30. januar 2018
Hjemme hos min mor
Okay, så er det altså ved at være: jeg skal ud på min store rejse lige om lidt!! Jeg har gjort mig en masse tanker om det og jeg kan mærke, at jeg er virkelig, virkelig nervøs og spændt og nervøs spændt – men jeg er ret overbevist om, at jeg bare skal op i flyveren, og så skal jeg nok klare det!
Men, for lige at gøre det klart for alle, hvad det her egentlig drejer sig om, så vil jeg lige fortælle, hvad det er jeg er så nervøs og spændt over! Jeg skal ud på en stor rejse – min store rejse – som ender med at tage mig igennem New Zealand, over Sydney og lækre Bali, hvor jeg til sidst ender i Nepal. Som udgangspunkt er hele rejsen kun med mig selv og de mennesker jeg møder på min vej – bortset fra tiden på Bali som jeg deler med min søde og dejlige veninde. Det bliver 10 dage i paradis! Min rejse strækker sig over 4,5 måned – og jeg har tænkt mig at føre en form for rejsedagbog her på siden så jeg selv har det at se tilbage på, men også så eventuelt interesserede kan følge med på min rygsæk-færd på afstand.
Alle forberedelser er gjort, og det eneste jeg egentlig mangler, er at pakke min rygsæk (hvilket faktisk har vist sig at være en del vanskeligere og mere udfordrende end jeg lige havde regnet med!) – og så glemte jeg selvfølgelig anden del af min koleravaccine i Odense hos min far, hvilket betyder, at min mor og jeg bliver nødt til at køre forbi Slagelse før vi tager til lufthavnen i morgen. Det er jo bare typisk, men heldigvis var det ikke mit pas jeg havde glemt!
Jeg har gjort mig rigtig mange tanker om, hvad jeg skal pakke til min rejse, og undervejs i den tankeproces er jeg stødt på nogle kanter hos mig selv som jeg tror (og håber) bliver slebet lidt til under min rejse. De der tanker og bekymringer om, hvad andre tænker om en, hvordan man “skal” se ud, hvad man “skal” gøre – de fylder faktisk ret meget for mig, og kan somme tider (måske faktisk ofte) skabe hæmninger for mig, og det ender med at have betydning for den måde jeg er på og de ting jeg vælger at gøre. (For eksempel var selve processen med at udvælge vandrestøvler og rygsæk var ret langsommelig, fordi jeg gerne ville have et par smarte vandrestøvler, der passede til min rygsæk (!!!) og som også kunne se fede ud til mine jeans (yes, det er jo sådan noget, der betyder noget jo)). Men lad os lige begynde ét sted – det umiddelbart nemmeste sted: udseendet.
Nu skal jeg jo være væk i ret lang tid, og jeg havde da virkelig lyst til at sørge for, at jeg havde tøj med til alle tænkelige lejligheder:
Praktisk – rejsetøj
Praktisk – i naturen
Praktisk – i byen
Stranden
Pænt tøj – gå i byen
Pænt tøj – fordi jeg har lyst til at føle mig pæn
Pænt tøj – sommerkjoler i stride strømme
Varmt tøj
Sovetøj
Der er faktisk rimelige mange kategorier man kan finde på, og alle kategorier kræver jo hvert sit outfit. Det kunne jeg ret hurtigt se, at jeg ikke ville kunne have med i min fine røde rygsæk – for udover tøjet til alle lejligheder, så følger toilettasketing også med (og dét fylder!). Jeg tog mig derfor sammen og besluttede, at min forfængelighed altså måtte lide lidt, for jeg ville ikke være i stand til at slæbe det hele ellers. Jeg endte derfor med en liste, der lyder som følger (måske stadig til dels præget af min forfængelighed, men dog kraftigt skåret ned):
3 t-shirts
5 toppe
1 almindelig tynd langærmet bluse
1 uldtrøje med lange ærmer
1 cardigan
1 par natshorts
2 par almindelige cowboyshorts
2 par jeans
3 kjoler med forskellige “funktioner”
1 badedragt
1 bikini
Udover tøjet har jeg faktisk kun ganske lidt makeup med (det mest nødvendige), små flasker med shampoo og balsam – og selvfølgelig – en hårtørrer (mit hår bliver jo frygteligt når det ikke føntørres…). Jeg valgte altså min elskede tørshampoo fra sammen med de dejlige ansigtscremer jeg plejer at bruge, og rigtig mange af de ting jeg ellers normalt sætter pris på!
Jeg er ret spændt på, om de andre rejsende jeg møder er mere afslappede med både makeup og hårtørrer – og gad vide om de alle har sådan nogle praktiske bukser (som jeg ikke havde overvejet at tage med før jeg opdagede, at det måske ikke var det mest praktiske at vandre rundt i skinny jeans).
Jeg håber inderligt, at jeg opnår en form for ro i mig selv så jeg ikke bruger så meget krudt på at bekymre mig over, hvad andre tænker om mig – og bekymre mig om, hvorvidt jeg vil passe ind – for jeg tror faktisk, at hvis man hviler nok i sig selv, så kan man passe ind de fleste steder. Tænk, hvis jeg en anden gang bare kan nøjes med et par toppe og et par lyn-af-bukser, droppe hårtørreren og så bare være mig (har dog stadig vanskeligt ved at forestille mig selv med lyn-af-bukser)!
Så måske vil det vise sig, at den her rejse beviser for mig, at forfængelighed står for fald.
