vil jeg lige dele:

1) Sørg for i ordentlig tid at få vacciner – og jeg fandt ud af, at der er stor forskel i pris de forskellige steder, så det kan være godt givet ud at undersøge de forskellige vaccinationssteder.

2) Sørg for i god tid at have overvejet visum – det gjorde jeg ikke før i starten af januar, hvilket faktisk endte med at stresse mig en smule

3) Bestil penge i god tid – særligt til de der steder, hvor man ikke helt ved om der findes hæveautomater

… og så finder jeg nok på nogle flere ting jeg kunne have gjort anderledes når jeg er i gang med min rejse

Forberedelse, forberedelse og mere forberedelse

30. januar 2018

Hjemme hos min mor

Okay, så er det altså ved at være: jeg skal ud på min store rejse lige om lidt!! Jeg har gjort mig en masse tanker om det og jeg kan mærke, at jeg er virkelig, virkelig nervøs og spændt og nervøs spændt – men jeg er ret overbevist om, at jeg bare skal op i flyveren, og så skal jeg nok klare det!

Men, for lige at gøre det klart for alle, hvad det her egentlig drejer sig om, så vil jeg lige fortælle, hvad det er jeg er så nervøs og spændt over! Jeg skal ud på en stor rejse – min store rejse – som ender med at tage mig igennem New Zealand, over Sydney og lækre Bali, hvor jeg til sidst ender i Nepal. Som udgangspunkt er hele rejsen kun med mig selv og de mennesker jeg møder på min vej – bortset fra tiden på Bali som jeg deler med min søde og dejlige veninde. Det bliver 10 dage i paradis! Min rejse strækker sig over 4,5 måned – og jeg har tænkt mig at føre en form for rejsedagbog her på siden så jeg selv har det at se tilbage på, men også så eventuelt interesserede kan følge med på min rygsæk-færd på afstand.

Alle forberedelser er gjort, og det eneste jeg egentlig mangler, er at pakke min rygsæk (hvilket faktisk har vist sig at være en del vanskeligere og mere udfordrende end jeg lige havde regnet med!) – og så glemte jeg selvfølgelig anden del af min koleravaccine i Odense hos min far, hvilket betyder, at min mor og jeg bliver nødt til at køre forbi Slagelse før vi tager til lufthavnen i morgen. Det er jo bare typisk, men heldigvis var det ikke mit pas jeg havde glemt!

Jeg har gjort mig rigtig mange tanker om, hvad jeg skal pakke til min rejse, og undervejs i den tankeproces er jeg stødt på nogle kanter hos mig selv som jeg tror (og håber) bliver slebet lidt til under min rejse. De der tanker og bekymringer om, hvad andre tænker om en, hvordan man “skal” se ud, hvad man “skal” gøre – de fylder faktisk ret meget for mig, og kan somme tider (måske faktisk ofte) skabe hæmninger for mig, og det ender med at have betydning for den måde jeg er på og de ting jeg vælger at gøre. (For eksempel var selve processen med at udvælge vandrestøvler og rygsæk var ret langsommelig, fordi jeg gerne ville have et par smarte vandrestøvler, der passede til min rygsæk (!!!) og som også kunne se fede ud til mine jeans (yes, det er jo sådan noget, der betyder noget jo)). Men lad os lige begynde ét sted – det umiddelbart nemmeste sted: udseendet.

Nu skal jeg jo være væk i ret lang tid, og jeg havde da virkelig lyst til at sørge for, at jeg havde tøj med til alle tænkelige lejligheder:

Praktisk – rejsetøj
Praktisk – i naturen
Praktisk – i byen
Stranden
Pænt tøj – gå i byen
Pænt tøj – fordi jeg har lyst til at føle mig pæn
Pænt tøj – sommerkjoler i stride strømme
Varmt tøj
Sovetøj

Der er faktisk rimelige mange kategorier man kan finde på, og alle kategorier kræver jo hvert sit outfit. Det kunne jeg ret hurtigt se, at jeg ikke ville kunne have med i min fine røde rygsæk – for udover tøjet til alle lejligheder, så følger toilettasketing også med (og dét fylder!). Jeg tog mig derfor sammen og besluttede, at min forfængelighed altså måtte lide lidt, for jeg ville ikke være i stand til at slæbe det hele ellers. Jeg endte derfor med en liste, der lyder som følger (måske stadig til dels præget af min forfængelighed, men dog kraftigt skåret ned):

3 t-shirts
5 toppe
1 almindelig tynd langærmet bluse
1 uldtrøje med lange ærmer
1 cardigan
1 par natshorts
2 par almindelige cowboyshorts
2 par jeans
3 kjoler med forskellige “funktioner”
1 badedragt
1 bikini

Udover tøjet har jeg faktisk kun ganske lidt makeup med (det mest nødvendige), små flasker med shampoo og balsam – og selvfølgelig – en hårtørrer (mit hår bliver jo frygteligt når det ikke føntørres…). Jeg valgte altså min elskede tørshampoo fra sammen med de dejlige ansigtscremer jeg plejer at bruge, og rigtig mange af de ting jeg ellers normalt sætter pris på!

Jeg er ret spændt på, om de andre rejsende jeg møder er mere afslappede med både makeup og hårtørrer – og gad vide om de alle har sådan nogle praktiske bukser (som jeg ikke havde overvejet at tage med før jeg opdagede, at det måske ikke var det mest praktiske at vandre rundt i skinny jeans).

Jeg håber inderligt, at jeg opnår en form for ro i mig selv så jeg ikke bruger så meget krudt på at bekymre mig over, hvad andre tænker om mig – og bekymre mig om, hvorvidt jeg vil passe ind – for jeg tror faktisk, at hvis man hviler nok i sig selv, så kan man passe ind de fleste steder. Tænk, hvis jeg en anden gang bare kan nøjes med et par toppe og et par lyn-af-bukser, droppe hårtørreren og så bare være mig (har dog stadig vanskeligt ved at forestille mig selv med lyn-af-bukser)!

Så måske vil det vise sig, at den her rejse beviser for mig, at forfængelighed står for fald.

Sidste weekend hos værtsfamilien…

7. februar, lørdag aften, værelse, værtsfamilie

Okay, så er det altså lørdag igen og på mandag begynder min sidste uge på skolen, og i morgen aften slutter min sidste weekend hos værtsfamilien! Det er vildt som tiden går hurtigt, og i dag har jeg brug ret meget (måske unødig) energi på at tænke over, hvordan jeg har det med det. Der er jo det, at jeg virkelig glæder mig til at komme hjem til dejlige Danmark igen og få min selvstændighed tilbage og begynde på en ny del af mit liv. På den anden side glæder jeg mig ikke til at skulle hjem og begynde forberedelse til eksamen, jobsøgning og alle de der ting, der faktisk ikke er særligt sjove. Derudover lagde jeg mærke til i går, at jeg egentlig er begyndte at føle mig hjemme her i Fort Worth. Jeg har en nogenlunde ide om, hvor ting er (i det store hele) og det er ikke så vildt at køre rundt på de gigantiske veje mere. Jeg føler lidt som om at jeg har været her i meget mere end et par uger. Og jeg har det godt her. Men, jeg kan mærke at jeg trænger til at kunne gøre ting uden at have en bil med og jeg trænger til at få mit liv tilbage, og jeg glæder mig til at jeg slutter skolen. Så ja, jeg har en masse tanker for og imod, men jeg endte med at komme frem til, hvad der nok er den mest åbenlyse beslutning: jeg skal virkelig nyde de sidste par dage jeg har her, for det kommer ikke igen.

Fredag i næste uge skal jeg flytte fra værtsfamilien ind til et hotel i midtbyen, og det glæder jeg mig til. Der er flere grunde til, at jeg har valgt at gøre det. For det første vil jeg gerne opleve lidt af byen på egen hånd, fredag er alle til forskellige kampe og kommer først sent hjem, lørdag er der kamp, løb og andre arrangmeneter, så jeg skulle være alene hjemme – uden bil. Så selvom jeg kunne hygge med familien om aftenen, så ville jeg føle at jeg ville spilde to dage, hvor jeg kunne gøre noget andet end det jeg har gjort de sidste par weekender. Det er i hvert fald det, der føles mest rigtigt for mig, og derfor valgte jeg at gøre det sådan. Og det føles godt!!!

Btw, jeg var på Billy Bob’s i går med folk fra skolen – det er verdens største honky tonk. Og det var sjovt! Man kan lære at danse linedance og se bull riding (live med levende tyre)!

12695471_10153801561863213_1540971030_o

Den dramatiske torsdag!

5. februar, værelse hos værtsfamilie, meget træt (klokken er kun 21.45!)

Og ja, jeg er virkelig træt! Det har også virkelig været en begivenhedsrig dag i dag. Dagen begyndte på en rar måde: fordi jeg nu er i upper school skal jeg tidligst møde 8.45 og min tidligste time er 9.35, så jeg sov en time længere end jeg plejer (altså, det vil sige, at jeg vågnede til normal tid længe før uret ringede, men blev liggende i sengen). Det gør virkelig en forskel, for det er på en måde sådan lidt luksus-agtigt. Nå, men ankom jo så på skolen til første historietime. Læreren er ret dygtig og hun fik politik og økonomi til at virke spændende – det er noget jeg gerne vil lære at kunne. Anden historietime gik som den anden indtil… der lød en besked over højttalerne: “This is a fire drill…” okay, altså det er bare for at træne at komme udenfor og så er det ind igen. Så jeg gik bare roligt med de andre udenfor uden at tage nogle af mine ting med. Hvilket jeg fortrød. For det viste sig, at en gasledning var skåret over og vi derfor ikke måtte være indenfor, fordi det ville være for farligt. Så stod jeg der med kun mig selv, ingen jakke, ingen taske (med computer, iPad, telefoner, pung og pas). Ingen vidste, hvornår de kunne få fikset det, så i teorien kunne det have sket, at vi ikke kunne komme ind på skolen igen. Det gik heldigvis ikke så galt. Efter en times tid lod de eleverne gå til frokost (cafeteriebygningen er langt fra upper school-bygningen), og efter frokost kunne vi komme ind igen. (PYH)

Resten af dagen var ret hyggelig. Jeg overværede en historiequiz (pænt kedeligt) og så gik jeg og de to schweiziske studerende en tur op for at købe chokolade. Det var en god tur og vejret var dejligt!

Da jeg var kommet hjem skrev en af de schweiziske studerende og spurgte om jeg ville med til en basketballkamp på en public school med hendes værtsmor (hun er lærer på den skole, hvor kampen blev spilet). Så det ville jeg da gerne, bare for at se noget andet. Og det var virkelig noget andet…

Det viste sig, at skolen lå i den “forkerte” del af byen. Altså det område med bander og meget høj kriminalitet. På skolen er der altid mindst en politibetjent, der tjekker eleverne for våben og de har hunde, der tjekker om de er i besiddelse af stoffer.Det er et fattigt område og stedet er faldefærdigt. schoolclosedDa kampen var færdig gik vi en anden vej ud. Jeg havde ikke lagt mærke til det, men moren sagde, at der var begyndt at samle sig grupper fra to forskellige bander, der åbenbart er i krig med hinanden ved døren vi var kommet ind ad, så hun ville have os væk derfra. Ude på parkeringspladsen holdt der nogle biler og flere medlemmerne af banderne ankom. Det var totalt surrealistisk. Og dér lærte jeg noget: Vi er utroligt heldige, at det ikke er hverdag i Danmark. Ja, vi har det til tider hårdt, ja, vi har områder og miljøer, der ikke er gode at være i, ja, vi har bander og banderelateret kriminalitet. Men, hvor er vi priviligerede. Hvor er vi heldige. Det gik i hvert fald op for mig, at jeg føler mig meget heldig over at være født og opvokset i Danmark, langt væk fra den uhyggelige virkelighed!

Så lad os lige alle sætte lidt mere pris på, hvad vi har – og nyde alle vores privilegier.

Jeg er en glad lille cowboy…


Den 31. januar, ny værtsfamilie, snart sengetid

Ja, for at følge op på mit sidste indlæg, så endte jeg ved lægen, hvor jeg fik beskeden, at jeg havde kæbe-og bihulebetændelse. Fik noget antibiotika og vupti, så var jeg god igen i midten af ugen!

Den her uge har budt på undervisning, hvor eleverne skulle oversætte et digt fra dansk til engelsk, hvilket gik overraskende godt, og de fleste virkede til at synes, at det var sjovt! Så det var en god oplevelse, og jo mere jeg underviser, desto mere kan jeg mærke, at det er det jeg gerne vil. Så det er jo egentlig meget dejligt 🙂 Her er en af klassernes resultat – det var endda den klasse, der generelt havde sværest ved at koncentrere sig!

imageimageimageimage

Det danske dig er fra Tom Kristensen Hærværk, hvor man nu har fundet de sidste tre strofer, der ellers ikke var en del af digtet i bogen.

Jeg fik også æren af at overvære en Spelling Bee på skolen, hvilket var ret interessant – de børn der kan virkelig stave! Og vinderen gik videre til statsmesterskabet, og derfra kan man så gå videre til det nationale mesterskab… Det er virkelig noget folk går op i!

image

Torsdag var en lidt speciel dag, for familien havde inviteret mig til… Rodeo! Og det var simpelthen storslået! Altså indmarchen indeholdt heste med ryttere, der holdt flag, en fælles bøn, nationalsangen, og det amerikanerne siger med, at de tror på nationen (kan ikke huske, hvad den hedder). Men det var ret vildt, og man fik bare sådan en følelse af at være tilbage i cowboyland, for folk gik rundt med støvler og hatte, og det er nærmest påkrævet at ankomme i jeans som minimum – og det gælder både mænd, kvinder og børn. Men hvor er det sjovt, og hvor er det bare noget, der samler folk!

image

Lørdag var en afslappende dag med 78 grader fahrenheit. Dét er varmt når man er i varmt tøj! Men iiiiih, hvor er det dejligt! Jeg blev inviteret til den japanske have i botanisk have, hvor vi fodrede koi-fisk – mig, sønnen M og moren L. Det var sjovt, og hvor er de fisk bare store!! Og hvor er det en flot have! Det er et sted jeg vil anbefale folk at tage hen, man skal bare vide, at det koster penge at komme ind i den del af botanisk have.

Søndag, i dag, var dagen, hvor jeg skulle med ud og ride på en ranch. Familien jeg bor hos har en veninde, der ejer sådan en, hvor der arbejder ægte cowboys og hvor der er heste, lamaer, æsler, hunde, katte… Alt muligt. Og det er et kæmpe stort sted! Jeg skulle med moren L og vejret var mega dejligt. Det blæste en lille smule, men det var kun rart på grund af varmen. Vi kom op på hestene, jeg red på Coffee, og ud på ranchen det gik med moren L, veninden på lidt over 70 og den cowboy der arbejder på ranchen og hans søn. Det skal lige siges, at ham cowboyen var præcis lige så cowboy-agtig som man tror en rigtig cowboy er: han taler på den rigtige måde, går klædt på den rigtige måde og kan håndtere alt på sin hest med sin lasso. Det var godt han var med, for han fjernede et tørt gammelt væltet træ ved at binde rebet om en af grenene, sætte sig op på hesten og lade den trække af med træet. Det var lidt vildt at se på! Naturen derude er vildt flot, der er sådan en anderledes skønhed over det. Der er stille og stort. Og når man rider kan man bare mærke verden. Og så sad jeg der på Coffee og nød det hele, vi skulle under et lavthængende træ (eller en busk) så alle lagde sig indover hestene. Til den anden side var der et vandløb. Min sadel havde drillet lidt og pludselig gav gjorden efter og jeg faldt af hesten og landede hårdt på halebenet og gled lidt ned ad en mudret minibakke. Uh, hvor blev jeg chokeret! Og oi, hvor gjorde det ond! Min ene finger fik revet en del hud af, så det sved og jeg havde mudder på hele højre side, og havde sindssygt ondt i bagdelen og ryggen. Men cowboyen fik lavet en midlertidig fiksning af sadlen og så kom jeg op på hesten igen efter at have fået pusten. Det var okay, men den sidste del af turen var lidt sværere at nyde på samme måde, fordi jeg vidste at sadlen var i stykker.

Men det er en del af oplevelsen, ikke at jeg siger at man skal prøve at falde af en hest, men siger bare, at det er det der kan ske, og så må man få det bedste ud af det. Jeg har så brugt det meste af aftenen på at sidde på en pose is… Og grine lidt af hele situationen 😉

Billeder følger – jeg havde ikke selv kamera med ud (hvilket jo nok var heldigt nok).

Næste gang jeg skriver er det fra Upper School!

Sidste aften med den første familie og første dag med den sidste familie

23. januar, værelse, ny værtsfamilie

Så er det blevet lørdag. Jeg sidder på mit værelse hos min nye værtsfamilie som jeg kom hjem til i går aftes. Det var  hårdt der, og endnu hårdere at vågne op her. Det skal lige siges, at det er nogle virkelig søde mennesker, det er bare så overvældende, at skulle flytte nu, hvor jeg var faldt på plads hos den første familie. Så i morges da jeg vågnede (klokken 7 – suk), havde jeg det bare rigtig skidt, men fik skypet med med mor og min far, og synes egentlig, at det hjalp lidt. Og så er der det, at jeg formentlig har fået kæbehulebetændelse om ikke andet så et til slemt anfald af bihulebetændelse. Jeg fortalte det til min nye værtsfar J, der sørgede for at skaffe mig diverse piller mod sådan noget. Men han siger, at vi nok ender med at skulle til lægen alligevel. Så jeg har haft det skidt siden torsdag. Først troede jeg, at det var slutningen på min forkølelse og træthed på grund af min undervisning, men det blev ikke bedre. Bare værre. Jeg håber dog, at pillerne jeg har fået vil hjælpe så jeg slipper for at tage til læge!!!

Og så håber jeg, at jeg kommer hurtigt over min hjemve igen. Tror måske, at jeg bare skal have tid til at falde til her og falde ind i deres rutiner. Så tingene ser lyse ud!

Første omgang med undervisning!

21. januar, eftermiddag, værelse, værtsfamilie

Så er det i dag, at jeg har undervist sidste gang i den her uge. Og, hvor er jeg bare træt!! Jeg synes egentlig, at det gik godt. Det var et interessant emne at arbejde med – den danske velfærdsstat – og jeg fik en masse gode bud på, hvad velfærd er: fx at regeringen giver de fattige mad… Men i bund og grund virker det som om, at de fleste endte ud med at forstå, hvad det hele handlede om.

Undervisningsplan:

1 – skriv dine umiddelbare tanker om velfærd ned på et papir, uanset om du ved, hvad det er eller ej

2 – læs teksten om det danske velfærdssystem

3 – arbejd i grupper om 4 forskellige emner: green living, education, health og unemployment: sammenlign, hvad du har læst om Danmark med, hvad du kan finde om forholdene i USA

4 – præsenter jeres emne for klassen

5 – så hvad er velfærd? Er det det værd? Hvorfor, hvorfor ikke? Har jeres tanker ændret sig fra begyndelsen af timen til nu?

Det var nogetlunde det, der skete. Det var rigtig sjovt og jeg kunne virkelig godt lide, at jeg kunne finpudse min lektion, for jeg skulle jo holde den 6 gange over to dage! Her er, hvad den sidste gruppe fandt frem til:

12620616_10153771101308213_605881129_o 12591899_10153771101358213_724106505_o

12591914_10153771101263213_815124425_o 12633026_10153771101223213_1278132778_o

Jeg føler mig stolt af min præstation og af elevernes villighed til at arbejde for at lære!

 

Så er jeg rigtig kommet til cowboy-land!

Den 18. januar, værelse, værtsfamilie, kl 21.47

Okay, så jeg har haft en begivenhedsrig weekend, og den vil jeg lige fortælle lidt om nu… Men først vil jeg sige, at jeg er klar til første undervisning i overmorgen! Det var egentlig meningen, at jeg skulle undervise første gang i morgen, tirsdag, men på grund af et tragisk uheld, hvor en af fædrene til en af eleverne døde her i weekenden, så er min undervisning udskudt (hvilket jeg er enormt taknemmelig for). I dag er det for øvrigt Martin Luther King dag, en helligdag her i USA, hvor man fejrer hans liv og derfor har fri fra skole (juhu!).

Lad mig begynde med min fredag. Hver fredag har familien D en tradition for at køre forbi QT efter skole for at købe 1) noget at drikke, der ikke er vand 2) købe noget salt såsom chips. 3) købe noget sødt såsom slik. Det er en tradition jeg blev indviet i – og det er mega hyggeligt! Vi spiste ude på en asiatisk restaurant, hvor en af T’s venner var med. Det var rigtig hyggeligt, men det var også et meget larmende sted med mange mennesker og flere fjernsyn, der viste sport. Bagefter tog vi ud for at få frozen yoghurt – noget jeg aldrig har prøvet før, men det var godt! Dog foretrækker jeg en god italiensk is fra Dolce Vita i Aarhus…

Lørdag var en dag med rigtig meget på programmet. Først var der en indendørs fodboldkamp med T og hans hold (de tabte 7-1 til det andet hold, der kun bestod af piger) og bagefter tog vi til the Stockshow; et sted med masser af geder (der blev trimmet og føntørret), høns og andet fjerkræ, og de berømte køer Longhorn. (De har virkelig lange horn). Her fik vi taget billede med babygeder og spiste funnel cakes og barbecue. Meget amerikansk og virkelig anderledes sjovt!

12633179_10153771098283213_553932502_o

I forlængelse af Stockshowet er der noget de kalder Midway – i bund og grund en omrejsende forlystelsespark og det var RIGTIG sjovt! Jeg faldt rundt i en af de der drejende ting der hører til et Fun House (jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det), hvilket var umådeligt sjovt for alle andre, der så det… og faktisk også sjovt for mig! Så lørdag var en virkelig interessant, anderledes og virkelig god dag, hvor der bare skete helt vildt meget!

Forresten overværede jeg noget, som jeg aldrig ville have haft fantasi til at forestille mig mens vi har til Stockshow, nemlig Celebrity Goat Milking. Og ja, det er nøjagtig, hvad det lyder som om det er…

12631032_10153771099443213_714888584_o

Søndag var en mere stille dag, hvor vi var til H’s fodboldkamp for så at tage til en bydel i Fort Worth, der hedder Stockyards. Det var en super dejlig solskinsdag og Stockyards er en bydel jeg vil anbefale alle at tage hen for at se!

12632976_10153771099273213_744232338_o12632863_10153771099153213_830004166_o

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi fik en Love Burger, legede rundt inde i en labyrint, hvor man skal finde bogstaver og så bliver der taget tid (vi gjorde på det 14,5 minutter), og klokken 16 bliver der drevet kvæg hen ad gaden. Se, dét var en oplevelse. Jeg ved det nok primært bliver gjort for turisterne, men det er stadig sjovt at se!!

12620935_10153771098923213_921227391_o