Torsdag den 5. april 2018
Blød, blå sofa i fællesområdet på Urbanz, Christchurch, middagstid
Mmmmmmh. Jeg spiser hjemmelavet fudge! Det er så mega lækkert og meget sødt! I dag er min sidste hele dag i New Zealand, jeg har lige pakket min rygsæk så det kun er småting jeg mangler til i morgen tidlig, hvor jeg skal flyve til Sydney. Det er et stykke tid siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg, så det her er altså del 1.
Del 1 – fra Dunedin til Hanmer Springs
Da jeg forlod Dunedin, var det med det formål at tage ud og se albatrosser og andre spændende naturting. MEN. Jeg så ingen albatrosser i Dunedin og jeg ville det ikke nok til at betale $50 for en guidet tur. Køreturen derud var mega flot: det var en meget lille snoet vej badet i solskin, helt ned til vandet, der havde en helt specielt blå-grøn farve. Jeg mistede pusten hver gang jeg drejede om et hjørne, fordi det bare var så mega smukt. Jeg lyttede til god musik og følte mig i rigtig godt humør – og det jeg havde mest lyst til var at blive ved med at køre.
Eftersom jeg valgte, at jeg ikke gad at betale for at se fugle, så vendte jeg om efter en lille gåtur, for at køre op mod Oamaru. Jeg ville nemlig bo i telt på en god campingplads og om morgenen ville jeg se boulders (det er store runde sten på en strand og det er meget pænt!). Inden jeg kom til campingpladsen holdt jeg ind ved Katiki Point, hvor jeg gik ud til et fyrtårn på en slags halvø. Det var ret blæsende, men det var så flot! OG jeg så en pingvin med mine egne øjne og gik tæt forbi en sovende sæl, der havde lagt sig i græsset, hvor man går.
Jeg var helt oppe at køre over at have set pingvinen og sælen så tæt på, så da jeg kørte derfra, følte jeg mig totalt klar til at campere ude helt alene for første gang nogensinde. Det endte med at blive en ret god aften, og da jeg lagde mig til at sove, følte jeg mig for engang skyld ikke totalt gennemfrossen.
Da jeg vågnede op næste morgen var det dog en anden sag… for da jeg åbnede øjnene var teltvæggene dækkede af tusindvis af myg (jeg ved ikke om der var så mange, men der var altså sygt mange). Heldigvis er jeg ikke bange for myg, så jeg åbnede bare teltdøren og håbede, at de ville forsvinde mens jeg begyndte at pakke sammen. Da det så begyndte at klø i mit ansigt, gik det op for mig, at jeg havde 15-ish myggestik i ansigtet. Det lignede at jeg var blevet en akneramt teenager over natten. Det var rigtig skidt! Jeg måtte jo bare lade som ingenting og køre videre.
Mit mål var nemlig at køre ind i landet igen, for at komme op til Mt Cook og tage en pause ved Lake Pukaki, hvor der er udsigt til Mt Cook på en klar dag. Da jeg nåede til Pukaki og Twizel, fandt jeg ud af, at der var -7 grader oppe ved bjerget. Eftersom jeg havde planer om at sove i telt, så besluttede jeg mig for at blive ved Twizel og Pukaki. Dagen efter tog jeg til Lake Tekapo, hvor jeg brugte nogle meget dejlige timer i deres spa. Dét var bare en god dag! Jeg var helt høj over, hvor dejligt det var, så jeg følte, at jeg svævede resten af dagen. Som ekstra bonus havde jeg booket et single-værelse den nat i Timaru. Jeg var lykkelig 😉
Dagen efter da jeg skulle videre, valgte jeg at tage forbi i-site for at få inspiration til, hvordan jeg skulle fordele de sidste par dage jeg havde tilbage af min rejse. Det betød, at jeg endte med at køre til Methven, en skisportslandsby, hvor der er meget liv om vinteren… men resten af tiden er der rimelig dødt. Det var dog alligevel en rar oplevelse, for manden der ejede det hostel jeg skulle bo på, var åbenbart kæmpe fan af danskere, og da han fandt ud af at jeg også havde gået i skole tæt på Struer, så ville han ikke lade mig betale for at bo der. Så jeg fik en gratis nat, alt det på grund af nogle venlige danskere, der havde hjulpet ham for 40 år siden, da han strandede i Struer med sin bil. Man kommer langt med venlighed!
I Methven begyndte jeg at få en underlig følelse i maven, som om at jeg bare rendte formålsløst rundt. Jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg var trist eller glad. Alt virkede bare så underligt indeni og jeg kunne ikke finde ud af finde årsagen. Så da jeg tog fra Methven den næste dag i retning mod Hanmer Springs (med et lille stop i H&M i Christchurch), havde jeg mest af alt lyst til bare at ligge i en seng og sove. Det viste sig så at være umuligt, fordi jeg selvfølgelig mødte nogle rigtig søde mennesker på mit nye hostel: Thea, Tom og Zoe. En dansk pige og to englændere. Jeg tror, at fordi jeg mødte dem, så fik jeg lidt noget rejsespændelse igen. Følelsen af formålsløshed forsvandt og jeg kunne mærke, at jeg fik min glæde tilbage. Vi havde en rigtig sjov aften i lille bitte Hanmer Springs og endte med at beslutte at følges ad til Kaikoura den næste dag.
Her slutter del 1. Jeg tror, at jeg er kommet frem til, at grunden til, at jeg har haft den der underlige følelse i kroppen er, at jeg har kunnet mærke, at jeg ikke havde så lang tid tilbage; og det at jeg rejste alene var både den fedeste ting, men også den hårdeste, fordi man hver gang man kommer til et nyt sted, skal gøre en kæmpe indsats for at komme folk ved. Altså, det er ret let egentlig, men det kræver alligevel en del energi. Når man rejser med nogen behøver man ikke på samme måde at investere energi i nye mennesker hele tiden – og det er både godt og dårligt.
Jeg er bestemt ikke ked af at rejse alene – faktisk tror jeg, at det er det jeg foretrækker, men alligevel, så har jeg virkelig nydt at følges med andre. Det der har fungeret bedst for mig har været at følges med andre, der havde deres egen bil og deres egen frie vilje, ment på den måde, at begge “grupper” har haft friheden til at gøre, hvad man hver især havde lyst til, og så samtidig havde vi hinanden. Det har været enormt positivt!
