Tilbage til de brølende 20ere

Søndag den 18. februar 2018

På et håndklæde et sted på Clive Square i Napier omringet af palmetræer og blomster i alle farver, med en strålende sol over mig

I bussen til Napier mødte jeg en svensk pige, Emelie, på min alder, som fortalte mig, at der var Art Deco-festival i byen i weekenden. Jeg havde lidt regnet ud, at der skete noget i byen – for jeg havde ikke kunnet finde et overnatningssted (det fandt jeg først ud af efter at jeg havde booket busbilletterne). Jeg anede i bund og grund ikke, hvad der skulle ske, men Emelie fortalte mig, at der ville være en masse musik og udklædninger og sådan. Jeg tænkte, at det nok bare ville være som enhver anden lille byfest…

Da jeg steg af ud bussen i fredags i Napier, trådte jeg direkte ud i 30 grader og voldsomt solskin. Jeg begyndte min vandring mod Shakespeare Road mod mit hostel (som jeg meget overraskende havde kunne booke aftenen før til en rimelig pris) – udfordringen var blot, at jeg åbenbart var kommet til at booke et ophold til marts i stedet for februar, men det fandt jeg selvfølgelig først ud af, da jeg var kommet derhen. Og ALT i byen var booket (bortset fra et meget dyrt hotel som jeg ikke videre havde lyst til at betale for). Heldigvis var damen i receptionen mega sød og hun ringede rundt til andre hostels for at se, om der var nogen, der tilfældigvis havde en seng i overskud. Det var der – jeg var bare virkelig heldig. Det var dog et lidt underligt sted, for det var et hostel, hvor man bor hvis man er her i længere tid for at arbejde, så det er backpackeres semi-permanente hjem… På grund af det, var jeg enormt glad for at have mødt Emelie, for det er ikke så tit, at langtidsbeboere gider investere tid i rejsende, der bare kommer forbi nogle få nætter.

Efter et tiltrængt bad besluttede jeg mig for at vandre rundt i byen og se mig omkring. Først begyndte jeg at lægge mærke til ældre mænd med hat og seler, og deres koner med små fine hatte og pæne kjoler. Jeg tænkte, at det måske var mode for den aldersgruppe… indtil jeg lagde mærke til et barn med hat, skjorte og seler, med sin mor i en 20´er inspireret kjole. Og da gik det op for mig, at folk rent faktisk klæder sig ud i art deco stil – og at jeg var en af de eneste, der ikke var klædt ud.
Mit historie-hjerte begyndte at hamre rigtig hårdt og jeg følte, at jeg havde fat i en transitnøgle, der snurrede mig rundt, rundt, rundt, indtil jeg pludselig befandt mig i 1920´erne. Der var flotte vintage-biler overalt, jazzmusik kunne høres på hvert gadehjørne, børn var klædt ud, folk dansede i gaden og alle levede sig ind i stilen og var virkelig gået all-in! Jeg var så begejstret, at jeg slet ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle stille op med mig selv, for jeg havde den største trang til at hoppe op og ned, klappe i hænderne af begejstring og samtidig grine hysterisk af glæde, fordi jeg endelig havde fået bevist, at det faktisk er muligt at rejse i tiden!

Emelie og jeg havde en virkelig sjov aften, hvor vi mødte en masse interessante mennesker (lokale), der viste os nogle af de særlige steder i byen. Der var slået et bar-telt op i midten af en plads, hvor træerne var oplyst og et lille græsstykke var indhegnet af et lille, mega nuttet forstadshegn – her fik vi serveret kold rosévin og kunne betragte de smukke mennesker (alle bliver altså bare pænere når de er klædt i tøj fra 20´erne og af en eller anden grund ser alle mega rige ud).

Dagen efter inviterede en af de lokale os ud for at se et vandfald. Vi skulle gå et lille stykke, men da vi endelig nåede derud blev jeg slået i hovedet af alfemagi! Vandfaldet var i et lille indelukke og der var en mini-sø med en mini-ø i midten. Klipperne, der omkransede vandfaldet glitrede i alle tænkelige grønne nuancer og mellem mini-søen og den grønne klippe var der en lille hule, hvor jeg er sikker på, at alferne bor. Det var så magisk et sted, at jeg nemt kunne have brug hele dagen der, og jeg følte mig opfyldt af energi bagefter.

Napier er er sted jeg helt sikkert gerne vil tilbage til – og jeg vil meget gerne opleve den her festival som almindelig rejsende, der har plads til flotte kjoler, hatte og hårbånd i KUFFERTEN. Det er en magisk by, med flotte bygninger, lige ned til havet og en helt vildt rar stemning (og ja, jeg er måske blevet lidt forelsket i ideen om at bo i 1920´ernes Napier og er måske derfor en lille smule præget af det lige nu).

Jeg tror faktisk, at folk i 1920´erne var lykkelige. De kunne da ikke have været andet! Hvis weekenden bare afspejler en lille smule af den stemning man kunne opleve i den tid, så kan man virkelig kun have nydt det! Jeg ved godt, at det er min idylliserende hjerne, der spinder historier om historien – men det er måske bare fordi det har været en helt vildt surrealistisk weekend, hvor jeg seriøst har følt, at jeg har deltaget i en tidsrejse! Desuden kan jeg ikke lade være med at bemærke, hvordan det at være fælles om noget, virkelig styrker den følelse, der binder folk sammen; i det her tilfælde, at alle klædte sig ud i de flotteste outfits fra dengang (og de gør det konsekvent fra morgen til aften hele weekenden). Man er ikke underlig, hvis man klæder sig ud – man skiller sig ud, hvis man har normalt tøj på. Det, at folk – både fra nær og fjern – gør så stort et nummer ud af at leve sig ind i stilen gør, at en glædestrålende atmosfære spredes over hele byen, og som nyankommen har man bare lyst til at kaste sig ind i følelse og lade sig rive med, for at blive en del af den gamle tid.